24. september
16. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Kasper Michael Høyer
For godt til ikke at være sandt
Udfordringen ved denne lille teaser er at tage udgangspunkt i hverdagen og dagliglivet, men det er jo lidt svært, når det handler om en opvækkelse fra de døde.
Måske er der mange moderne mennesker, der føler sig hjemme i kirken, men har det svært med de mirakler, vi læser om i Det Nye Testamente. For eksempel at Jesus vækker en ung mand fra de døde, som det handler om på søndag.
Men de må have at vide, at grundlaget under det hele i kirken er et mirakel, og den bund de vokser i, alle de kloge og gode ting, der måske ellers bliver sagt i kirken, er lutter mirakler.
Gud har besøgt os, som det bliver sagt i kirken på søndag, og det sker ikke uden mirakler.
Og det, der bliver tilbudt os i kirken og i dåben, er et mirakel. For at sige det med Ny Testamentes ord: Vi, som var døde i vores overtrædelser, blev gjort levende med Kristus, da han tilgav os vores synder. Det, hvad Gud gør ved mig gennem Jesus Kristus, det svarer nøjagtig til at gøre en død mand levende.
17. september
15. søndag efter trinitatis
Af pastor emeritus Birgitte Flensburg
”Vær ikke bekymret”
Der er nok at bekymre sig om, sådan som verden ser ud. Klimakrise, inflationskrise, krig i Europa, korankrise… Ja, vi kan blive ved at nævne emner, som gør os bekymrede for fremtiden. For hvor meget har vi egentlig indflydelse på, når det kommer til stykket?
Vi kan selvfølgelig lade være med at spise kød, vi kan holde ferie herhjemme i stedet for at flyve sydpå, vi kan begrænse vores bilkørsel osv., men kan vi stoppe krigen eller inflationen? Næppe.
I evangeliet til på søndag formaner Jesus os til at lade være med at bekymre os. Og hvordan kan han sige det? Ja, det kan han, fordi han står bag vores liv.
Vi bliver mindet om, at det er Gud, som har skabt os og opretholder os hver eneste dag. Og det glemmer vi let. For i vores del af verden har vi vænnet os til, at det ser ud, som om det er os mennesker selv, der styrer tilværelsen. Men når krisen for alvor banker på, og vi føler at vores liv er truet, da skal vi mindes om, at vi IKKE styrer alt. Vores liv er i Guds hænder. Derfor skal vi ikke bekymre os og frygte. Vi kan nøjes med at gøre det, vi formår, og samtidig stole på, at Gud vil bevare os ind til verdens ende, som hans løfte lyder til os i dåben.
”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”.
10. september
14. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Peter Ulrik Holm
Frygt Gud!
Farven grøn er knyttet til denne del af året i kirken. Den vi kalder trinitatis tiden. Det har forbindelse med, at denne tid i kirken handler om at vokse, at udvikle sig i livet med Gud. Mens naturen visner og blegner for vinteren, grønnes vi, og vokser i det indre liv. To modsatrettede bevægelser i det ydre og i det indre liv. At ”frygte Gud”, som det hedder med et gammelt bibelsk udtryk, er et godt redskab, ja, en nødvendighed i denne vækst. ”Frygt Gud” kunne være en mulig overskrift til det, som det handler om, her på søndag i kirken: I en af dagens tekster læser vi i salme 103 fra det Gamle testamente: ”…Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham…Mod dem der holder hans pagt, og husker hans bud, og følger dem”.
At vokse som kristen, handler dels om at stræbe efter at gøre det, som vi godt ved at vi skal gøre, og være det menneske, som vi godt ved, at vi skal være. Og nogle gange, er det nok godt at huske på, at kristendommen sætter barren højt. Og skulle vi være lidt i tvivl om hvad vi skal stræbe efter, så er der her i trinitatis-tiden masser af hjælp, i form af meget konkrete anvisninger til det menneskeliv vi skal leve, og det samfund vi skal skabe sammen:
Sidste søndag, hvor der fejredes høstgudstjeneste mange steder, hørte vi de højst konkrete bud til landbruget: ”Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage når du har høstet, må du ikke samle ind. Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer i din vingård må du ikke samle op; dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede.” Et klart bud om at frygte Gud, som jo er den, der giver os alle gode gaver gennem naturen og jordens ødselhed, og om at udvise mådehold. En advarsel til tiden om ikke at være grådig, og forsøge at presse alt ud af de ressourcer der er givet os.
På søndag opfordres vi af apostlen Paulus, til som kristne, at lade fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags bag os. Så der er masser at helt konkrete forbedringer i os selv, og i livet med hinanden, at stræbe efter. Der er nok at arbejde med til et helt liv, og til hver en dag i dette liv. Så lad os da stræbe og vokse! Og nogle mål vil vi nå, i forhold til andre vil vi igen og igen falde, det vigtigste er at vi stræber. At stræbe efter at holde Guds bud vil i sig selv give lykke og velsignelse til vore familier, vort land, ja, til livet for hver enkelt af os. Barren er sat højt, men vi skal stræbe efter at vokse i kærligheden, selvom den fuldkomne kærlighed til Gud og til vores medmenneske, vores næste, er en øvelse vi aldrig bliver fuldkomne i, her i livet på jorden. Men glimt af fuldkommenhed vil der være. Denne stræben er at ”frygte Gud”.
På søndag hører vi om dengang Jesus mødte ti spedalske på sin vandring mod Jerusalem. Han sender dem bort, og de finder på vejen ud af, at de er helbredte. Men kun én af dem vender tilbage for at prise Gud, og give Gud æren for sin helbredelse.
At frygte Gud betyder også at være taknemmelig for Guds velgerninger, Guds gaver. Taknemmelig for at Gud har givet os alt, hvad vi behøver til legeme og sjæl, og taknemmelig for at han renser os for vore synder. På trods af alle vore svigt, på trods af, at vi aldrig overvinder synden fuldt og helt. Men vi stræber, og håbets farve er grøn! I kirken, i Guds ord, mødes vi af nåden og tilgivelsen, og vi får nyt mod og kræfter til at vokse og til at kæmpe videre. I kirken har vi et rum hvor vi kan vise vores taknemmelighed og prise Gud for hans velgerninger mod os. Så lad os da være dem der vender tilbage, og priser Gud når vi mærker hans godhed!
13. august
10. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Kasper Høyer
Udenfor pædagogisk rækkevidde
Det er en meget frustrerende oplevelse at prøve at få nogen, for eksempel konfirmander, i tale og opleve, at det ikke nytter noget. Der er lukket, og dine ord er ikke i nærheden af at nå frem, men falder til jorden som aske. Og hvis det er en elsket, ens barn eller ægtefælle, man ikke kan nå, er det ikke bare frustrerende, men meget smertefuldt. Man kan prøve at overtale, men ikke tvinge dem til at åbne sig. Dine ord er magtesløse.
I evangeliet til på søndag står Jesus og ser ud over Jerusalem og græder over den: ” Vidste du blot, hvad der tjener til dit bedste, men nu er det skjult for dig”. Han ved, at Jerusalem ikke vil høre på ham og ikke tage imod ham.
I Johannesevangeliet bliver Jesus kaldt for Guds Ord: ”I begyndelsen var Ordet…. og verden blev til ved ham… og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Ligesom vores ord ikke kan tvinge sig ind i den andens hjerte, sådan må - og vil - også Guds Ord stå udenfor og banke på, og vente, til du åbner for ham, til dit bedste.
6. august
9. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Anders Martin Lauritsen
Søg credit som kreditor, og ødsl med din rigdom
For de fleste handler det meste i livet om penge. Vi kommer ikke udenom, at det er dyrt at leve. Særligt de senere år har gjort det tydeligt, med enorme energipriser, inflationen og alt det andet.
På søndag vil vi høre om ”den uærlige forvalter”. En mand, der mister sit job, og derfor er bange for også at miste anerkendelse og respekt. Han bliver fyret for at ødsle med sin chefs penge, men i opsigelsesperioden skruer han ikke ned, men op for det hele. Eftergiver gæld hos debitorer, og gør sig dermed til en populær mand. Han får credit som kreditor.
Uanset vores materielle tilstand og økonomiske formåen, så er vi alle rige hos Gud. Vi har alle fået kærligheden i ubeskrivelig mængde. I kærligheden kan vi samtidig føle, at vi skylder hinanden. For skyld og skam kan råde, men ligesom forvalteren, skal vi ødsle med kærligheden. Vi skal eftergive hinanden vores gæld, og det gør vi ved at udvise tilgivelse og storsind. Ved ødselt at elske, også på trods.
9. juli
5. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Tom Friis
Slået på sin hjemmebane
Selvom det selvfølgelig er Jesus, der er hovedpersonen i kirken, så kan man alligevel godt kalde den kommende søndag for apostlen Peters dag. Peter er apostlenes førstemand, ikke fordi han har format til at være den naturlige leder, men fordi Jesus har udvalgt ham til det. Tværtimod er Peter tit ham der får rollen som en ”Dummepeter”. En der er opfarende og taler, før han får tænkt sig om. Jesus giver ham tilnavnet Peter, der betyder klippe, selvom Peter altså er meget vaklende og ustabil. Da det virkelig brænder på til sidst i Jerusalem, er Peter også en af dem, der svigter Jesus. Det er selvfølgelig lige præcis af den grund, så mange mennesker har kunnet spejle sig i lige netop Peter: ”Den mand er bestemt ikke perfekt, men Jesus kunne bruge ham alligevel – måske er der også håb for mig”. På søndag møder Jesus Peter for første gang ved Peters fiskerbåd. Han har ikke fanget noget hele natten og er sur og træt. Jesus siger til Peter: ”tag mig med ud og kast dine net ud en sidste gang”. Det gør Peter så vrangvilligt og miraklet sker, nettene er sprængfyldte med fisk. Peter er overbevist, for Jesus slog Peter på hans hjemmebane. Fra nu af skal Peter være menneskefisker. Jeg tænker, at det var den opgave Hans Egede stod overfor, da han skulle fortælle grønlænderne om Jesus. Egede har måske fortalt bibelhistorier, hvor der optræder palmer, oliven, figner, kameler, æsler, korn, vinstokke og brønde med vand. Og grønlænderne har sikkert lignet store spørgsmålstegn og tænkt: ”hvad er det dog han taler om, vi forstår det ikke”. På et tidspunkt er Hans Egede heldigvis kommet til historien om Peters store fiskefangst, og så har inuitterne spidset deres ører: ”Her er noget vi kender til, en fortælling der taler til vore hjerter”. For fiskeriet var og er grønlændernes hjemmebane. Morale: ”Du skal ikke tale til mennesker, efter hvor du synes de burde være, men du skal tale til mennesker efter, hvor de rent faktisk er her og nu.
18. juni
2. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Stine R. Sylvest
Tænk livet som en fest.
På søndag fortæller Jesus om, hvordan det kan gå, når der skal holdes fest og inviteres gæster. Og vi skal høre om:
- At love mere end man kan holde er skidt
- At få mere end man har fortjent er godt
- At blive svigtet på ens store dag er skidt
- At kunne gøre godt mod folk, der har det skidt, er godt.
Vi hører om en mand der inviterer til fest og gæsterne takker i første omgang Ja Tak til at komme. Men da dagen for festen så kommer, ja så melder gæsterne pludselig fra en efter en med mere eller mindre dårlige undskyldninger. En har travlt med sit nye arbejde, en med nye husdyr og en er lige blevet gift og melder derfor fra. Og manden der gerne vil holde en dejlig fest, bliver selvfølgelig både sur og skuffet over de mange afbud i sidste øjeblik. Men i stedet for at aflyse festen vælger han at invitere andre med. Folk han overhovedet ikke kender. Fremmede. Fattige. Han springer ud i at prøve noget nyt. Og hvordan festen så går, ja det hører vi ikke om, men kan hver tænke vort.
For alt efter hvornår vi hører denne fortælling, ja så er vi de forskellige personer i fortællingen. Nogle gange er vi selv dem, der har svigtet et løfte. Andre gange er vi dem, der modtager en både uventet og glædelig indbydelse. Og nogle gange er vi også ham, der føler sig svigtet af sine nærmeste og en sjælden gang i mellem er vi ham, der gør uventet godt imod fremmede.
Og når vi lytter til historien og tænker efter bliver vi mindet om, at prøve at være mere som den sidste end som de første. For hvad er det nu Jesus siger et sted, om at de sidste skal blive de første?
11. juni
1. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Bjørn Ohlendorff Krohn
Man siger, at lykken ikke er gods eller guld, men hvad er det så? Det er at være rig! Men det kan man være uden at have en rød reje. Rig bliver man, når det, man har, er i andres hænder.
Bibelens forfattere brød sig hverken om gods eller guld. Det gjorde Jesus heller ikke. Men næppe af de grunde, vi måske tror. De var mistænksomme af to årsager:
For det første fordi, at tænker man først på penge, tænker man sikkert også sidst på penge, og ikke på Gud.
For det andet fordi, at penge skal komme andre og samfundet til gode. Penge må ikke hobe sig op på en bankbog. Man bliver jo populær, hvis man giver penge ud. Man bliver rig på venner og rig på ære og anerkendelse.
Jesus fortæller om en mand, som samlede al sin høst i en lade, men døde da han havde gjort det. Jesus kalder ham en tåbe, for nu ligger høsten bare der, og kommer ikke ud og arbejde. Der skabes ikke mere værdi, og man får ingen anerkendelse for det. Har et menneske noget, skal det hele investeres. I Gud og andre mennesker.
28. maj
Pinsedag
Af sognepræst Lizet Jane Wendt
Er du farvet glas eller oplyser Guds Lys dig?
Evangeliet til i dag handler om hvordan Jesus vil sende talsmanden Helligånden til sine disciple og de skal få den fred som kun Gud kan give dem. At de ord som Jesus har sagt dem mens han var hos dem er fra Gud og ikke hans egne. At de skal holde fast ved det de har lært, for ikke at gå fortabt. Jesu tale i dag er lidt opgivende for det er som om han føler at ikke har forstået ham. Men han ved også at alt vil stå klart for dem senere, at Helligånden, talsmanden vil hjælpe dem med at tale og forstå Guds ord.
Vi fejer pinse, kirkens fødselsdag og det gør vi fordi Helligånden kom til disciplene og den skulle lære dem at formidle det som Jesus havde fortalt dem, og det på alverdens sprog. Det lykkede og de gik ud og forkyndte og var med til at danne rammen for den kirke vi har i dag. Ja Guds lys ramte ind i deres hjerte og sind.
Jeg har derhjemme i præstegården et indgangsparti ved min dør i farvede vinduesglas som er blyindfattet. De lyser ind i entreen i røde, gule, blå, grønne nuancer og skaber et specielt lys og en flot entre væg og gulv når solen rammer helt rigtigt på dem.
Og jeg har tænkt på hvor smukt det er de steder hvor man har glas mosaikker i kirken, det være meget eller lidt, små eller store glas i alle mulige farver.
Når glasmosaikken i disse kirkers vindue som også fungerer som alter tavle rammes af sollyset så reflekterer det på kirkegulvet i et flot skær og i sær om sommeren bliver man opvarmet af det smukke syn det er.
Sådan oplyser lyset fra Gud vores far i himlen os og vi viser hans lys, det skinner ud fra os at vi er oplyst af hans frelse og hans kærlighed til os.
Når solen ikke rammer mine vinduesglas derhjemme, ja så er det bare farvet glas og bevares det er stadig flot, men det lever ikke op til sit fulde potentiale, og sådan er det altså også med os mennesker når Gud ikke får lov at lyse gennem os og vi gemmer vores tro væk, så lyser vi ikke for andre som det var meningen vi skulle. Så er vi stadig mennesker og vi har stadig en tro men vi gemmer den væk, det er ikke meningen med vores liv som kristne, nej Vores lys skal skinne for andre for at de kan se og møde Gud gennem vores gerninger vores næstekærlighed. Jesus talte om at skinne for andre og om ikke at sætte vores lys under nogen form for beholder som kan kvæle det, for når vi gemmer vores lys væk og ikke bringer det videre, så dør flammen. Den flamme som Helligånden tænder i os alle. Glædelig pinse til jer alle- lad jeres lys skinne klart. Det er det vi har fået det til.
14. maj
5. søndag efter påske
Af sognepræst Dorte Hedegaard
Bønnens have
For nylig døde den svenske biskop emeritus Martin Lönnebo, 93 år. En del kender sikkert ikke Lönnebo, men mange vil kende Kristuskransen. Biskoppen fik idéen til armbåndet med 18 perler for 30 år siden og det er meget populært både i Sverige og Danmark. Selv gik biskoppen altid med en Kristuskrans i lommen og rørte ved en af perlerne, når han havde brug for ro eller en klar tanke. Hver tredje perle i kransen er viet til stilheden, og Kristuskransen er udviklet til at hjælpe os travle mennesker til at stoppe op, være stille og lytte. Men det kan være svært at bede og meditere. Som en hjælp til at finde ro, sammenligner Lönnebo bøn med det at gå ind i en have. Først skal man igennem en låge, det er tidens låge og inde i haven er tiden en anden. Det er evigheden. Inde i haven slår du alle sanserne til: der er dufte, fuglesang, vand, der risler, der er sten og torne. Du går rundt i haven og lytter. Bøn er især det at lytte. Du lytter til dig selv og dine egne tanker, det som gør dig glad og det som du frygter. Bøn er at have tillid til at Vorherre er med os både i livet og han er den kraft, som styrker os, når vores egne kræfter er små.
16. april
1. søndag efter påske
Af sognepræst Bjørn Krohn
”Hvis man ikke tror, så har døden jo vundet”
Ordene her kommer fra DRs ’Guddommelig mad’, og manden bag dem er kokken Claus Meyer. Han rammer plet. Uden tro har døden vundet. For den, der ikke tror, må Jesu lig ligge i en grav i Jerusalem. For den, der ikke tror, er døden uovervindelig, og alle må vi formulde og forglemmes. Men det utrolige skete en påskemorgen i Jerusalem: graven var tom, og han, der døde, lever.
Bibelen er ærlig. Den fortæller, at selv de nærmeste disciple havde svært ved at tro det, sådan som vi skal høre om den tvivlende Thomas på søndag. Men Thomas fik syn for sagn. Han fik lov at stikke sin finger i naglemærkerne på den opstandne. Han fik lov at mærke, at det var sandt, og gik derefter ud i verden for at fortælle om Jesus med livet som indsats, ligesom de øvrige disciple gjorde det. Alle undtagen en fik de lov at betale med livet. Det gør man vel ikke for en løgn! Men de troede, at døden havde tabt – de troede, så døden tabte. Hvad tror du?
9. april
Påskesøndag
Af sognepræst Nina Morthorst
Vi nærmer os kristendommens altafgørende begivenhed, påskedag.
Vi er nu midt i forårsmånederne. Lyset har fortrængt mørket. Alting vokser op i naturen med udsprungne blomster, græs og blade på træer og buske. Ligeledes opstår vi mennesker også efter en mørk vinter med kulde og sne i den første forårsmåned marts.
Vi får en ny begyndelse. Det er også tiden, hvor mange af vores konfirmander skal springe ud i foråret, og det skal vi andre også.
For i de sidste tre år har kirkens liv og vækst overalt i Danmark været på lavblus efter nedlukninger i forbindelse med corona og nedlukning af kirkerne og i det sidste halve år som følge af større varme udgifter bl.a. på grund af den rædselsfulde krig i Ukraine. Kirkernes budget har slet ikke været gearet til at kunne klare prisstigningerne. Det betød færre gudstjenester og kirkelige aktiviteter.
Nu er kirkerne og de kirkelige aktiviteter lukket op igen fra 1. april, og vi skal alle atter ”vækkes til live” igen i et kirkeligt fællesskab – hvor vi er mange, menighedsråd, præster og frivillige der ønsker at virke sammen. Vi kalder det så smukt, at SAMVIRKE til glæde og gavn for kirkernes liv og vækst. Men vi kan ikke gøre det alene. Folket i sognene må også støtte op om deres kirke(r) og deres aktiviteter i fællesskab. Ellers kan konsekvensen blive, at kirkerne bliver lejlighedskirker, hvilket mange vil beklage.
På søndag, påskedag, hører vi om kvinderne som kom ud til Jesu grav påskemorgen for at salve Jesu lig/legeme, som det var kutyme på denne tid. Her læser vi om et stærkt fællesskab før og efter udfolde sig, som har betydet, at kristendommen i dag er den største religion verden over. Det er vi mange, der ønsker, skal fortsætte.
Havde vi ikke nogen påskedag med menneskesønnen Jesu opstandelse havde vi heller ikke nogen kristendom!
Det glade budskab, evangelieteksten til påskesøndag er fra evangelisten Markus' beretning om Jesu Kristi opstandelse påskemorgen: ”Se, han er opstået, han er ikke her”. Troen og håbet på det evige liv blev en realitet, som Jesus inden sin død og opstandelse havde sagt til sine disciple.
2. april
Palmesøndag
Af sognepræst Rebekka Maria Brandt Kristensen
Se jeg gør alting nyt!
Nye begyndelser, nye muligheder, håb om forandring. Sådan kan vi alle have det. Og det er det som det skal handle om på søndag i kirken.
Vi har alle forestillinger om hvordan det skal blive, når vi bliver færdig med vores uddannelser, når vi får et nyt job, når vi møder den rette, når vi får vores pension, når noget, den eller den griber ind i vores liv og så bliver alt godt, samtidig med at alt på en måde også er som vi kender det. Trygt og godt.
Jesus kommer til Jerusalem på søndag, som den der gør alting nyt, en ny skabelse til dem alle. – til os alle. Men det er slet ikke sikkert at vi forstår det, at vi har øre til at høre det. For I al den tid Jesu vandrede rundt på jord, var der i virkeligheden ret mange som så Jesus for hvem han var og er? Sådan rigtig så, sådan rigtig forstod?
Kan vi forstå det?
Hvordan skal man overhovedet kunne forstå noget så vildt som at Gud, bliver menneske, ligesom os, for at leve på lige fod med os? hvordan skal vi kunne forstå, at manden Jesus slet ikke ville tage imod al den magt og vælde og glorværdighed man ønskede at tildele ham? At han ikke kommer med ambitioner, magt og sværd, men netop som det helt andet?
Og det er det andet det vi skal prøve at begribe.
For det nye er, at hvis vi tør give os hen i troen på Jesus, tør vi give slip på vores egne regler, egne forestillinger, ja så må vi møde ham, må vi møde Gud selv, og lade os omfavne af ham, og derved blive skabt på ny.
Det er ham der kommer til os. vi skal bare løfte blikket fra vores egne navler og se frem, - se han som kommer dig i møde.
26. marts
Mariæ bebudelsesdag
Af sognepræst Christina Mielcke
Kender du det, at du befinder dig et travlt sted med mange mennesker, hvor ingen rigtig ser dig? Mennesker kommer til at støde ind i dig, de undskylder ikke engang, for de har vældig travlt. Og de ser ikke på dig, nærmere lige igennem dig. Du betyder ikke noget. Du kunne lige så godt være usynlig. De fleste af os har den slags oplevelser med i bagagen og finder dem ubehagelige. For vi har alle sammen brug for at blive set, og vi har brug for at være i fællesskaber, hvor vi betyder noget og er anerkendt for at være lige præcis det menneske, vi nu engang er. Derfor er det også forunderligt for os at komme i kirke og høre, at Gud ser og hører hvert eneste lille menneske, der er i verden. Vi bliver ikke væk i mængden, men er altid kendt og elsket. På søndag skal vi høre om, hvordan den ganske unge Maria fik fint besøg og en ganske særlig besked fra Gud. Af alle kvinder i verden havde Gud udset sig netop hende. Maria skulle føde Guds søn, Jesus. Maria forstod ikke, hvordan det skulle ske, men hun glædede sig alligevel. For Gud havde set hende og fundet hende værdig.
19. marts
Midfaste søndag
Af sognepræst Dorte Hedegaard
Til vores fællesmiddage i kirken diskuterer vi altid, om der skal være tilmelding eller ej. Vi er landet på, at der skal være tilmelding. Men alligevel skal kokken altid lave ekstra mad, så der også er til dem, som ikke har tilmeldt sig via sms eller e-mail. Vores madbudget skal ikke være så skrabet, så der ikke er plads til nogle ekstra munde at bespise. Gæstfrihed er at kunne bespise flere, end der er tilmeldt.
Bespisningen i ørkenen handler både om mad, om fællesskaber og om Jesus. Det er selvfølgelig vigtigt, hvad vi putter i munden. Men maden skal aldrig gå hen og blive vigtigere end det, at vi kan spise sammen. Jesus forvandler fem bygbrød og to fisk til et måltid for en stor skare mennesker. Der bliver nok til alle, og der er endda noget i overskud.
For mig at se handler teksten om, hvor rigt livet og Gud er. Der er faktisk rigelig mad i verden, men det er bare os som mennesker, der har svært ved at fordele maden, så der er nok til alle. Grådighed gør, at vi helst vil beholde så meget som muligt hos os selv.
Men for Gud er det anderledes. Gud giver sin kærlighed, sit brød og sit liv i rigelig mængde så der er til alle. Det er op til os, om vil tage imod og give livets brød videre til andre.
12. marts
3. søndag i fasten
Af sogne-og hospicepræst Bitten Petersen
Da jeg var barn, var der noget der hed forårsrengøring.
Det er der muligvis endnu, for mange mennesker, det er desværre bare aldrig et begreb der sådan har slået rigtigt igennem hjemme hos os - måske fordi der er så rigeligt meget andet at tage sig til i foråret.
Men jeg husker det som noget meget dejligt, når min mormor bekendtgjorde at nu var vist tid til at komme i gang med forårsrengøringen. Og det var som om hele karreen i Sydhavnen i København, hvor hun boede, gik i gang på samme tid.
Dørene og vinduerne blev åbnet på vid gab, midt i det blege forårssolskin, så ny luft kunne strømme ind og alle vinterens nullermænd og mørke kunne komme ud, alle de små lejligheder skulle fejes og prydes.
Og i sommerens løb flyttede så nullermændene og skidtet ind igen - men det gjorde ikke så meget - et levende hus, fyldt med levende mennesker, kan jo aldrig stå tomt og skinnende rent i længere tid ad gangen.
Og sådan er det også med "huset" i evangeliet til på søndag.
Vores indre hus kan heller aldrig stå tomt.
Hvad skal huset så fyldes med? Det gode og livsbekræftende eller det, der ødelægger livet?
I dåben blev korset tegnet for vores ansigt og bryst. Korstegnelsen sætter det afgørende skel i vores liv. Vi er ikke længere overladt til os selv - Vi er bundet til Guds kærlighed.
Forfra og bagfra er vi omsluttet af dette tilhørsforhold, det er vores værn mod dæmoner og det giver os mod og kræfter til at kæmpe imod alt det, der truer livet. Lad os derfor møde verden i tro på livet og den Gud, der har givet os det og tro på, at Guds godhed er værd at satse på og værd at leve på.
Det er det, der afgør alting i den sidste ende: hvad vi tror på og hvad vores indre hus fyldes med.
5. marts
2. søndag i fasten
Af sognepræst Jannie Edelberg Nielsen
På søndag skal vi møde en utrolig ihærdig og vedholdende kvinde, der ikke sådan giver op, fordi hun får et nej fra Jesus. For hendes datter er syg, og den tro, hun viser os, ja, den kan næsten flytte bjerge.
Undervejs bliver hun sammenlignet med en hund. Menneskets bedste ven er jo en del af 450.000 familiers liv i Danmark, så vi tænker måske ikke videre over det, men med denne sammenligning afgrænser Jesus sig fra kvinden. Men hendes tro nedbryder grænsen, så hun får den hjælp, hun beder om.
Den konsekvente Jesus står tilbage som fuldkommen inkonsekvent. Og hvad betyder det for vores opfattelse af ham?
Ja, det fortæller os, at Guds kærlighed går ud over grænser, fordi Guds kærlighed er større og stærkere end regler og principper. Kvinden ville gerne nøjes med smulerne, der kunne tilkomme hende, men hun oplevede at få meget mere, for Guds kærlighed tilfalder os ikke i form af smuler og rester, men derimod i fuldt omfang.
Kom til gudstjeneste på søndag, og hør mere om en kærlighed, der er grænseløs og ubetinget.
26. februar
1. søndag i fasten
Af sognepræst Ida Støckel Rolle
Fristelser kommer i mange former: Flødeskumskager og rødvin, men også at lyve, at bagtale eller at være utro. Uanset hvad vi hver især fristes af, så er fristelse, at vi forføres til at blive noget andet end det, vi egentlig er eller gerne vil være. Vores sundhed, ærlighed og trofasthed udfordres af fristelserne.
Denne søndag hører vi, at vi ikke er alene om at blive fristet, men at det er et vilkår vi deler med Guds Søn. For efter sin dåb sendes Jesus ud i ørkenen til faste og fristelse. Djævelen frister Jesus tre gange, dog uden succes. Jesus forføres ikke til at blive noget andet end det, han egentlig er: Guds Søn, verdens frelser. Når Jesus siger nej til det onde, siger han samtidig ja til at være vores frelser og forsoner – den, som viser os vejen, sandheden og livet, når vi ikke selv kan se klart. Jesus bliver derfor vores modsvar til de mørke kræfter, der så nemt kan trænge sig på hos os. Og det svar han kommer med, er kærlighed.
19. februar
Fastelavnssøndag
Af sognepræst Beth Hagemann
Vores aftale med Gud handler om, at Gud vil kende os, som vi er; at han vil være vores ven hele livet igennem. Gud vil også lave en aftale med os om, at vi ikke skal bære masker over for ham; at vi ikke skal gemme os væk for ham, fordi vi måske tror, vi ikke er gode nok eller kønne nok.
Gud behøver ikke gætte, hvem vi er, for han kender os bedre, end vi kender os selv. Vi skal derfor heller ikke sætte forskellige masker på hinanden.
12. februar
Seksagesima søndag
Af sognepræst Stine Rugaard Sylvest
Når jeg synes, at jeg har mere end rigeligt om ørerne eller ikke har styr på mine gøremål, ja så gør jeg som regel en af to ting. Jeg laver lister, over det jeg skal gøre og prøver at holde mig til dem. - Eller jeg går til min familie og begynder at remse op alt det, jeg synes, de skal gøre, og som de burde have gjort, ifølge mig. Støvsuge, lave lektier, ordne have. Ja, listen over ting, jeg i min egen forvirrede travlhed synes, de skal lave, er alenlang. Og ved at herse med dem, får jeg det åbenbart lidt bedre.
På søndag taler Jesus om at så det gode ord på forskellige overflader. På den hårde klippegrund, i et ukrudtsbed og i den fede jord. Om de gode ord, de gode gerninger, bider sig fast og slår rod og dermed bærer masser af frugt eller om ordene blot ligger og tørrer ud på klippen a la mine lange lister. Eller om ordene falder blandt ukrudt og tidsler a la mine formaninger og ubrugelige ordrer til min familie. For min erfaringer er jo, at de gange, hvor jeg klart når mest og føler at jeg har mest styr på, hvad jeg laver, er, når jeg gør det, jeg skal med glæde uden overspringshandlinger a la listeskrivning eller stressende formaninger til familien. At gøre det jeg skal gøre, uden at falde i fælden men i stedet at falde i god jord.
29. januar
Sidste søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Per Møller
To af mine konfirmander prædikede ved en gudstjeneste, de og deres kammerater stod for. Cornelius og Bertram prædikede over forklarelsen på bjerget.
De fortalte om Jesus, der sammen med Peter, Jakob og Johannes var gået op på et højt bjerg.
På bjerget forvandledes Jesus for øjnene af dem: hans ansigt lyste som solen og hans klæder blev hvide som lyset. Jesus stod i et forklarelsens lys for dem. Samtidig kom Moses og Elias til syne for dem.
Peter glædede sig over, at de var samlet der højt oppe på bjerget. Til Jesus sagde han: Herre, det er godt, at vi er her. Fra en sky lød samtidig en røst: Jesus er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. På bjerget så de ham i forklarelsens lys, at han var både Gud og menneske.
Peter ville gerne blive der.
Men Jesus var ikke kommet for at leve isoleret fra verden højt oppe på et bjerg. Han kom for at leve blandt mennesker nede på jorden.
Jesus gik ned fra bjerget for at leve blandt mennesker. Først i hans død og opstandelse så verden, at han er Guds søn.
22. januar
3. søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Hanne Elmgaard Lundsgaard
At blive ramt af alvorlig sygdom kan have store konsekvenser, smerten og afmagten kan ramme både psykisk og fysisk.
Ligesom man også kan komme til at stå udenfor fællesskabet og føle sig meget alene. Hvad enten det er os selv eller nogen, vi kender, som er ramt, så ønsker vi os brændende, at alt skal blive godt igen.
Helbredelse og et godt helbred er ingen selvfølge. På søndag skal vi høre om, at Jesus har magt og muligheder, også der hvor alt ser håbløst og umuligt ud. Jesus helbreder både en, som er spedalsk og en, som er lam. Gud har muligheder, der hvor vi ikke kan se udveje og muligheder. Det kan være svært at tro, og svært at tro på.
Evangeliet opfordrer os til at give Jesus en chance i vores liv. Vores tillid til Gud må gerne være på trods. Vi ved godt at sygdom og helbred kan være vilkår, vi må leve med, men troen fortæller os at der kan være håb og muligheder også, når vi ikke tror det.
15. januar
2. søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Per Møller
På søndag, den anden søndag efter helligtrekonger, skal vi høre om det nok mest berømte bryllup i verdenshistorien. Det bryllup, hvor Jesus lader vand blive til vin. Det fortælles, at på et tidspunkt under festen, hvor vinen er sluppet op, lader Jesus de tomme kar fylde med vand. Og da tjenerne smager på vandet i de fyldte kar, erfarer de, at det er den herligste vin, de har i glassene.
Det er det første tegn, Jesus gør. Alle glæder sig over, at vandet er blevet til vin, endda den herligste vin man kan tænke sig. Dog ser ingen, hvad der skete.
Det, der sker, er, at Jesus ved dette første tegn, han gør, åbenbarer sin herlighed, og den ser ingen.
Hans herlighed er som kærligheden. Den lader sig ikke se. Den træder ikke frem i lys og skinnende bobler, men fylder sindet, ændrer alt for den, der tror på den.
Jesu herlighed er, i modsætning til verdens herlighed, en herlighed der ikke ses. Og dog ændrer den alt for den, der tror.
8. januar
1. søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Anne-Lene N. Frederickson
Søndagens tekst fortæller om, at den 12-årige Jesus tager med sine forældre til påskefesten i Jerusalem – og på hjemrejsen bliver væk.
Jeg tror mange af os kan genkende alle de tanker og den angst, der griber Maria og Josef, da de ikke kan finde deres store dreng.
Først uro og panik, så den store lettelse, når teenageren kommer hjem.
Er det kun mine børn, der har mobiltelefoner, der løber tør for strøm, når det er allermest vigtigt, at de ringer og siger, at de kom for sent til bussen?
Og på Jesu tid var en SMS heller ikke en mulighed, så Maria og Josef måtte gå rundt mellem de andre rejsende og spørge sig for.
Udover denne såre genkendelige historie, så er der også det afgørende hvor Jesus siger: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?”
Det kan lyde som et flabet svar fra en teenager, men bag svaret gemmer sig også, at her er ikke tale om et almindeligt barn, der glemte tiden, eller en teenager, der gik sine egne veje.
Her får vi endnu et glimt af, at det barn, der blev født Julenat både er Marias barn og Guds Søn.
På en og samme tid sand Gud og sandt menneske. I den tro, så er vi allerede godt hjemme.
