12. december

Sognepræst Kirsten Hartvig Munk, Nykøbing F. sogn

Forventning

3. søndag i advent

Advent er lig med forventning og forberedelse til jul. Forventning er også fortegnet for Zakarias’ lovsang, som vi skal høre i kirken på søndag. Den er spændt ud mellem to underfulde begivenheder, fødslen af Johannes Døberen, der skal berede vejen for Kristus, og Jesu fødsel julenat.

Zakarias er fyldt af forventningens glæde. Frelsens tid er nær. Guds fred og Guds lys vil bryde igennem for alle os, der ”sidder i mørke og dødens skygge”. Tiden er inde, hvor lille Messias skal fødes, sådan som det har været forudsagt fra gammel tid.

Vi kan glæde os over at have oplevet det, som Zakarias ser frem mod, for vi lever på den anden side af julenat og alt det, der siden fulgte. Samtidig er også vi henvist til forventnin-gens glæde, for den fulde opfyldelse af Guds løfter om en lys og lykkelig fremtid har vi end-nu til gode at se. Det sker først, når Jesus vender tilbage til vores verden, og Guds rige bryder synligt frem.

Lad os se frem til den dag med forventning og lad os se frem til at fejre jul, hvor det hele begyndte!

5. december

Sognepræst Lill Arendt Hemmingsen, Nykøbing F. sogn

Derfor bære blus vi med glæde.

Sådan synger vi i en af de smukke salmer, der hører den mørke tid til. Og det passer godt til denne søndags evangelietekst om, at Himmeriget ligner de ti brudepiger. Fem af dem var tåbelige og fem var kloge. For de kloge tog olien med til lampen, det gjorde de tåbelige ikke.

Og slutteligt blev de tåbelige forsinket, og ikke lukket ind. Men hvorfor dog?

Hvad er det, vi skal høre og tage til os?

At vi skal holde liv i flammen? At vi ikke skal vente på, at det til sidst nok skal gå?

Og derfor må gøre det gode allerede nu, altså handle derefter og lade vores glæde brede sig ud til andre.

Ja, for adventsforberedelserne er jo allerede i gang. Vi længes efter, at det bliver jul - ikke bare at datoen kommer, men at freden sænker sig over os. Vi håber på en god aften og dejlige dage - uagtet at vores familie ikke enes til hverdag, så håber vi det lykkes i julen. Alle stridigheder må bilægges. Det må blive godt.

Men det bliver det kun, hvis vi også tager os af hinanden op til.

Det er ikke nok med én dag. Det må brede sig. Og det begynder med os selv. Med at bære blus. Være håbefuld og kærlig. Næstekærlig.

Julen varer lige til Påske - og endnu længere end det. Den tåbelige tror ikke, det betyder noget at gøre sig umage med livet og med samværet. Den kloge véd det betyder alverden - ikke fordi det betaler sig, men fordi vi ikke kan gøre andet end at bære blus. Sprede glæde og næstekærlighed.

Glædelig advent.

28. november

Sognepræst Lizet Jane Wendt, Skt. Nikolai kirke

Glæder du dig?

På Jesu tid glædede man sig til at Messias kom og befriede sit folk.

Evangeliet handler om en profeti, om hvad der sker når Messias kommer.

I synagogen i Nazaret læser Jesus op fra profeten Esajas og siger derefter, at profetordet nu er gået i opfyldelse i ham selv. Han er altså den de venter på og glæder sig til skal komme.

Først beundrer folk ham, men da han minder dem om, at Guds profeter ofte bliver afvist i deres egen hjemby, og at Gud også har vendt sig mod fremmede og udstødte i historien, bliver de rasende. De forsøger at styrte ham i døden, men Jesus undgår dem og går sin vej.

Hvad sker der hvorfor tror de ham ikke og vil ham ondt?

Det står klart for os, at de lovkyndige, de troende mennesker i synagogen ikke forstår at Jesus er den de venter på, at profetien skulle være opfyldt ved ham, han er jo tømrerens Josef søn, en af deres egne, en de har set vokse op i deres egen by og nu siger han at han er Messias, den frelser Gud vil sende sit folk ham de venter på. Hvor vover han at sige det!

Det er første søndag i advent og vi venter og glæder os også til noget. Vi venter på advent og julen med al den hygge og samvær. På at evangeliet om Jesus der bliver født i Betlehem, skal lyde igen. Om at vores frelser kom til jord og blev menneske, fordi vi tror på det som syntes at være umuligt for folk i Nazareths synagoge at tro på. At Jesus er den han sagde han var og er Guds egen søn, Messias.

Men i tiden op til jul og måske lidt for tidligt begynder vi at se tegn på, at noget skal komme. Vi kender godt forventningens glæde, vi ser den i børnenes øjne når de hører ordet jul. For vi har allerede som helt små lært at advent og december og jul er noget godt. Og den glæde er hos de fleste af os vedvarende hele livet, for også vi har brug for noget godt at glæde os til i denne brudte verden i dag.

Så glæd jer! Det er første søndag i advent og snart december og lad jeres glæde smitte andre!

21. november

Sognepræst Lisbeth Lumby, Sakskøbing sogn

”Det vi ikke taler om”

Hvad mange måske ikke ved er, at præster skriver under på et præsteløfte. I det står der blandt andet: Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde.

Regnskabsdagen er dommedagen. Den taler vi ikke om. Vi møder den i hæsblæsende hollywoodfilm eller hos forvirrede fundamentalister, men sådan blandt almindelige og oplyste mennesker er den ikke noget, vi beskæftiger os med, for helt ærligt, det er for langt ude.

Men på søndag er det faktisk lige netop dommedag, der skal tales om. Den dag, hvor der skal både grovsorteres og finsorteres, hvor vi bliver vejet på den himmelske vægtskål og dømmes til evig fryd eller evig fortabelse.

Vi kan sagtens lukke øjnene for det og selv være den dommer, der forkaster denne for længst pensionsmodne tankegang.

Men dommen er der, den er der hele tiden. Ikke kun som en fremtidsforestilling. Dommen er her lige nu, hver eneste dag i alt hvad vi gør og siger. Vi dømmer vore medmennesker, og vi dømmer os selv. Men hvor vi meget hurtigt fylder i den forkerte vægtskål og gør os og alle andre værre, end vi er, dømmer Gud heldigvis anderledes og fylder på den rigtige vægtskål.

Den, der skal fyldes med næstekærlighed og godhed. Med barmhjertighed og venlighed. Med hjælpsomhed og kærlighed.

Det burde vi da tale om.

14. november

Sognepræst Eva Birgitta Blennow Heyn, Nordvestfalster Pastorat

Er der noget, som du har glemt?

I Matadorserien har Ingeborg Skjern følgende kommentar vedrørende Arnold Vinther, som er blevet bestyrer af den nye filial i Skælskør:

”Ja, der var noget, jeg skulle spørge hr. Vinther om. Om han havde husket at få det hele med fra Korsbæk Det havde han vel - nej, der var faktisk noget, han havde glemt. Men nu skal han giftes.”

Arnold har ”glemt” , at han efterlod Agnete. Han skylder nogen noget, men han stak af fra det. En gæld, som må indfries.

Søndagens tekst handler om gæld og om at glemme. En mands uendelige gæld, der bliver eftergivet, men hvor han ikke selv ejer evnen til det samme. Gælden er den tilgivelse , som vi ofte har det svært med. Måske fortrænger vi den? Måske forhærder vi os.

Kom i kirke og lyt til fortællingen om den gældbundne tjener - og hvor tilgivelsens krogede veje kan føre hen.

7. november

Sognepræst Jannie Edelberg Nielsen, Nykøbing F. sogn

Tør du at tage Jesus på ordet?

At give sit ord medfører, at noget er på spil, for venskaber og aftaler bæres af tillid til, at ordet holder. På søndag handler dagens tekst om, at Jesus giver sit ord – og at der er én, der tør at tage Jesus på ordet. En far opsøger Jesus, fordi hans søn er syg. Han ønsker, at Jesus skal tage med ham, men Jesus går ikke med. Han giver i stedet faderen sit ord: Gå hjem; din søn lever. På de ord sendes faderen tilbage til sit syge barn. På de ord går han. Ikke fordi han kan se resultatet, ikke fordi han har beviser, men fordi han tror på og har tillid til Jesus og hans ord. Han tør med andre ord at tage Jesus på ordet. På vejen får han så beskeden om, at drengen lever. På søndag handler det derfor om at stole på Jesu ord – om at turde at gå og leve på dem. Også selv om vi nok allerhelst vil have sikkerhed og måske endda beviser. Men tro handler netop ikke om beviser – det handler om tillid. Vi kan jo hver især gøre op med os selv, om vi tør at tage Jesus på ordet.

31. oktober

Sognepræst Anders Martin Lauritsen, Væggerløse sogn

Sorgens stilhed og Guds kærlige trøst

Når man mister, så mærker de fleste, i begyndelsen, en stor opmærksomhed. Familien er samlet, venner og naboer ringer og kondolerer. Der er mange praktiske ting at tage sig af. Begravelse eller bisættelse. Papirer, der skal udfyldes, valg der skal tages. Skal de være det ene eller andet? Der er mange ting og samtaler. Samtaler med bedemand og præst.

Siden kommer forløbet med skifteretten. Det hele går sin gang, men så er der pludselig stille. Det hele er ovre, familien er taget hjem, vennerne og naboerne fortsætter deres liv, men sorgen er der stadig, og for nogle vil den netop tage til i styrke. For så kan man virkelig mærke, at man har mistet. Så kan man virkelig mærke og føle, at man er blevet alene.

For andre kan det måske være svært at forstå, og nogle siger: ”Jamen, skal du ikke se at komme videre?” Men sorgen kan man ikke få til at forsvinde. Sorgen vil altid være der, den vil sidde i hjertet. Men man kan lære at leve med den. Og sorgen vil ændre sig, den vil med tiden give sig udtryk på forskellig måde. Tiden læger ikke alle sår, tværtimod. Men tiden vil hjælpe, fortynde, skabe nye farver på tilværelsen og få sorgens grundlag, nemlig kærligheden, til at blive tydeligere.

På søndag afholdes der mindegudstjenester i mange af landets, og dermed også stiftets kirker. Vi hører ordene fra Jesus: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”, og vi beder for dem vi har mistet, tænker på dem og mindes dem. Samtidig med, at vi selv mindes om, at Jesus Kristus også er med os. For salige er vi, som sørger, for Jesus vil trøste os.

10. oktober 

Sognepræst Lill Arendt Hemmingsen, Nykøbing F. sogn

Hvad sætter du først?

Vi oplever alle fra tid til anden en krakiler, der ikke kan udholde, at vi afviger fra det gængse, det aftalte eller fra en bestemt norm.

Det forstår vi jo godt og indimellem er det jo os, der vil holde på formen.

Der er ikke en ond vilje bag den, der vil have styr på tingene og sagerne i sin rette orden. Jesus bliver i søndagens tekst spurgt om, hvordan han dog kan helbrede på en sabbat. Han burde nemlig hvile, som Gud gjorde på den syvende dag og ikke være den, der handler og griber ind.

Men det gør han.

For hvad sættes først? Det menneske han berøres af eller de regler og normer, som vi følger for at indrette os i samfund. Svaret virker så ligetil.

Og dog kender vi det fra os selv. Vi er nødt til at bøje normerne lidt, for intet menneske passer helt ind i regelsæt. Loven er ikke human.

Hør mere om uregelmæssigheder og menneskerettigheder i en kirke nær dig.

26. september

Sognepræst Bitten Petersen, Bandholm-Askø Pastorat

I skal ikke bekymre jer

Det kunne være overskriften på et modul i et coachingforløb, der skal hjælpe os til at få mere ud af vores liv.  

Det kunne være indledningen til et kursus i, hvordan vi slipper vores behov for at ville have kontrol, eller et opgør med en sygeliggørende perfektionisme. Det kunne også være overskrifter i en selvhjælpsbog, der vil guide os til at være til stede i nuet.

Men det er det ikke. Det er uddrag for dagens evangelium.

En poetisk tekst, med nogle fine, smukke billeder, der siger sig selv: Liljen der står smuk, tavs og taknemmelig, uden at anstrenge sig eller bekymre sig om andet end at være det, den er sat til - nemlig lilje. Og fuglen der flyver frit under himlen, uden at bekymre sig om, om den kan flyve, eller om den har mad i morgen, men blot tager imod det, som livet bringer.

Det er måske en af de smukkeste tekster i Bibelen, men også en af de umiddelbart mest provokerende eller virkelighedsfjerne.

Du skal ikke bekymre dig.

Det er et smukt ideal for et menneskeliv, men også et krav der er helt umuligt.

For er det ikke netop det, der adskiller os fra liljer og fugle, at vi har evnen/hjertet/tanken og dermed også valget og ansvaret, så vi kan bekymre os? Spørgsmålet er, om vi kan tænke os væk fra uproduktive bekymringer?

Vi kan øve os i at give slip på alt det, vi alligevel ikke har kontrol over eller magt over.

Livet er en balance mellem sindsro i forhold til de uproduktive bekymringer, der blot fylder i livet, og de ting, vi faktisk kan gøre noget ved.

Den balance kommer vi nok til at jage livet igennem, men så længe vi forsøger at skabe den balance, så er det Gud, vi tjener: ved at gøre hvad vi formår og stole på, at vi altid er i Guds hænder.

Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.

19. september

Sognepræst Anne-Marie Mehlsen, Maribo Domkirke

Taknemmelighed

Jesus går på grænsen, hvor man møder både landsmænd og fremmede; mennesker med en anden religion og et andet livssyn end én selv. Dér møder han ti mennesker med en slem sygdom, der får andre til at undgå dem og afvise dem. Men Jesus hører og ser deres bøn om hjælp, og han helbreder alle ti uden at sortere; uden at spørge om deres ophav, tro eller livsførelse. Han sender dem samlet til præsterne, og på vejen bliver de raske.

Den ene af dem vender tilbage til Jesus, for at sige tak. Han var fremmed, men han så Gud i det, som skete, og var fuld af taknemmelighed. Han så, at Gud gør det, som ingenting er, til noget, og at Gud ophøjer det mindste, det svageste.

Selv, når livet er sværest, er der grund til at holde fast i taknemmeligheden; øve den ved at samle på det, som gør godt, hvor småt det ellers kan være.

Taknemmelighed er i sig selv en lille opstandelse: Tag en dyb indånding og tænk på noget, der fylder dig med taknemmelighed. Måske er det bare det, at du er her nu. ER. At du har dagens mulighed foran dig med sin garanterede overraskelse og små undere. Hvem véd? 

Tak.

4. september

Sognepræst Beth Marie Larsen Hagemann, Ravnsborg Pastorat

At høre og tale

På søndag møder vi Jesus, der helbreder en døvstum mand. Dette skriftsted minder os om Guds mirakuløse magt og den dybe betydning af at kunne høre og tale - ikke kun med vores fysiske ører og munde, men også med vores hjerte og sjæl.

Dette mirakel er ikke blot en fysisk helbredelse; det er også en åndelig opvågning. I vores hverdag kan vi ofte føle os "døve" over for Guds stemme. Vi kan være så optagede af livets støj, at vi glemmer at lytte til det stille kald, som Gud har til os.

September er en tid, hvor naturen begynder at ændre sig; bladene skifter farver og luften bliver køligere. Det er en tid til refleksion og eftertænksomhed. På samme måde er det vigtigt at finde tid til at stoppe op og lytte.

Når vi åbner vores ører for Guds ord, begynder vi også at tale anderledes - vi taler ikke kun ord, men vi taler kærligt og opmuntrer.

Når vi tænker på vores fællesskab, er det vigtigt at huske, at der er mange, der stadig er døve for Guds kærlighed. Vores opgave som troende er at være Guds hænder og fødder, at række ud til dem, der har brug for budskabet om håb.

Måske er der nogen i dit liv, som har brug for at høre dine opmuntrende ord. Måske er der nogen, der har brug for at blive mindet om Guds nærvær i deres liv. Lad os bruge september til at være lyset for dem, der står i mørket, og lade vores ord være fyldt med kærlighed og medfølelse. God tur i kirke på søndag, hvor mine kolleger vil udfolde teksten mere.

29. august

Provst Susanne Oxholm Bay Jacobsen, Sankt Nikolai sogn og Lolland Vestre Provsti

Jeg er ikke som de andre – jeg er noget for mig selv!

Mon ikke vi alle kan huske den sang, om hvor det er skønt at have sit på det tørre, at vide, at man har gjort det, man skulle, at kunne læne sig tilbage og tænke: Jeg har gjort mit. Jeg skylder ikke nogen noget!

Sådan står farisæeren også i søndagens evangelium. Han takker Gud – ikke for livet eller kærligheden – men for, at han ikke er som andre mere eller mindre dumme mennesker. Lidt længere nede i templet står en tolder. Han tør ikke engang løfte blikket, men slår sig for brystet, erkender at han ikke er perfekt og beder: Gud, vær mig synder nådig!

Og så vender Jesus op og ned på det hele: Det er tolderen – ham, der ikke havde noget at prale af – som går retfærdig hjem.

Faktum er, at vi alle kender farisæerens tanke. Det er menneskeligt at glæde sig over, at vi har gjort det rigtige. Og det må vi gerne! Men glæden over livet er ikke skabt til at stoppe hos os selv – den er skabt til at deles. Den vokser, når vi retter den ud mod andre, med ydmyghed og taknemmelighed for alt det, vi har fået af Gud og hinanden.

Det er dér, livet bliver rigt. Kom i kirke på søndag og høre meget mere om det, der er på spil i evangeliet.

22. august

Sognepræst Carina Juul Jakobsen, Sankt Nikolai sogn

Rettidig omhu

Hvad sagde du? - undskyld, jeg zoomede lige ud, - de fleste af os kender nok det, at vi mistede koncentrationen og fokus i en situation, hvor vi skulle have været opmærksomme. Hov, hvad blev der sagt? Jeg var uopmærksom. Eller den situation, at vi lader os styre af vanens magt, og af det, som de andre gør - også selv om vi egentlig godt ved, at handlingen ikke er den bedste eller den rigtigste, men det var nu en gang det letteste i en travl hverdag.

De fleste gange gør det ikke så meget, det hele går alligevel, men når det handler om de overordnede valg i tilværelsen og de rigtige prioriteter, så kan det få fatale konsekvenser, hvis vi ikke, som Jesus siger i søndagens tekst, ”kender vores besøgelsestid”.

Jesus bliver meget oprørt, og han både græder og bliver vred, da han kommer til Jerusalem, for han ser et folk, som har mistet fokus, og som prioriterer forkert. På tempelpladsen foregår handel af offerdyr, og Jesus smider de handlende ud med ordene: ”Mit hus skal være et bedehus, men I har gjort det til en røverkule.”

At kende sin besøgelsestid - at stoppe op og overveje, om den handling eller den livsstil, som man ubevidst har overtaget fra andre, nu også er den gode og den sande og den rigtige handling - det er én af de ting, som vi kan lære af søndagens tekst.

Det kræver mod at ”tænke selv” og tage det rigtige valg, især man er alene, og når alle omkring én mener noget andet. Styrken til at gøre det rigtige, også når vi er alene og usikre, henter vi i bønnen. Kontakten til Gud kræver ikke offergaver, men bøn fra hjertet, - hjertet som er det sande tempel, - og da Jesus har ryddet pladsen, begynder han at undervise.

Bønnen er menneskets samtale med Gud, og Gud har lovet os, at han er med os alle dage indtil verdens ende. At ”kende sin besøgelsestid” - eller som en kendt erhvervsmand udtrykte det: at have rettidig omhu - er, at tro, at Gud går med os, og viser os den sande vej, og at vi altid kan åbne hjertet i bøn til ham.

Det er ikke et nederlag at bede: ”hjælp mig, Gud - nu kan jeg ikke mere selv, vis mig, hvad jeg skal gøre”, det er tvært imod det største offer, vi kan komme med til ham, som har skabt os: ”Vis mig sandheden og meningen - din vilje ske.”

15. august

Sognepræst Marianne Wagner, Nørre Alslev-Nørre Kirkeby Pastorat

En himmelsk hvidvask

Mange blev med rette forarget over svindlerne i dokumentaren Den sorte svane. Derfor må vi også forarges over, at Jesus i historien om den uærlige godsforvalter som et eksempel til efterfølgelse fremhæver ham, der både har ødslet af sin herres formue og – da han bliver afskediget – begår mandatsvig ved at kalde sin herres skyldnere til sig og nedskrive deres gæld, så de vil hjælpe ham til gengæld.

Alene fordi han er slap og doven og ikke kan se sig selv med manuelt arbejde eller en tiggerstav.

Hvordan kan han være et forbillede for os?

Det kan han, fordi vi i forhold til Gud skal se os selv som forvaltere af noget, der ikke er vort, nemlig kærligheden, nåden og tilgivelsen, som skal forvaltes på en ganske anden måde end jordisk gods. Der skal i stedet ødsles og begås mandatsvig med det, ovenikøbet med det selviske formål at skaffe os venner i himlen.

Således ser en himmelsk hvidvask ud. Provokerende ja, men saliggørende!

8. august

Sognepræst Jacob Nørgaard Scheving, Stubbekøbing-Maglebrænde Pastorat

Ulve i fåreklæder eller fortabte får?

På søndag handler Evangeliet om falske profeter, der er som ulve i fåreklæder, og som skal kendes på sine frugter.

Profeter er ikke kun noget, der hører fortiden til. Også i dag er der mange, der vil fortælle os sandheden, men er der noget, vi kan tage med os fra vores kristne tradition, så er det, at sandheden er noget andet, end hvad mennesket kan sige om verden. Sandheden er nemlig åbenbaret for os som en person - sandheden er Jesus Kristus!

Og derfor er sandheden om os selv også ofte noget andet, end det vi siger - sandheden om os selv er selvfølgelig også vores person - vores frugter, og hvem kan sige sig helt fri fra dårligt nedfald? Med et bibelsk udtryk, kunne vi sige, at sandheden om os selv, er, at vi er som fortabte får.

På søndag skal vi høre om det, der, på trods af vores dårlige frugter, lader os genkende som de fortabte får, Jesus kom til verden for, og det, der afslører os som ulve i fåreklæder.

1. august

Sognepræst Mette Marie Trankjær, Horbelev-Falkerslev Pastorat

Jesus så ham

På søndag møder vi Zakæus. En lille mand. Ikke bare fysisk lavstammet, også ringeagtet. En mand, folk helst så hen over, hvis de da ikke lige så ned på ham.

Zakæus var overtolder. Var blevet rig på at opkrævede skatter for romerne. Med andre ord: Han arbejdede for besættelsesmagten. Han havde opgivet fællesskabet med sit folk, og solgt det til besættelsesmagten for penge.

Han var forhadt, foragtet. Måske grinede folk ad ham bag hans ryg. "Der går han - lille Zakæus med de store penge og det lille hjerte." En mand, man ikke inviterer indenfor. En mand, man undgår. En mand, man skammer sig over at kende.

Men så hører Zakæus, at Jesus kommer forbi. Og noget i ham vækkes. Han vil se denne mand, som helbreder syge, giver håb til håbløse - og måske, bare måske, også har noget at give ham. Men han er jo lille. Han kan ikke se over menneskemængden. De træder ham sikkert lidt hårdere på tæerne end nødvendigt. De flytter sig ikke. For hvem vil give plads til én som ham?

Så han løber i forvejen. Op i et morbærfigentræ. Tænk det - en velhavende, voksen mand kravler op i et træ som et barn. Det er næsten komisk. Ynkeligt. Men han vil se Jesus.

Og så sker det.

Jesus kommer forbi, stopper op, kigger op - og siger: "Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus."

Zakæus - den udskammede, den udstødte, den lille mand - bliver kaldt ned. Ikke kaldt ud, men kaldt hjem. Ikke på grund af sin fromhed eller sit moralske liv. Ikke fordi han har forbedret sig. Men simpelthen fordi Jesus vil være sammen med ham, Folk mumler, forarges. "Han tager ind og gæster en synders hus!"

Men Jesus ser, hvad de ikke ser. Han ser et menneske. Ikke en karikatur, ikke et embede, ikke en overtolder, men et menneske. Et hjerte. En længsel. Og det forvandler Zakæus. For han siger: "Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firdobbelt tilbage."

Zakæus bliver ikke bare set - han bliver ny. I mødet med Jesus genskabes hans værdighed. Han rejser sig - ikke i høj, men i menneskelighed. Han bliver ikke længere bestemt af sin fortid, men af det blik, Jesus har set ham med. Jesus siger: "I dag er der kommet frelse til dette hus. For også han er en Abrahams søn. Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte." Vi er ikke så forskellige fra Zakæus. Vi bærer hver især noget, vi skammer os over. Noget, vi tror skiller os ud. Måske føler vi os for små, for forkerte, for uværdige til kærlighed.

Men Jesus kalder os også ved navn. Ikke fordi vi har klaret os godt. Ikke fordi vi har levet op til noget. Men fordi han vil være sammen med os. Fordi han ser os. Ikke som roller. Ikke som fejl. Men som mennesker.

Og dér, i hans blik - dér bliver vi nye.

25. juli

Sognepræst Karin Andersen, Ravnsborg Pastorat

Imod vrede  

At du skal elske din næste som dig selv, det ved du nok. Men har du også hørt, at det er forbundet med dom og straf, hvis du bliver vred på din broder, dvs. din næste? I dagens tekst skærper Jesus buddet ”du må ikke begå drab” til, at du kendes skyldig og fortjener straf, hvis du bliver vred og kalder en anden ved skældsord. Derfor skal du forsone dig med din broder, så han ikke kan anklage dig.  

Men hvordan hænger de hårde ord sammen med de steder i evangelierne, hvor Jesus selv bliver vred? Er det muligt at leve et liv uden at blive vred på andre? Er der virkelig en dom i Helvede for den, der har kaldt en anden for tåbe? Og kan og skal man altid forsone sig med den anden, måske vreden er en ”retfærdig vrede”?

18. juli

Dennis Jelstrup, provst for Falster Provsti og sognepræst i Nykøbing F. sogn

Da det gik i fisk for Peter

Vi har alle oplevet, at der var øjeblikke, mennesker eller hændelser, som ramte os i vores liv og førte os i en bestemt retning.

Det kunne være en skolelærer, der tændte vores interesse for et bestemt fag, eller et andet menneske, der fik indflydelse på vores valg af uddannelse og arbejde; mødet med vores livsledsager eller det første barn – og sikkert meget andet.

På søndag skal vi høre sådan en beretning: nemlig den, der førte Simon fra det velkendte liv som fisker til et nyt liv med et nyt navn – et liv, hvor han ikke længere skulle fange fisk, men mennesker, og ifølge traditionen et liv, der til sidst endte med martyrdøden, ophængt med hovedet nedad på et kors i Rom.

Simon, fiskeren – måske bedre kendt som Peter – møder Jesus, tømrer og kaldet Kristus, og fra da af bliver Peters liv forvandlet. Han forlader det velkendte og kaster sig ud i det ukendte – blot fordi Jesus står i hans båd, i hans liv, og siger: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.”

Det er cirka 2000 år siden. Historierne om Jesus fortælles stadig, og vi kan endnu blive ført ad nye veje i vores liv og få at vide, at vi ikke behøver at frygte.

Så kom og hør beretningen på søndag – hvis du tør.

11. juli

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen, Maribo Domsogn

Av, min barmhjertighed!

Vær barmhjertige, som jeres fader (Gud) er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke selv fordømmes. Det er ordene på søndag.

En bekendt skrev uopfordret en lang besked med en tragisk historie om social nød til mig. Imens jeg læste, skar det mig i hjertet. Jeg bad instinktivt for de mennesker, hvis nød, jeg læste om. ”Ydmygende” var det ord, der meldte sig i læsningen.  

En trang til barmhjertighed rørte sig i mig. Et inderligt råb om, at nogen skulle gribe ind med godhed og gøre noget. Men historien var ”fanget” på skærmen uden mulighed for at få kontakt med menneskene bag; beregnet på at vække forargelse, indignation, måske vrede? Historien har nok udløst hadbeskeder, skældsord og frustrationer, og den blev delt på nettet. For at udløse vores dom og fordømmelse? Det er som om, der er gået underholdning i det med at dømme og bedømme? Alle vil have retfærdighed, men ofte betyder det bare, at jeg selv vil have ret.

Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtofre, siger Jesus andetsteds. Slagtofrene lægges til rette med hadbeskeder og voksenskældud, der vidner om, at barmhjertighed er en mangelvare.  

Din indre barmhjertighed, din medfølelse skal der værnes om; den skal øves. Den får dig til at lægge fordom og fordømmelse væk for i stedet at spørge, hvad du kan gøre, for at hjælpe andre dér, hvor du er.

4. juli

Sognepræst Lizet Jane Wendt, Sankt Nikolai Sogn

Om det der blev væk, men også blev fundet igen

Måske ja, så har I det som mig, jeg er og bliver en, der finder det, der er tabt eller blevet væk derhjemme, for jeg giver ikke op, hvis nogen siger, de har forlagt eller tabt noget - ja så leder og leder jeg efter det, lige så de andre bliver irriteret over det.

Men jeg kan ikke lade være, jeg søger, indtil det er fundet, og har svært ved ikke at kunne finde det. Jeg grubler over, hvor det kan være. For vel handler evangeliet om at finde det, der er blevet væk, om at lede efter det tabte. Hyrden der går ud og efterlader 99 får for at finde det ene, der er løbet væk. Kvinden, der leder efter en mønt, der er blevet væk, og rydder hele huset op for at finde det.

I begge historier i vores evangelie kalder hovedpersonen på sine venner og beder dem glæde sig sammen over det genfundne. Men det handler også om glæden ved at finde og blive fundet. Hyrden og kvinden er ligesom mig, de leder og leder og giver ikke op - og begge er de et billede på Gud, for det er det, Jesus vil sige med de to historier i dag.

Jeg er en ting-finder, og sådan er Gud også, siger Jesus i dag. Han giver ikke op, før vi er der, hvor vi hører til nemlig hos ham. For ethvert menneske er et Guds barn og hans kære, som han vil skal være nær ved ham.

27. juni

Sognepræst Jesper Bacher, Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Pastorat

Skal der være fest, så lad være fest

Uden gæster ingen fester. Fester er jo noget, som vi holder sammen. En glæde, som vi deler. Derfor falder festen til jorden, hvis gæsterne melder afbud.

I evangeliet til på søndag handler det netop om en fest, som er tæt på at gå i vasken, fordi gæsterne ikke vil komme. De er blevet inviteret, men da alt er rede til fest, begynder de at undskylde sig. De har så meget andet at se til, arbejde og familie, så de kan alligevel ikke komme.

Det er ikke bare uhøfligt, det er virkelig dumt. Det er nemlig Gud, som indbyder til fest. Gud, som vil, at vi skal dele hans glæde. Det er ikke bare en af livets fester, det er selve livets fest. Går vi glip af den fest, så glipper alt i tid og evighed. Alligevel er det ofte, at gæsterne ikke gider at komme.

Nogle gange kommer de med undskyldninger, andre gange gider de engang ikke det. De tager ikke indbydelsen seriøst. De tænker, at det virkelige, det alvorlige, det vigtige, det er vores eget liv, ikke Guds fest. Men Gud lader ikke sin fest gå i vasken. Han indbyder andre gæster til sin fest. Han sender sine tjenere ud i hele verden for at kalde til fest.

Hvis det ene menneske ikke vil komme, så vil det andet menneske, hvis det ene folk ikke vil, så vil det andet folk. Lad os ikke glemme, at selv om Guds store fest endnu lader vente på sig, så holdes der forfest, hver gang der holdes gudstjeneste i vores kirker.

Hvad er din undskyldning for ikke at komme i kirke på søndag? Måske er den god. Måske er du forhindret af forhold, du ikke selv er herre over. Måske er den dårlig, og du tænker, at du har meget vigtigere ting for. Tag ikke fejl, din Herre kalder på dig, og festen begynder i din sognekirke.

Alt er rede til fest, men er du også det?

20. juni

Sognepræst Niels Peter Thisted, Idestrup Sogn 

Fortabelse og frelse

På søndag hører vi lignelsen om den rige mand og Lazarus. Den rige mand ender i fortabelsens mørke, mens den fattige Lazarus frelses. Men det er ikke en enkel pointe om materiel rigdom, om grådighed og kummer. Der er noget større på spil: Tro, håb og kærlighed.

Troen er central. Troen er frimodig tillid til den gode Gud. Troen forventer sig alt godt fra Gud; selv når ondskaben viser sig i nødens og afmagtens stund, er der håb i troen - forventning om genoprettelse og evig glæde.

Vantroen derimod forventer sig intet godt - kan slet ikke se, at Gud er en nådig Gud; at frelsen er en realitet, at glæden er tilgængelig. Den rige mand i lignelsen sidder ikke i fortabelsens mørke, fordi han har syndet. Gud vil tilgive den angrende enhver synd. Nej, han sidder der, fordi han ikke forventer andet, ikke håber andet, ikke tror andet.

Den fattige Lazarus sidder omvendt ikke i lyset og glæden som en slags belønning for, at han levede i fattigdom og elendighed, men fordi hans øjne var åbne for nåden; åbne for kærligheden. Apostlen Johannes skriver, at der ikke findes frygt i kærligheden. Denne kristne frygtløshed er netop den frimodighed, der findes i troen. Når et menneske frimodigt tillader sig at håbe på, ja, at forvente, at på trods af mine mange fejl og overtrædelser og på trods af verdens elendigheder, så er jeg i Guds nådige hånd og har borgerskab i hans rige.

13. juni

Sognepræst Torben Elmbæk Jørgensen, Ønslev og Eskilstrup Sogne

Nikodemus

Bibelske navne er populære til småbørn. Johannes, Peter, Simon, Elias og Isak er blot nogle af de mange populære navne til drenge. Sara, Eva, Marie, Maria og Susanne er tilsvarende bibelske navne til piger.

Men ingen hedder Nikodemus til fornavn. Hvorfor ikke? Det er da et kraftfuldt navn, som du så ville få for dig selv. Men ingen vil ha' det navn, kun én her i landet.

Går du jævnligt i kirke vil du have stødt på det, navnet på den farisæer, der kom til Jesus om natten for at stille spørgsmål. Det er så specielt, at du vil kunne huske det.

Han kom i ly af mørket, fordi han ikke var vild med at blive set sammen med mesteren. Rig og fin og religiøs optaget som han var. Men nysgerrigheden vandt i ham, som du vil kunne høre om i kirken på søndag, når det er Trinitatis.

De fik sig en god snak i mørket, og så glad blev Nikodemus, at han senere forsvarede ham overfor de skriftkloge og endda hjalp til med at begrave ham efter korsfæstelsen.

Hvad var det de snakkede om? Om ånd, vand, Guds rige. Om at det er vigtigt at blive født på ny, for den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.

6. juni

Sognepræst Henrik Gade Jensen, Rudbjerg Pastorat

Ånden virker og volder og forsoner mennesker i denne forviklede verden

Med pinsen begynder udbredelsen af kristendommen. Uden pinse var vi ikke kristne.

Efter opstandelsen i påsken specialtrænede Jesus i 40 dage sine disciple fra kujonerede fornægtere til et elitekorps af missionærer og martyrer, der trodsede trusler om tortur og henrettelser for at fortælle om Jesus.

I pinsen begynder det: de går ud i verden og gør mennesker kristne.

Midlet til den kristne love storm ud i verden er ånd.

For ånden ophæver alle grænser og modsætninger. Ånd skaber fællesskab og bevæger verden.

Vi har det alle med at male modsætninger op her i verden: mellem mænd og kvinder, danskere og fremmede, EU og USA, Rusland og Ukraine, land og by, Nakskov og Maribo.

Og de er der også, forskellene, men de er alle midlertidige og overvindelige – med åndens hjælp.

Med Helligånden kan vi tale med mennesker på alle sprog, fordi vi så taler hjertet sprog.

Den treenige Gud med ånden som tredje stærke kraft bevæger verden og skaber venner, hvor der før var fjender. Intet er evigt givet, men altid i bevægelse. For ånden er der intet fremmed, og det ukendte er kun tilsyneladende.

I pinsen fejrer vi den levende Gud.

30. maj

Jesper Bacher, Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Pastorat

Når sandheden vækker had

Det hænder stadig, at der er en eller anden, som synes, de har gjort en kløgtig observation ved at hævde, at religion er skyld i al krig og ufred. Jeg plejer at svare, at sex også er skyld i alle voldtægter, skulle vi derfor afskaffe sex?

Ligesom politik er skyld i historiens største massemord og folkedrab, skulle vi derfor afskaffe al politik?

Når det er sagt, så er det faktisk rigtigt, at kristendommen kan skabe ufred. Ja, i søndagens prædikentekst siger Jesus ligefrem, at der skal komme en tid, hvor enhver, som slår en af hans disciple ihjel, skal tro, at han derved tjener Gud. Nu kan man måske tænke, at den tider da heldigvis en fjern fortid, men det er ikke rigtig. Åbne Døre, en organisation, som hjælper forfulgte kristne, skønner, at flere end 380 millioner kristne verden over påvirkes af forfølgelse og diskrimination.

Men hvorfor kan kristendommen være så provokerende og vække et sådant had dengang som i dag? Det er grundlæggende, fordi mennesker ikke kender Jesus og ikke vil kendes ved ham. Jesus tager nemlig den falske sjælefred fra mennesker. Den falske sjælefred, som kommer af troen på falske guder, om de så er religiøse, materielle, ideologiske eller psykologiske. Kristendommen henviser os til, at den sande fred alene findes i vores synders nådige forladelse i Jesu Kristi navn.

Livsløgne kan være højtelskede, men der er ikke noget, vi har bedre af at miste, og der er ikke nogen som Jesus, der kan hjælpe os med det.

23. maj

Sognepræst Poul Steenberg, Nykøbing Falster Sogn

Bed og I skal få

5. søndag efter påske

I søndagens evangelium opfordrer Jesus os til at bede. Bøn er som livets åndedrag. Det er den måde, vi trækker Gud ind i vores hverdag. Når vi beder, åbner vi døren til et rum, hvor vi kan møde vores skaber og frelser. Bøn er ikke kun en liste af ønsker, men en samtale med Gud, som elsker os betingelsesløst.

Vi mennesker ved godt, at vi ikke altid får præcis, hvad vi beder om. Ingen mindre end Jesus har prøvet at bede til Gud og få nej til det, han bad om. Det skete, da Jesuslige før sin død bad Gud om at blive fri for det, der ventede ham. Men Jesus tilføjede også: ”Din vilje ske". Gud opfyldte ikke opfyldte Jesu ønske om at blive fri for at dø på korset langfredag. Gud gav i stedet Jesus kræfter til at stå det igennem og oprejste ham siden fra de døde.

Bøn kan også for os indebære at sige til Gud: "Din vilje ske". Det er ikke altid let. For tænk, hvis det, der er Guds vilje, er noget helt andet, end det, vi så inderligt håber på! Vi tør somme tider næsten ikke overlade sagen til Gud, fordi vi synes, at vi selv bedst ved, hvad der bør ske. Men bøn indebærer – uanset hvor sort det måske ser ud – at stole på, at Gud hører os, er der for os, griber os og bærer os.

Så lad os bede til Gud med et åbent hjerte. Lad os bede med tillid og i tro på, at Gud høreros. Måske er der noget, du bærer på, som du har brug for at dele med Gud? Måske er der nogen, du kan bede for?

16. maj

Sogne- og diakonipræst Dorte Mikuta, Fejø Sogn

Om samtalen der aldrig hører op

3. søndag efter påske

Døden er brat som et smæk med en dør…….. og tilbage, bag døren, står vi – fulde af sorg – når den elskede er væk.

Sådan står disciplene. De mærker kun det enorme og uoverkommelige tab. Og Jesus forsøger at opmuntre dem. Men de hører kun ordene: Jeg går bort !

Og dog. Det er som om, at han bliver stående på dørtærsklen. Og hans sidste bemærkninger runger stadig i os. Som ord, der er begyndelsen til en ny samtale. En levende samtale der aldrig slutter. For de døde har altid noget at sige. Afskeden er aldrig kun endegyldig. Og Jesus fortæller, at vi bare skal blive ved med at stille alle vores spørgsmål. Det er kun ved at blive ved med at stille spørgsmål, at vi kan få svar. Vi skal blive ved at holde samtalen nærværende og levende med hinanden. Også med dem der er gået bort. Det er kun sådan vi kan lære noget nyt. Vi tager fejl hvis vi tror at de døde aldrig svarer.

9. maj

Sognepræst Dorte Hedegaard, Nordvestfalster Pastorat

Sorg til glæde

Tredje søndag efter påske (Johannes 16, 16-22)

Lidt overfladisk siger vi nogle gange til hinanden: ”Tiden læger alle sår”. Når vi mister et kært og elsket menneske, så ved vi godt, at tiden ikke læger det sår som det er at miste en af sine allerkæreste. Men som tiden går, så sker der som regel det, at den mørke sorg forandres til en glæde over at have kendt et dejligt menneske.  

Men det er nok ikke tiden, der læger. Det er derimod kærligheden! Når man er omfavnet og ved sig elsket af et andet menneske, så varer den kærlighed ved til trods for den fysiske grænse, som døden er.

I tiden efter påske handler Jesu ord til disciplene om, hvordan de skal kunne leve videre uden ham. De er fyldt med frygt og forvirring og tvivler på, at de overhovedet kan finde retningen, når de ikke længere har ham iblandt sig.  

Men Jesus prøver at få dem til at forstå, at selvom tiden lige nu er hård og savnet fylder, så vil det en dag være forandret til glæde og nærvær. Han har vist dem en helt ny verden og åbnet deres øjne og ører for at livet og Gud er større og mægtigere end det, som de og verden troede.

2. maj

Sognepræst Karin Andersen, Ravnsborg Pastorat

Om får og ulve

2. søndag efter påske

Hvad skal vi gøre, når ulve truer fårene? Det skændes der om i dagens samfund. Svaret kan ikke findes i dagens evangelium, selvom Jesus taler om at beskytte fårene mod ulve. ”Jeg er den gode hyrde”, siger Jesus. ”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene”. Det er en lignelse: Det handler ikke konkret om får og ulve, men om mennesker og menneskers fjende; døden. For da Jesus gik i døden på korset og opstod fra de døde på tredjedagen, da overvandt han døden, så vi kan tro og håbe på et evigt liv efter døden.

Den gode hyrde kender sine får. Jesus kender os og vi kender ham. Og de, der ikke kender ham, skal han også lede, og der skal blive én hjord, én hyrde. Altså én samlet menneskehed under én Gud, som vil være Gud for alle og derved give alle del i det evige liv.

25. april

Sognepræst Eva Heyn, Nordvestfalster Pastorat 

Til at tage og føle på

Første søndag efter påske

Krimier har deres kommissærer og detektiver. Deres hovedopgave er at finde frem til den skyldige ved hjælp af logisk tænkning, hypoteser og konkrete beviser. Sådan løser de for eksempel en mordgåde. 

Disciplen Thomas er bibelens svar på en detektiv. Påskedag var han ikke til stede, da Jesus viste sig efter sin død for de øvrige disciple. Derfor kan han ikke tro og er stadig i sin dybe sorg. Søndag efter påske er hans dag. Han vil have håndfaste beviser. Ikke på hvem der står bag et dødsfald- men på hvem der står bag en opvækkelse fra de døde. Thomas nægter at tro på Jesu opstandelse, før han har stukket sin finger i Jesu sårmærker og sin hånd ind i såret i Jesu side. Et sådant krav er til at tage og føle på. 

Kom og deltag i gudstjenesten i en af vore mange kirker og hør, om Thomas fik sit krav opfyldt eller ej. Påsken er altid til at tage og føle på. Grib chancen og kom nærmere på en forklaring. 

Kan du ikke føle - da kom og grib den i tro og undren.

18. april

Sognepræst Marianne Wagner, Nørre Alslev Pastorat

Påskedag

I Nordahl Griegs digt De bedste, skriver han om de norske modstandsfolk: Døden kan flamme som kornmod;/ klarere ser vi end før / hvert liv i dets hvide smerte:/ Det er de bedste som dør.

Grieg beskriver, hvordan døden oplyser storheden i dem, der ofrede sig, en storhed, som gjorde det liv, de forlod, større, fordi de vækker de efterlevende til dåd trods det umiddelbare nederlag.

Det er i nogen grad sådan, Kristi offerdød virker på mennesker. Det er dog ikke kornmod i det fjerne, der oplyser hans død, men de fire evangeliers fortællinger om hans storladne indtog i Jerusalem, hvor alle venter Israels befrielse, det bitre forræderi, lidelsen, den pinefulde død – og så endelig den glædelige opstandelse, der nærmest ikke var eller er til at tro. For mennesker vil hellere tro på det, de kan se: døden. Men historien kunne ikke fejes væk. Den ejer samme kraft i dag som for 2.000 år siden. Folk kom til tro dengang, og det gør vi også nu, for der er ikke noget andet budskab, der kan trøste os, end at graven brast den første påskemorgen. Det betyder nemlig, at også vor grav skal briste, og at vi skal møde den bedste på den anden side af den.

11. april

Sognepræst Lizet Jane Wendt, Skt. Nikolai kirke

”Et kongeligt besøg i Jerusalem”

Hvad byder du uventede gæster på…

Sådan lød en kaffe reklame engang. Dagens gæst eller besøgende er ikke uventet, men ventet på i mange år. Og sådan en ventet gæst vil man gerne gøre lidt mere for.

Det er ligesom når vi får kongeligt besøg i byen, så bliver der sat alle sejl til gaderne er rene og pæne og havnen skinner, for det er tit vores konge kommer af søvejen ind til byen.

Denne søndag handler også om en konge der skal komme. En længe ventet gæst en Messias en frelser. Det er Jesus der rider ind i Jerusalem på et æsel, og folk breder deres kapper ud og vifter med palmegrene. Et billede som vi kan se for vores øjne. En jubel over den konge de ventede på, kommer til byen. Men Jesus vil ikke være en konge der regerer, han vil være vores hjertes konge. Og hans krone er ikke af guld med ædelstene, men en tornekrone. Det er dagene før påske og Jesus kender sin forestående død, han ved at det er til vores frelse han skal dø. For at vi har et håb og tro på at døden ikke bliver det sidste.

Indtoget palmesøndag er et indtog i vores hjerter, med tro, håb og kærlighed. Og det er vores bedste ven og frelser og konge der kommer ridende ind til os i vores liv. Med budskabet om netop næstekærlighed som det der gælder også i vores liv.

Derfor kan vi med folkeskaren sige :Hosianna velsignet være han som kommer i herrens navn. Og ønske hinanden en glædelig påske…

4. april

Lisbeth Mannerup Nielsen, Aastrup sogn

Det spirer og gror

Det pibler frem alle vegne. Det spirer og gror. Lige nu, hvor foråret står på spring, og der er en påtrængende livskraft allevegne, hører vi også i evangeliet til Mariæ bebudelsesdag om et nyt liv, der er på vej. Et nyt lille menneskebarn er på vej i Marias mave. Helt almindeligt er det ikke barnet i maven, forstår vi nok, for det er selveste ærkeenglen Gabriel og ikke en læge, der overbringer Maria den glædelige nyhed om det spirende liv.

Fortællingen om englens besøg hos Maria er en fortælling om håb, og om at verden ikke er gudsforladt, selv om det unægtelig indimellem kan se sådan ud. Der er nok at bekymre sig om, nok at blive bange for. Verden støjer, roder og larmer. Det gjorde den også den gang, da Maria fik besøg af englen. Men det er netop denne verden, Gud lod sig føde ind i, for at fortælle os, at han altid er os nær og kommer os i møde i den dagligdag, der er vores. Det er håbet om, at livet trods alt, hvad vi ser og erfarer, er stærkere end døden og alle de kræfter, der modsiger livet.

Hvad det betyder for os i vores liv, at Maria fik denne forunderlige besked af englen, kan du høre mere om på søndag i en kirke nær dig.

28. marts

Sognepræst Christina Mielcke, Toreby sogn 

Som en dråbe i havet

Når man kaster et blik ud over verden, og kigger godt efter, så kan man ikke undgå at se, hvor mange mennesker, der har brug for en eller anden slags nødhjælp. Der er altid krige og konflikter i gang rundt omkring på jorden. Det skaber flygtninge, som har brug for både et sted at være og noget at spise og drikke. Andre steder er det tørke eller oversvømmelser eller en fejlslagen høst, som skaber nøden og behovet for hjælp. Tit får vi lyst til at gøre noget, men hvad? Det lidt, som vi kan bidrage med, er som en dråbe i havet. Allerede den tanke kan gøre os modløse, vi bliver overvældet af den alt for store opgave, og somme tider opgiver vi derfor helt at hjælpe. For hvad nytter det alt sammen alligevel?

Denne søndag fortæller evangeliet om en lille dreng, som rakte sin madpakke med fem brød og to fisk ud mod Jesus, da der manglede mad til tusinder af sultne mennesker. Disciplene har nok både trukket på smilebåndet og rystet på hovedet ad drengen, for det er jo naivt at tro, at sådan en lille madpakke kan gøre en forskel, selv om det også er meget sødt, at han vil hjælpe. Det er som en dråbe i havet, slet ikke nok. Jesus sendte dog ikke drengen bort, men tog imod hans gave og delte den ud til de sultne. Og hvad der så skete, det kan du høre om i kirken på søndag.

21. marts

Sognepræst Anne-Lene N. Frederickson, Rødby sogn

Med ondt skal ondt fordrives?

Det ordsprog er ikke ligefrem en ny opfindelse.

Helt tilbage i 1682 var der en mand, som hed Peder Pedersen Syv, som satte sig for at lave en samling over danske ordsprog.

Søndagens evangelium handler om kampen mellem godt og ondt. Jesus og djævelen eller Beelzebub, som han bliver kaldt i teksten. Og hvordan bliver man sådan en ond dæmon kvit?

Ja, det gør man selvfølgelig ved at fordrive ondt med ondt, så det må være Fanden selv - eller Beelzebul, som de kaldte ham - som Jesus bruger, når han giver manden talens brug tilbage.

Nu tænker vi nok, at vi er blevet en hel del klogere, end de var dengang. Når vi møder et stumt menneske, så går vi til naturvidenskaben for at finde en forklaring. Vi tror ikke ret meget på dæmoner, der besætter mennesker. Vi tænker stadig væk, at det onde skal bekæmpes med dets egne midler.

Med ondt skal ondt fordrives.

Sådan sagde man altså også på Peder Syvs tid.

Selv om vi har sagt sådan i cirka 250 år, så ser det ikke ud til, at det har fået gjort kål på det onde. Måske er det tiden, at vi tager Jesus på ordet og vender op og ned på alting. Og laver ordsproget om til Jesu udgave: Med kærlighed skal ondt fordrives.

Eller som Paulus skriver i Efeserbrevet:

Engang var I mørke, men nu er I lys i Herren.

Lev som lyset børn!

For lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed.

Det lyder måske naivt. Mere naivt end os mennesker, der tager hævn.

Men måske er det tid til at give det naive en chance. Og slå ind på kærlighedens vej. Jesu vej.

14. marts

Sognepræst Gitte Sylvest Larsen, Hunseby sogn

Jesus taber diskussionen til en fremmed kvinde

Anden søndag i fasten

Det er altid farligt at bevæge sig udenfor det kendte og trygge. De fleste af os har lidt ondt i maven, hvis vi skal ud i den store, vide verden, især hvis vi skal udenfor Europa, hvor vi trods alt føler os mest hjemme.

Rejsefeber kalder vi det, når tryghedsnarkomanien kæmper i os med eventyrlysten. Om Jesus har rejsefeber, da han forlader sit kendte, jødiske hjemland og krydser grænsen til Kanaanæernes land, det ved vi ikke, men at han er godt og grundigt på udebane, er der ingen tvivl om.

Og hvis han skulle have glemt, at han ikke er hjemme i sit eget trygge reservat, så kalder den kanaanæiske kvinde ham i hvert fald tilbage til virkeligheden med sin indtrængende bøn for sin syge datter. Jesus gør alt for at slippe af med hende, og derfor er der også så meget mere på spil end en mor og helbredelsen af hendes syge datter i dagens evangelium.

7. marts

Sognepræst Lisbeth Lumby, Sakskøbing sogn 

Mørket i os
Første søndag i fasten

På søndag skal vi i kirken høre om Jesus, der bliver fristet af djævelen. Jesus er taget ud i ørkenen for at være alene med sine tanker og med Gud. Han er lige blevet døbt og er trådt frem i rampelyset. Jesus har brug for lidt tid til at komme overens med den opgave, der venter ham.

Han er sårbar og derfor tror djævelen, at han er et let offer. Han frister med alt det, som mennesker sætter højt i livet. Mad, magt, udødelighed. Alt det, der findes i det mørke, som kommer fra os.

Men Jesus afslår tilbuddet. Hans opgave er ikke at føre sig frem som en levemand, en diktator, der sørger for at samle i lade og lo til sig selv og have sit på det tørre.

Hans opgave er derimod at sørge for at vi kan leve godt. At vise os i ord og handling, at maden smager bedst, når vi deler den i et måltid med andre, at den største magt i verden ikke er tvang og trusler, men derimod grænseløs omsorg og kærlighed. At udødelighed er fiktion, men at det evige liv virkeligt. Der er lys i det mørke, som kommer fra os.

28. februar 

Sognepræst Lill Arendt Hemmingsen, Nordre Kirke, Nykøbing F. sogn 

Hvad vil du have ud af det?
Søndag seksagesima

På søndag handler det om at så frø, at strø dem ud over forskellige jordbunde og se, hvad der kommer op. Om det kan gro og vokse sig til. Det er en af Jesu lignelser, som selv disciplene har svært ved at forstå, så derfor bliver den, der ellers synes så ligetil forklaret og udlagt mere end en gang.

Ofte har der været fokus på, hvordan vi tager imod. Om det er os, der er stejle eller bløde indeni, så vi kan lade hans ord skyde i vejret.

Jeg synes det handler mere om, at der bliver strøet ud over os alle. Både når vores hjerter er hårde og urokkelige som sten, flyvske som sand, eller tunge som muld. For hvad er det frø, der sås? Det er kærligheden, men ikke hvilken som helst. Det er Guds. Og vi kan som mennesker godt have lyst til, at Gud danser efter vores pibe og ikke have at han er så ufattelig gavmild.

Vi ser gerne, at han kun bruger kræfter på dem, der fortjener det. Men så er det, at vi gør vores hjerter til golde klipper, hvor kærligheden ikke kan slå dybe rødder.

For når vi dømmer eller afgør, hvem der har den gode muld og hvem der er en smutsten, så har vi ikke fået øje på den ødselhed, hvormed han strør nåden ud over os. Så hvad får du ud af det? Det kan du høre mere om i en kirke nær dig.

21. februar

Sognepræst Lill Arendt Hemmingsen, Nordre Kirke, Nykøbing F. sogn 

Hvad vil du have ud af det?
Søndag seksagesima

På søndag handler det om at så frø, at strø dem ud over forskellige jordbunde og se, hvad der kommer op. Om det kan gro og vokse sig til. Det er en af Jesu lignelser, som selv disciplene har svært ved at forstå, så derfor bliver den, der ellers synes så ligetil forklaret og udlagt mere end en gang.

Ofte har der været fokus på, hvordan vi tager imod. Om det er os, der er stejle eller bløde indeni, så vi kan lade hans ord skyde i vejret.

Jeg synes det handler mere om, at der bliver strøet ud over os alle. Både når vores hjerter er hårde og urokkelige som sten, flyvske som sand, eller tunge som muld. For hvad er det frø, der sås? Det er kærligheden, men ikke hvilken som helst. Det er Guds. Og vi kan som mennesker godt have lyst til, at Gud danser efter vores pibe og ikke have at han er så ufattelig gavmild.

Vi ser gerne, at han kun bruger kræfter på dem, der fortjener det. Men så er det, at vi gør vores hjerter til golde klipper, hvor kærligheden ikke kan slå dybe rødder.

For når vi dømmer eller afgør, hvem der har den gode muld og hvem der er en smutsten, så har vi ikke fået øje på den ødselhed, hvormed han strør nåden ud over os. Så hvad får du ud af det? Det kan du høre mere om i en kirke nær dig.

14. februar

Sognepræst Hanne Margrethe Tougaard, Sakskøbing Sogn

Vi er alle lige værdifulde
Søndag septuagesima

Jesus fortalte mange lignelser og på søndag vil vi høre lignelsen, der handler om arbejderne i vingården.

Jesu lignelser handler om Guds rige. De er billeder på, hvordan det forholder sig med Gud og hans rige. Men den her lignelse siger også noget om, hvordan det forholder sig med os mennesker og verden og vores værdier.

Arbejderne i vingården får lige løn for ulige arbejde. Alle får en denar, både dem, der har arbejdet i tolv timer og dem, der har arbejdet i en time.

Og der er nogle, der bliver sure.

På den måde er teksten et billede af vores verden og vores retfærdighed.

Men som alle Jesu lignelser handler den her også om Guds rige.

I Guds rige er det anderledes, end her hos os.
I Guds rige er det anderledes, end vi tror.
I Guds rige er der ingen sammenhæng mellem indsats og løn. Dét er Guds retfærdighed.
I Guds rige får alle det samme - nemlig en dagløn.

Vi har hver især fået et liv, en dagløn. Vi er alle lige værdifulde.
Vi har fået vores liv af Gud og det er bare med at få det brugt.

Gud har sat os i bevægelse.

Vi er her i verden, hvor der altid er nogen, der har brug for os.

7. februar

Sognepræst Monica Djarnis, Kettinge-Bregninge Sogn

Om skove og træer
Sidste søndag efter Helligtrekonger

Det kan være svært at se skoven, for bare træer. Vi kan se os blinde på detaljer og have svært ved at samle puslespillet, selvom vi har alle brikker til rådighed, men når vi mindst venter det, kan brikkerne alligevel falde på plads, så det store billede kan træde frem.

Sådan er det også med Jesus. Det kan være svært at forstå, hvordan det hænger sammen, at Jesus både skulle være menneske og Gud på én gang. Disciplene så ham som menneske, og blev overvældet af den storhed der omgav dem, da Jesus en dag mødtes med Moses og Elias, som de kendte fra de gamle fortællinger, for de forstod ikke, at ham de fulgtes med til daglig, var meget større end dem, de så som troens forbilleder.

Og selvom Gud taler til dem fra himlen, er det nok stadig svært at forstå, at Jesus er mere end det menneske, de kendte ham som. Jesus beder dem tie om det, de har set, og det er nok for det bedste – oplevelsen skal bundfælde sig. Billedet skal samles. Og måske går det til sidst op for dem, at skoven har været lige dér hele tiden.

31. januar

Sogne- og studenterpræst, Sidsel Hjorth Mikkelsen, Torkilstrup-Lillebrænde og Gundslev Pastorat

Troen kan stilne livets mange storme
Fjerde søndag efter Helligtrekonger

Fortællingen om Jesus, der kommer gående på søen mod båden, der kæmper i bølgerne, er et velkendt billede på den troendes situation: Uden Jesus er vi overladt til os selv i livets stormvejr. Der er også andre versioner, men i Matthæusevangeliet er beskrivelsen dramatiseret af bådoverfarten i uvejret, ligesom scenen med Peter og disciplenes bekendelse er tilføjet. Den farefulde tur i båden kan derfor ses som menneskers liv i verden uden Jesus. Men midt i kaosset, midt i livets mange farefulde storme, kommer Jesus. Så snart han tages ombord forsvinder truslerne, og der er sikkerhed med ham. At fortællingen handler om tro, bliver nærmest overtydeligt i seancen med Peter, der synker, når han tvivler, men kan gå på vandet i tro på Jesus – og bemærk især detaljen med, at det er den tvivlende og synkende Peter, som Jesus rækker hånden ud til. Her bliver det meget interessante forhold mellem tro og tvivl tydeligt, for på én og samme tid viser Peter sig jo både som forbilledligt troende i sin tillid til Jesus, men også som genkendeligt tvivlende, der trods sin tvivl vover at råbe på Jesus som frelser. Tro og tvivl hænger uløseligt sammen.

17. januar 

Sognepræst Anne-Lene N. Frederickson, Rødby Sogn

Elsk glæden

Jeg holder meget af beretningen om brylluppet i Kana. Den er for mig billede på glædens fest og glædens overskud. Her festes igennem, som man siger på moderne dansk.

Den der elsker menneskene må også elske deres glæde, sådan siger den gamle munk i Dostojevskis Brødrene Karamasov.

Det er næsten det sværeste af alt. Det er lettere at have med folk at gøre, som er i underskud for så kan man øse ud af sit eget overskud. Kan det være meningen at Guds Søn sådan skal bruge sine evner på noget så ufornuftigt som at lave vand til vin, for at berusede bryllupsgæster kunne blive endnu mere fulde?

JA – jeg spørger bare, og vi må da håbe, at de har ladet bilen stå…

Svaret er: Den der elsker menneskene må også elske deres glæde.

Det er til at blive ganske misundelige over. Har de egentlig noget at have al den glæde i?

– og hvorfor er er det altid nogle andre og ikke mig, der er glad?

Sådan kan man gå rundt og føle sig lidt snydt og forurettet.

Hvis du tænker sådan, så kom til gudstjeneste i en kirke nær dig og hør budskabet om, at glæden er for alle. Guds kærlighed og uendelige overflod af gode gaver er til alle og enhver.

Tre dage - den tredje dag – det er opstandelsesdagen – den tredje dag, det er påskemorgen – ugens første dag. Det hele spiller med i dette ’den tredje dag var der bryllup i Kana.’

Derfor kan vi slutte som vi begyndte med ordene om, at den, der elsker menneskene også må elske deres glæde.

10. januar

Sognepræst Kasper Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde pastorat

Unge mænds udvikling

Der er en grund til, at unge mænd med bil betaler en højere præmie end andre. De tænker nogle gange ikke over konsekvenserne, de tager flere chancer og får derfor flere skader end andre mere erfarne og forsigtige bilister. De er ikke helt færdigbagt. Frontallapperne er ikke helt vokset sammen, på nogle af dem i hvert fald.

På søndag skal vi høre om den tolvårige Jesus, som giver sine forældre grå hår, fordi han bare går fra dem i den store by Jerusalem uden at give dem ordentlig besked. Hvordan kunne han være så ubetænksom? Måske fordi frontallapperne ikke helt var vokset sammen. Hvad skal den historie i Bibelen? Den skal være med til at fortælle os, at Guds søn virkelig blev menneske, tog et menneskeliv og en menneskekrop på sig i al dens begrænsethed og dødelighed, som i den ene ende skal igennem en lang udvikling og i den anden må lide døden. Men han gjorde det for at rense og oprejse det menneskeliv og den krop til et uforgængeligt liv.

3. januar 

Sognepræst Tom Friis, Nr. Ørslev-Systofte-Sdr. Kirkeby Pastorat

Gode korte historier knopskyder af sig selv

Helligtrekonger (Matthæus 2,1-12)

Den er altså ikke særlig lang, beretningen om de vise mænd fra Østerland. De dukker pludselig op som et fatamorgana ud af ørkenens sand og gør deres entre ved krybben i Betlehem med fornemme gaver - og så forsvinder de sporløst igen! De vise mænd når så også lige at træde i spinaten og går op til den onde kong Herodes palads for at se den nyfødte kongesøn. Det skulle de aldrig have gjort, men de var trods alt på udebane. Der står ikke at de var tre, kun at der var ”nogle vise mænd”, men gavernes antal var tre, så de har nok været tre. De tre vise mænd har derfor æren af at have opfundet julegaverne! Guld røgelse og Myrra var meget kostbare gaver, og hvem har dog råd til sådan noget? Det har kun konger! Derfor blev ”nogle vise mænd” til de ”tre hellige konger”. 

Men en konge må selvfølgelig have sit eget land, derfor er historien knopskudt i den retning, at en konge kom fra Nord, en fra Øst og en fra Syd. Og så har de tre konger fulgt stjernen på himlen uafhængigt af hinanden, og de har nok først mødt hinanden ved grænsen til Det hellige land. 

Historiens næste knopskydning er de tre kongers aldre og navne: Kasper fra Nord var en ung og hvid mand, Balthazar fra Syd var en sort mand i sin bedste alder, og endelig var der Melchior fra Øst, som var en ældre brun mand. Inden de tre hellige konger forsvinder igen, når de heldigvis at advare Josef og Maria om, at kong Herodes vil dræbe Jesusbarnet. Så ham, kongen var ude efter, var den eneste af Betlehems små børn, der undslap. 

Så rejser de tre hellige konger hjem til deres eget land ”ad en anden vej”. Ved de uskyldige ord ”ad en anden vej” knopskyder historien igen, for hvis de tre konger kommer fra Nord, syd og Øst er der jo kun Vest tilbage som ”en anden vej”. Retningen Vest er ud på Middelhavet, og på gamle malerier kan man derfor se de tre hellige konger gå ombord på et skib i havnebyen Jaffa ved Middelhavet. Historiens sidste knopskydning siger, at de vise mænd først fulgte stjernen på himlen indtil den stod stille over det sted hvor barnet var - og så forsvandt stjernen! Men da de vise mænd så kommer ind til Jesusbarnet, ser de, at stjernen nu er i Jesus barnets ene øje. Derfor kaldes Jesus for verdens lys.