Til præsterne
Præsternes klummer i Folketidende

Præsternes klummer i Folketidende 2022

Hver fredag bringer Folketidende den korte klumme "Hvad skal det handle om i kirken på søndag", hvor stiftets præster på skift sætter nogle få ord på, hvad den kommende søndags tekst og prædiken byder på. Læs alle klummerne her

15. maj
4. søndag efter påske

Af sognepræst Monica Isabella Djarnis

Vi mennesker er godt klar over at vi indimellem begår fejl. 

Vi fortæller hinanden at ”det er menneskeligt at fejle”, og at ”vi jo kun er mennesker”, men hvorfor gør vi egentlig det? 

På søndag i kirken fortæller Jesus os, at synden, altså alt det vi bevidst eller ubevidst gør forkert, holder os som slaver. Vi kan ikke selv bestemme, at vi vil stoppe med at gøre noget forkert, for synden har låst os fast. Uanset hvor meget vi kæmper imod, så slipper der alligevel en fejl igennem hist og pist. 

Men sådan behøver det heldigvis ikke at være for evigt. Jesus vil nemlig frigøre os fra vores slaveri og lade os leve uden synd. Vi må vente til det evige liv efter døden, for først dér forandrer verden sig omkring os. 

Jesus giver os chancen for at leve i en verden hvor der kun er godt, men vi må leve side om side med det onde lidt endnu. For lige nu er vi jo kun mennesker.

8. maj
3. søndag efter påske

Af sognepræst Christina Mielcke

”Jeg kan ikke være her sammen med dig længere. Farvel.” 

Mon ikke det nærmest er den værste besked, man kan få fra et menneske, man holder af? 

Det sætter tusinde tanker i gang med det samme. Først og fremmest: Hvorfor ikke? Hvad sker der? Vi går direkte i alarmberedskab, måske endda i panik ved at få sådan en besked. Og det hjælper ikke at fortælle os, at vi skal slappe af eller tage det roligt og fornuftigt. Hjertet kender ikke til fornuft ved en endegyldig afsked, uanset om den skyldes uvenskab, skilsmisse eller død. 

Det sidste farvel fra en elsket ven efterlader os i sorg. Og sorgen spørger altid efter meningen med det, som sker. Vi vil have en forklaring på det, som gør ondt, hvis vi skal acceptere smerten. 

Jesus giver sine disciple netop sådan en forklaring i søndagens evangelietekst. Han fortæller dem og os, hvorfor det er bedst, at han går i forvejen for os hjem til sin og vores Fader. Det er ord, der skal trøste og berolige os. 

Men forstår Jesu disciple mon forklaringen? Og gør vi?

1. maj
2. søndag efter påske

Af provst Nanne Mølhave

Hvem er Jesus? Og hvad vil han mig? Det var noget af det, de stod og diskuterede med Jesus dengang i Salomos søjlegang på tempelpladsen. Tiderne har ikke ændret sig meget, for det er stadig det, vi diskuterer –i hvert fald i konfirmandundervisningen og ofte med mine venner og bekendte. Nu ved jeg godt, at det ikke er vildt meget ”in” at diskutere, hvem Jesus er, og hvad han vil mig ude på en almindelig arbejdsplads eller i en skoleklasse. Men hæng på lidt –for der er meget mere i det, end man lige tror.

Og jeg vil også sige: Hvis kirken ikke kan give et tilfredsstillende svar på disse spørgsmål: Hvem er Jesus og hvad vil han mig? så kan vi lige så godt lukke butikken. Så har ateistisk selskab en god pointe, dengang de skrev på busserne: ”Hvorfor koster tro noget?” ”Hvorfor tro på en gud?”

På daværende tidspunkt opfordrede de folk til at melde sig ud af Folkekirken, fordi der ikke er nogen idé i at tro på Gud–faktisk det stik modsatte af tiden lige nu, hvor massevis af unge rundt om i de danske kirker bekræfter deres tro på Gud.

Og lad os snakke om det: Er der nogen idé i at tro på Gud? – kom i kirke på søndag og hør det spændende svar.

24. april
1. søndag efter påske

Af sognepræst Lill Arendt Hemmingsen

Når det, vi siger, og det, vi gør, ikke passer sammen, når det ikke stemmer overens, så er det galt.

Ikke mindst når vi står og erklærer vores kærlighed. Når vi siger, jeg elsker dig, men ikke viser, at vi gør det, så kommer tvivlen, usikkerheden og følelsen af, at den anden ikke rigtigt elsker én.

Det sker, når dét, vi ser, ikke stemmer med ordene.

Den opstandne Jesus spørger flere gange Peter, om han elsker ham. Peter svarer hver gang: Ja, jeg gør.

Som et af de breve, du kender: Ja – Nej - Vil ikke!

Til sidst må Peter være blevet desperat, for hvorfor spørger Jesus dog om det igen?

Men Jesus nøjes ikke med at spørge. Han siger: Hvis du elsker mig, så skal du gøre det her. Så skal du vogte mine får. Ikke noget med at tilbede mig noget mere, men tage vare på dem, som jeg holder af. Det er en kærlighedserklæring, der virkelig kan mærkes. Og det er ikke Peters, jeg snakker om, det er faktisk Kristus'. Hans kærlighedserklæring. Vi kan godt tvivle og være usikre, men han elsker os, og han viser det. Og siger, hvad vi skal gøre. 

17. april
Påskesøndag

Af sognepræst Lisbeth Lumby

Påskedag i kirken er en festdag. Vi fejrer miraklet, vi fejrer, at Jesus stod op af graven, vi fejrer, at livet vandt over døden.  Men enhver der har prøvet at miste et menneske, de elskede, ved med smerte og sorg, at de ikke kommer tilbage. De holder ikke op med at være døde, ligegyldigt hvor inderligt vi ønsker det. Al tale om opstandelse og evigt liv mærkes næsten som en hån, en dårlig vittighed.

Midt i alt det meningsløse, midt i sorgen og håbløsheden oprejser Gud Jesus. Han gør den døde levende igen. Selve miraklet vil vi nok aldrig vil kunne forstå, men viljen og meningen bag er det, vi skal fatte: At for Gud er det liv, han har givet os mennesker, det vigtigste.

Påskedag er livets fest, Jesus går ud af gravens mørke og viser os, at vores liv fra nu af skal leves i lyset, at ethvert mørke, vi støder på i vores liv (for der vil være mørke på vores vej) er midlertidigt. Påskedag er kærlighedens fest, hvor Gud viser os, at udsagnsordet ”at elske” ikke kun kan bøjes i datid, nutid og fremtid men i særdeleshed i evigtid.

10. april
Palmesøndag

Af sognepræst Bjørn Ohlendorff Krohn

Palmesøndagens weekend står i konfirmationernes tegn for mig. Ved konfirmationerne skal ordene om kvinden, der salvede Jesus med dyrebar salve, lyde. Det er evangelieteksten til palmesøndag, der peger på kærlighedens ødselhed, som vi i den grad også får lov at opleve ved konfirmationerne, hvor familie og venner sætter alle sejl til for at fejre de kære unge. Vi giver gerne til dem, vi elsker. 

I disse dage oplever vi i Ukraine, at mange er villige til at give selv livet for land og familie. I evangeliet mindes vi også om kærlighedens ødselhed. 

Kvindens kærlighed til Jesus var så stor, at hun ofrede en astronomisk dyr salve på ham, og så peger hendes handling alligevel kun hen på den langt større kærlighed og ødselhed hos Jesus. Hun salvede ham til begravelsen, sagde Jesus, for han kom den palmesøndag til Jerusalem for at give sit liv for mennesker, der ikke var hans familie, venner eller land. Han kom nemlig for at give sit liv for dig og mig i kærlighedens ødselhed.

3. april
Mariæ bebudelsesdag

Af diakoni- og sognepræst Kathrine Asklund Brorsen

For snart 9 måneder siden gav jeg mine konfirmander et vissent løg i hånden med beskeden om, at de skulle gå hjem og putte det i jorden.

I dag er løgene alt andet end visne. De står med de smukkeste gule hoveder og nikker i vinden.

Der var ingen konfirmander, der protesterede over at lægge et visent løg i jorden. De vidste alle, at med lidt jord og med lidt tid så vokser der de smukkeste løgplanter frem. Sådan er det.

Men hvad hvis vi ikke havde den erfaring? Ville vi så turde tro på, at noget smukt kunne vokse frem af noget så tarveligt?

På søndag møder vi to kvinder. Den ene, Sara, ler højt ved tanken om, at noget skal kunne gro frem af hendes moderliv. Den anden, Maria, tror derimod med det samme på det umulige og bryder ud i en lovsang af glæde. 

Men hvordan tager vi selv i mod det ubegribelige? Er vi også åbne og tager i mod med tro? Eller afviser vi det prompte med vores fornuft når vi ingen erfaring har?   

På søndag skal det handle om den tro, der tør tro, at Gud også er med i det hverdagsagtige og lader livet spire frem med nye muligheder selv når alt ser umuligt ud. 

27. marts
Midfaste søndag

Af sognepræst Beth Marie Larsen Hagemann

Har du nogen sinde prøvet at faste? Når man kommer til et bestemt punkt, oplever man, at man er mere klar i sindet og får mere energi. Dine problemer synes mindre, og du har mere overskud. Er gladere. Mere afklaret.

Den samme afklarethed som er i alle teksterne på søndag, midfaste søndag, den sidste fastesøndag, hvor israelitterne i ørkenen får den mad, de har brug for, og i bespisningsundret gør Jesus dem klart, at det ikke handler om selve maden, men det større, at Gud altid er der for os.

Vi kan undvære TV, Facebook, wellness, mad, magt, penge, men ikke Gud: at tage en bid af det himmelske brød er at følge Jesus, ved at give Gud plads.

Jesus siger: ”Jeg er livets brød, den, der kommer til mig, skal aldrig sulte og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”. Det er, hvad vi behøver at tro på og Guds løfter om at opretholde vores liv og være med os.

20. marts
3. søndag i fasten

Af sognepræst Jannie Edelberg Nielsen 

Det kompromisløse er aldrig særlig populært. Det er godt at have et ben i hver lejr, så man ikke satser hele butikken. De jøder, der er kommet til tro på Jesus, og som vi møder i søndagens tekst, er fuldstændig sikre på at have deres på det tørre i forhold til Gud. De er så selvfede, at de slet ikke har brug for Jesus. De stiller sig endda kritiske over for ham og kommer med nogle grove anklager. Men selv om det er Jesus, der har lært os at vende den anden kind til, ja, så ristes jøderne godt og grundigt af Jesus. For de lever på en løgn. De har ikke deres på det tørre, sådan som de ellers troede. Deres selvsikkerhed forhindrer dem i at se, hvem Jesus er, og at han kommer med sandheden til dem. Jesus afslører, at de lever på en løgn – ikke bare en lille én, nej, en livsløgn. Vi kan jo stille os selv spørgsmålet: Er vi for selvfede til at have plads til Gud i vores liv? Eller er der en chance for, at han, der om sig selv siger, at Han er vejen og sandheden og livet, får bare en lille smule taletid i vores liv?

13. marts
2. søndag i fasten

Af sognepræst Kasper Michael Høyer

Der var en far, der havde en søn, der var besat. Det var hans egen søn, men han vidste ikke, hvad der foregik i ham, for han var stum, og når dæmonen kom over ham, var han uden for rækkevidde. Han kunne bare stå og se på, ude af stand til at hjælpe sin søn, år ud og år ind.

Et eller andet sted hører han om Jesus og en lille forhåbning tændes i ham: Måske kan han gøre noget.

Han forsøger at finde ham, det lykkes ikke i første omgang: Han er der ikke lige, men disciplene er der: Måske kan de gøre noget? Desværre nej, de er lige så magtesløse som han selv.

Endelig kommer Jesus, faren fortæller igen den sørgelige historie og slutter: Hvis du kan, så hjælp os!

Jesus svarer med en udfordring. Han siger til den arme far: Alt er muligt for den, der tror.

Faren føler: Den der lille forhåbning, jeg er kommet med, det er ikke godt nok, det er for svagt. Men han er jo trods alt kommet, så han siger: Jeg tror ikke - og jeg tror, hjælp mig! Det må være den fornemmelse, det handler om på søndag.

6. marts
1. søndag i fasten

Af sognepræst Lisbeth Mannerup Nielsen

I disse dage har jeg mest lyst til at smide både mobiltelefon, computer og fjernsyn ud. For jeg kan næsten ikke holde ud at tænde for nogen af dem. Jeg bliver berørt af alle de mange barske billeder af mennesker, der er ramt af krig og ødelæggelse. De minder mig om, at det at være menneske er forbundet med risikoen for sorg og smerte, og at vi altid holder noget af hinandens liv i vores hænder og derfor også har stor magt over hinanden.

På søndag skal vi høre om, hvordan Jesu disciple kommer op og diskutere om, hvem af dem der størst. Den diskussion er åbenbart altid højaktuel. Der er en stadig kamp om magten, og den tages som oftest på andres bekostning med sorg og fortvivlelse til følge. Men Jesus fortæller disciplene, at den, der er størst, er den, der tjener de andre. I Guds verden er det at være størst ikke at trykke andre ned, men derimod at løfte andre op og sætte dem til bords ved siden af hinanden ved det samme festdækkede bord. At være stor, uden at være det på andres bekostning, er at være medarbejder på hinandens glæde. Det glæder jeg mig til at høre mere om på søndag og finde trøst, håb og frimodighed til at arbejde på glæden til fælles gavn.

27. februar
Fastelavns søndag

Af sognepræst Jacob Scheving

Der findes et gammelt ordsprog, som går sådan her: ”Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk”.
Men i lyset af fastelavns søndags evangelium kunne man måske fristes til at sige, at man skal høre sandheden fra børn og blinde tiggere.

Jesus kommer nemlig til en ny by, og straks er hele byen på den anden ende. En blind tigger spørger, hvad der er på færde, og da han finder ud af, at det er Jesus fra Nazareth, som er kommet, henvender han sig straks: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”, siger han flere gange – til sidst råber han det nærmest og kaster sig frem i folkemængden. Men disciplene truer af ham.. Måske fordi han larmer lidt og er lidt for ivrig til deres smag. Det sømmer sig ikke at opføre sig sådan, har man lidt på fornemmelsen. Det minder lidt om den mere kendte scene, hvor nogle små børn blev bragt til Jesus for at få hans velsignelse. Også der truer disciplene, og vil gøre sig til herrer over hvem der skal komme hen til Jesus.

Men Jesus tager selvfølgelig imod både den blinde tigger og de små børn – Så man kan stille sig selv spørgsmålet: hvad kan vi lære om sandheden af børn og den blinde tigger? 

20. februar
Seksagesima søndag

Af sygehuspræst Birthe Friis

”Prøv at se denne lille pille!” sagde en kvinde til mig på sygehuset. ”Den gør, at jeg kan leve et næsten normalt liv, og at jeg måske kan opleve min datters bryllup næste år.” Så talte vi om brylluppet næste år, om livet og døden, og det med Gud og Guds Rige. 

Jeg oplever ofte, at en lille pille, en mindre operation, eller måske et kærligt ord eller en lille omsorgsfuld handling fra personalet på sygehuset kan ændre livet enormt for et menneske. Det, der for mange er en lille ting, får en kæmpemæssig betydning for et menneske. Sådan er det også med Guds Rige. 

Guds Rige er som et lille bitte korn eller et sennepsfrø, der lægges i jorden. Men kornet eller frøet vokser og giver liv og tryghed til mennesker og dyr. 

13. februar
Søndag septuagesima

Af sognepræst Torben Elmbæk Jørgensen

Vi er alle udrustede med mindst eet talent, det vil sige noget, som vi er gode til. Vil man have succes i sit liv, handler det om at finde frem til sit talent og dyrke det og blive bedre og bedre.

Måske kan du lide at synge i kor eller spille håndbold. Måske bager du de bedste kager i byen eller har så grønne fingre, at din have er smukkere end andres. Måske er du god til at besøge din gamle veninde på plejehjemmet. Måske er du bedst til det med bøger eller til at bruge dine hænder.

Jesus siger: Lad være med at grave dit talent ned! Brug dine evner, vær glad for det, som du er god til. Bliv endnu bedre. Få det til at gro, hvis muligt.

Den anden dag var jeg i en butik for at købe noget til min computer. Da jeg stod ved kassen, måtte jeg også betale for en kaffemaskine og en ny højtaler. Hvorfor? Fordi jeg havde mødt en ekspedient, som anvendte sit talent til at sælge. Og som kunne overbevise mig. Han havde ikke gravet sit talent ned, men brugte det flittigt.

Vi skal heller ikke skjule det, som vi er gode til, men i stedet være stolte over at have fået en sådan evne eller færdighed. Og arbejde på at blive endnu bedre, for det vil både gavne os selv og andre mennesker.

6. februar
Sidste søndag efter helligtrekonger

Af sognepræst Søren Winther Nielsen

Et grumt billede har brændt sig fast. En avistegning jeg så for nogle år siden, hvor Jesusbarnet fredfyldt og svøbt, står på egne ben, for foden af korset, med hælene helt ind til pælen, som når vi er hos skolelægen, og skal måles. En sort, kutteklædt skikkelse bøjer sig ind over den uskyldige. Med en pen bliver der sat en streg lige over barnets hoved. Blækket flyder ildevarslende ned ad træet.

Højere oppe på pælen ser man andre streger. Man forstår, hvad der venter, når barnet vokser op, og endelig når overliggeren. Og man ser den kutteklædte støtte sig til sin le.

Et grumt billede, og dog et sandt billede. Her ved den sidste søndag efter Hellig tre Konger har vi stadig en rest af Jul. Vi bevæger os mod Påske. Fra krybbe til kors. Fra grotte til grav.

Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold, siger Jesus. Vi kender billedet. Vi kender Jesu liv og død. Samtidig står vi med hælene mod jorden. Kender ikke altid vores eget liv eller såmænd os selv. Der skal sættes mange streger. Meget at vokse op til. Mange bekymringer, smerte og sorger. Og mange glæder og skuffelser, der slet ikke går i opfyldelse.

Det fulde og sande billede stopper nemlig ikke ved korset. Vi kender hvedekornet. Vi kender Jesu liv og død – og opstandelse. Hvordan Han er gået i døden for vores skyld. Hvordan Han en gang for alle har herliggjort livet ved at omstyrte manden med leen.

Tænk, at du er nået til denne time, og kan læse dette. At du ikke sprang over. Måske mødes vi endda på søndag, hvor der er meget mere at høre for den, der elsker sit liv på godt og ondt, og vil følge Jesus.

30. januar
Fjerde søndag efter helligtrekonger

Af sognepræst Susanne Juhl Thisted

En gang ville Jesus og disciplene sejle over til den anden bred af Genesaret sø, og Jesus sender disciplene i forvejen. Ude på søen blæser det op, og høje bølger slår ind om båden. Da får disciplene øje på en skikkelse, der kommer gående hen over det oprørte hav - de tror, det er et spøgelse, og bliver meget bange.

”Frygt ikke,” råber skikkelsen, ”det er mig!” - og de ser, at det er Jesus, der kommer gående ud til dem på vandet.

Det er lige noget, der taler til disciplen Peters iver og handlekraft:

”Hvis det virkelig er dig Herre, så sig, at jeg skal komme ud til dig!”

”Kom!” siger Jesus.

Peter træder ud på det frådende hav. Båret af euforien går han flere skridt, men pludselig giver bølgerne efter under ham. Skrækslagen mærker Peter, at han synker.

”Herre! Frels mig!” skriger han. Og Jesus trækker ham op af dybet.

Peter får at mærke, at han er et menneske - han er ikke Gud. Han er et menneske, som må leve i verden på tvivlens, angstens og dødens betingelser. Han oplever på sin bare krop, at urdybet kan opsluge ham. Men mon ikke også han bliver klar over, hvem der kan frelse ham fra angst og død?

23. januar
Tredje søndag efter helligtrekonger

Af sognepræst Henrik Gade

Vi kender alle at modtage en gave eller hilsen fra en, som vi ikke havde regnet med. Det, som ligger ud over normalen, vanen, traditionen eller pligten, glæder mere end ti hilsner fra dem, vi forventede at få. Ligesom at modtage et uventet smil fra en, vi ikke kender.

Søndagens tekst handler om kvalitet, at med tro og religion alt kommer an på det kvalitative. Det symboliserer sennepsfrøet, som er et lillebitte frø, men det kan knægte et træ, et morbærtræ. Som ordsprog ville man sige, at liden tue kan vælte stort læs.

Til det kvalitative hører også troens frihed. At adlyde og handle af pligt eller tvang er at forceres af magt. Men mennesket er ånd og kvalitet og Jesus appellerer til disciplene og os i dag om, at handle i frihed og tro. For i frihed og tro vokser glæden af at modtage. Og som de unyttige tjenere kan vi også opleve, at et kompliment er overdrevet, hvis vi blot har gjort det af pligt. 

16. januar 2022
Anden søndag efter helligtrekonger

Af sognepræst Eva Birgitta Heyn

Du er, hvad du drikker.

Søndagens tema er om vand. Vand er så mange ting og på så mange steder. Du kan stå i vand til knæene i en oversvømmelse. Der kan være fare for, at vandet er forurenet. Og ude verden kan du finde netop et hav af hellige kilder og brønde, som folk har valfartet til gennem århundreder.

Men har du tænkt over dit eget vands historie? Har du ført en samtale om alt mellem himmel og jord omkring din vandforsyning i dit køkken? Har du tænkt over, at du bliver, hvad du drikker? Ved en brønd i middagsheden i en flække langt ude på landet bliver der talt om vand og hverdagslivet og evigheden. Om det levende vand, som alle tilbydes. Kom og lyt til en samtale mellem Jesus og en samaritansk kvinde og få slukket din tørst ved en helt særlig kilde.

9. januar
Første søndag efter helligtrekonger

Af sognepræst Mogens Winther Hvidring

Børn skal ses, men ikke høres.

Sådan siger man heldigvis efterhånden sjældent. Men til andre tider har det været noget mere almindeligt; og selvom man ikke lige sagde det højt, så tænkte man det: Børn skal ses, men ikke høres – og det gør heller ikke noget, hvis de heller ikke bliver set særlig meget.

Sådan tænkte man også på Jesu tid, så disciplene har sikkert tænkt: Sikke nogle hysteriske kvinder, da en gruppe kom med deres børn for at Jesus skulle røre ved dem. De har sikkert også tænkt, at det ville Jesus da i hvert tilfælde ikke have noget med at gøre. For børn skal ses, men ikke høres.

Men deri tog de fejl. Jesus bad disciplene om at lade de små børn komme til ham, og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Børnene måtte gerne både ses og høres.

Hvorfor? Hvad særligt er det ved et barn? De kan noget, som vi voksne efterhånden er blevet dårlige til. De kan tro og de kan vise tillid; og kan man ikke det, kan man ikke se Guds rige.


Hvor kan du komme i kirke på søndag og høre mere?

Er du blevet fanget af søndagens prædikenteaser og vil gerne høre mere? 
Så kig i gudstjenestelisten over Lolland-Falsters Stift her.