14. maj
5. søndag efter påske
Af sognepræst Dorte Hedegaard
Bønnens have
For nylig døde den svenske biskop emeritus Martin Lönnebo, 93 år. En del kender sikkert ikke Lönnebo, men mange vil kende Kristuskransen. Biskoppen fik idéen til armbåndet med 18 perler for 30 år siden og det er meget populært både i Sverige og Danmark. Selv gik biskoppen altid med en Kristuskrans i lommen og rørte ved en af perlerne, når han havde brug for ro eller en klar tanke. Hver tredje perle i kransen er viet til stilheden, og Kristuskransen er udviklet til at hjælpe os travle mennesker til at stoppe op, være stille og lytte. Men det kan være svært at bede og meditere. Som en hjælp til at finde ro, sammenligner Lönnebo bøn med det at gå ind i en have. Først skal man igennem en låge, det er tidens låge og inde i haven er tiden en anden. Det er evigheden. Inde i haven slår du alle sanserne til: der er dufte, fuglesang, vand, der risler, der er sten og torne. Du går rundt i haven og lytter. Bøn er især det at lytte. Du lytter til dig selv og dine egne tanker, det som gør dig glad og det som du frygter. Bøn er at have tillid til at Vorherre er med os både i livet og han er den kraft, som styrker os, når vores egne kræfter er små.
16. april
1. søndag efter påske
Af sognepræst Bjørn Krohn
”Hvis man ikke tror, så har døden jo vundet”
Ordene her kommer fra DRs ’Guddommelig mad’, og manden bag dem er kokken Claus Meyer. Han rammer plet. Uden tro har døden vundet. For den, der ikke tror, må Jesu lig ligge i en grav i Jerusalem. For den, der ikke tror, er døden uovervindelig, og alle må vi formulde og forglemmes. Men det utrolige skete en påskemorgen i Jerusalem: graven var tom, og han, der døde, lever.
Bibelen er ærlig. Den fortæller, at selv de nærmeste disciple havde svært ved at tro det, sådan som vi skal høre om den tvivlende Thomas på søndag. Men Thomas fik syn for sagn. Han fik lov at stikke sin finger i naglemærkerne på den opstandne. Han fik lov at mærke, at det var sandt, og gik derefter ud i verden for at fortælle om Jesus med livet som indsats, ligesom de øvrige disciple gjorde det. Alle undtagen en fik de lov at betale med livet. Det gør man vel ikke for en løgn! Men de troede, at døden havde tabt – de troede, så døden tabte. Hvad tror du?
9. april
Påskesøndag
Af sognepræst Nina Morthorst
Vi nærmer os kristendommens altafgørende begivenhed, påskedag.
Vi er nu midt i forårsmånederne. Lyset har fortrængt mørket. Alting vokser op i naturen med udsprungne blomster, græs og blade på træer og buske. Ligeledes opstår vi mennesker også efter en mørk vinter med kulde og sne i den første forårsmåned marts.
Vi får en ny begyndelse. Det er også tiden, hvor mange af vores konfirmander skal springe ud i foråret, og det skal vi andre også.
For i de sidste tre år har kirkens liv og vækst overalt i Danmark været på lavblus efter nedlukninger i forbindelse med corona og nedlukning af kirkerne og i det sidste halve år som følge af større varme udgifter bl.a. på grund af den rædselsfulde krig i Ukraine. Kirkernes budget har slet ikke været gearet til at kunne klare prisstigningerne. Det betød færre gudstjenester og kirkelige aktiviteter.
Nu er kirkerne og de kirkelige aktiviteter lukket op igen fra 1. april, og vi skal alle atter ”vækkes til live” igen i et kirkeligt fællesskab – hvor vi er mange, menighedsråd, præster og frivillige der ønsker at virke sammen. Vi kalder det så smukt, at SAMVIRKE til glæde og gavn for kirkernes liv og vækst. Men vi kan ikke gøre det alene. Folket i sognene må også støtte op om deres kirke(r) og deres aktiviteter i fællesskab. Ellers kan konsekvensen blive, at kirkerne bliver lejlighedskirker, hvilket mange vil beklage.
På søndag, påskedag, hører vi om kvinderne som kom ud til Jesu grav påskemorgen for at salve Jesu lig/legeme, som det var kutyme på denne tid. Her læser vi om et stærkt fællesskab før og efter udfolde sig, som har betydet, at kristendommen i dag er den største religion verden over. Det er vi mange, der ønsker, skal fortsætte.
Havde vi ikke nogen påskedag med menneskesønnen Jesu opstandelse havde vi heller ikke nogen kristendom!
Det glade budskab, evangelieteksten til påskesøndag er fra evangelisten Markus' beretning om Jesu Kristi opstandelse påskemorgen: ”Se, han er opstået, han er ikke her”. Troen og håbet på det evige liv blev en realitet, som Jesus inden sin død og opstandelse havde sagt til sine disciple.
2. april
Palmesøndag
Af sognepræst Rebekka Maria Brandt Kristensen
Se jeg gør alting nyt!
Nye begyndelser, nye muligheder, håb om forandring. Sådan kan vi alle have det. Og det er det som det skal handle om på søndag i kirken.
Vi har alle forestillinger om hvordan det skal blive, når vi bliver færdig med vores uddannelser, når vi får et nyt job, når vi møder den rette, når vi får vores pension, når noget, den eller den griber ind i vores liv og så bliver alt godt, samtidig med at alt på en måde også er som vi kender det. Trygt og godt.
Jesus kommer til Jerusalem på søndag, som den der gør alting nyt, en ny skabelse til dem alle. – til os alle. Men det er slet ikke sikkert at vi forstår det, at vi har øre til at høre det. For I al den tid Jesu vandrede rundt på jord, var der i virkeligheden ret mange som så Jesus for hvem han var og er? Sådan rigtig så, sådan rigtig forstod?
Kan vi forstå det?
Hvordan skal man overhovedet kunne forstå noget så vildt som at Gud, bliver menneske, ligesom os, for at leve på lige fod med os? hvordan skal vi kunne forstå, at manden Jesus slet ikke ville tage imod al den magt og vælde og glorværdighed man ønskede at tildele ham? At han ikke kommer med ambitioner, magt og sværd, men netop som det helt andet?
Og det er det andet det vi skal prøve at begribe.
For det nye er, at hvis vi tør give os hen i troen på Jesus, tør vi give slip på vores egne regler, egne forestillinger, ja så må vi møde ham, må vi møde Gud selv, og lade os omfavne af ham, og derved blive skabt på ny.
Det er ham der kommer til os. vi skal bare løfte blikket fra vores egne navler og se frem, - se han som kommer dig i møde.
26. marts
Mariæ bebudelsesdag
Af sognepræst Christina Mielcke
Kender du det, at du befinder dig et travlt sted med mange mennesker, hvor ingen rigtig ser dig? Mennesker kommer til at støde ind i dig, de undskylder ikke engang, for de har vældig travlt. Og de ser ikke på dig, nærmere lige igennem dig. Du betyder ikke noget. Du kunne lige så godt være usynlig. De fleste af os har den slags oplevelser med i bagagen og finder dem ubehagelige. For vi har alle sammen brug for at blive set, og vi har brug for at være i fællesskaber, hvor vi betyder noget og er anerkendt for at være lige præcis det menneske, vi nu engang er. Derfor er det også forunderligt for os at komme i kirke og høre, at Gud ser og hører hvert eneste lille menneske, der er i verden. Vi bliver ikke væk i mængden, men er altid kendt og elsket. På søndag skal vi høre om, hvordan den ganske unge Maria fik fint besøg og en ganske særlig besked fra Gud. Af alle kvinder i verden havde Gud udset sig netop hende. Maria skulle føde Guds søn, Jesus. Maria forstod ikke, hvordan det skulle ske, men hun glædede sig alligevel. For Gud havde set hende og fundet hende værdig.
19. marts
Midfaste søndag
Af sognepræst Dorte Hedegaard
Til vores fællesmiddage i kirken diskuterer vi altid, om der skal være tilmelding eller ej. Vi er landet på, at der skal være tilmelding. Men alligevel skal kokken altid lave ekstra mad, så der også er til dem, som ikke har tilmeldt sig via sms eller e-mail. Vores madbudget skal ikke være så skrabet, så der ikke er plads til nogle ekstra munde at bespise. Gæstfrihed er at kunne bespise flere, end der er tilmeldt.
Bespisningen i ørkenen handler både om mad, om fællesskaber og om Jesus. Det er selvfølgelig vigtigt, hvad vi putter i munden. Men maden skal aldrig gå hen og blive vigtigere end det, at vi kan spise sammen. Jesus forvandler fem bygbrød og to fisk til et måltid for en stor skare mennesker. Der bliver nok til alle, og der er endda noget i overskud.
For mig at se handler teksten om, hvor rigt livet og Gud er. Der er faktisk rigelig mad i verden, men det er bare os som mennesker, der har svært ved at fordele maden, så der er nok til alle. Grådighed gør, at vi helst vil beholde så meget som muligt hos os selv.
Men for Gud er det anderledes. Gud giver sin kærlighed, sit brød og sit liv i rigelig mængde så der er til alle. Det er op til os, om vil tage imod og give livets brød videre til andre.
12. marts
3. søndag i fasten
Af sogne-og hospicepræst Bitten Petersen
Da jeg var barn, var der noget der hed forårsrengøring.
Det er der muligvis endnu, for mange mennesker, det er desværre bare aldrig et begreb der sådan har slået rigtigt igennem hjemme hos os - måske fordi der er så rigeligt meget andet at tage sig til i foråret.
Men jeg husker det som noget meget dejligt, når min mormor bekendtgjorde at nu var vist tid til at komme i gang med forårsrengøringen. Og det var som om hele karreen i Sydhavnen i København, hvor hun boede, gik i gang på samme tid.
Dørene og vinduerne blev åbnet på vid gab, midt i det blege forårssolskin, så ny luft kunne strømme ind og alle vinterens nullermænd og mørke kunne komme ud, alle de små lejligheder skulle fejes og prydes.
Og i sommerens løb flyttede så nullermændene og skidtet ind igen - men det gjorde ikke så meget - et levende hus, fyldt med levende mennesker, kan jo aldrig stå tomt og skinnende rent i længere tid ad gangen.
Og sådan er det også med "huset" i evangeliet til på søndag.
Vores indre hus kan heller aldrig stå tomt.
Hvad skal huset så fyldes med? Det gode og livsbekræftende eller det, der ødelægger livet?
I dåben blev korset tegnet for vores ansigt og bryst. Korstegnelsen sætter det afgørende skel i vores liv. Vi er ikke længere overladt til os selv - Vi er bundet til Guds kærlighed.
Forfra og bagfra er vi omsluttet af dette tilhørsforhold, det er vores værn mod dæmoner og det giver os mod og kræfter til at kæmpe imod alt det, der truer livet. Lad os derfor møde verden i tro på livet og den Gud, der har givet os det og tro på, at Guds godhed er værd at satse på og værd at leve på.
Det er det, der afgør alting i den sidste ende: hvad vi tror på og hvad vores indre hus fyldes med.
5. marts
2. søndag i fasten
Af sognepræst Jannie Edelberg Nielsen
På søndag skal vi møde en utrolig ihærdig og vedholdende kvinde, der ikke sådan giver op, fordi hun får et nej fra Jesus. For hendes datter er syg, og den tro, hun viser os, ja, den kan næsten flytte bjerge.
Undervejs bliver hun sammenlignet med en hund. Menneskets bedste ven er jo en del af 450.000 familiers liv i Danmark, så vi tænker måske ikke videre over det, men med denne sammenligning afgrænser Jesus sig fra kvinden. Men hendes tro nedbryder grænsen, så hun får den hjælp, hun beder om.
Den konsekvente Jesus står tilbage som fuldkommen inkonsekvent. Og hvad betyder det for vores opfattelse af ham?
Ja, det fortæller os, at Guds kærlighed går ud over grænser, fordi Guds kærlighed er større og stærkere end regler og principper. Kvinden ville gerne nøjes med smulerne, der kunne tilkomme hende, men hun oplevede at få meget mere, for Guds kærlighed tilfalder os ikke i form af smuler og rester, men derimod i fuldt omfang.
Kom til gudstjeneste på søndag, og hør mere om en kærlighed, der er grænseløs og ubetinget.
26. februar
1. søndag i fasten
Af sognepræst Ida Støckel Rolle
Fristelser kommer i mange former: Flødeskumskager og rødvin, men også at lyve, at bagtale eller at være utro. Uanset hvad vi hver især fristes af, så er fristelse, at vi forføres til at blive noget andet end det, vi egentlig er eller gerne vil være. Vores sundhed, ærlighed og trofasthed udfordres af fristelserne.
Denne søndag hører vi, at vi ikke er alene om at blive fristet, men at det er et vilkår vi deler med Guds Søn. For efter sin dåb sendes Jesus ud i ørkenen til faste og fristelse. Djævelen frister Jesus tre gange, dog uden succes. Jesus forføres ikke til at blive noget andet end det, han egentlig er: Guds Søn, verdens frelser. Når Jesus siger nej til det onde, siger han samtidig ja til at være vores frelser og forsoner – den, som viser os vejen, sandheden og livet, når vi ikke selv kan se klart. Jesus bliver derfor vores modsvar til de mørke kræfter, der så nemt kan trænge sig på hos os. Og det svar han kommer med, er kærlighed.
19. februar
Fastelavnssøndag
Af sognepræst Beth Hagemann
Vores aftale med Gud handler om, at Gud vil kende os, som vi er; at han vil være vores ven hele livet igennem. Gud vil også lave en aftale med os om, at vi ikke skal bære masker over for ham; at vi ikke skal gemme os væk for ham, fordi vi måske tror, vi ikke er gode nok eller kønne nok.
Gud behøver ikke gætte, hvem vi er, for han kender os bedre, end vi kender os selv. Vi skal derfor heller ikke sætte forskellige masker på hinanden.
12. februar
Seksagesima søndag
Af sognepræst Stine Rugaard Sylvest
Når jeg synes, at jeg har mere end rigeligt om ørerne eller ikke har styr på mine gøremål, ja så gør jeg som regel en af to ting. Jeg laver lister, over det jeg skal gøre og prøver at holde mig til dem. - Eller jeg går til min familie og begynder at remse op alt det, jeg synes, de skal gøre, og som de burde have gjort, ifølge mig. Støvsuge, lave lektier, ordne have. Ja, listen over ting, jeg i min egen forvirrede travlhed synes, de skal lave, er alenlang. Og ved at herse med dem, får jeg det åbenbart lidt bedre.
På søndag taler Jesus om at så det gode ord på forskellige overflader. På den hårde klippegrund, i et ukrudtsbed og i den fede jord. Om de gode ord, de gode gerninger, bider sig fast og slår rod og dermed bærer masser af frugt eller om ordene blot ligger og tørrer ud på klippen a la mine lange lister. Eller om ordene falder blandt ukrudt og tidsler a la mine formaninger og ubrugelige ordrer til min familie. For min erfaringer er jo, at de gange, hvor jeg klart når mest og føler at jeg har mest styr på, hvad jeg laver, er, når jeg gør det, jeg skal med glæde uden overspringshandlinger a la listeskrivning eller stressende formaninger til familien. At gøre det jeg skal gøre, uden at falde i fælden men i stedet at falde i god jord.
29. januar
Sidste søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Per Møller
To af mine konfirmander prædikede ved en gudstjeneste, de og deres kammerater stod for. Cornelius og Bertram prædikede over forklarelsen på bjerget.
De fortalte om Jesus, der sammen med Peter, Jakob og Johannes var gået op på et højt bjerg.
På bjerget forvandledes Jesus for øjnene af dem: hans ansigt lyste som solen og hans klæder blev hvide som lyset. Jesus stod i et forklarelsens lys for dem. Samtidig kom Moses og Elias til syne for dem.
Peter glædede sig over, at de var samlet der højt oppe på bjerget. Til Jesus sagde han: Herre, det er godt, at vi er her. Fra en sky lød samtidig en røst: Jesus er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. På bjerget så de ham i forklarelsens lys, at han var både Gud og menneske.
Peter ville gerne blive der.
Men Jesus var ikke kommet for at leve isoleret fra verden højt oppe på et bjerg. Han kom for at leve blandt mennesker nede på jorden.
Jesus gik ned fra bjerget for at leve blandt mennesker. Først i hans død og opstandelse så verden, at han er Guds søn.
22. januar
3. søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Hanne Elmgaard Lundsgaard
At blive ramt af alvorlig sygdom kan have store konsekvenser, smerten og afmagten kan ramme både psykisk og fysisk.
Ligesom man også kan komme til at stå udenfor fællesskabet og føle sig meget alene. Hvad enten det er os selv eller nogen, vi kender, som er ramt, så ønsker vi os brændende, at alt skal blive godt igen.
Helbredelse og et godt helbred er ingen selvfølge. På søndag skal vi høre om, at Jesus har magt og muligheder, også der hvor alt ser håbløst og umuligt ud. Jesus helbreder både en, som er spedalsk og en, som er lam. Gud har muligheder, der hvor vi ikke kan se udveje og muligheder. Det kan være svært at tro, og svært at tro på.
Evangeliet opfordrer os til at give Jesus en chance i vores liv. Vores tillid til Gud må gerne være på trods. Vi ved godt at sygdom og helbred kan være vilkår, vi må leve med, men troen fortæller os at der kan være håb og muligheder også, når vi ikke tror det.
15. januar
2. søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Per Møller
På søndag, den anden søndag efter helligtrekonger, skal vi høre om det nok mest berømte bryllup i verdenshistorien. Det bryllup, hvor Jesus lader vand blive til vin. Det fortælles, at på et tidspunkt under festen, hvor vinen er sluppet op, lader Jesus de tomme kar fylde med vand. Og da tjenerne smager på vandet i de fyldte kar, erfarer de, at det er den herligste vin, de har i glassene.
Det er det første tegn, Jesus gør. Alle glæder sig over, at vandet er blevet til vin, endda den herligste vin man kan tænke sig. Dog ser ingen, hvad der skete.
Det, der sker, er, at Jesus ved dette første tegn, han gør, åbenbarer sin herlighed, og den ser ingen.
Hans herlighed er som kærligheden. Den lader sig ikke se. Den træder ikke frem i lys og skinnende bobler, men fylder sindet, ændrer alt for den, der tror på den.
Jesu herlighed er, i modsætning til verdens herlighed, en herlighed der ikke ses. Og dog ændrer den alt for den, der tror.
8. januar
1. søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Anne-Lene N. Frederickson
Søndagens tekst fortæller om, at den 12-årige Jesus tager med sine forældre til påskefesten i Jerusalem – og på hjemrejsen bliver væk.
Jeg tror mange af os kan genkende alle de tanker og den angst, der griber Maria og Josef, da de ikke kan finde deres store dreng.
Først uro og panik, så den store lettelse, når teenageren kommer hjem.
Er det kun mine børn, der har mobiltelefoner, der løber tør for strøm, når det er allermest vigtigt, at de ringer og siger, at de kom for sent til bussen?
Og på Jesu tid var en SMS heller ikke en mulighed, så Maria og Josef måtte gå rundt mellem de andre rejsende og spørge sig for.
Udover denne såre genkendelige historie, så er der også det afgørende hvor Jesus siger: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?”
Det kan lyde som et flabet svar fra en teenager, men bag svaret gemmer sig også, at her er ikke tale om et almindeligt barn, der glemte tiden, eller en teenager, der gik sine egne veje.
Her får vi endnu et glimt af, at det barn, der blev født Julenat både er Marias barn og Guds Søn.
På en og samme tid sand Gud og sandt menneske. I den tro, så er vi allerede godt hjemme.
