Til præsterne
Præsternes klumme i Folketidende

Præsternes klumme i Folketidende

Hver fredag bringer Folketidende en mini-klumme, hvor stiftets præster på skift sætter nogle få ord på, hvad det skal handle om i kirken den kommende søndag. Læs alle prædikenklummerne her

 

Onsdag den 1. januar 2020
Nytårsdag
Ved Henrik Gade Jensen

Ved nytår tager vi hul på et nyt år. Vi skal skrive 2020, det er dejligt nemt at sige: tyve-tyve. I de foregående år siden årtusindskiftet har der været mange ”2020-planer”, og så må vi i år se, om de kommer til at holde.

Det gør de nok ikke.

Man skal være varsom med at planlægge for meget, men tage livet som det kommer, dag for dag, år for år, årti efter årti. Man skal leve som om, hver dag er den sidste, men arbejde for at det skal stå i 100 år.

Nytårsdag i kirken hører vi, at Jesus lærer os at bede. Han lærer os en bøn. Sådan skal vi bede. Og den bøn kender vi næsten alle sammen i dag. Det er Fadervor. Tænke sig, at vores bøn Fadervor stammer direkte fra Jesu egen mund. Tættere på Jesus kommer vi ikke.

Jeg plejer denne søndag at afspille Fadervor på aramæisk, smukkere bliver det ikke. Gå ind på Youtube og søg Lords Prayer Aramaic. Og lyt. Det er saligt.

 

Søndag den 5. januar 2020
Helligtrekongers søndag
Ved Jeppe Sørensen

Vi bruger udtrykket ”jeg har set lyset” om private åbenbaringer, om et glimt ind i det hinsides, som kun jeg har fået. Det handler om noget, som det kun er mig, der har set. Men at se lyset fra Gud, julelyset, er ikke noget, man er alene om. Det har meget at gøre med vores forhold til hinanden. I kirken er det på denne søndag stadig jul. Der er lys i træet og stjerne i toppen. Vi kalder dagen helligtrekongers søndag; men i den bibelteksten, der bliver læst højt fra Matthæusevangeliet, står der ikke noget om at være konger. Der står kun om disse tre hellige konger, at de var vise mænd fra Østerland, formentlig datidens astrologer.

I kirken er der ikke nogen, der har patent på ”at have set lyset”, det er fælles og tilgængeligt for alle dem, der medvirker til, at flere mennesker ser lyset i det daglige, ser det almindelige liv som en gave. Det er dejligt med stjernestunder, og sådan én har juleferien forhåbentlig været for de fleste. Måske har vi fået nogle gode gaver; men hverdagene er jo dem, der er flest af. Kom derfor i Tingsted Kirke søndag formiddag – kirkens hverdag – og se lyset, ikke blot på træet, men i den hverdag, vi nu bærer julen ud i og ind i.

 

Søndag den 12. januar 2020
1. søndag efter helligtrekonger 
Ved Jesper Bacher

Vi kan tørste efter meget. Vi kan tørste efter vand, en iskold øl eller et perlende glas champagne. Vi kan også tørste efter sejr, efter kærlighed, efter mening. Hvordan slukker vi så vores tørst? Med den første slags tørst er det ret enkelt, med den anden slags tørst er det straks sværere. Der er vand i hanen, men sejren og kærligheden er ikke nødvendigvis lige om hjørnet. Og hvad med tørsten efter mening?

I den bibeltekst, vi skal høre på søndag, siger Jesus, at han kan give levende vand, og den, som drikker af det vand, skal aldrig i evighed tørste. Jesus påstår med andre ord, at der er en tørst så dyb, at den kun kan slukkes af ham. Hvad vi end ellers drikker fysisk og åndeligt, så bliver vi tørstige igen.

Den, som ikke drikker, dør af tørst, men Jesus vil, at vi skal drikke os til evigt liv hos ham. Selv om Jesu taler om vand, fås der overhovedet ikke stærkere sager, og alt andet er vand ved siden af det levende vand. Kom i kirke på søndag og drik dig fuld - altså af glæde.

 

26. januar 2020
3. søndag efter helligtrekonger
Ved Torben Elmbæk Jørgensen

Tro kan få mennesker til at gøre de mest utroligste ting, for eksempel at krydse Atlanten i en robåd. Men tro er også en besværlig størrelse. Som det er med de bedste ting i livet, er troen ikke noget, vi kan måle og veje.

Det at tro vil sige, at man forventer sig noget. Det er en usynlig kraft, som sammen med håbet og kærligheden er blandt vores livs stærkeste kræfter – også selvom de ifølge videnskaben slet ikke er til. Men uden disse tre visner livet, det kender de fleste nok til. Man kan måske godt leve et liv uden tro, håb og kærlighed, men det er ikke et liv, der er værd at leve.

Vi forventer at få løn efter vores indsats. Jesus fortæller i teksten, som vi skal høre i kirken på søndag, om en træt tjener, som efter en udmattende dag i marken kom hjem til sin herre - blot for at blive sat til at lave mad til ham. Først senere måtte tjeneren selv spise. Han fik ingen ros, for han gjorde blot hvad han skulle, mente arbejdsgiveren.

Er det ikke uretfærdigt? Nej, for pointen er, at vi skal gøre det, vi er sat til, i vores eget livs tilfælde elske vor næste uden at forvente en masse ros for det.

Troen er en gave, som man selv skal pakke ud. Vi pakker gaven ud, når vi elsker vores næste, og når vi finder glæde og tryghed i troen. Det er vores pligt – men også det, der gør livet værd at leve.

 

2. februar 2020
Sidste søndag efter helligtrekonger
Ved Hanne Lund

Forleden da jeg var i Netto, stod der en meget høj mand uden for døren. Han solgte hjemløseavisen. Jeg så ham og gik forbi.

I butikken fik jeg puttet det i kurven, jeg skulle have, og manglede kun grapesodavand. Ud for stedet, hvor sodavandet var, stod der en meget høj palle med nogle andre slags sodavand. Så jeg strakte mig for at nå dem, jeg skulle have - men kunne ikke nå. Imens gik flere af butikkens ansatte forbi – uden at de så, hvordan jeg bøvlede med at nå op. Til sidst henvendte jeg mig til en af de ansatte og bad hende om at hjælpe mig. Vi stod nu to personer og masede med at nå de pokkers sodavand, da der lige pludselig kom en lang arm hen over hovedet på os og rakte ind over pallen og tog en six pack til mig. Det var manden, der solgte hjemløseavisen. Hjælpen kommer nogle gange fra en helt anden kant, end man havde regnet med.

På søndag er det diakoniens dag. Diakoni betyder det at hjælpe sine medmennesker. Derfor vil dagens tekst nogle steder, bl.a. i Rødby Kirke, være skiftet ud med fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Det jeg oplevede i Netto er netop det, som den historie fortæller os; at vi skal gøre det samme som samaritaneren – hjælpe mennesker i nød.

9. februar 2020
Søndag septuagesima
Ved Ida Støckel Rolle

Der findes en klub, som de fleste af os bliver medlem af tidligt i livet. Vores forældre og andre mennesker, som er med til at forme os, indlemmer os velmenende i klubben. Vi kunne kalde den for ”De ordentlige folks klub”. Her hersker der leveregler som ”kom altid til tiden!”, ”overhold dine aftaler!” og ikke at forglemme ”lad aldrig nogen kunne sætte en finger på din indsats!”

Når man er med i klubben er det let at rynke på næsen af alle dem, som falder uden for – dem, som kommer for sent, træder ved siden af eller satser alt - sætter pengene på den forkerte hest og står tilbage uden en øre på lommen.

På søndag hører vi, at Gud ikke vil, at vi fedtspiller med vores liv som medlemmer af ”De ordentlige folks klub”. Vi skal ikke grave os ned og tænke små tanker om livet, medmennesket og Gud. Vi skal derimod turde at lade modet og tilliden løbe af med os, og vove alt, både i forhold til vores medmennesker, vores nærmeste og Gud. Vi fejler sikkert, og vi træder uden tvivl ved siden af, for sådan er det med vores liv. Men vi har lov at tro, at skulle vi smide alt andet over bord, så mister vi aldrig Guds kærlighed.

 

16. februar 2020
Søndag seksagesima
Ved Mette Marie Trankjær

Når vi møder modstand eller vores kræfter kommer til kort, kan det ske, at vi vender os mod Gud. Jeg kalder det ambulancekristendom; det at hive Gud ind fra højre, når man har brug for ham.

Vi søger Gud ved livets grænser eller i overgangssituationer. Det kan være ved fødslen, når vi døber det nyfødte barn, eller ved døden, når vi begraver vores kære, og så ved livets andre overgange: Fra barn til voksen, når vi bliver konfirmeret, eller ved overgangen fra singleliv til ægtestanden. Lidt ængsteligt forsøger vi at reservere en plads til Gud, dér ved grænserne, sådan lidt på sidelinjen. Han må godt være der som et sikkerhedsnet.

Men er det sådan, det er?

Kan leret sige til den, der former det: ”Hvad er det, du laver?”

Kan mennesker, der er skabt af Gud, frit vælge at henvise ham til udkanten vores liv, eller gemme ham hen med mølkugler og bare tage ham frem fra gemmerne, når vi synes, vi har behov for det, fordi det endelig går op for os hvor alting kommer fra og er på vej hen? Vi prøver, men Gud insisterer konstant på at være midt i vores liv.

På søndag skal vi høre om gudsriget, der bliver beskrevet som et sennepsfrø, der, når det er sået, vokser til en kæmpestor plante. Det er både forkert og spild af liv udelukkende at tale om gudsriget som noget, der er på den anden side af menneskelivets grænse. Vi må tale om det som noget, der er her og nu, i menneskelivets midte. Gudsriget er ikke bare i kirken på toppen af bakken i byens udkant, ved grænsen til vores liv. Gudsriget er plantet midt iblandt os.


23. februar 2020
Fastelavns søndag
Ved Kasper Michael Høyer

Da jeg boede i København, var der ikke mange tiggere, men der sad en på Strøget og solgte roser og tiggede. Der gik et rygte om, at han i virkeligheden havde en villa på Strandvejen! Det passede nok ikke, men det var en fascinerende tanke, at han i virkeligheden var rigere end de fleste af dem, der gik forbi.

Helten i den historie, vi skal høre i kirken på søndag, er også en tigger, der får Jesus til at standse op på vejen til Jerusalem og høre hans bøn.

Tiggere har en særlig plads hos Jesus. Han har også sagt: Salige er de fattige i ånden og de, som hungrer og tørster.

Det er ikke rart at være fattig eller tigge, de fleste vil undgå det for enhver pris. Megen angst og flugt, meget praleri skyldes sikkert, at vi føler en fattigdom indeni, som vi ikke kan holde ud.

I det guddommelige perspektiv har vi mennesker al mulig grund til at tigge om barmhjertighed, der er bare mange, der ikke gør det og ikke ser den mulighed.

Men helten og rollemodellen for os på søndag er en tigger: Han beder om barmhjertighed, og han får den.

 

1. marts 2020
Første søndag i fasten
Ved Anders Martin Lauritsen

Vi er godt i gang med fastetiden. Og netop det ”at faste”, har vi alle nogle associationer til. Når jeg nævner ordet ”faste”, om det er i den kirkelige undervisning eller generelt, så siger mange: Ja, det er jo det muslimerne gør. Men når jeg så siger, at netop faste har vi også i kristendommen, så bliver mange overraskede. For den bruger vi jo egentlig ikke, selvom den måske kunne gavne på nogle områder. 

Måske behøvede det ikke handle om mad og drikke, men i stedet andre ting. Sociale medier eller andet, som vi bruger utallige timer på. Denne søndag handler det om magt. Ikke blot om hvem der bestemmer, men også om alle de ting, der har magt over vores liv. De ting vi giver magt; jobbet, mobiltelefonen, kalenderen. 

Ting kan tage magten i vores liv. Men magt er ikke kun af det onde, for den gode magt sker, når man har en opgave eller en bestemt sag. Men hvad med magt for magtens skyld? Denne søndag handler det både om magthavere og tjenere.

 

8. marts 2020
2. søndag i fasten
Ved Dan K. Månsson

Det er sjældent, at kirkegængere råber i kirken. Som regel forløber en gudstjeneste fredeligt, nærmest med ro. Men vi mennesker har det ikke altid fredeligt inden i. Vi kan af og til se fortvivlelsen i hinandens øjne, når vi er blevet sårede eller hvis der sker ulykkelige ting i vores liv. Så får vi en lyst til at råbe, og kommer vi langt nok ud, råber vi også i afmagt. 

På søndag skal vi høre om en far, der i desperation råber på hjælp til sin syge søn. Ingen har hidtil kunnet hjælpe ham. Men pludselig er der hul igennem, da han spørger Jesus, som svarer: ”Alt er muligt, for den der tror.”

Alle, som har haft ubærlig lidelse tæt inde på livet, kender til den opslidende spænding mellem tro og tvivl, mellem håb og fortvivlelse. Hvis ikke vi tror på miraklet, hvis vi opgiver håbet, så har vi intet at holde fast i.

På søndag ser vi nok vores egen afmagt i øjnene, men vi skal også høre om ham, som kender vores smerter, hører vores bønner og tager imod os.

 

15. marts 2020
3. søndag i fasten
Ved Henrik Gade Jensen

Jesus var ikke på Facebook, men han vidste alligevel godt, hvordan løgn i form af sladder, overdrivelse og mistanke kan florere mellem mennesker. Og dog, måske kan man godt sige, at Jesus var på Facebook, for intet ansigt er mere kendt end hans. Jesus så det som sin opgave at stoppe al løgn og bagvaskelse ved at stille sig selv til rådighed som syndebuk. Så bliver vi andre frie.

Når vi bagtaler, sjofler og sladrer om andre, går vi ondskabens ærinde. En lille uskyldighed kan blive til hetz og forfølgelse, og selv en velment information kan misforstås.

Djævelen er ikke en person med hale og horn, men det djævelske er løgnen, vi alle momentvis kommer med, når vi tier stille i stedet for at sige sandheden, og når vi taler andre efter munden i stedet for at sige, hvad vi mener.

På den store bane er vi djævlens småbørn, når vi undlader at sige tingene, som de er, fordi vi er bange for at krænke andre, fordi vi frygter at blive hængt ud, eller fordi det bare er nemmere at tie stille. Det resulterer i mange problemer, som først erkendes, når de ikke mere kan løses. Djævelen er snedig. Så med Jesus i hånden skal vi lære at tale mere sandhed.

 
(Pause på grund af corona og de lukkede kirker)

 

7. juni 2020
Trinitatis søndag
Ved sogne- og korshærspræst Hanne Lund

Her til morgen stod jeg stille og kiggede ud over det næsten stille turkisblå hav mellem Lolland og Tyskland – Femernbæltet, hvor der formentlige inden for en årrække vil være en bro, der forbinder Lolland med resten af Europa.

Når jeg lader mit blik hvile på vandet, er det som om, at det fortsætter helt til verdens ende. Og det føles som om, at det altid vil være der. 

Vandet har altid gjort mig tryg, lige så langt tilbage, jeg kan huske.

Det gør mig uendelig godt at være i vandet. At være omsluttet af vandet giver mig en følelse af lethed og en tryghed, en følelse af, at intet ondt kan nå mig - ja, det skulle da lige være en krabbe, som bed mig i storetåen.

Samme tryghed, samme følelse af lethed og samme følelse af, at intet ondt kan lægge mig ned, har jeg, når jeg læser ordene fra den klogeste, jeg kender – nemlig Jesus. I teksten til på søndag siger han: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Det er, hvad vi bliver lovet, og det giver samme tryghed som vandet, der strækker sig til verdens ende og omslutter os.

 

14. juni 2020

Første søndag efter trinitatis
Af sognepræst Finn Dyrhagen

Der var engang en gammel mand, som lå for døden efter lang tids sygdom. Familien havde været forbi for at tage den sidste afsked. Og det var en stor familie, så det tog sin tid.

Da den sidste var gået, lagde manden sig til at dø. Men da de kom tilbage for at se til ham, fandt de ham på vej ud af sengen.

"Hvad laver du, farfar?" spurgte de i munden på hinanden.

"Jeg skal ud og hæve penge," svarede han, "for da jeg nåede til himlens port, fik jeg at vide, at der ikke var nogen pengeautomat i himlen. Og I ved, at jeg aldrig går nogen steder uden penge på mig - man kan jo aldrig vide."

På søndag handler det om forholdet mellem penge og tro i vores dagligdag. "Penge kan ikke gøre dig lykkelig," lyder ordsproget, som fortsætter: "Men de gør det lettere at leve med elendigheden."

Kan penge erstatte troen? Kan troen erstatte pengene? Er det mon et enten-eller? Eller er opgaven at finde balancen? Velkommen i kirke på søndag!
 

21. juni 2020

Anden søndag efter trinitatis
Af sognepræst Jim Christiansen

Vi kender det godt, begrebet at være en ”mønsterbryder”. Vi bruger begrebet om en person, der træder ud fra det, omgivelserne tager for givet – f.eks. den unge fra akademikerfamilien, der vælger vejen som håndværker, eller den første i familien, der bliver student.

Vi indgår alle i forskellige grupperinger. En gruppe giver tryghed, samhørighed, den styrker os i at være den, vi gerne vil være. Når de mønstre, der er i gruppen, ikke længere giver os det, vi ønsker, så sker det, at vi bryder med den. Vi kan så træde helt ud af gruppen, eller måske bare træde ud af den del, der er svær for os at være i. Nogle gange sker det, at bruddet medfører, at gruppen genskabes i ny sammenhæng og dynamik.

Vi har alle et særligt forhold til den gruppe, der udgør vores familie.

I teksten til kommende søndag siger Jesus: ’Hvis I vil slutte jer til mig, skal I bryde med jeres far og mor, brødre og søstre og jeres kone og børn’ (fra Bibelen 2020). Det lyder voldsomt! Hvad skal det betyde? Er det alt, eller er det noget bestemt i relationen med familien, Jesus mener, jeg skal bryde med? Betyder det at slutte sig til Jesus, at man bliver en slags mønsterbryder?

Spørgsmålene er mange, og de behandles på søndag i kirken!