Til præsterne
Præsternes klumme i Folketidende 2021

Præsternes klumme i Folketidende 2021

Hver fredag bringer Folketidende den korte klumme "Hvad skal det handle om i kirken på søndag", hvor stiftets præster på skift sætter nogle få ord på, hvad den kommende søndags tekst og prædiken byder på. Læs alle klummerne her

25. april
Tredje søndag efter påske
Af sognepræst Anders Horne Henriksen

En kort overgang efter Reformationen skulle alle præster læse den samme prædiken op fra en bog. Således sikrede kongen sig, at den rette tro forkyndtes overalt. Det virkede dog hurtigt som døde ord fra en ellers levende præst, og siden har præster selv skrevet deres prædikener.

På søndag siges det, at før noget bliver godt, gør det ondt. Jesus sammenligner det med en fødsel. Han påstår, at kvinden glemmer fødselssmerterne af glæde over det nye menneske i verden. 

Som mand skal man formentlig ikke tale indgående om, hvor forbigående kvinders fødselssmerter er, men det, Jesus fortæller om, er en helt ren glæde: Smerten er ikke glemt, men glæden er renset for smerte. Smerten og glæden er der samtidig, men de kan være skilt ad. Det, Jesus taler om, er smerten ved hans død og om glæden over hans opstandelse.

At skrive en livsnær prædiken medfører også en del fødselssmerter, men når man i forberedelsen til denne søndag prøver at forstå, hvad der menes med, at glæden er ren, er begejstringen faktisk næsten fuldkommen.

 

18. april
Anden søndag efter påske
Af sognepræst Nicolai Røge

Vi er alle følgere. På nettet følger vi med likes sider og personer, vi sympatiserer med. Og når vi melder os ind i foreninger, grupper og partier, finder vi sammen med ligesindede. Vi danner interesse- og meningsfællesskaber, og finder en tryghed i det. Dér ved vi, at vi er gode nok, og at vores holdninger og væremåde har værdi.

Men hvad sker der, når det hele bryder sammen? Når skyerne trækker op om os? Løber alt så ud i sandet? Svigter fællesskabet så sit ansvar? Det er både set og sket.

Som en modpol hertil står søndagens tekst, hvor vi hører, at Jesus er den gode hyrde. Den hyrde, som fårene følger, men som også selv følger efter fårene. Den hyrde, som er med uanset hvor, flokken går, og som ultimativt sætter sit liv til for at redde den enkelte i flokken, når ulven kommer.

På søndag tilbydes vi at følge den gode hyrde. Tilbydes et fællesskab, hvor hyrden altid er der, og hvor vi aldrig lades tilbage alene. Dermed kan vi frit leve livet med resten af flokken, uden at skulle bekymre os for, hvad der sker, når ulven kommer.

 

11. april
Første søndag efter påske 
Af sognepræst Søren Winther Nielsen

”Fred være med jer!”. 

De ord står stærkt for mig. For de ord valgte jeg til min brors gravsten. Thomas, min bror, var vel næppe en tvivler i religiøs forstand. Mest af alt tvivlede han på sig selv. Men det ville ingen have gættet. Han havde rejst kloden rundt. Krydset Atlanten i sejlbåd. Blev forvekslet med Tom Cruise i New York. Levede på første klasse i det ydre. Lukkede sig gådefuldt om det indre.

Det er hverken flovt eller en skam at tvivle. Jesus afviser ikke en tvivler. Tværtimod rækker han hånden frem og kommer tvivlen i møde. Men det er vel nok en skam ikke at turde sige, at man tvivler. På sin eksistens, på sit værd. At man grubler alene, og ikke tror sig elsket. Ikke giver tegn, så andre kan række hånden frem.

Nu står stenen dér, og lyser sin velsignelse, når vi kommer. Nu står stenen dér, og vidner om den tomme grav påskemorgen. Det er en trøst at vide, at den opstandne Kristus lyser sin velsignelse, og i samme åndedrag når ind til både de døde og de levende. At vi i Jesu navn med Helligånden kan forenes i Guds kærlighed og tilgivelse. At sandheden ikke kan skjules af mørket, men kommer frem i lyset.

Måske ses vi på søndag. Fred være med dig!

 

4. april
Påskedag
Af biskop Marianne Gaarden

Jeg tænker, at de fleste mennesker på et tidspunkt i deres barndom, er blevet præsenteret for den viden, at universet er uendeligt. Selv husker jeg, hvordan jeg kæmpede med at forstå, hvad uendeligt var for en størrelse. Jeg kunne ikke sammenligne det med noget, jeg kendte fra mit liv. Det kortsluttede min hjerne at forsøge at forstå begreber som uendelig eller evig. Og som de fleste andre opgav jeg på et tidspunkt at forstå det uendelige.

Jeg blev mindet om min barndoms filosofereren over universet, da Nasas Mars-robot landede på den røde planet tidligere i år. I den forbindelse fortalte astrofysikere, at galakserne bevæger sig med accelererende hastighed væk fra hinanden. Universet udvider sig hurtigere og hurtigere, uden man kan forklare hvorfor. Men hvordan kan det uendelige univers med accelererende hastighed fortsætte med at udvide sig?

Det overgår al menneskelige forstand. Normalt har vi greb om tilværelsen, men stillet over for det vi ikke kan begribe, kan vi gribes af angst. Det er svimlende at forsøge at forstå noget, der ligger helt uden for vores forståelse af verdenen i tid og rum. Men evighed og uendelighed lader sig ikke indfange af vores begrænsede bevidsthed.

Sådan er det også med påskens drama. Jesus, et menneske af kød og blod, der blev slået ihjel på den mest bestialske måde, opstod igen fra de døde! Trosbekendelsen, som de fleste har lært ved konfirmationsforberedelsen, er som en bouillonterning på den kristne tro: ”Korsfæstet, død og begravet, nedfaren til dødsriget, på tredjedagen opstanden fra de døde.” Opstået fra de døde? Det kan man da ikke! Det er lige så uforståeligt som universet, der med stigende hastighed fortsætter med at udvide sig. Det overgår al menneskelig forstand.

Stillet overfor det, vi ikke forstår, kortsluttes vore tanker. Det er svimlende at forsøge at begribe opstandelsen, der ligger helt uden for vores oplevelse af verdenen. 

I Bibelen hører vi ikke noget om, hvad der sker i graven, eller hvordan Jesus opstår fra de døde. Vi hører bare, at der kommer nogle fortvivlede kvinder til graven i en forventning om at finde en død. I stedet finder de en lyslevende engel, der fortæller dem, at Jesus er opstået fra de døde, og at han er gået foran dem tilbage til hverdagen igen. Og stillet overfor det, de ikke kan begribe, bliver kvinderne grebet af angst. De flygter og ”siger ikke noget til nogen”, som der står i påskeevangeliet, man kan høre rundt om i kirkerne påskedag.

Paradokset er, at selvom kvinderne ikke sagde noget til nogen, er påskens beretning om opstandelsen blevet fortalt igen og igen. Igennem skiftende tider, igennem forskellige kulturer, igennem 2000 år. Og vi begriber fortsat ikke opstandelsen. Men beretningen om opstandelsen griber os, og indgyder os tro, håb og livsmod – også selvom det overgår vores begrænsede forståelse af virkeligheden.

Glædelig påske.

 

28. marts
Palmesøndag
Af sognepræst Anders Martin Lauritsen

Hvis jeg skulle vælge en kristen begivenhed, som ville gøre sig godt på et lærred, så skulle det være påsken. Påsken rummer det hele. Drama, store følelser, helte og skurke, glæde, skuffelse, vrede, tilgivelse og sorg. Det er da heller ikke underligt, at der allerede er flere, der har produceret film over påskens begivenheder til det store lærred.

Indledningen til påsken er fastetiden, men for de fleste er det nu nok palmesøndag, der for alvor er indgangen til påsken. Indtoget i Jerusalem. Jesus, der kommer ridende på æslet, mens folk jubler og glædes. Der er fest og farver, jubelråb, palmeblade og kapper, der bliver lagt som en kongelig løber foran Jesus. Ja, mange af os har ”filmen kørende”, når vi lukker øjnene.

Det flotte, festlige og pompøse over palmesøndag, er egentlig ikke det, vi forbinder med Jesus. Det ligner ham ikke. I Bibelen kan vi læse, at Jesus var en beskeden mand, der ikke var forfængelig. Han var pæn og fremstod med værdighed, men var ej forfængelig. Mange ville nok sige, at Jesus var ægte. Ægte og tydelig, uden behov for at trække i en flot, rød uniform med kors, bånd og stjerner. Men alligevel er palmesøndag nærmest som en film med faste rekvisitter og replikker. Det var forudbestemt – det vidste Jesus. At han skulle komme ridende ind i Jerusalem. Godt nok ikke i en guldkaret, men på et æsel. Ikke i prægtige klæder, men i det tøj han plejede at bære. Simpelt og beskedent. Ikke for at skabe rigdom eller hævn, men for at sprede kærlighed og glæde. Filmen er netop indledt med en smuk og festlig scene, men dramaet venter forude – et drama, der netop viser denne mands enorme betydning for os alle. Påsken er nær!

 

21. marts
Mariæ Bebudelse
Af sogne- og pilgrimspræst Charlotte Backhaus

Endelig er jeg oppe på den stejle bakke med langrendsski på, og bag mig er der spor i sildebensmønster. Jeg hiver efter vejret, og mine ben gør ondt. Jeg har presset skinnebenene ned i sneen for at stå fast, for her er meget sne. Nu skal vi ned, og jeg skal først. Jeg er næsten 5 år gammel, og mine forældres stemmer er bag mig. ”Du kan godt,” siger min mor, og min far siger med en lidt mere kommanderende stemme: ”Husk, ned i knæene og hold stavene bag dig”.

Det er som om, mine forældres stemmer bag mig holder om mig, og jeg glider ned ad bakken i stor fart. Jeg er bange og stemmerne bliver svagere og svagere, men jeg synes, det er skønt. Farten og fornemmelsen af, at jeg selv kan stå på ski, og ikke længere behøver at stå mellem min fars ben, er årsagen til, at jeg stadig er vild med at stå på ski. For det handler om mod og tillid. Om at turde miste kontrollen. På søndag drejer det sig netop om at turde miste kontrollen og tro på, at vi kan komme helskindet igennem livets stejle op- og nedture. For som englen siger til Maria ”Frygt ikke,” og det gælder også os.   

 

14. marts
Midfaste
Af sognepræst Per Møller

Ved middagsbordet bliver der mindre og mindre mad i fade og skåle, efterhånden som vi fylder tallerkener og maver. Når vi er mætte, og måltidet er gennemført, er der mindre mad på serveringsservicen, end da den kom på bordet, måske er den helt tømt.

På søndag fortælles om et måltid, hvor det går anderledes. En stor folkeskare var fulgt med Jesus. De 5000 mennesker satte sig. Og som ved ethvert stort arrangement skulle de også dengang bespises. Ud over det frodige græs, de sad på, var der ikke andet mad end to fisk og fem brød, som en lille dreng havde med.

Jesus fik brødene og fiskene, takkede og delte det ud til skaren. Da alle var blevet mætte, bad han disciplene samle det sammen, der var blevet til overs. Resterne fra måltidet fyldte imidlertid 12 kurve. De to fisk og de fem brød blev til langt mere ved at blive delt ud. Fadene blev ikke tømte, tværtimod blev de fyldte.

Det er med kærlighed som med denne fortælling. Jo mere man giver, desto mere bliver der. Kærlighed øges ved at gives ud. Ved nadveren deler Jesu sit legeme og blod ud til mennesker verden over. Mængden af mad på fade og skåle, kalk og disk vokser, des mere der bliver delt ud og spist.

 

7. marts
Tredje søndag i fasten
Af sognepræst Eva Heyn

Flyttedag.

Jeg har efterhånden flyttet et par gange i mit liv. Under mine mange flytninger har jeg altid foretrukket at flytte ind frem for at flytte ud. Det er ikke af sorg over at forlade et sted, men mest fordi udflytning er forbundet med ubehagelig oprydning og grundig rengøring. Så er det langt sjovere at flytte ind. Man går der i de nye og fine rum og planlægger, hvad der skal stå hvor, hvad der skal op på væggene, og man tømmer kasse efter kasse og glæder sig over de forskellige ting, der gemmer sig dernede.

Men i bunden af kasserne kan mange usynlige ting også gemme sig. De dårlige vaner kan flytte med. Vi siger, at nissen flytter med. Her er ikke tale om en den lille gemytlige julenisse med den røde hue. Nissen, der kan flytte med, er de dårlige vaner, bekymringerne eller sorgen, som vi aldrig synes at blive kvit.

I søndagens tekst er det flyttedag for et menneske. Han har renset sit hus fri for alverdens nisser og dårligdomme. Fejet og prydet er den tomme bolig. Den synes klar til indflytning. Han glæder sig. Han skal begynde livet på ny. Han kunne blive en dårlig vane kvit, troede han. Men han tager fejl. Det kan gå langt værre, advarer Jesus. Lever vi i fast overbevisning om, at vi er perfekte og fejlfri og intet kan ramme os i den nye bolig, fordi vi lod nissen bag os, så tager vi grueligt fejl. Boligen skal fyldes med gode ting og gode vaner. Ved egen hjælp kan vi intet, med ved Guds hjælp kan vi alt.

Kom og lyt til boligbytte og kampen mellem ondt og godt på denne fastetidssøndag.

 

28. februar
Anden søndag i fasten
Af sognepræst Lill Arendt Hemmingsen

Lidt har også ret.

Jeg er ulykkelig og gemmer mig bag mundbindet. Jeg går rundt om mig selv, da jeg skal købe ind. Kan ikke se, hvad der står på hylderne for tårer. Til sidst opgiver jeg og går ud af butikken. Sorgen overvælder mig. Jeg falder sammen henne ved flaskeautomaten og tuder løs. Jeg ænser, at flere går forbi mig, men ingen kommer hen til mig. Pludselig rækkes jeg et lommetørklæde, som jeg tørrer øjne og pudser næsen i.

Jeg kigger op. Der står en af Hus forbi-sælgerne. Han smiler. Og klapper mig på skulderen. Han siger ikke noget. Han står der bare. Og så begynder jeg at vræle igen. Men denne gang er det fint. Jeg véd, jeg ikke er alene. Han har set mig. Han ser, at jeg har brug for ham. Jeg er en at give smuler til. Han forbarmer sig.

Kvinden, som Jesus møder, holder fast i, at der er noget, han kan give hende. 

Hun beder ham. Se på mig, jeg har brug for dig. Og selv om hun får en afvisning, bliver hun ved. Hun giver ikke op så let. For hun ser, at vi alle er nogle at give smuler til. Og det gør Kristus også. Han forbarmer sig. For lidt har også ret. Og kan alt!

 

21. februar
Første søndag i fasten
Af sognepræst Christina Mielcke          

Det er nemt at blive fristet – også over evne. Vi ved det godt, når vi kommer til at købe noget, vi slet ikke havde brug for – og værre endnu – egentlig ikke havde råd til, fordi vi lod os friste af et godt tilbud i et svagt øjeblik. Vi gjorde det, fordi vi havde lyst og havde bildt os selv ind, at det ikke havde nogle konsekvenser.

I Bibelen er det Djævlen, der frister mennesker til at gøre noget, de ikke må. Djævlen kommer som slangen i paradiset, der lokkede Adam og Eva til at spise af den forbudne frugt fra Kundskabens Træ. ”I kan blive som Gud”, lød tilbuddet. Frugten så nu pludselig så lækker ud, at de slet ikke kunne holde fingrene fra den. Adam og Eva faldt for fristelsen.

Denne søndag skal vi høre om Jesus, som møder Djævlen i ørkenen, hvor Jesus har fastet i 40 dage. Jesus er sulten og tørstig. Da han har det allerværst, kommer Djævlen for at se, om han kan friste Guds søn med noget, der umiddelbart lyder som et godt tilbud.  

 

14. februar
Fastelavnssøndag
Af sognepræst Jim Bentzen Christiansen

På søndag er det fastelavn. Det fremkalder billedet af glade børn og voksne i fine og kreative kostumer, der efter gudstjenesten går i optog gennem byen for så at mødes om varm kakao, fastelavnsboller og hovedaktiviteten, at slå katten af tønden. Den stakkels ´kat´ der gennem tiderne er set som et mytologisk væsen, der skulle bekæmpes og i bedste fald tæmmes. 

I år skælver katten og tønden ikke, men det gør til stadighed fortællingen om Jesus og Johannes, to mænd omkring de 30 år, der ved Jordanfloden småskændes om, hvem der skal døbe hvem. Om Jesu liv frem til da, ved vi ikke meget. Vi kan gætte. Måske har han arbejdet i fars tømrerfirma. Hans mor har nok løbende fortalt ham, at han var bestemt til noget stort, men det siger mødre så ofte. Denne dag blev dog ganske anderledes. Johannes ender med at døbe Jesus. Himlene skælver og en ny virkelighed og erkendelse træder frem for Jesus og Johannes, ja, for os alle. Hør mere ved gudstjenesten på søndag. 

 

7. februar
Seksagesima
Af sognepræst Rebekka Kristensen

På søndag handler det om jord. Det er ikke mange af os i dag, der lever af jorden. Alligevel så er det noget, der ligger vores hjerte nært. Måske fordi vi i jord, frø og vækst er tæt på essensen af selve livet, ja er i kontakt med livets ophav og den skaberkraft, der står bag. Det er nok for os alle et under, når et lille frø begynder at spire, sætter rod og bryder op igennem mulden.

I dag taler Jesus om jord og korn og om bonden, der spreder sine kerner. Han taler om den ødsle bondemand, der i rigelig mængde kaster sit korn på jord. Og som altid når Jesus taler, så handler det om Gud og os. Gud vil nemlig, at kærligheden skal vokse og gro i os, så vi bærer frugt til glæde og gavn for hinanden. Alt, hvad vi skal gøre, er at være som jorden og åbne os for de kerner, der drysser fra Guds hånd, ud over os.

Ja, vi skal være den jord, Guds kærlighed vokser i. Og det skal faktisk forstås så konkret, som det overhovedet kan. Vi kan opleve det i de tilfælde, hvor vi får lov til at prøve en gang til, på trods af vi har fejlet ganske ubehjælpsomt i vores liv. Vi kan opleve det, der hvor kærligheden får lov til at fylde, der hvor vi ikke skal have magt og kontrol, men kan give plads og rum til andre. Vi ser det i påsken, da Jesus dør og opstår, og endnu tydeligere ser vi det, når vi bærer vore kære døde til graven og lægger tre små skovlfulde jord på kisten. Her vises det, at Guds liv er større end enhver død.

At kærligheden kan bære vore døde ind til liv i Gud, at vi ikke går fortabt, men at den ødsle bondemand også i døden sår nyt liv i menneskers hjerter.

Så på søndag handler det om jord – den jord som Gud og dermed også Hans kærlighed kan spire i.

 

31. januar
Septuagesima
Af sognepræst Hanne Lund

En dommer ved retten på Frederiksberg har besluttet, at de mænd, der søndag den 24.1 blev fremstillet i grundlovsforhør, skal varetægtsfængsles indtil den 19. februar efter at have sat ild til en dukke, der forestillede statsminister Mette Frederiksen.

Alle partier uanset farve har fordømt dukkeafbrændingen. Alle er enige om, at landets love skal overholdes – det er en måde at værne om vores demokrati på. Overtrædes lovene, bliver vi stillet for en dommer, der afgør hvilken straf vi får for vores overtrædelse.

I søndagens evangelietekst hører vi også om en dommer. Det er Gud. Gud dømmer imidlertid ikke, som vi mennesker gør. Guds kærlighed er i menneskers øjne uretfærdig - til enten forargelse eller til stor beroligelse for os alle.

I forhold til Gud har tanken om lige løn for lige arbejde ingen betydning. I Guds perspektiv er det den ubetingede kærlighed til os mennesker, som er i centrum. Og det kan vi – du og jeg – være glade for.

 

24. januar
Sidste søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Jesper Bacher

Kender du følelsen af at være på toppen? Det gør du forhåbentlig.

Man kan føle sig på toppen af flere grunde, men på toppen er det godt at være. Her indtager vi livets bedste pladser, her er vi kommet i mål og på vores rette plads. Men livet byder også på nedture, og når vi er langt fra toppen, kan vi sige, at vi er helt nede i kulkælderen. Det ligger simpelthen i sproget, at det er bedst at være oppe og værst at være nede.

På søndag i kirken handler det om en dag på toppen. Jesus og tre af hans disciple går op på et højt bjerg, og deroppe er der ikke bare udsigt til landskabet under bjerget. Nej, deroppe får disciplene et kig ind i himlen. Deroppe er alt godt, lyst og smukt.

Men disciplene får ikke lov at blive på toppen eller bjerget. Nej, de får lov at kigge ind i himlen, så de kan se jorden i et nyt lys.

Det er dejligt at være på toppen, men det er nede på jorden, at der er brug for os. Man kan ikke sidde på balkonen og følge nogen over gaden. Og Jesus blev ikke siddende i sin himmel. Han kom til dig og mig og ethvert menneske. Det er toppen af kærlighed.

 

17. januar
Anden søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Nina Morthorst

Findes der noget bedre end at være til bryllup, hvor der serveres god vin og rigeligt af det?

Mange bryllupper er i 2020 blevet aflyst eller udskudt på grund af COVID-19, så der blev ikke grund til bekymring for, om der var vin nok.

På søndag skal vi høre en fortælling, hvor Jesus er inviteret til en bryllupsfest i byen Kana og redder festen ved at forvandle vand til vin, så der er nok af vinen.

Det er selvfølgelig et mirakel, vi hører om - men der sker lignende mirakler hver sommer, hvor vand forvandles til vin, når regnen stiger op i vinrankerne og gør druerne modne og klar til at blive høstet og lavet om til vin.

En ting er, at Jesus redder værten fra en pinlig situation med manglende vin ved at give i overflod, og ovenikøbet at forøge selskabets vinration med cirka 240 liter god vin! Men den handling i sig selv at skifte vand ud med vin er også interessant. Det handler ikke blot om et tilfældigt bryllup i Kana, men fortællingen symboliserer hele Jesu liv, død og opstandelse.

De kar, som vandet forvandles i, indeholdt rituelt renselsesvand, som jøderne brugte til at blive retfærdige. Det vender Jesus op og ned på - nu får alle lov til at være med til livets fest, hvor vi fejrer, at vi har fået livet som gave, og at vinen aldrig slipper op.

 

10. januar
Første søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Mogens Winther Hvidring

Jesus har selv været barn, men hvordan mon hans barndom så ud? Den er som en lukket bog for os. Vi hører til jul om hans fødsel, men derfra springer historien ca. 30 år frem til hans dåb som voksen - med én undtagelse:

Da Jesus - næsten - havde konfirmationsalderen, var han med sine forældre i templet i Jerusalem, som man gjorde dengang. Da blev han så opslugt af at snakke med præsterne, at hans forældre måtte bruge tre dage på at finde ham. Da de fandt ham, undrede Jesus sig bare over, hvorfor de ledte efter ham, da han jo var i sin faders hus.

Så han var faktisk igennem en slags konfirmationsforløb oppe hos præsterne – endda med en anelse større begejstring end almindelige konfirmander. 

Det er godt at lære, og især at lære om Guds store gerning: At han har skabt os, at han elsker os og at han vil frelse os. Og det er at begejstres og tænke: Her er godt at være! Her har jeg hjemme – i min faders hus.

 

3. januar
Helligtrekongers søndag
Gudstjenester aflyst

 

1. januar
Nytårsdag
Af sognepræst Kasper Michael Høyer

“Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.” Det er nytårsdags ultra-kortfattede evangelietekst.

I år lander det i en ophedet debat omkring omskæring, som har kørt i lang tid i de danske medier: Hvad skal det gøre godt for at pine nyfødte drengebørn og lave et overflødigt og uopretteligt indgreb på deres små kroppe, som jøder og muslimer gør? Det er der mange, der virkelig ikke bryder sig om, og debatten går på, om man skal forbyde omskæring, i det mindste indtil drengen er 18 år og selv kan bestemme.

Når man nu ikke selv er jøde eller muslim er det, set herude fra, et irrationelt og unødvendigt indgreb, for ikke at sige overgreb. Men spørgsmålet er, om et samfund, hvor en alt for renskuret rationalisme og humanisme blev eneste norm, og alt andet blev forbudt, ville være til at holde ud at leve i for nogen?

Jeg tror det ikke. Mennesket er ikke 100 procent rationelt, for at sige det mildt, og derfor er kultur, religion og menneskenes verden i det hele taget det heller ikke, selvom nogen måske kunne drømme om, at det var sådan. Men altså ikke jeg.

Hvorom alting er, så blev Jesus efter jødisk skik omskåret på ottendedagen og fik sit navn. Sådan gør jøder det altså stadig den dag i dag, i andre kulturer gør man det på andre måder, men fælles er vist, at kort tid efter, at et barn bliver født, omskærer vi det, døber det, eller gør noget andet ved det. Vi kalder folk sammen, viser barnet frem, giver det et navn og lægger det hele på Facebook. Så er det blevet indlemmet i kulturen/religionen/fællesskabet, det er blevet et fuldgyldigt medlem af menneskenes verden.

Det er det, der er pointen med nytårsdags korte evangelium, at Jesus blev indlemmet i menneskenes verden. Det er, uanset om man bliver omskåret eller ej, ikke en renskuret, men en barsk verden, langt fra Paradis og fuld af konflikt.

For Guds Søn kan det kun ende på en måde, når han er trådt ind i denne verden, og for hans vedkommende kan man sige, at omskærelsen er et forvarsel om det, der skal ske senere.

Men det, at Gud gav sin Søn, at Gud gav sig selv, til menneskenes blodtørstige verden, er jo så også det mest enestående tegn på hans kærlighed til os! Og det er et håbets tegn for verden. Gud er trådt ind i denne verden. Det er han for at helbrede den, og han gør det ved at ofre sig selv.


Hvor kan du komme i kirke på søndag og høre mere?

Er du blevet fanget af søndagens prædikenteaser og vil gerne høre mere? 
Så kig i gudstjenestelisten over Lolland-Falsters Stift her.