20. juni

Sognepræst Niels Peter Thisted, Idestrup Sogn 

Fortabelse og frelse

På søndag hører vi lignelsen om den rige mand og Lazarus. Den rige mand ender i fortabelsens mørke, mens den fattige Lazarus frelses. Men det er ikke en enkel pointe om materiel rigdom, om grådighed og kummer. Der er noget større på spil: Tro, håb og kærlighed.

Troen er central. Troen er frimodig tillid til den gode Gud. Troen forventer sig alt godt fra Gud; selv når ondskaben viser sig i nødens og afmagtens stund, er der håb i troen - forventning om genoprettelse og evig glæde.

Vantroen derimod forventer sig intet godt - kan slet ikke se, at Gud er en nådig Gud; at frelsen er en realitet, at glæden er tilgængelig. Den rige mand i lignelsen sidder ikke i fortabelsens mørke, fordi han har syndet. Gud vil tilgive den angrende enhver synd. Nej, han sidder der, fordi han ikke forventer andet, ikke håber andet, ikke tror andet.

Den fattige Lazarus sidder omvendt ikke i lyset og glæden som en slags belønning for, at han levede i fattigdom og elendighed, men fordi hans øjne var åbne for nåden; åbne for kærligheden. Apostlen Johannes skriver, at der ikke findes frygt i kærligheden. Denne kristne frygtløshed er netop den frimodighed, der findes i troen. Når et menneske frimodigt tillader sig at håbe på, ja, at forvente, at på trods af mine mange fejl og overtrædelser og på trods af verdens elendigheder, så er jeg i Guds nådige hånd og har borgerskab i hans rige.

13. juni

Sognepræst Torben Elmbæk Jørgensen, Ønslev og Eskilstrup Sogne

Nikodemus

Bibelske navne er populære til småbørn. Johannes, Peter, Simon, Elias og Isak er blot nogle af de mange populære navne til drenge. Sara, Eva, Marie, Maria og Susanne er tilsvarende bibelske navne til piger.

Men ingen hedder Nikodemus til fornavn. Hvorfor ikke? Det er da et kraftfuldt navn, som du så ville få for dig selv. Men ingen vil ha' det navn, kun én her i landet.

Går du jævnligt i kirke vil du have stødt på det, navnet på den farisæer, der kom til Jesus om natten for at stille spørgsmål. Det er så specielt, at du vil kunne huske det.

Han kom i ly af mørket, fordi han ikke var vild med at blive set sammen med mesteren. Rig og fin og religiøs optaget som han var. Men nysgerrigheden vandt i ham, som du vil kunne høre om i kirken på søndag, når det er Trinitatis.

De fik sig en god snak i mørket, og så glad blev Nikodemus, at han senere forsvarede ham overfor de skriftkloge og endda hjalp til med at begrave ham efter korsfæstelsen.

Hvad var det de snakkede om? Om ånd, vand, Guds rige. Om at det er vigtigt at blive født på ny, for den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.

6. juni

Sognepræst Henrik Gade Jensen, Rudbjerg Pastorat

Ånden virker og volder og forsoner mennesker i denne forviklede verden

Med pinsen begynder udbredelsen af kristendommen. Uden pinse var vi ikke kristne.

Efter opstandelsen i påsken specialtrænede Jesus i 40 dage sine disciple fra kujonerede fornægtere til et elitekorps af missionærer og martyrer, der trodsede trusler om tortur og henrettelser for at fortælle om Jesus.

I pinsen begynder det: de går ud i verden og gør mennesker kristne.

Midlet til den kristne love storm ud i verden er ånd.

For ånden ophæver alle grænser og modsætninger. Ånd skaber fællesskab og bevæger verden.

Vi har det alle med at male modsætninger op her i verden: mellem mænd og kvinder, danskere og fremmede, EU og USA, Rusland og Ukraine, land og by, Nakskov og Maribo.

Og de er der også, forskellene, men de er alle midlertidige og overvindelige – med åndens hjælp.

Med Helligånden kan vi tale med mennesker på alle sprog, fordi vi så taler hjertet sprog.

Den treenige Gud med ånden som tredje stærke kraft bevæger verden og skaber venner, hvor der før var fjender. Intet er evigt givet, men altid i bevægelse. For ånden er der intet fremmed, og det ukendte er kun tilsyneladende.

I pinsen fejrer vi den levende Gud.

30. maj

Jesper Bacher, Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Pastorat

Når sandheden vækker had

Det hænder stadig, at der er en eller anden, som synes, de har gjort en kløgtig observation ved at hævde, at religion er skyld i al krig og ufred. Jeg plejer at svare, at sex også er skyld i alle voldtægter, skulle vi derfor afskaffe sex?

Ligesom politik er skyld i historiens største massemord og folkedrab, skulle vi derfor afskaffe al politik?

Når det er sagt, så er det faktisk rigtigt, at kristendommen kan skabe ufred. Ja, i søndagens prædikentekst siger Jesus ligefrem, at der skal komme en tid, hvor enhver, som slår en af hans disciple ihjel, skal tro, at han derved tjener Gud. Nu kan man måske tænke, at den tider da heldigvis en fjern fortid, men det er ikke rigtig. Åbne Døre, en organisation, som hjælper forfulgte kristne, skønner, at flere end 380 millioner kristne verden over påvirkes af forfølgelse og diskrimination.

Men hvorfor kan kristendommen være så provokerende og vække et sådant had dengang som i dag? Det er grundlæggende, fordi mennesker ikke kender Jesus og ikke vil kendes ved ham. Jesus tager nemlig den falske sjælefred fra mennesker. Den falske sjælefred, som kommer af troen på falske guder, om de så er religiøse, materielle, ideologiske eller psykologiske. Kristendommen henviser os til, at den sande fred alene findes i vores synders nådige forladelse i Jesu Kristi navn.

Livsløgne kan være højtelskede, men der er ikke noget, vi har bedre af at miste, og der er ikke nogen som Jesus, der kan hjælpe os med det.

23. maj

Sognepræst Poul Steenberg, Nykøbing Falster Sogn

Bed og I skal få

5. søndag efter påske

I søndagens evangelium opfordrer Jesus os til at bede. Bøn er som livets åndedrag. Det er den måde, vi trækker Gud ind i vores hverdag. Når vi beder, åbner vi døren til et rum, hvor vi kan møde vores skaber og frelser. Bøn er ikke kun en liste af ønsker, men en samtale med Gud, som elsker os betingelsesløst.

Vi mennesker ved godt, at vi ikke altid får præcis, hvad vi beder om. Ingen mindre end Jesus har prøvet at bede til Gud og få nej til det, han bad om. Det skete, da Jesuslige før sin død bad Gud om at blive fri for det, der ventede ham. Men Jesus tilføjede også: ”Din vilje ske". Gud opfyldte ikke opfyldte Jesu ønske om at blive fri for at dø på korset langfredag. Gud gav i stedet Jesus kræfter til at stå det igennem og oprejste ham siden fra de døde.

Bøn kan også for os indebære at sige til Gud: "Din vilje ske". Det er ikke altid let. For tænk, hvis det, der er Guds vilje, er noget helt andet, end det, vi så inderligt håber på! Vi tør somme tider næsten ikke overlade sagen til Gud, fordi vi synes, at vi selv bedst ved, hvad der bør ske. Men bøn indebærer – uanset hvor sort det måske ser ud – at stole på, at Gud hører os, er der for os, griber os og bærer os.

Så lad os bede til Gud med et åbent hjerte. Lad os bede med tillid og i tro på, at Gud høreros. Måske er der noget, du bærer på, som du har brug for at dele med Gud? Måske er der nogen, du kan bede for?

16. maj

Sogne- og diakonipræst Dorte Mikuta, Fejø Sogn

Om samtalen der aldrig hører op

3. søndag efter påske

Døden er brat som et smæk med en dør…….. og tilbage, bag døren, står vi – fulde af sorg – når den elskede er væk.

Sådan står disciplene. De mærker kun det enorme og uoverkommelige tab. Og Jesus forsøger at opmuntre dem. Men de hører kun ordene: Jeg går bort !

Og dog. Det er som om, at han bliver stående på dørtærsklen. Og hans sidste bemærkninger runger stadig i os. Som ord, der er begyndelsen til en ny samtale. En levende samtale der aldrig slutter. For de døde har altid noget at sige. Afskeden er aldrig kun endegyldig. Og Jesus fortæller, at vi bare skal blive ved med at stille alle vores spørgsmål. Det er kun ved at blive ved med at stille spørgsmål, at vi kan få svar. Vi skal blive ved at holde samtalen nærværende og levende med hinanden. Også med dem der er gået bort. Det er kun sådan vi kan lære noget nyt. Vi tager fejl hvis vi tror at de døde aldrig svarer.

9. maj

Sognepræst Dorte Hedegaard, Nordvestfalster Pastorat

Sorg til glæde

Tredje søndag efter påske (Johannes 16, 16-22)

Lidt overfladisk siger vi nogle gange til hinanden: ”Tiden læger alle sår”. Når vi mister et kært og elsket menneske, så ved vi godt, at tiden ikke læger det sår som det er at miste en af sine allerkæreste. Men som tiden går, så sker der som regel det, at den mørke sorg forandres til en glæde over at have kendt et dejligt menneske.  

Men det er nok ikke tiden, der læger. Det er derimod kærligheden! Når man er omfavnet og ved sig elsket af et andet menneske, så varer den kærlighed ved til trods for den fysiske grænse, som døden er.

I tiden efter påske handler Jesu ord til disciplene om, hvordan de skal kunne leve videre uden ham. De er fyldt med frygt og forvirring og tvivler på, at de overhovedet kan finde retningen, når de ikke længere har ham iblandt sig.  

Men Jesus prøver at få dem til at forstå, at selvom tiden lige nu er hård og savnet fylder, så vil det en dag være forandret til glæde og nærvær. Han har vist dem en helt ny verden og åbnet deres øjne og ører for at livet og Gud er større og mægtigere end det, som de og verden troede.

2. maj

Sognepræst Karin Andersen, Ravnsborg Pastorat

Om får og ulve

2. søndag efter påske

Hvad skal vi gøre, når ulve truer fårene? Det skændes der om i dagens samfund. Svaret kan ikke findes i dagens evangelium, selvom Jesus taler om at beskytte fårene mod ulve. ”Jeg er den gode hyrde”, siger Jesus. ”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene”. Det er en lignelse: Det handler ikke konkret om får og ulve, men om mennesker og menneskers fjende; døden. For da Jesus gik i døden på korset og opstod fra de døde på tredjedagen, da overvandt han døden, så vi kan tro og håbe på et evigt liv efter døden.

Den gode hyrde kender sine får. Jesus kender os og vi kender ham. Og de, der ikke kender ham, skal han også lede, og der skal blive én hjord, én hyrde. Altså én samlet menneskehed under én Gud, som vil være Gud for alle og derved give alle del i det evige liv.

25. april

Sognepræst Eva Heyn, Nordvestfalster Pastorat 

Til at tage og føle på

Første søndag efter påske

Krimier har deres kommissærer og detektiver. Deres hovedopgave er at finde frem til den skyldige ved hjælp af logisk tænkning, hypoteser og konkrete beviser. Sådan løser de for eksempel en mordgåde. 

Disciplen Thomas er bibelens svar på en detektiv. Påskedag var han ikke til stede, da Jesus viste sig efter sin død for de øvrige disciple. Derfor kan han ikke tro og er stadig i sin dybe sorg. Søndag efter påske er hans dag. Han vil have håndfaste beviser. Ikke på hvem der står bag et dødsfald- men på hvem der står bag en opvækkelse fra de døde. Thomas nægter at tro på Jesu opstandelse, før han har stukket sin finger i Jesu sårmærker og sin hånd ind i såret i Jesu side. Et sådant krav er til at tage og føle på. 

Kom og deltag i gudstjenesten i en af vore mange kirker og hør, om Thomas fik sit krav opfyldt eller ej. Påsken er altid til at tage og føle på. Grib chancen og kom nærmere på en forklaring. 

Kan du ikke føle - da kom og grib den i tro og undren.

18. april

Sognepræst Marianne Wagner, Nørre Alslev Pastorat

Påskedag

I Nordahl Griegs digt De bedste, skriver han om de norske modstandsfolk: Døden kan flamme som kornmod;/ klarere ser vi end før / hvert liv i dets hvide smerte:/ Det er de bedste som dør.

Grieg beskriver, hvordan døden oplyser storheden i dem, der ofrede sig, en storhed, som gjorde det liv, de forlod, større, fordi de vækker de efterlevende til dåd trods det umiddelbare nederlag.

Det er i nogen grad sådan, Kristi offerdød virker på mennesker. Det er dog ikke kornmod i det fjerne, der oplyser hans død, men de fire evangeliers fortællinger om hans storladne indtog i Jerusalem, hvor alle venter Israels befrielse, det bitre forræderi, lidelsen, den pinefulde død – og så endelig den glædelige opstandelse, der nærmest ikke var eller er til at tro. For mennesker vil hellere tro på det, de kan se: døden. Men historien kunne ikke fejes væk. Den ejer samme kraft i dag som for 2.000 år siden. Folk kom til tro dengang, og det gør vi også nu, for der er ikke noget andet budskab, der kan trøste os, end at graven brast den første påskemorgen. Det betyder nemlig, at også vor grav skal briste, og at vi skal møde den bedste på den anden side af den.

11. april

Sognepræst Lizet Jane Wendt, Skt. Nikolai kirke

”Et kongeligt besøg i Jerusalem”

Hvad byder du uventede gæster på…

Sådan lød en kaffe reklame engang. Dagens gæst eller besøgende er ikke uventet, men ventet på i mange år. Og sådan en ventet gæst vil man gerne gøre lidt mere for.

Det er ligesom når vi får kongeligt besøg i byen, så bliver der sat alle sejl til gaderne er rene og pæne og havnen skinner, for det er tit vores konge kommer af søvejen ind til byen.

Denne søndag handler også om en konge der skal komme. En længe ventet gæst en Messias en frelser. Det er Jesus der rider ind i Jerusalem på et æsel, og folk breder deres kapper ud og vifter med palmegrene. Et billede som vi kan se for vores øjne. En jubel over den konge de ventede på, kommer til byen. Men Jesus vil ikke være en konge der regerer, han vil være vores hjertes konge. Og hans krone er ikke af guld med ædelstene, men en tornekrone. Det er dagene før påske og Jesus kender sin forestående død, han ved at det er til vores frelse han skal dø. For at vi har et håb og tro på at døden ikke bliver det sidste.

Indtoget palmesøndag er et indtog i vores hjerter, med tro, håb og kærlighed. Og det er vores bedste ven og frelser og konge der kommer ridende ind til os i vores liv. Med budskabet om netop næstekærlighed som det der gælder også i vores liv.

Derfor kan vi med folkeskaren sige :Hosianna velsignet være han som kommer i herrens navn. Og ønske hinanden en glædelig påske…

4. april

Lisbeth Mannerup Nielsen, Aastrup sogn

Det spirer og gror

Det pibler frem alle vegne. Det spirer og gror. Lige nu, hvor foråret står på spring, og der er en påtrængende livskraft allevegne, hører vi også i evangeliet til Mariæ bebudelsesdag om et nyt liv, der er på vej. Et nyt lille menneskebarn er på vej i Marias mave. Helt almindeligt er det ikke barnet i maven, forstår vi nok, for det er selveste ærkeenglen Gabriel og ikke en læge, der overbringer Maria den glædelige nyhed om det spirende liv.

Fortællingen om englens besøg hos Maria er en fortælling om håb, og om at verden ikke er gudsforladt, selv om det unægtelig indimellem kan se sådan ud. Der er nok at bekymre sig om, nok at blive bange for. Verden støjer, roder og larmer. Det gjorde den også den gang, da Maria fik besøg af englen. Men det er netop denne verden, Gud lod sig føde ind i, for at fortælle os, at han altid er os nær og kommer os i møde i den dagligdag, der er vores. Det er håbet om, at livet trods alt, hvad vi ser og erfarer, er stærkere end døden og alle de kræfter, der modsiger livet.

Hvad det betyder for os i vores liv, at Maria fik denne forunderlige besked af englen, kan du høre mere om på søndag i en kirke nær dig.

28. marts

Sognepræst Christina Mielcke, Toreby sogn 

Som en dråbe i havet

Når man kaster et blik ud over verden, og kigger godt efter, så kan man ikke undgå at se, hvor mange mennesker, der har brug for en eller anden slags nødhjælp. Der er altid krige og konflikter i gang rundt omkring på jorden. Det skaber flygtninge, som har brug for både et sted at være og noget at spise og drikke. Andre steder er det tørke eller oversvømmelser eller en fejlslagen høst, som skaber nøden og behovet for hjælp. Tit får vi lyst til at gøre noget, men hvad? Det lidt, som vi kan bidrage med, er som en dråbe i havet. Allerede den tanke kan gøre os modløse, vi bliver overvældet af den alt for store opgave, og somme tider opgiver vi derfor helt at hjælpe. For hvad nytter det alt sammen alligevel?

Denne søndag fortæller evangeliet om en lille dreng, som rakte sin madpakke med fem brød og to fisk ud mod Jesus, da der manglede mad til tusinder af sultne mennesker. Disciplene har nok både trukket på smilebåndet og rystet på hovedet ad drengen, for det er jo naivt at tro, at sådan en lille madpakke kan gøre en forskel, selv om det også er meget sødt, at han vil hjælpe. Det er som en dråbe i havet, slet ikke nok. Jesus sendte dog ikke drengen bort, men tog imod hans gave og delte den ud til de sultne. Og hvad der så skete, det kan du høre om i kirken på søndag.

21. marts

Sognepræst Anne-Lene N. Frederickson, Rødby sogn

Med ondt skal ondt fordrives?

Det ordsprog er ikke ligefrem en ny opfindelse.

Helt tilbage i 1682 var der en mand, som hed Peder Pedersen Syv, som satte sig for at lave en samling over danske ordsprog.

Søndagens evangelium handler om kampen mellem godt og ondt. Jesus og djævelen eller Beelzebub, som han bliver kaldt i teksten. Og hvordan bliver man sådan en ond dæmon kvit?

Ja, det gør man selvfølgelig ved at fordrive ondt med ondt, så det må være Fanden selv - eller Beelzebul, som de kaldte ham - som Jesus bruger, når han giver manden talens brug tilbage.

Nu tænker vi nok, at vi er blevet en hel del klogere, end de var dengang. Når vi møder et stumt menneske, så går vi til naturvidenskaben for at finde en forklaring. Vi tror ikke ret meget på dæmoner, der besætter mennesker. Vi tænker stadig væk, at det onde skal bekæmpes med dets egne midler.

Med ondt skal ondt fordrives.

Sådan sagde man altså også på Peder Syvs tid.

Selv om vi har sagt sådan i cirka 250 år, så ser det ikke ud til, at det har fået gjort kål på det onde. Måske er det tiden, at vi tager Jesus på ordet og vender op og ned på alting. Og laver ordsproget om til Jesu udgave: Med kærlighed skal ondt fordrives.

Eller som Paulus skriver i Efeserbrevet:

Engang var I mørke, men nu er I lys i Herren.

Lev som lyset børn!

For lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed.

Det lyder måske naivt. Mere naivt end os mennesker, der tager hævn.

Men måske er det tid til at give det naive en chance. Og slå ind på kærlighedens vej. Jesu vej.

14. marts

Sognepræst Gitte Sylvest Larsen, Hunseby sogn

Jesus taber diskussionen til en fremmed kvinde

Anden søndag i fasten

Det er altid farligt at bevæge sig udenfor det kendte og trygge. De fleste af os har lidt ondt i maven, hvis vi skal ud i den store, vide verden, især hvis vi skal udenfor Europa, hvor vi trods alt føler os mest hjemme.

Rejsefeber kalder vi det, når tryghedsnarkomanien kæmper i os med eventyrlysten. Om Jesus har rejsefeber, da han forlader sit kendte, jødiske hjemland og krydser grænsen til Kanaanæernes land, det ved vi ikke, men at han er godt og grundigt på udebane, er der ingen tvivl om.

Og hvis han skulle have glemt, at han ikke er hjemme i sit eget trygge reservat, så kalder den kanaanæiske kvinde ham i hvert fald tilbage til virkeligheden med sin indtrængende bøn for sin syge datter. Jesus gør alt for at slippe af med hende, og derfor er der også så meget mere på spil end en mor og helbredelsen af hendes syge datter i dagens evangelium.

7. marts

Sognepræst Lisbeth Lumby, Sakskøbing sogn 

Mørket i os
Første søndag i fasten

På søndag skal vi i kirken høre om Jesus, der bliver fristet af djævelen. Jesus er taget ud i ørkenen for at være alene med sine tanker og med Gud. Han er lige blevet døbt og er trådt frem i rampelyset. Jesus har brug for lidt tid til at komme overens med den opgave, der venter ham.

Han er sårbar og derfor tror djævelen, at han er et let offer. Han frister med alt det, som mennesker sætter højt i livet. Mad, magt, udødelighed. Alt det, der findes i det mørke, som kommer fra os.

Men Jesus afslår tilbuddet. Hans opgave er ikke at føre sig frem som en levemand, en diktator, der sørger for at samle i lade og lo til sig selv og have sit på det tørre.

Hans opgave er derimod at sørge for at vi kan leve godt. At vise os i ord og handling, at maden smager bedst, når vi deler den i et måltid med andre, at den største magt i verden ikke er tvang og trusler, men derimod grænseløs omsorg og kærlighed. At udødelighed er fiktion, men at det evige liv virkeligt. Der er lys i det mørke, som kommer fra os.

28. februar 

Sognepræst Lill Arendt Hemmingsen, Nordre Kirke, Nykøbing F. sogn 

Hvad vil du have ud af det?
Søndag seksagesima

På søndag handler det om at så frø, at strø dem ud over forskellige jordbunde og se, hvad der kommer op. Om det kan gro og vokse sig til. Det er en af Jesu lignelser, som selv disciplene har svært ved at forstå, så derfor bliver den, der ellers synes så ligetil forklaret og udlagt mere end en gang.

Ofte har der været fokus på, hvordan vi tager imod. Om det er os, der er stejle eller bløde indeni, så vi kan lade hans ord skyde i vejret.

Jeg synes det handler mere om, at der bliver strøet ud over os alle. Både når vores hjerter er hårde og urokkelige som sten, flyvske som sand, eller tunge som muld. For hvad er det frø, der sås? Det er kærligheden, men ikke hvilken som helst. Det er Guds. Og vi kan som mennesker godt have lyst til, at Gud danser efter vores pibe og ikke have at han er så ufattelig gavmild.

Vi ser gerne, at han kun bruger kræfter på dem, der fortjener det. Men så er det, at vi gør vores hjerter til golde klipper, hvor kærligheden ikke kan slå dybe rødder.

For når vi dømmer eller afgør, hvem der har den gode muld og hvem der er en smutsten, så har vi ikke fået øje på den ødselhed, hvormed han strør nåden ud over os. Så hvad får du ud af det? Det kan du høre mere om i en kirke nær dig.

21. februar

Sognepræst Lill Arendt Hemmingsen, Nordre Kirke, Nykøbing F. sogn 

Hvad vil du have ud af det?
Søndag seksagesima

På søndag handler det om at så frø, at strø dem ud over forskellige jordbunde og se, hvad der kommer op. Om det kan gro og vokse sig til. Det er en af Jesu lignelser, som selv disciplene har svært ved at forstå, så derfor bliver den, der ellers synes så ligetil forklaret og udlagt mere end en gang.

Ofte har der været fokus på, hvordan vi tager imod. Om det er os, der er stejle eller bløde indeni, så vi kan lade hans ord skyde i vejret.

Jeg synes det handler mere om, at der bliver strøet ud over os alle. Både når vores hjerter er hårde og urokkelige som sten, flyvske som sand, eller tunge som muld. For hvad er det frø, der sås? Det er kærligheden, men ikke hvilken som helst. Det er Guds. Og vi kan som mennesker godt have lyst til, at Gud danser efter vores pibe og ikke have at han er så ufattelig gavmild.

Vi ser gerne, at han kun bruger kræfter på dem, der fortjener det. Men så er det, at vi gør vores hjerter til golde klipper, hvor kærligheden ikke kan slå dybe rødder.

For når vi dømmer eller afgør, hvem der har den gode muld og hvem der er en smutsten, så har vi ikke fået øje på den ødselhed, hvormed han strør nåden ud over os. Så hvad får du ud af det? Det kan du høre mere om i en kirke nær dig.

14. februar

Sognepræst Hanne Margrethe Tougaard, Sakskøbing Sogn

Vi er alle lige værdifulde
Søndag septuagesima

Jesus fortalte mange lignelser og på søndag vil vi høre lignelsen, der handler om arbejderne i vingården.

Jesu lignelser handler om Guds rige. De er billeder på, hvordan det forholder sig med Gud og hans rige. Men den her lignelse siger også noget om, hvordan det forholder sig med os mennesker og verden og vores værdier.

Arbejderne i vingården får lige løn for ulige arbejde. Alle får en denar, både dem, der har arbejdet i tolv timer og dem, der har arbejdet i en time.

Og der er nogle, der bliver sure.

På den måde er teksten et billede af vores verden og vores retfærdighed.

Men som alle Jesu lignelser handler den her også om Guds rige.

I Guds rige er det anderledes, end her hos os.
I Guds rige er det anderledes, end vi tror.
I Guds rige er der ingen sammenhæng mellem indsats og løn. Dét er Guds retfærdighed.
I Guds rige får alle det samme - nemlig en dagløn.

Vi har hver især fået et liv, en dagløn. Vi er alle lige værdifulde.
Vi har fået vores liv af Gud og det er bare med at få det brugt.

Gud har sat os i bevægelse.

Vi er her i verden, hvor der altid er nogen, der har brug for os.

7. februar

Sognepræst Monica Djarnis, Kettinge-Bregninge Sogn

Om skove og træer
Sidste søndag efter Helligtrekonger

Det kan være svært at se skoven, for bare træer. Vi kan se os blinde på detaljer og have svært ved at samle puslespillet, selvom vi har alle brikker til rådighed, men når vi mindst venter det, kan brikkerne alligevel falde på plads, så det store billede kan træde frem.

Sådan er det også med Jesus. Det kan være svært at forstå, hvordan det hænger sammen, at Jesus både skulle være menneske og Gud på én gang. Disciplene så ham som menneske, og blev overvældet af den storhed der omgav dem, da Jesus en dag mødtes med Moses og Elias, som de kendte fra de gamle fortællinger, for de forstod ikke, at ham de fulgtes med til daglig, var meget større end dem, de så som troens forbilleder.

Og selvom Gud taler til dem fra himlen, er det nok stadig svært at forstå, at Jesus er mere end det menneske, de kendte ham som. Jesus beder dem tie om det, de har set, og det er nok for det bedste – oplevelsen skal bundfælde sig. Billedet skal samles. Og måske går det til sidst op for dem, at skoven har været lige dér hele tiden.

31. januar

Sogne- og studenterpræst, Sidsel Hjorth Mikkelsen, Torkilstrup-Lillebrænde og Gundslev Pastorat

Troen kan stilne livets mange storme
Fjerde søndag efter Helligtrekonger

Fortællingen om Jesus, der kommer gående på søen mod båden, der kæmper i bølgerne, er et velkendt billede på den troendes situation: Uden Jesus er vi overladt til os selv i livets stormvejr. Der er også andre versioner, men i Matthæusevangeliet er beskrivelsen dramatiseret af bådoverfarten i uvejret, ligesom scenen med Peter og disciplenes bekendelse er tilføjet. Den farefulde tur i båden kan derfor ses som menneskers liv i verden uden Jesus. Men midt i kaosset, midt i livets mange farefulde storme, kommer Jesus. Så snart han tages ombord forsvinder truslerne, og der er sikkerhed med ham. At fortællingen handler om tro, bliver nærmest overtydeligt i seancen med Peter, der synker, når han tvivler, men kan gå på vandet i tro på Jesus – og bemærk især detaljen med, at det er den tvivlende og synkende Peter, som Jesus rækker hånden ud til. Her bliver det meget interessante forhold mellem tro og tvivl tydeligt, for på én og samme tid viser Peter sig jo både som forbilledligt troende i sin tillid til Jesus, men også som genkendeligt tvivlende, der trods sin tvivl vover at råbe på Jesus som frelser. Tro og tvivl hænger uløseligt sammen.

17. januar 

Sognepræst Anne-Lene N. Frederickson, Rødby Sogn

Elsk glæden

Jeg holder meget af beretningen om brylluppet i Kana. Den er for mig billede på glædens fest og glædens overskud. Her festes igennem, som man siger på moderne dansk.

Den der elsker menneskene må også elske deres glæde, sådan siger den gamle munk i Dostojevskis Brødrene Karamasov.

Det er næsten det sværeste af alt. Det er lettere at have med folk at gøre, som er i underskud for så kan man øse ud af sit eget overskud. Kan det være meningen at Guds Søn sådan skal bruge sine evner på noget så ufornuftigt som at lave vand til vin, for at berusede bryllupsgæster kunne blive endnu mere fulde?

JA – jeg spørger bare, og vi må da håbe, at de har ladet bilen stå…

Svaret er: Den der elsker menneskene må også elske deres glæde.

Det er til at blive ganske misundelige over. Har de egentlig noget at have al den glæde i?

– og hvorfor er er det altid nogle andre og ikke mig, der er glad?

Sådan kan man gå rundt og føle sig lidt snydt og forurettet.

Hvis du tænker sådan, så kom til gudstjeneste i en kirke nær dig og hør budskabet om, at glæden er for alle. Guds kærlighed og uendelige overflod af gode gaver er til alle og enhver.

Tre dage - den tredje dag – det er opstandelsesdagen – den tredje dag, det er påskemorgen – ugens første dag. Det hele spiller med i dette ’den tredje dag var der bryllup i Kana.’

Derfor kan vi slutte som vi begyndte med ordene om, at den, der elsker menneskene også må elske deres glæde.

10. januar

Sognepræst Kasper Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde pastorat

Unge mænds udvikling

Der er en grund til, at unge mænd med bil betaler en højere præmie end andre. De tænker nogle gange ikke over konsekvenserne, de tager flere chancer og får derfor flere skader end andre mere erfarne og forsigtige bilister. De er ikke helt færdigbagt. Frontallapperne er ikke helt vokset sammen, på nogle af dem i hvert fald.

På søndag skal vi høre om den tolvårige Jesus, som giver sine forældre grå hår, fordi han bare går fra dem i den store by Jerusalem uden at give dem ordentlig besked. Hvordan kunne han være så ubetænksom? Måske fordi frontallapperne ikke helt var vokset sammen. Hvad skal den historie i Bibelen? Den skal være med til at fortælle os, at Guds søn virkelig blev menneske, tog et menneskeliv og en menneskekrop på sig i al dens begrænsethed og dødelighed, som i den ene ende skal igennem en lang udvikling og i den anden må lide døden. Men han gjorde det for at rense og oprejse det menneskeliv og den krop til et uforgængeligt liv.

3. januar 

Sognepræst Tom Friis, Nr. Ørslev-Systofte-Sdr. Kirkeby Pastorat

Gode korte historier knopskyder af sig selv

Helligtrekonger (Matthæus 2,1-12)

Den er altså ikke særlig lang, beretningen om de vise mænd fra Østerland. De dukker pludselig op som et fatamorgana ud af ørkenens sand og gør deres entre ved krybben i Betlehem med fornemme gaver - og så forsvinder de sporløst igen! De vise mænd når så også lige at træde i spinaten og går op til den onde kong Herodes palads for at se den nyfødte kongesøn. Det skulle de aldrig have gjort, men de var trods alt på udebane. Der står ikke at de var tre, kun at der var ”nogle vise mænd”, men gavernes antal var tre, så de har nok været tre. De tre vise mænd har derfor æren af at have opfundet julegaverne! Guld røgelse og Myrra var meget kostbare gaver, og hvem har dog råd til sådan noget? Det har kun konger! Derfor blev ”nogle vise mænd” til de ”tre hellige konger”. 

Men en konge må selvfølgelig have sit eget land, derfor er historien knopskudt i den retning, at en konge kom fra Nord, en fra Øst og en fra Syd. Og så har de tre konger fulgt stjernen på himlen uafhængigt af hinanden, og de har nok først mødt hinanden ved grænsen til Det hellige land. 

Historiens næste knopskydning er de tre kongers aldre og navne: Kasper fra Nord var en ung og hvid mand, Balthazar fra Syd var en sort mand i sin bedste alder, og endelig var der Melchior fra Øst, som var en ældre brun mand. Inden de tre hellige konger forsvinder igen, når de heldigvis at advare Josef og Maria om, at kong Herodes vil dræbe Jesusbarnet. Så ham, kongen var ude efter, var den eneste af Betlehems små børn, der undslap. 

Så rejser de tre hellige konger hjem til deres eget land ”ad en anden vej”. Ved de uskyldige ord ”ad en anden vej” knopskyder historien igen, for hvis de tre konger kommer fra Nord, syd og Øst er der jo kun Vest tilbage som ”en anden vej”. Retningen Vest er ud på Middelhavet, og på gamle malerier kan man derfor se de tre hellige konger gå ombord på et skib i havnebyen Jaffa ved Middelhavet. Historiens sidste knopskydning siger, at de vise mænd først fulgte stjernen på himlen indtil den stod stille over det sted hvor barnet var - og så forsvandt stjernen! Men da de vise mænd så kommer ind til Jesusbarnet, ser de, at stjernen nu er i Jesus barnets ene øje. Derfor kaldes Jesus for verdens lys.