Stiftsgrænser

Den historiske baggrund

Allerede da der politisk blev truffet beslutning i 1959 om at oprette et nyt stift i Østdanmark, enedes man i kirkeudvalget om at evaluere stifternes størrelser efter fem år – altså i 1964. Denne evaluering har endnu ikke fundet sted i Østdanmark, mens der løbende er foretaget mindre ændringer i Vestdanmark, hvor man har revideret og flyttet stiftsgrænser.  

Tre tidligere biskopper fra Lolland-Falsters Stift har gjort skiftende kirkeministre opmærksom på, at det lille stift er for småt (Thorkild Græsholt, biskop i 1969-96; Holger Jepsen, biskop i 1996-2005; Steen Skovsgaard, biskop i 2005-2017) og senest siddende biskop Marianne Gaarden.

Siden Helsingør Stift blev oprettet i 1961, har Danmark oplevet markante befolkningsforskydninger, urbanisering og stigende økonomiske uligheder. Nedenstående tabel viser forskydningerne fra 1960 til 2021 (2021 er de sidst tilgængelige tal fra FUV) oplistet efter den procentuelle ændring – det størst fald øverst.

Som det fremgår af tabellen, er indbyggertallet i hele landet steget godt 31 procent i perioden, mens det er faldet i Lolland-Falsters Stift med ca. 26 procent og vokset mest i Roskilde Stift med ca. 64 procent. Det betyder, at der i dag er meget store – og stadig stigende – forskelle mellem stifternes indbyggertal, samlede kapacitet, opgaveportefølje og ledelseskompleksitet. Spørgsmålet er, om det kun er ét stift, der er for småt, eller om et stift også kan blive for stort?

Argumenter for en ændring af stiftsgrænserne

Det er vigtigt, at alle ti stifter er bæredygtige og har den nødvendige pastorale kapacitet for at kunne oppebære ikke kun det lokale præstearbejde i sognene, men også på tværs af sognene i provstiet og i stiftet. Der er mange forskellige opgaver udover det ”basale” sognepræstearbejde, eksempelvis kirke-skole-samarbejdet og arbejdet med mennesker med særlige behov, og så er der en række funktionspræster, der varetager særlige opgaver: studenterpræster, sygehuspræster, hospicepræster, beredskabspræster, korshærspræster, pilgrimspræster, diakonipræster, immigrantpræster, fængsels- og arresthuspræster mv. Dertil kommer en række konsulenter, som uddannelses-, liturgi-, demens-, religionspædagogisk- og diakonikonsulenter, samt præster til diverse udvalg i stiftet og i provstierne. Når præstegruppen bliver for lille, kan der være for få kompetencer til at løfte alle de særlige opgaver og funktioner i stiftet.

Den samme udfordring gør sig gældende i forhold til de opgaver, som lægfolk løser på tværs af sognene i provstiudvalg, bestyrelser og stiftsråd med diverse underudvalg. Det er ofte Tordenskjolds soldater, der stiller op, fordi der mangler lægpersoner med de nødvendige menneskelige og faglige kompetencer til at løfte opgaverne, når et stift kommer under den kritiske masse.  

Dertil kommer stiftsadministrationerne, der skal have kompetencer inden for jura, økonomi, HR, kommunikation og udvikling. Det kræver en vis kritisk masse, der udfordres, når et stift bliver for lille. Stifterne arbejder i stigende grad sammen, ikke kun via centrene, men også om flere og flere opgaver, der løses på tværs af stifterne. Det er godt og styrker folkekirkens samlede indsats – en indsats som alle stifter bør have mulighed for at indgå ligeværdigt i. Så en justering af stiftsgrænserne vil sikre, at alle stifter fremover, kan løfte de bundne opgaver på alle niveauer i folkekirken på et tilfredsstillende og ensartet niveau.    

En regulering af stifternes størrelse vil også bevirke en bedre fordeling af biskoppernes ledelsesopgaver (fx samtaler med kandidater og præster, bispeeksamener og ordinationer, konflikthåndtering, visitatser, understøttelse af menighedsrådene samt bedre mulighed for at forebygge arbejdsmiljøproblemer).

Ulemperne ved et for lille stift

De lokale sognes opgaver og menighedsrådenes kompetencer kræver specialiserede og emne-opdelte støttefunktioner til menighedsråd og præster, hvilket et lille stift kan have svært ved at honorere. Det samme gælder understøttelse af biskoppen med dennes ansvarsområder og ønsker for stiftet. Det er både sårbart ift. fravær og mulighed for faglig specialisering.

Et større stift betyder flere provstier og dermed flere provster i stiftet. Det vil give en bedre gruppedynamik, som savnes i et lille stift: Et større antal provster i stiftet vil kunne give større faglig spændvidde, mere sparring med kolleger og mulighed for opgavefordeling i mindre grupper – uden at den samlede provstegruppe bliver uoverskuelig. Et større stift vil forventeligt også betyde større organisatorisk afstand, hvilket alt andet lige vil give provsterne et øget ledelsesrum, hvilket må anses som attraktivt for stillingen.

Flere medlemmer betyder større stiftsbidrag, hvilket kan bruges til at styrke fælles indsatser til f.eks. kommunikation, diakoni, dåbs- eller demensarbejdet og konflikthåndtering mv. til gavn for både sogne og provstier.

Et større befolkningsgrundlag kan også gøre fælles projekter mere attraktive for eksterne samarbejdspartnere, hvilket også fordrer en koordinerende og støttende indsats fra stiftet side.

Konkrete udfordringer for Lolland-Falsters Stift

Det har sine helt egne problemstillinger og udfordringer at være det eneste lille stift – ikke mindst fordi de ni andre stifter er så meget større. Lolland-Falsters Stifts muligheder er derfor i høj grad afhængig af de andre stifters velvilje. Det kan være et tungt læs at trække, og giver også udfordringer i forhold til samarbejdet, når der hele tiden skal appelleres til velvilje, og der skal argumenteres for særbehandling – herunder fordeling af de pastorale ressourcer. Havde folkekirken ti bæredygtige enheder, var det ikke nødvendigt løbende at flytte præstestillinger over stiftsgrænserne.  

Til de konkrete eksempler hører, at et så lille stift med så store demografiske ændringer bliver nødt til konstant at ændre på struktur og tilpasse sig en ændret demografisk kontekst – landsognene tømmes langsomt, men sikkert, så de små menighedsråd bliver nødt til at slå sig sammen, hvilket langt fra altid er nemt. Udfordringerne ved urbaniseringen forsvinder selvsagt ikke, fordi størrelsen på det lille stift øges, men mulighederne for at understøtte menighedsrådene bliver bedre, når der er flere ressourcer, og der skabes gode rammer for præsterne.

Lolland-Falsters Stift har kun begrænsede ressourcer til at bistå menighedsrådene med de uundgåelige strukturændringer, der følger i kølvandet på den fortsatte reduktion af indbyggertallet i området. Modsat har et stort stift som Aalborg, der også er demografisk udfordret i dele af stiftet, økonomiske ressourcer i stiftsrådet til at ansætte en projektleder for et strukturprojekt, der, udover at analysere de demografiske fremskrivninger, kan bistå menighedsrådene og provstierne med at implementere de svære, men nødvendige strukturelle forandringer.

Lolland-Falsters Stiftsråd råder over et begrænset stiftsbidrag, som ikke bare vanskeliggør understøttelse af lokale indsatser, men også gør det svært at være ligestillet med de øvrige stiftsråd, når der samarbejdes på tværs. Det gælder både ift. penge og medarbejderressourcer, da stiftsrådet ikke har mulighed for at aflønne konsulenter som de øvrige stifter, der kan løfte opgaver både lokalt og på tværs.

Uagtet at Lolland-Falsters Stiftsadministration har dygtige og stabile medarbejdere, er det sårbart med kun én medarbejder pr. fagområde / hovedopgave, som selv skal dække alle opgavetyper inden for feltet. Det er både sårbart ift. fravær og mulighed for specialisering inden for et afgrænset felt. Det skal dog siges, at stifterne understøtter hinanden med sparring på tværs af stiftsgrænser, og dermed tager et kollegialt ansvar for opgaveløsningen.  

Dertil kommer, at der er meget lille fleksibilitet, når der kun er fire provstier. Fire provster er en (for) lille ledergruppe, hvor et enkelt afbud til et provstemøde, ændrer og reducerer dynamikken i gruppen. Et større antal provster i stiftet vil kunne give større faglig spændvidde, bedre sparring, og mulighed for opgavefordeling i mindre grupper – uden at gruppen bliver uoverskuelig (otte til ti provster vil være ideelt).

I forhold til en lille præstegruppe på kun 55, er der også udfordringer. Kurser og det lokale efteruddannelsestilbud kræver langt større procentuelt fremmøde blandt præsterne end i de større stifter. Hvis f.eks. 30-40 præster deltager i et kursus i Helsingør Stift, svarerende til 10-15 procent af præsterne i stiftet, vil den samme procentuelle deltagelse i Lolland-Falsters Stift indebære fem til syv præster. Det er selvfølgelig muligt at udbyde kurser i samarbejde med den sydlige del af Sjæl-land, men fordi stiftet nord for Storstrømmen er så meget større og økonomisk stærkere, så bliver det nemt på det store stifts præmisser.  

I forhold til arbejdsmiljøet, når der opstår samarbejdsproblemer i menighedsrådene, er der i de andre stifter bedre mulighed for at tilbyde en præst forlagt tjeneste. Den mulighed er meget begrænset i et lille stift. I forhold til supervision er det heller ikke muligt at anvende lokale superviso-rer, da alle kender alle, så det i praksis ikke er muligt at forholde sig anonymt til problemerne. Det betyder, at der skal betales for supervisorer i de andre stifter. Men kan man så ikke bytte supervisorer, kunne man indvende, men det har ikke været muligt, da behovet ikke findes i de store stif-ter. Blot et ud af flere eksempler, der illustrerer, hvordan man i høj grad er afhængig af de store stifters velvilje.

Udfordringerne fra borgernes perspektiv

Der bliver selvsagt ikke flere præster, flere gudstjenester eller flere sognearrangementer i det enkelte sogn ved at flytte stiftsgrænserne, måske med tiden kun færre, hvis der skal afgives endnu flere præster på Sydhavsøerne. Det er en udfordring for de tyndtbefolkede områder alle steder i landet – og er ikke i sig selv afhængigt af stiftsstørrelsen. Men hvis stiftet kun udgøres af landdistrikter uden urbane områder, får det konsekvenser.  

Et større stift vil for Lolland-Falsters vedkommende styrke de lokale sognekirkers evne til at løse opgaver på tværs af sognene. Som arbejdet med de seneste lovforslag har vist, mangler mange små landsogne både menneskelige som økonomiske ressourcer. Derfor giver det mening at samle og koordinere flere opgaver på provsti- eller stiftsniveau for at kunne levere den bedst mulige lokale service.  

Kommunikation er et nøgleområde. Når præster i Lolland-Falsters Stift kan have op til otte kirker, og aktivitetsniveauet i den enkelte sognekirke falder, bliver det afgørende at formidle, hvad der sker på tværs - fra gudstjenester i nabokirkerne til koncerter, sorggrupper, babysalmesang og foredrag. For at nå borgerne kræver det målrettet og koordineret indsats via både digitale og trykte medier, som i stigende grad former danskernes opfattelse af folkekirken og giver overblik over tilbuddene.  

Mange små sogne kan ikke løfte opgaven alene og har brug for hjælp til at kommunikere på sociale medier, med lokalpresse og hjemmesider, ellers overses tilbud (særligt af unge og tilflyttere, der primært orienterer sig digitalt). Det gælder også sommerhusejere, flexboligejere og turister, som let misser fx tyske eller engelske gudstjenester. Der er mange aktiviteter i sognene i dag, men det er svært at finde vej til dem i praksis. Der er brug for central understøttelse af den lokale kirke, så informationerne formidles på tværs af sognene. Den opgave vil et større stift bedre kunne løfte.

Biskoppernes konkrete forslag

Fremfor et narrativ om at lægge Sydsjælland ind under Lolland-Falsters Stift, vil det være en fordel at oprette et nyt Storstrøms Stift, hvor den sydlige del af Sjælland lægges sammen med det nuværende Lolland-Falsters Stift. (Ikke ulig det tidligere Storstrøms Amt, Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi eller Kulturstrømmen (tidl. Kulturregion Storstrøm) - eksempler på samarbejder over Storstrømmen).  

Som det eneste stift i landet er bispegården og stiftsadministrationen ikke placeret ved siden af domkirken i Maribo, men i Nykøbing Falster. Administrationen kan fortsat være placeret her ved bispegården, ligesom Nykøbing også husede amtsrådhuset i Storstrøms Amt; geografisk vil afstandene ikke blive for store til nogle steder i stiftet. Stiftsadministrationen i Nykøbing råder i øvrigt over mange kvadratmeter, hvor der er rum til udvidelse i medarbejderstaben.

(Følges motorvej E20 hen over Sjælland, kan provstierne syd herfor indgå i et nyt stift. Domkirken i Maribo kunne fortsat være ordinationskirke for Sydhavsøerne, og så kunne ministeren udpege en ny ordinationskirke på Sjælland, fx en kirke i Næsted eller Sct. Bents Kirke i Ringsted. Regeringen har netop valgt at afsætte midler til et nyt besøgscenter ved Sct. Bendts Kirke til at løfte fortællingen om byens og kirkens unikke historie som Danmarks første kongekirke. Det vil tilføre den nye del af et nyt Storstrøms Stift et løft.)

De ministerielle fordele

Det er biskoppernes ansvar at regulere sognegrænser for at skabe bæredygtige embeder og sørge for, at arbejdsopgaverne er fordelt rimeligt imellem stiftets præster. At stifterne og bispeembederne hver især er bæredygtige, er derimod ministerens ansvar.

At ændre stiftsgrænser vil være en ministers svar på de udfordringer, der følger i kølvandet på den ændrede demografiske skævvridning af landet – på alle parametre.  

Hvorfor handle nu? Fordi den demografiske og økonomiske ulighed fortsætter med at vokse (jf. nedenstående kort med befolkningsforskydningen frem mod 2050), og en ny fordeling af præstestillinger presser på behovet for at regulere størrelserne af stifterne. Enhver fremtidig reform af præstefordelingen vil være utilstrækkelig, så længe stifternes størrelse er så ulige.