Til præsterne
Præsternes klummer i Folketidende

Præsternes klummer i Folketidende 2022

Hver fredag bringer Folketidende den korte klumme "Hvad skal det handle om i kirken på søndag", hvor stiftets præster på skift sætter nogle få ord på, hvad den kommende søndags tekst og prædiken byder på. Læs alle klummerne her

2. oktober
16. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Susanne Oxholm Bay Jacobsen

Et af de mest ensomme billeder, som har været i medierne det sidste stykke tid, har været billedet af Kong Charles den Tredje, der går efter sin mors kiste.

Denne mand, som pludselig så meget ældre ud og med sorgen udtrykt i sit ansigt over tabet af sin mor, hende som har været grundlaget for hans eksistens og samtidig med hendes bortgang nu har lagt ansvaret på ham for riget og the Commonwealth, gående der bag kisten.

Livets alvor bliver lige pludseligt prægnant, og samtidig er der en uhyre ensomhed i dette.

Der er en uhyre ensomhed i døden.

Og egentlig er det den samme form for ensomhed, vi oplever ved enhver kiste, vi går bag. Enhver kiste hvor den kære ikke længere er til stede i livet, og hvor kærligheden derfor savner sit mål.

Det er det, som er fokus i dagens evangelium, og derved er der ikke langt imellem Martha og Maria og os, det er ikke svært at sætte sig ind i deres sorg og tab. På hver deres måde repræsenterer de måder at agere på i sorgen. Martha, der må ud, kan ikke bare sidde stille og rumme sorgen. Og Maria, der lukker sig inde og lader sig trøste af de andre, helt stille i sorgen. Og det er ind i den tilstand af sorg, af ensomhed, der, hvor de har mistet alt, deres bror, deres status i samfundet, alt har de mistet, at Jesus møder dem.

Og hvordan Jesus møder dem og os, er netop det, det skal handle om på søndag.

25. september
15. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Lizet Jane Wendt

Sæt dig nu ned og tag imod!

Jesus besøger sine venner Martha og Maria. Den ene, Maria, sætter sig ned og lytter aktivt. Den anden, Martha, flirter rundt og er huslig og sørger for gæsten.

Og den utilfredshed, Martha har med, at Maria bare sidder der og lytter, bliver sat på plads med nogle ord fra Jesus, deres gæst, om, at Maria har valgt rigtigt - den gode del.

Hvem er vi? Vælger vi at fare rundt og gøre alverdens ting og ikke have tid i vores hverdag til at lytte til Guds ord? Når det kommer til os ganske uventet, måske igennem andres gerninger, ser vi det så ikke, fordi vi har så travlt med vores egne gøremål.

I vore dage er vi så vant til, at vi skal gøre os fortjent til det, vi har, være bedre end de andre. I vores tidsalder får mange stress og angst, fordi vi er så meget på og går så meget op i, hvad andre tænker om os.

Prøv at standse op og se dig omkring.

Prøv at gå i kirke en søndag og sætte dig ned og bliv rolig.

For det er det, vi kan i kirken, få noget ganske gratis uden at skulle gøre noget for det. Vi skal ikke flintre rundt og gøre os fortjent til Guds kærlighed, nej, den er os allerede givet og endda ganske gratis. Og den kommer til os, når vi ser de andre, og de ser os. 

Så lad os gøre som Maria: Sætte os og lytte og vælge den gode del som troen kan give os i livet til. Række hånden ud og tage imod.
Prøv det, jeg er sikker på, du ikke vil fortryde.

18. september
14. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Lisbeth Mannerup Nielsen

Tag din båre og gå! Sådan siger Jesus i evangeliet til på søndag til en mand, han netop har helbredt. Manden har i 38 år været lænket til båren, fordi han var lam, men nu er han rask. Jeg har ærligt talt svært ved at forstå, hvorfor han så skal slæbe rundt på den båre, når nu Jesus har helbredt ham og givet ham mulighed for at springe op og væk fra al den elendighed, der har udspillet sig der på denne tarvelige seng i så mange år. Hvad er det med den båre? Måske er den et billede på livet? På det liv manden har levet frem til nu.

Vi har alle sammen hver vores historie, hver vores erfaringer og oplevelser igennem livet. Vi bærer hver især på noget. Nogle bærer på meget og har tunge fortællinger i bagagen, andre har en lettere gang på jord. Alle bærer vi på hver vores. Måske betyder det, at manden skal tage sin båre og gå, at vi hver især kan tage vores liv på os og gå ud i livet i tilliden til at uanset, hvad vi bærer på og, hvilken historie der er vores med de sejre og nederlag, der kom til undervejs, så må vi gå ud i livet og vide os mødt og favnet af Gud? Du må gå her i livet som dig, også selvom du måske indimellem føler dig lammet, fastlåst og uværdig – det er du ikke, du er kendt set og elsket af Gud. Så tag din båre og gå som dig. Kærligheden spørger ikke efter, om du er god nok – den spørger efter dig!

4. september
12. søndag efter trinitatis

Af provst Johannes Olav Kruse Kristensen

På søndag skal der prædikes over Mathæusevangeliet kap 12 vers 31-42.

Prædikenen i Radsted kirke kommer til at tage udgangspunkt i de linjer i teksten, hvor der står: 

"Tag et træ; Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårlig, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten… 

For hvad hjertet er fuldt af løber munden over med…

På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes."

Det kommer til at handle om, at det betyder noget, den måde vi taler til hinanden på, og den måde vi taler om hinanden på. At ordet skaber hvad det nævner som Grundtvig sagde det. Både på godt og på ondt.

Da jeg var dreng var der en kampagne for at man skulle spise sundt. Den havde som slogan. Du bliver, hvad du spiser…. Det var et meget fint og effektivt slogan:

Du bliver hvad du spiser! For en lille dreng som mig, gik det lige ind! Der er en verden til forskel på om man er en stærk gulerod, eller en lille slatten flødebolle! Det kunne jeg forstå.

Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med. Det har noget af den samme gennemslagskraft som sloganet fra min barndom. Vi forstår det også instinktivt. Ord kan skabe liv og ord kan ødelægge liv.

28. august
11. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Olga Kohen

Herren vil ikke frelse os, uden at vi selv er med på det. - I dag hører vi en fortælling om det. 

Jesus møder to mennesker. Det første er farisæeren Simon. Han gør sit bedste for at undgå at synde og bruger sit liv på at følge på en prik, hvad der står i loven. Han inviterer Kristus til sit hus, men hans hjerte forbliver lukket. Simon er mistroisk, og det eneste han tænker på, er hvorvidt Jesus’ opførsel passer eller ikke passer ind i de stramme religiøse rammer. 

Den anden er en kvinde, som har levet sit liv i synd, og alle i byen Kapernaum ved det. Hun kommer til Jesus for at tage sig af ham på den bedste måde hun ved, med de mest dyrebare ting hun har.  Hun kommer til Kristus som til det eneste, det sidste håb, komplet åben og hengiven. 

Hvem af disse to vil blive tilgivet? Hvem af disse to vil blive frelst? 

Herrens tilgivelse er klar til at komme til alle mennesker: både til den stolte farisæer og til en kvinde der har begået mange synder, men da Gud skabte os, skabte han os med en fri vilje til at vende vores ansigt mod ham. Kun den der leder efter tilgivelsen og Guds nærvær kan få den. Derfor siger Jesus til mennesket som med hele sit hjerte, hele sin sind og styrke længtes efter ham: ”Din tro har frelst dig”.   

21. august
10. søndag efter trinitatis

Af domprovst Anne Birgitte Reiter

Det er en voldsom tekst, vi skal høre denne sensommersøndag. Lukasteksten om Jesus, der græder over sine landsmænd, jødernes, måde at leve på. Men hvis man tager Jesus alvorligt, så må man læse hans ord som talt til én selv. Mig selv. Det er også mig, Jesus forsøger at få til at vågne op.

Jesus både sørger og er vred over menneskenes ukærlige omgang med hinanden. Han så lige igennem menneskelig egoisme og hykleri. 

Jesus sammenligner jøderne med børn. Og det er ikke den idylliske udgave af børn, som når han siger, ”lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. Der er det barnets tillidsfuldhed, Jesus taler om.

Men børn kan også have en anden side. Barnet kan være trodsigt, ugideligt og egoistisk. Børn kan skade hinanden og have ulyst til at tilgive.

Det glædelige er, at så længe vi lever, har vi mulighed for at ændre vores indstilling til livet, medmenneskene og Gud. Høre Jesu råb til os om at leve livet som den gave, det er. Og om at tage vare på kærligheden og medmenneskene.

14. august
9. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Kasper Michael Høyer

Dengang jeg var dreng, var det helt accepteret og ikke ualmindeligt, at man kunne gå hen til naboen og låne kop sukker. Det er vist ikke så almindeligt længere, bl.a. fordi butikkerne næsten altid har åbent, så man kan bare selv køre hen og købe en pose sukker.

Man kan bare selv, og det har vi det generelt bedst med. Det er ikke rart at være afhængig og stå med hatten i hånden for at bede andre om noget.

Det føles generelt ikke rart at skulle bede andre om noget. Og nu er vi henne ved evangeliet til søndag, hvor Jesus siger til os, at vi ALTID skulle bede og ikke blive trætte.

Nogen siger, at bøn og tro er den nemme udvej: Det er helt forkert!

Bøn er troens praksis, troens sprog. Det byder vores stolthed imod at være afhængig og skulle bede andre om noget, også hvis det er Gud.

Jesus vil altid have os til at indse, at det er en lykke, og ikke en ulykke, at være afhængig af vores himmelske Fader. Selvom man i sin stolthed godt kan blive træt af det.

7. august
8. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Olga Kohen

Teksten til i dag er afslutningen på bjergprædikenen.

Bjergprædiken kaldes sådan ikke kun fordi Jesus forkynder fra bjerget, men fordi hans ord ophøjer menneskers hjerter til at længes efter et nyt liv.

Jesus’ tilhørere var vant til komplicerede, uforståelige og endeløse forklaringer fra farisæere og skriftkloge. Derfor bliver de slået med forundring, når Jesus taler til dem klart og enkelt, med en aldrig før set tro og styrke. Han kalder ting for det, de er, uden omsvøb: ”Ikke enhver, som siger Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” Troen og religiøsitet som kun er i bøn og ord forbliver det, de er: Tomme ord og en død tro, der ikke giver andet end selvindbildskhed og illusionen om, at man lever rigtigt. Den sande og frelsende tro sker, når troens budskaber bliver et udgangspunkt, ja, et fundament eller som Jesus siger det, en klippe, for alle de afgørende valg og beslutninger i livet, samt for, hvordan vi ser på vores egen opførsel og behandler mennesker omkring os til hverdag.

Hvis Kristus er livets fundament, vil livet bestå. Kristne værdier er gudskabte, derfor er de uforgængelige og eviggyldige. De vil ikke forsvinde eller glide ned som sand, men vil støtte og opmuntre den troende igennem livets op og nedture, som en trofast klippe holder huset fast selv i det værste uvejr.

 

31. juli
7. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Marianne Wagner

Gud lader ikke en spurv falde til jorden, uden at han er med den. Således står der i søndagens tekst. Indtil 1948 blev spurvens fald oversat som et udtryk for Guds vilje. Jeg mener, at den gamle oversættelse er den bedste, fordi spurve er en del af det umælende skaberværk. Derfor falder de til jorden ved skaberens vilje. I modsætning til os mennesker. På os er netop alle hovedhår talt, og derfor er Gud med os på en anden måde end for spurvene.

Det er en stor trøst, for vi har det med at fokusere på døden som noget endeligt, fordi vi netop kan se, hvordan skaberværket bevæger sig i en evig ring af fødsel og død. Den ring blev brudt med Kristi komme til verden, åbenbaringen af Guds vilje med os. Følger vi i Kristi fodspor, kan vi falde for andres onde vilje, men Guds gode vilje er, at vi skal leve evigt hos ham. Derfor kan vore fjender nok skade vor krop, de kan tage livet fra os, men i troen på den korsfæstedes sejr over døden, sejrer vi med ham.

24. juli 
6. søndag efter trinitatis 

Af sognepræst Jesper Vigant

Hvordan får man mennesker til at forstå en vigtig pointe på 2 sekunder? Det gør man ved at give et billede, som alle forstår. At presse en kamel igennem et nåleøje? Var det en opgave, du ville byde ind på? Nej, vel!

Søndagens evangelietekst er gået over i populærhistorien, men måske ikke så meget for sin dybeste pointe, som for sit billede med kamelen, fordi vi så umiddelbart forstår umuligheden af det – men hvad er egentlig den dybe pointe her fra Jesu side?

Jo, en rig mand spørger Jesus, hvad han skal gøre for at få evigt liv? Han skal holde alle buddene, siger Jesus. Jamen, det har han gjort, påstår han, så hvad mangler han at gøre? – Jesu svarer prompte: at for være fuldkommen skal han sælge alt, hvad han ejer og har – give det til de fattige og derefter komme og følge Jesus…

Bang! … Den rige mand forlader bedrøvet Jesus, for han er nemlig meget velhavende. Det var ham åbenbart for stor en kamel at sluge – og nåleøjet ham for småt!

Vil det da sige, at vi alle virkelig skal give alt, vi ejer og har og give det til de fattige for at følge Jesus på rette vis? Nej, ikke nødvendigvis én til én. Det er godt at hjælpe dem, der har behov, men det skal også forstås i overført betydning. Vi skal have øje for de sande værdier i livet og ikke køre sololøb til egen gavn og glæde. Vi har alle noget, vi nødigt ville give slip på – men som vi kan blive nødt til at opgive, hvis noget er vigtigere og større end os selv. Troen på Gud – bygger på tanken om, at noget lige præcis er større og vigtigere end os selv, og hvor kongebuddet siger, at du ikke blot skal elske din næste, som dig selv – men du skal gøre det under det ganske bestemte fortegn, at du elsker Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl.

17. juli
5. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Lisbeth Mannerup Nielsen

I evangeliet til på søndag spørger Jesus sine disciple, hvem de siger, han er? Disciplen Peter bekender: Du er Kristus, den levende Guds søn. Den bekendelse får Jesus til at sige til Peter, at han er den klippe, Jesus vil bygge sin kirke på. Der er ellers ikke meget stabil klippe over Peter og kort tid efter han åbenbart har svaret rigtigt falder han i og siger noget, der får Jesus til at gå voldsomt i rette med ham. Hvor er det godt, at det er en som Peter, Jesus vil bygge sin kirke på, for ham kan vi alle spejle os i.

Det er alle os Peter – mennesker, der indimellem føler, at vi står utilstrækkelige over for både livet og døden, som Jesus vælger at bygge som sin kirke på. Det er os, der ikke altid ved, hvordan vi skal svare, han vælger som fundamentet for sit fællesskab, der skal høre og bringe budskabet om hans redning og tilgivelse ud i verden. Gud bygger ikke sin kirke på helstøbte klippeblokke, der kan levere varen, men på mennesker som Peter og du og jeg. Og nedenunder denne bygning af alle os levende stene, med hver vores fejl og mangler, der er der en klippe, en klippe som slet ikke er afhængig af, hvad vi siger, tænker, tror og gør, men som kun er afhængig af den kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt.

10. juli
4. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Ida Støckel Rolle

”Elsk jeres fjender!”, siger Jesus denne søndag. Av for den!, tænker vi. For det at elske sin fjende lyder som lidt af en selvmodsigelse og tilmed en anstrengende opgave, men ikke desto mindre er det, hvad Jesus kræver af os.

Nu tænker du måske, at du da ingen fjender har og det har du nok heller ikke, i hvert fald ikke hvis fjende forstås som en, der forfølger og stræber dig efter livet. Men vi kender nok alligevel alle til fjender forstået som det menneske, vi ikke er på god fod med – det menneske, hvis blotte tilstedeværelse får os til at bide tænderne hårdt sammen. Det kan være alt fra naboen og kollegaen til den anden part i et forlist venskab eller kærlighedsforhold.

Dem skal vi elske, siger Jesus. Heldigvis ikke som vi elsker vores børn. Der kræves ikke varme følelser af os, for Jesus mener ikke at vi skal føle kærlighed, men at vi derimod skal handle kærligt, uagtet hvad vi føler. Du skal anerkende din fjende som et Guds barn på lige fod med dig selv og indrømme din fjende en plads i skabelsen, som ikke er under din egen plads. Vi skal se på vores fjende med milde øjne og handle med respekt for den anden. For vi er alle skabt i Guds billede, og Gud lader solen skinne og regnen falde over både onde og gode.

3. juli
3. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Dorte Hedegaard

Hvor langt rækker forældrekærligheden?

Mange vil nok mene, at der er en grænse for, hvor langt man som forældre skal strække sig for at hjælpe sine børn. Men ikke desto mindre så møder vi i denne fortælling en far, som har en dyb og uendelig kærlighed til sin søn. Lignelsen om den fortabte søn er en af de velkendte fortællinger i det Nye Testamente. Jesus fortalte ofte lignelser med det formål, at få folk til at tænke sig om og se lidt nuanceret på forholdet til Gud og til medmennesker. Lignelsen fortæller om to sønner. Den ene svirrer, bruger sin arv og skamfuld vender han hjem igen. Den anden bror er pligtopfyldende, ordentlig og hjælpsom. Misundelsen og jalousien lurer imellem de to brødre. Pointen i lignelsen er at faren, som er et billede på Gud, rækker sine arme ud for at modtage begge sine sønner – både ham, som har misbrugt arven og båret sig tåbeligt ad og ham, som har hjulpet derhjemme og været flittigt. Det virker måske ikke retfærdigt, men kærlighed er ikke retfærdig; Guds kærlighed er uendelig tilgivelse.

26. juni
2. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Anders Martin Lauritsen

For mange mennesker er lykken bundet til livet med en familie. At stifte familie. Og måske endda den lykkelige storfamilie, hvor flere generationer bor sammen i stor harmoni under samme tag.

Under coronakrisen skete hjemsendelsen af utrolig mange mennesker. Børnefamilier blev stuvet sammen i deres små huse, eller lejligheder. 24/7. Jeg tror, at de fleste vil give mig ret i, at det var lidt af en prøvelse. 

Der findes da også undersøgelser der viser, at mange slapper mere af på jobbet, end derhjemme. For familiens skød er ikke nødvendigvis et fredeligt sted. Samtidig er familien det, vi vil måles på, og det, vi måler hinanden på. Er man nu en god og tjekket mor eller en nærværende far. Er man det ene eller andet?

På søndag hører vi, at det ikke er vore familiære relationer eller formåen, vi skal dømmes på, men vores forhold til ham, der gik i døden for os. Ham, der giver os liv og gør os glade.

19. juni
1. søndag efter trinitatis

Af sognepræst Anders Horne Henriksen

Man siger, at lykken ikke er gods eller guld, men hvad er det så? Det er at være rig! Men det kan man være uden at have en rød reje. Rig bliver man, når det, man har, er i andres hænder.

Bibelens forfattere brød sig hverken om gods eller guld. Det gjorde Jesus heller ikke. Men næppe af de grunde, vi måske tror. De var mistænksomme af to årsager:

For det første fordi, at tænker man først på penge, tænker man sikkert også sidst på penge, og ikke på Gud. 

For det andet fordi, at penge skal komme andre og samfundet til gode. Penge må ikke hobe sig op på en bankbog. Man bliver jo populær, hvis man giver penge ud. Man bliver rig på venner og rig på ære og anerkendelse.

Jesus fortæller om  en mand, som samlede al sin høst i en lade, men døde da han havde gjort det. Jesus kalder ham en tåbe, for nu ligger høsten bare der, og kommer ikke ud og arbejde. Der skabes ikke mere værdi, og man får ingen anerkendelse for det. Har et menneske noget, skal det hele investeres. I Gud og andre mennesker.

5. juni
Pinsedag

Af sognepræst Sarah Schelde

Har I hørt om pinsefisken? Nej, det havde jeg heller ikke. Og med god grund. Den var et forsøg fra en tidligere biskops side på at markedsføre pinsen med samme styrke som julegaver og påskeæg. Lidet hjalp det dog. Pinsefisken slog ikke an.

Pinsefisken og selve pinsen har i mine øjne det tilfælles, at de i befolkningens bevidsthed er ekstra fyld i lagkagen af feriedage i foråret og midsommeren. Vi ved, at det bliver pinse, og at vi får fri, men vi tænker måske ikke over hvorfor. Og det er synd, for pinsen er kirkens fødselsdag. Så find bare lagkagen frem!

Efter at have vandret med sine disciple på jorden i sit opstandne legeme i 40 dage, fór Jesus til himmels. MEN han lovede at sende en repræsentant, en talsmand, som han siger i teksten til pinsedag. Nemlig Helligånden, som skulle komme over disciplene og give dem mod og styrke til at gå ud i verden og forkynde evangeliet og være med alle mennesker alle dage indtil Jesu genkomst. Og det var netop det der skete. Det fortælles, at Helligånden steg ned over disciplenes hoveder og kunne ses som en flamme. Dermed kunne de gå ud og grundlægge menigheder. Og dermed var kirken født.

Tillykke med fødselsdagen!

29. maj
6. søndag efter påske

Af sognepræst Adrian Hove-Kreutzfeldt

”Be the change,” står der på væggen ved husbesøget. En drøj samtale, et berigende indblik i menneskers liv: Medgang, modgang, tomgang, undergang.

De her citater, oneliners, tilskrives gerne Gandhi og Buddha – jeg undrede mig:

Er det en påmindelse, fordi livet er svært?

Beskriver det vedkommendes levede liv?

Er citatet markant anderledes end kirkens tradition?

Hvis du læser dagens evangelietekst (Joh.17,20-26), vil du måske sige ”JA!”

”Måske ikke helt alligevel,” siger jeg:

Jesus taler og taler og taber mig, hvis jeg har for travlt til at lytte og læse langsomt. En langsommelighed, der tenderer kedelighed – når man er stresset over alt det, man skal nå.

Det sjove er, at ”Be the change” er et summarium af en længere Gandhi-passage – de andre traditioner opfordrer også til slow living.

Også Jesus-teksten peger på, at du og jeg kan være i samklang med Gud, den dybeste virkelighed, at du og jeg kan erfare og udleve kærlighed – hvis vi vil.

Så. Hvilken forskel ønsker du at være i verden?

22. maj
5. søndag efter påske

Af sognepræst Lisbeth Mannerup Nielsen

Midt imellem kasserne med julepynt, min mors mange blomsterkrukker og gamle vhs-videobånd med børnefilm, som mine tre piger og deres fætter og kusine har set i båndsløjfe igennem deres barndom, stod jeg på mine forældres loft og skulle forsøge med hård hånd at sortere og vælge, hvad der skulle med videre og hvad der skulle på genbrugspladsen. 

Mine forældre skal flytte. Huset skal sælges. Det er som det er. 

Jeg var ikke særligt effektiv deroppe på loftet og måtte bytte plads med min mand – ellers ville vi aldrig være blevet færdige. Jeg faldt i staver og tog på afstikkere ud ad mindernes tangent. 

Når et hus skal sælges, er det ikke alt der kan gøres op i kroner og ører. Der findes en værdi, der ikke kan gøres op i stand, materialer og køkkenets beskaffenhed. Det er en værdi, der er knyttet til det liv og de mennesker, der har levet og fyldt huset ud. Herlighedsværdi kalder man det, hvis huset ligger særligt smukt med udsigt til vand eller skov. 

I evangeliet til på søndag beder Jesus om, at Gud vil herliggøre ham. Det betyder, at han beder om, at vi mennesker må kunne se og tro herlighedsværdien i Jesu liv, død og opstandelse. At vi må tro, at det er gennem ham, vi møder Gud. At Gud har vist sig i Jesus sådan som han vil, at vi skal kende ham. Hvilken herlighedsværdi det har for os, hører vi om søndag efter søndag i kirken.

15. maj
4. søndag efter påske

Af sognepræst Monica Isabella Djarnis

Vi mennesker er godt klar over at vi indimellem begår fejl. 

Vi fortæller hinanden at ”det er menneskeligt at fejle”, og at ”vi jo kun er mennesker”, men hvorfor gør vi egentlig det? 

På søndag i kirken fortæller Jesus os, at synden, altså alt det vi bevidst eller ubevidst gør forkert, holder os som slaver. Vi kan ikke selv bestemme, at vi vil stoppe med at gøre noget forkert, for synden har låst os fast. Uanset hvor meget vi kæmper imod, så slipper der alligevel en fejl igennem hist og pist. 

Men sådan behøver det heldigvis ikke at være for evigt. Jesus vil nemlig frigøre os fra vores slaveri og lade os leve uden synd. Vi må vente til det evige liv efter døden, for først dér forandrer verden sig omkring os. 

Jesus giver os chancen for at leve i en verden hvor der kun er godt, men vi må leve side om side med det onde lidt endnu. For lige nu er vi jo kun mennesker.

8. maj
3. søndag efter påske

Af sognepræst Christina Mielcke

”Jeg kan ikke være her sammen med dig længere. Farvel.” 

Mon ikke det nærmest er den værste besked, man kan få fra et menneske, man holder af? 

Det sætter tusinde tanker i gang med det samme. Først og fremmest: Hvorfor ikke? Hvad sker der? Vi går direkte i alarmberedskab, måske endda i panik ved at få sådan en besked. Og det hjælper ikke at fortælle os, at vi skal slappe af eller tage det roligt og fornuftigt. Hjertet kender ikke til fornuft ved en endegyldig afsked, uanset om den skyldes uvenskab, skilsmisse eller død. 

Det sidste farvel fra en elsket ven efterlader os i sorg. Og sorgen spørger altid efter meningen med det, som sker. Vi vil have en forklaring på det, som gør ondt, hvis vi skal acceptere smerten. 

Jesus giver sine disciple netop sådan en forklaring i søndagens evangelietekst. Han fortæller dem og os, hvorfor det er bedst, at han går i forvejen for os hjem til sin og vores Fader. Det er ord, der skal trøste og berolige os. 

Men forstår Jesu disciple mon forklaringen? Og gør vi?

1. maj
2. søndag efter påske

Af provst Nanne Mølhave

Hvem er Jesus? Og hvad vil han mig? Det var noget af det, de stod og diskuterede med Jesus dengang i Salomos søjlegang på tempelpladsen. Tiderne har ikke ændret sig meget, for det er stadig det, vi diskuterer –i hvert fald i konfirmandundervisningen og ofte med mine venner og bekendte. Nu ved jeg godt, at det ikke er vildt meget ”in” at diskutere, hvem Jesus er, og hvad han vil mig ude på en almindelig arbejdsplads eller i en skoleklasse. Men hæng på lidt –for der er meget mere i det, end man lige tror.

Og jeg vil også sige: Hvis kirken ikke kan give et tilfredsstillende svar på disse spørgsmål: Hvem er Jesus og hvad vil han mig? så kan vi lige så godt lukke butikken. Så har ateistisk selskab en god pointe, dengang de skrev på busserne: ”Hvorfor koster tro noget?” ”Hvorfor tro på en gud?”

På daværende tidspunkt opfordrede de folk til at melde sig ud af Folkekirken, fordi der ikke er nogen idé i at tro på Gud–faktisk det stik modsatte af tiden lige nu, hvor massevis af unge rundt om i de danske kirker bekræfter deres tro på Gud.

Og lad os snakke om det: Er der nogen idé i at tro på Gud? – kom i kirke på søndag og hør det spændende svar.

24. april
1. søndag efter påske

Af sognepræst Lill Arendt Hemmingsen

Når det, vi siger, og det, vi gør, ikke passer sammen, når det ikke stemmer overens, så er det galt.

Ikke mindst når vi står og erklærer vores kærlighed. Når vi siger, jeg elsker dig, men ikke viser, at vi gør det, så kommer tvivlen, usikkerheden og følelsen af, at den anden ikke rigtigt elsker én.

Det sker, når dét, vi ser, ikke stemmer med ordene.

Den opstandne Jesus spørger flere gange Peter, om han elsker ham. Peter svarer hver gang: Ja, jeg gør.

Som et af de breve, du kender: Ja – Nej - Vil ikke!

Til sidst må Peter være blevet desperat, for hvorfor spørger Jesus dog om det igen?

Men Jesus nøjes ikke med at spørge. Han siger: Hvis du elsker mig, så skal du gøre det her. Så skal du vogte mine får. Ikke noget med at tilbede mig noget mere, men tage vare på dem, som jeg holder af. Det er en kærlighedserklæring, der virkelig kan mærkes. Og det er ikke Peters, jeg snakker om, det er faktisk Kristus'. Hans kærlighedserklæring. Vi kan godt tvivle og være usikre, men han elsker os, og han viser det. Og siger, hvad vi skal gøre. 

17. april
Påskesøndag

Af sognepræst Lisbeth Lumby

Påskedag i kirken er en festdag. Vi fejrer miraklet, vi fejrer, at Jesus stod op af graven, vi fejrer, at livet vandt over døden.  Men enhver der har prøvet at miste et menneske, de elskede, ved med smerte og sorg, at de ikke kommer tilbage. De holder ikke op med at være døde, ligegyldigt hvor inderligt vi ønsker det. Al tale om opstandelse og evigt liv mærkes næsten som en hån, en dårlig vittighed.

Midt i alt det meningsløse, midt i sorgen og håbløsheden oprejser Gud Jesus. Han gør den døde levende igen. Selve miraklet vil vi nok aldrig vil kunne forstå, men viljen og meningen bag er det, vi skal fatte: At for Gud er det liv, han har givet os mennesker, det vigtigste.

Påskedag er livets fest, Jesus går ud af gravens mørke og viser os, at vores liv fra nu af skal leves i lyset, at ethvert mørke, vi støder på i vores liv (for der vil være mørke på vores vej) er midlertidigt. Påskedag er kærlighedens fest, hvor Gud viser os, at udsagnsordet ”at elske” ikke kun kan bøjes i datid, nutid og fremtid men i særdeleshed i evigtid.

10. april
Palmesøndag

Af sognepræst Bjørn Ohlendorff Krohn

Palmesøndagens weekend står i konfirmationernes tegn for mig. Ved konfirmationerne skal ordene om kvinden, der salvede Jesus med dyrebar salve, lyde. Det er evangelieteksten til palmesøndag, der peger på kærlighedens ødselhed, som vi i den grad også får lov at opleve ved konfirmationerne, hvor familie og venner sætter alle sejl til for at fejre de kære unge. Vi giver gerne til dem, vi elsker. 

I disse dage oplever vi i Ukraine, at mange er villige til at give selv livet for land og familie. I evangeliet mindes vi også om kærlighedens ødselhed. 

Kvindens kærlighed til Jesus var så stor, at hun ofrede en astronomisk dyr salve på ham, og så peger hendes handling alligevel kun hen på den langt større kærlighed og ødselhed hos Jesus. Hun salvede ham til begravelsen, sagde Jesus, for han kom den palmesøndag til Jerusalem for at give sit liv for mennesker, der ikke var hans familie, venner eller land. Han kom nemlig for at give sit liv for dig og mig i kærlighedens ødselhed.

3. april
Mariæ bebudelsesdag

Af diakoni- og sognepræst Kathrine Asklund Brorsen

For snart 9 måneder siden gav jeg mine konfirmander et vissent løg i hånden med beskeden om, at de skulle gå hjem og putte det i jorden.

I dag er løgene alt andet end visne. De står med de smukkeste gule hoveder og nikker i vinden.

Der var ingen konfirmander, der protesterede over at lægge et visent løg i jorden. De vidste alle, at med lidt jord og med lidt tid så vokser der de smukkeste løgplanter frem. Sådan er det.

Men hvad hvis vi ikke havde den erfaring? Ville vi så turde tro på, at noget smukt kunne vokse frem af noget så tarveligt?

På søndag møder vi to kvinder. Den ene, Sara, ler højt ved tanken om, at noget skal kunne gro frem af hendes moderliv. Den anden, Maria, tror derimod med det samme på det umulige og bryder ud i en lovsang af glæde. 

Men hvordan tager vi selv i mod det ubegribelige? Er vi også åbne og tager i mod med tro? Eller afviser vi det prompte med vores fornuft når vi ingen erfaring har?   

På søndag skal det handle om den tro, der tør tro, at Gud også er med i det hverdagsagtige og lader livet spire frem med nye muligheder selv når alt ser umuligt ud. 

27. marts
Midfaste søndag

Af sognepræst Beth Marie Larsen Hagemann

Har du nogen sinde prøvet at faste? Når man kommer til et bestemt punkt, oplever man, at man er mere klar i sindet og får mere energi. Dine problemer synes mindre, og du har mere overskud. Er gladere. Mere afklaret.

Den samme afklarethed som er i alle teksterne på søndag, midfaste søndag, den sidste fastesøndag, hvor israelitterne i ørkenen får den mad, de har brug for, og i bespisningsundret gør Jesus dem klart, at det ikke handler om selve maden, men det større, at Gud altid er der for os.

Vi kan undvære TV, Facebook, wellness, mad, magt, penge, men ikke Gud: at tage en bid af det himmelske brød er at følge Jesus, ved at give Gud plads.

Jesus siger: ”Jeg er livets brød, den, der kommer til mig, skal aldrig sulte og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”. Det er, hvad vi behøver at tro på og Guds løfter om at opretholde vores liv og være med os.

20. marts
3. søndag i fasten

Af sognepræst Jannie Edelberg Nielsen 

Det kompromisløse er aldrig særlig populært. Det er godt at have et ben i hver lejr, så man ikke satser hele butikken. De jøder, der er kommet til tro på Jesus, og som vi møder i søndagens tekst, er fuldstændig sikre på at have deres på det tørre i forhold til Gud. De er så selvfede, at de slet ikke har brug for Jesus. De stiller sig endda kritiske over for ham og kommer med nogle grove anklager. Men selv om det er Jesus, der har lært os at vende den anden kind til, ja, så ristes jøderne godt og grundigt af Jesus. For de lever på en løgn. De har ikke deres på det tørre, sådan som de ellers troede. Deres selvsikkerhed forhindrer dem i at se, hvem Jesus er, og at han kommer med sandheden til dem. Jesus afslører, at de lever på en løgn – ikke bare en lille én, nej, en livsløgn. Vi kan jo stille os selv spørgsmålet: Er vi for selvfede til at have plads til Gud i vores liv? Eller er der en chance for, at han, der om sig selv siger, at Han er vejen og sandheden og livet, får bare en lille smule taletid i vores liv?

13. marts
2. søndag i fasten

Af sognepræst Kasper Michael Høyer

Der var en far, der havde en søn, der var besat. Det var hans egen søn, men han vidste ikke, hvad der foregik i ham, for han var stum, og når dæmonen kom over ham, var han uden for rækkevidde. Han kunne bare stå og se på, ude af stand til at hjælpe sin søn, år ud og år ind.

Et eller andet sted hører han om Jesus og en lille forhåbning tændes i ham: Måske kan han gøre noget.

Han forsøger at finde ham, det lykkes ikke i første omgang: Han er der ikke lige, men disciplene er der: Måske kan de gøre noget? Desværre nej, de er lige så magtesløse som han selv.

Endelig kommer Jesus, faren fortæller igen den sørgelige historie og slutter: Hvis du kan, så hjælp os!

Jesus svarer med en udfordring. Han siger til den arme far: Alt er muligt for den, der tror.

Faren føler: Den der lille forhåbning, jeg er kommet med, det er ikke godt nok, det er for svagt. Men han er jo trods alt kommet, så han siger: Jeg tror ikke - og jeg tror, hjælp mig! Det må være den fornemmelse, det handler om på søndag.

6. marts
1. søndag i fasten

Af sognepræst Lisbeth Mannerup Nielsen

I disse dage har jeg mest lyst til at smide både mobiltelefon, computer og fjernsyn ud. For jeg kan næsten ikke holde ud at tænde for nogen af dem. Jeg bliver berørt af alle de mange barske billeder af mennesker, der er ramt af krig og ødelæggelse. De minder mig om, at det at være menneske er forbundet med risikoen for sorg og smerte, og at vi altid holder noget af hinandens liv i vores hænder og derfor også har stor magt over hinanden.

På søndag skal vi høre om, hvordan Jesu disciple kommer op og diskutere om, hvem af dem der størst. Den diskussion er åbenbart altid højaktuel. Der er en stadig kamp om magten, og den tages som oftest på andres bekostning med sorg og fortvivlelse til følge. Men Jesus fortæller disciplene, at den, der er størst, er den, der tjener de andre. I Guds verden er det at være størst ikke at trykke andre ned, men derimod at løfte andre op og sætte dem til bords ved siden af hinanden ved det samme festdækkede bord. At være stor, uden at være det på andres bekostning, er at være medarbejder på hinandens glæde. Det glæder jeg mig til at høre mere om på søndag og finde trøst, håb og frimodighed til at arbejde på glæden til fælles gavn.

27. februar
Fastelavns søndag

Af sognepræst Jacob Scheving

Der findes et gammelt ordsprog, som går sådan her: ”Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk”.
Men i lyset af fastelavns søndags evangelium kunne man måske fristes til at sige, at man skal høre sandheden fra børn og blinde tiggere.

Jesus kommer nemlig til en ny by, og straks er hele byen på den anden ende. En blind tigger spørger, hvad der er på færde, og da han finder ud af, at det er Jesus fra Nazareth, som er kommet, henvender han sig straks: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”, siger han flere gange – til sidst råber han det nærmest og kaster sig frem i folkemængden. Men disciplene truer af ham.. Måske fordi han larmer lidt og er lidt for ivrig til deres smag. Det sømmer sig ikke at opføre sig sådan, har man lidt på fornemmelsen. Det minder lidt om den mere kendte scene, hvor nogle små børn blev bragt til Jesus for at få hans velsignelse. Også der truer disciplene, og vil gøre sig til herrer over hvem der skal komme hen til Jesus.

Men Jesus tager selvfølgelig imod både den blinde tigger og de små børn – Så man kan stille sig selv spørgsmålet: hvad kan vi lære om sandheden af børn og den blinde tigger? 

20. februar
Seksagesima søndag

Af sygehuspræst Birthe Friis

”Prøv at se denne lille pille!” sagde en kvinde til mig på sygehuset. ”Den gør, at jeg kan leve et næsten normalt liv, og at jeg måske kan opleve min datters bryllup næste år.” Så talte vi om brylluppet næste år, om livet og døden, og det med Gud og Guds Rige. 

Jeg oplever ofte, at en lille pille, en mindre operation, eller måske et kærligt ord eller en lille omsorgsfuld handling fra personalet på sygehuset kan ændre livet enormt for et menneske. Det, der for mange er en lille ting, får en kæmpemæssig betydning for et menneske. Sådan er det også med Guds Rige. 

Guds Rige er som et lille bitte korn eller et sennepsfrø, der lægges i jorden. Men kornet eller frøet vokser og giver liv og tryghed til mennesker og dyr. 

13. februar
Søndag septuagesima

Af sognepræst Torben Elmbæk Jørgensen

Vi er alle udrustede med mindst eet talent, det vil sige noget, som vi er gode til. Vil man have succes i sit liv, handler det om at finde frem til sit talent og dyrke det og blive bedre og bedre.

Måske kan du lide at synge i kor eller spille håndbold. Måske bager du de bedste kager i byen eller har så grønne fingre, at din have er smukkere end andres. Måske er du god til at besøge din gamle veninde på plejehjemmet. Måske er du bedst til det med bøger eller til at bruge dine hænder.

Jesus siger: Lad være med at grave dit talent ned! Brug dine evner, vær glad for det, som du er god til. Bliv endnu bedre. Få det til at gro, hvis muligt.

Den anden dag var jeg i en butik for at købe noget til min computer. Da jeg stod ved kassen, måtte jeg også betale for en kaffemaskine og en ny højtaler. Hvorfor? Fordi jeg havde mødt en ekspedient, som anvendte sit talent til at sælge. Og som kunne overbevise mig. Han havde ikke gravet sit talent ned, men brugte det flittigt.

Vi skal heller ikke skjule det, som vi er gode til, men i stedet være stolte over at have fået en sådan evne eller færdighed. Og arbejde på at blive endnu bedre, for det vil både gavne os selv og andre mennesker.

6. februar
Sidste søndag efter helligtrekonger

Af sognepræst Søren Winther Nielsen

Et grumt billede har brændt sig fast. En avistegning jeg så for nogle år siden, hvor Jesusbarnet fredfyldt og svøbt, står på egne ben, for foden af korset, med hælene helt ind til pælen, som når vi er hos skolelægen, og skal måles. En sort, kutteklædt skikkelse bøjer sig ind over den uskyldige. Med en pen bliver der sat en streg lige over barnets hoved. Blækket flyder ildevarslende ned ad træet.

Højere oppe på pælen ser man andre streger. Man forstår, hvad der venter, når barnet vokser op, og endelig når overliggeren. Og man ser den kutteklædte støtte sig til sin le.

Et grumt billede, og dog et sandt billede. Her ved den sidste søndag efter Hellig tre Konger har vi stadig en rest af Jul. Vi bevæger os mod Påske. Fra krybbe til kors. Fra grotte til grav.

Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold, siger Jesus. Vi kender billedet. Vi kender Jesu liv og død. Samtidig står vi med hælene mod jorden. Kender ikke altid vores eget liv eller såmænd os selv. Der skal sættes mange streger. Meget at vokse op til. Mange bekymringer, smerte og sorger. Og mange glæder og skuffelser, der slet ikke går i opfyldelse.

Det fulde og sande billede stopper nemlig ikke ved korset. Vi kender hvedekornet. Vi kender Jesu liv og død – og opstandelse. Hvordan Han er gået i døden for vores skyld. Hvordan Han en gang for alle har herliggjort livet ved at omstyrte manden med leen.

Tænk, at du er nået til denne time, og kan læse dette. At du ikke sprang over. Måske mødes vi endda på søndag, hvor der er meget mere at høre for den, der elsker sit liv på godt og ondt, og vil følge Jesus.

30. januar
Fjerde søndag efter helligtrekonger

Af sognepræst Susanne Juhl Thisted

En gang ville Jesus og disciplene sejle over til den anden bred af Genesaret sø, og Jesus sender disciplene i forvejen. Ude på søen blæser det op, og høje bølger slår ind om båden. Da får disciplene øje på en skikkelse, der kommer gående hen over det oprørte hav - de tror, det er et spøgelse, og bliver meget bange.

”Frygt ikke,” råber skikkelsen, ”det er mig!” - og de ser, at det er Jesus, der kommer gående ud til dem på vandet.

Det er lige noget, der taler til disciplen Peters iver og handlekraft:

”Hvis det virkelig er dig Herre, så sig, at jeg skal komme ud til dig!”

”Kom!” siger Jesus.

Peter træder ud på det frådende hav. Båret af euforien går han flere skridt, men pludselig giver bølgerne efter under ham. Skrækslagen mærker Peter, at han synker.

”Herre! Frels mig!” skriger han. Og Jesus trækker ham op af dybet.

Peter får at mærke, at han er et menneske - han er ikke Gud. Han er et menneske, som må leve i verden på tvivlens, angstens og dødens betingelser. Han oplever på sin bare krop, at urdybet kan opsluge ham. Men mon ikke også han bliver klar over, hvem der kan frelse ham fra angst og død?

23. januar
Tredje søndag efter helligtrekonger

Af sognepræst Henrik Gade

Vi kender alle at modtage en gave eller hilsen fra en, som vi ikke havde regnet med. Det, som ligger ud over normalen, vanen, traditionen eller pligten, glæder mere end ti hilsner fra dem, vi forventede at få. Ligesom at modtage et uventet smil fra en, vi ikke kender.

Søndagens tekst handler om kvalitet, at med tro og religion alt kommer an på det kvalitative. Det symboliserer sennepsfrøet, som er et lillebitte frø, men det kan knægte et træ, et morbærtræ. Som ordsprog ville man sige, at liden tue kan vælte stort læs.

Til det kvalitative hører også troens frihed. At adlyde og handle af pligt eller tvang er at forceres af magt. Men mennesket er ånd og kvalitet og Jesus appellerer til disciplene og os i dag om, at handle i frihed og tro. For i frihed og tro vokser glæden af at modtage. Og som de unyttige tjenere kan vi også opleve, at et kompliment er overdrevet, hvis vi blot har gjort det af pligt. 

16. januar 2022
Anden søndag efter helligtrekonger

Af sognepræst Eva Birgitta Heyn

Du er, hvad du drikker.

Søndagens tema er om vand. Vand er så mange ting og på så mange steder. Du kan stå i vand til knæene i en oversvømmelse. Der kan være fare for, at vandet er forurenet. Og ude verden kan du finde netop et hav af hellige kilder og brønde, som folk har valfartet til gennem århundreder.

Men har du tænkt over dit eget vands historie? Har du ført en samtale om alt mellem himmel og jord omkring din vandforsyning i dit køkken? Har du tænkt over, at du bliver, hvad du drikker? Ved en brønd i middagsheden i en flække langt ude på landet bliver der talt om vand og hverdagslivet og evigheden. Om det levende vand, som alle tilbydes. Kom og lyt til en samtale mellem Jesus og en samaritansk kvinde og få slukket din tørst ved en helt særlig kilde.

9. januar
Første søndag efter helligtrekonger

Af sognepræst Mogens Winther Hvidring

Børn skal ses, men ikke høres.

Sådan siger man heldigvis efterhånden sjældent. Men til andre tider har det været noget mere almindeligt; og selvom man ikke lige sagde det højt, så tænkte man det: Børn skal ses, men ikke høres – og det gør heller ikke noget, hvis de heller ikke bliver set særlig meget.

Sådan tænkte man også på Jesu tid, så disciplene har sikkert tænkt: Sikke nogle hysteriske kvinder, da en gruppe kom med deres børn for at Jesus skulle røre ved dem. De har sikkert også tænkt, at det ville Jesus da i hvert tilfælde ikke have noget med at gøre. For børn skal ses, men ikke høres.

Men deri tog de fejl. Jesus bad disciplene om at lade de små børn komme til ham, og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Børnene måtte gerne både ses og høres.

Hvorfor? Hvad særligt er det ved et barn? De kan noget, som vi voksne efterhånden er blevet dårlige til. De kan tro og de kan vise tillid; og kan man ikke det, kan man ikke se Guds rige.


Hvor kan du komme i kirke på søndag og høre mere?

Er du blevet fanget af søndagens prædikenteaser og vil gerne høre mere? 
Så kig i gudstjenestelisten over Lolland-Falsters Stift her.