24. april

Sognepræst Jeppe Sørensen, Tingsted sogn

Jeg er vejen og sandheden og livet

Der er så mange sandheder og fake news i omløb, at vi må spørge os selv, sådan som Pilatus spurgte Jesus ”hvad er sandhed?” 

På søndag får vi vejen og sandheden og livet, ved at gå i kirke. Vejen derhen kender vi forhåbentlig. Livet har vi i vores bankende hjerter, uanset om gang eller en cykeltur derhen får pulsen op, eller vi sidder mageligt i bilen. Og sandheden? Sandheden står altid omkranset af vej og liv, også i Jesu udsagn ”Jeg er vejen og sandheden og livet”, hvor ordet jo står i midten.

Oplevelsen kan være vidt forskellig, for slet ikke at tale om dyrenes vej og naturens liv. Det er selvsamme Sandhed, også kaldet Gud, som vi oplever så forskelligt.

Fake news og beskyldninger føg disciplene og Jesus om ørerne, skærtorsdagsaften da han sagde de berømte ord om vejen, sandheden og livet. Næste dag skulle Jesus for Pilatus og afhøres.

Hans fremtidige liv og vej på jorden var truet. Men han trøstede disciplene med Sandheden: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger”.

17. april

Sognepræst Kristoffer Roager, Lindeskovkirken, Nykøbing Falster sogn

Jeg vil bare været et får med krøllet hår

En af mine gode barndomsvenners mor er hyrde. Sådan en rigtig hyrde, med får og det hele. Og det at se hende være hyrde, har været med til at nuancere mit billede af, hvad en hyrde er. For det er hårdt arbejde. Genstridige får, trælse arbejdsopgaver og får der bliver spist af ulve. Og på Jesu tid var det også et farligt arbejde som man ikke havde stor agtelse for.

Og så er der fårene, de hvide, uldede, krøllede og nogle gange også ret fjollede. Dem som ofte uanede om verdenssituationens farligheder, følger hyrden og har det godt.

På søndag skal vi se på begge dele. Vi skal høre en af de mest kendte salmer fra bibelen, som beskriver den idylliske tilstand, et menneske kan være i, når de har Gud som deres hyrde. Vi skal se på livet fra fårets perspektiv.

Og så skal vi også se på hyrden. For vi møder en hyrde, den største af slagsen, nemlig Jesus. Og han har nogle ret genstridige får, nogle får som ikke rigtigt hører efter. Og al den snak om får og hyrder, kommer vi til at se på ud fra begivenhederne i påsken som vi netop har fejret. Hvor Hyrden blev lammet og lammet blev slagtet for vores skyld!

Så kom glad som de får vi nu engang er!

10. april

Sognepræst Anne-Lene N. Frederickson, Rødby-Ringsebølle-Nebbelunde-Sædinge Pastorat

Vogt mine får

Evangeliet denne første søndag efter påske trækker linjer bagud. For både Peter og Jesus husker begge to, hvordan det gik Skærtorsdag. Den aften, hvor Peter vil fornægte Jesus. Peter lærer vi at kende som manden, der ikke er bange for at bruge store ord, for ham er det alt eller intet, og han lover og sværger højt og flot: At om så alle andre skulle svigte Jesus, så vil han – Peter – aldrig undsige sin ven.

Vi ved, hvad der sker. Før hanen har galet, så har Peter svigtet tre gange.

Nu mødes Jesus og Peter så igen ved bredden af en sø. De har lige spist sammen, og nu kommer Jesu spørgsmål til vennen – til disciplen – hans højre hånd. Det er ikke de ventede bebrejdelser. De udebliver helt.

I stedet, så spørger Jesus: Elsker du mig? Har du mig kær?

Den tredje gang spørgsmålet lyder må Simon Peter udbryde: ”Herre, du ved alt – du ved, at jeg har dig kær!”

Vi får en fortvivlet bekendelse: Du ved alt – du har spurgt mig tre gange, fordi jeg fornægtede dig tre gange, du kender til alt det, der skete i den forfærdelige nat, du ved, hvad jeg rummer, du ved, at jeg ikke er dig værd; men Herre, du ved også, at jeg ikke kan undvære dig – du ved, at jeg har dig kær!

Peters svigt mødes af Jesu tilgivelse og tillid.

Samtalen mellem Peter og Jesus viser os, at tilgivelsen findes, at den gives til enhver, der beder om den.

Vogt mine får, siger Jesus. Gå ud og tjen Gud og dit medmenneske.

3. april

Sygehus- og sognepræst Birthe Gunhild Friis, Nykøbing Falster Sogn

Menneskelige og himmelske engle

”Kan du se englene her?” spurgte en alvorlig syg kvinde, jeg besøgte på en enestue på sygehuset. Jeg så mig undrende rundt på stuen, og tænkte, at hun nok så nogle himmelske væsner, jeg ikke så. Men da hun så min forvirring, pegede hun på nogle små glasengle, som stod på hendes sengebord. ”Dem har jeg fået af mine børnebørn. Men jeg har også mødt mange menneskelige engle herinde, for de er alle så søde ved mig, og snart skal jeg nok møde de himmelske!”

I påskedagene skal vi også møde både menneskelige og de himmelske engle. Jesus vasker disciplenes fødder og viser os, at hans og vores vej er kærlighedens vej. Vi kan være engle i hinandens liv. Mange svigter, da tragedien ramte. Men der er menneskelige engle, der følger Jesus på hele vejen, også når smerten og lidelsen bliver umenneskelig. De står ved korset, og holder ud og holder ved - indtil døden. Påskemorgen møder vi de himmelske engle, der forkynder Jesu opstandelse. Det bringer håb, også når man er alvorlig syg på sygehuset.

27. marts

Sognepræst Laura Håkansson, Stormarks Sogn

Mod til livet

Palmesøndag er ikke kun begyndelsen på påskeferien. Den er også Jesu ankomst til Jerusalem med sin egen død på korset lige om hjørnet. Den er kvinden i Simon den spedalskes hus, der salver Jesu hår med nardusolie til hans begravelse. Den er Maria i Lazarus hus, der salver Jesu fødder med nardusolie og tørrer dem med sit hår. Jesus er Dead man walking Palmesøndag. Han ved, han skal dø, og han går sin skæbne i møde.

Hvad gør du? Tør du leve, selv om du skal dø?

Kom i kirke i morgen palmesøndag og få mod til livet!

20. marts

Sognepræst Dorte Hedegaard, Nordvestfalster Pastorat

Mariæ Bebudelse - glædens og undfangelsens dag

På søndag er det Mariæ Bebudelse.

”Æ” i Mariæ er grammatisk det, som hedder en objektiv genitiv/ejefald, da det er ærkeenglen Gabriel, der fortæller til Maria, at hun skal blive med barn.

Selv om dagen handler om Maria og om, hvordan hun modtager den chokerende nyhed, så er dagen en festdag for Kristus. I dag bliver han undfanget, og nu er der ni måneder til jul. Den messehagel, som præsten skal bruge på Mariæ bebudelsesdag, skal være hvid eller gylden, da det er en stor festdag.

Da Maria er kommet sig over englens budskab, besøger hun sin slægtning Elisabeth, som trods sin høje alder også er blevet gravid. Elisabeth bliver mor til Johannes Døberen, hvis fødselsdag er 24. juni. Idet de to kvinder mødes, så mærker Elisabeth at barnet i hende, bevæger sig og giver livstegn og hun hilser Maria med ordene: ”Velsignet er du blandt kvinder”. Maria svarer poetisk ved at synge en sang, som tak for at hun skal bære Guds barn.

Sangen kaldes for Marias lovsang og komponisten J.S. Bach skrev i 1723 et smuk stykke musik med navnet ” Magnificat anima mea Dominum” (min sjæl ophøjer Herren), som altså er glædens og taknemmelighedens ord, der fylder Maria ved den storslåede nyhed.

13. marts

Sognepræst Jacob Nørgaard Scheving, Stubbekøbing-Maglebrænde Pastorat

Minderne følger med til bords

Jeg arvede for nyligt en masse porcelæn fra min bedstemor. Hun lever stadig, men har ikke længere brug for det, og ville gerne give det nyt liv. I præstegården bliver der jo ofte holdt juleaften, påskefrokoster og så videre, så det kan være en bekostelig affære, hvis man skal anskaffe sig et fuldt sæt service. Nu hvor vi har det, er det dog ikke sparede kroner og ører jeg glæder mig over, men de mange års historie, der er med os til bords, når vi sætter os til rette i fremtiden.

Alle de gode minder fra min egen barndom, bæres med ind i dem, vi skaber for vores børn.

Nu er dette jo ikke en direkte analogi for dagens evangelium, men det minder os alligevel om hvad det vil sige, når Jesus siger: ”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.”

I vores liv med hinanden er der ting, som er vigtigere end det rent materielle.

6. marts

Sognepræst Stine Rugaard Sylvest, Brydebjerg-Krumsø Pastorat

Sandhed og Løgn

Det siges at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det sikkert heller ikke sandt. Hvor lokkende det end kan lyde. Og hver især prøver vi også så godt vi nu kan ikke at falde i fælder på Nettet, ved mails eller når telefonen ringer fra et ukendt nummer. For banken ringer ikke og beder om vores pinkode. Vi arver ikke en ukendt mangemillionær over mail. Nettet er fuld af farlige folk, der vil indfange os.

På den anden side er der også gode nyheder, der er sande. Foråret er på vej, Bayern fører stort i Bundesligaen og på søndag kan vi igen hører budskabet om, at Jesus er Guds søn, sendt til verden for at lære os at skelne mellem sandhed og løgn. Det gode eller det onde. Vælger vi Gud eller Djævel, som det lyder på søndag i fortællingen fra Markusevangeliet.

Vælger vi at være dem der lokker og narrer, lader vi os lokke og narrer eller prøver vi at bekæmpe det? Ja, svaret er nok lidt af det hele, men forhåbentlig mest af det sidste.

27. februar 

Sognepræst Hanne Lundsgaard, Toreby Sogn 

Muligheder i magtesløsheden

Det handler om menneskers afmagt i mødet med de sværeste ting i livet, sygdom og død. En søn, der har været syg hele sit liv, bliver hjulpet af Jesus. Sønnen er besat af en ånd, som får ham til at gøre ting, han ikke vil. I dag ville vi nok kalde ham psykisk syg. Det er en invaliderende sygdom, som gør det svært at leve et almindeligt liv. Drengens far kommer til Jesus med ham. Faren har sikkert prøvet mange forskellige ting for at hjælpe sin søn. Men uden at det for alvor har hjulpet. Heller ikke Jesu venner kan hamle op med den onde ånd. Kun Gud kan hjælpe her. ”Alt er muligt for den der tror” - siges det. Og det er der åbenbart ingen, der for alvor gør, for troens muligheder kommer til kort. Det kender de fleste nok. Magtesløsheden er et grundvilkår for menneskers liv. Der er ting, vi ikke kan gøre noget ved. Sygdom og død er de mest slående eksempler. Jesus siger, at bøn er en mulighed i det umulige.

Søndag handler det om bøn og om tro. Om at hverken troen eller bønnen er noget, vi mennesker skal præsentere for at få tingene til at lykkes. Troen er Guds gave til os, og Jesus er selv den der tror - og skaber muligheder, ikke kun for den syge dreng for længe siden, men også for os i dag. Vi kan læne os op ad hans tro, når vi føler os afmægtige. Vi kan lægge vores liv, vores sygdomme og besværligheder, vores bekymringer og vores tvivl over til Gud. Vi kan gøre det helt enkelt ved at bede til Gud: Fri os fra det onde - ske din kærlighedsvilje i verden og i vores liv.

20. februar

Sognepræst Beth Marie Larsen Hagemann, Ravnsborg Pastorat 

Striden om hvem er den største og Peters forræderi og Jesus opfordring til Peter om at hans tro ikke må svigte

Vi befinder os der i Jesus historie, hvor Jesus er ved at forberede sine disciple på, hvad der skal ske i de kommende timer. Midt i denne alvorlige situation opstår der en diskussion blandt disciplene om, hvem der er den største. Dette kan virke underligt, når man tænker på, hvad der snart vil ske, men det er et aspekt af menneskelig natur, som vi alle kan genkende.

Disciplene diskuterer nemlig, hvem der er den største blandt dem. Denne strid viser, hvordan vi ofte falder ind i en menneskelig tankegang, hvor vi sammenligner os med hinanden og stræber efter anerkendelse. Jesus konfronterer denne tænkning ved at minde dem om at ændre deres mindset: Den, der er størst blandt jer, skal være som den mindste. Og den, der fører an, skal være som en, der tjener.

Senere i teksten ser Jesus dybt ind i Peters hjerte og forudsiger, at Peter vil fornægte ham. Dette kan virke hårdt, men det er vigtigt at forstå, at Jesus ikke gør det for at nedgøre Peter. I stedet kender Jesus til Peters styrker og svagheder. Han ved, at Peter vil falde, men han ved også, at han vil rejse sig igen. Han siger til Peter: "Men jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte." Dette viser os, at selv når vi fejler, er der håb og tilgivelse.

13. februar

Sognepræst Monica Isabella Strange Djarnis, Kettinge-Bregninge Sogne

Tro, håb og kærlighed

Lørdag er det valentinsdag, og derfor klinger det ekstra romantisk, når vi på søndag hører uddraget fra første Korintherbrev, som fortæller om kærligheden. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, står der. Det er ord, der år efter år læses for brudepar i kirken, men det er også ord, der omhandler så meget mere end den kærlighed, der findes imellem to mennesker.

For den menneskelige kærlighed kan kun stræbe efter at være tålmodig, mild, tilgivende og fuld af overbærenhed. Vi kan ikke undgå at hidse os op, bære nag eller prale, for det er en del af det at være menneske, at vi ikke altid kan nå at begrænse vores fejltrin, før de opstår, uanset hvor gode vi gerne vil være.

Men Guds kærlighed er anderledes: Den får Jesus til at gå imod de mennesker, der prøver at få manden og hans ubelejlige tilstedeværelse til at forsvinde. Den får Jesus til at stoppe op og se på den blinde mand med kærlige øjne. Den giver os den frelse vi har brug for, men ikke kan gøre os fortjent til.

Det er en kærlighed der netop er tålmodig og mild og overbærende. Det er den kærlighed vi stræber efter. Og det er den kærlighed det handler om nu på søndag.

5. februar

Sognepræst Rebekka Maria Brandt Kristensen, Søllested-Skovlænge-Gurreby Sogn

Gud arbejder i det stille

Der er ting i livet, man ikke kan presse frem. Du kan sende en besked og håbe på et svar. Du kan gøre dit bedste som forælder eller ven. Du kan tage dig sammen, tage fat, tage en dag mere. Og alligevel kan der være perioder, hvor det føles, som om intet rykker sig.

Det er måske derfor, jeg holder af det, Jesus siger om Guds rige. Ikke som noget, vi skal præstere os ind i, men som noget, der vokser - ofte uden at vi opdager det. Som et frø i jorden: lagt ned, skjult, og alligevel på vej.

På søndag vil jeg prøve at sige det enkelt: At det gode, vi gør, ikke nødvendigvis er spildt, selv når vi ikke kan se frugten. At håb kan være noget, man får, ikke noget man finder på. Og at Gud kan arbejde i det stille - også i det, vi har givet op på.

Det er i hvert fald det, jeg selv har brug for at høre.

23. januar

Sognepræst Ida Støckel Rolle, Nysted-Vantore sogne

Det afgørende øjeblik

”Nu er vi nået til det afgørende øjeblik. Nu skal det vise sig, hvem jeg egentlig er, og hvad jeg er kommet for.” Sådan siger Jesus til disciplene på søndag.

Derpå bruger han billedet med hvedekornet: Et korn, der bliver liggende i stalden, er og bliver et korn. Men tør bonden at gemme det i jorden, forsvinder det – og netop dérfra vokser der en hel mark frem. Nogle gange skal noget gives væk og ”dø”, for at der kan komme nyt liv og meget mere til.

Jesus vender blikket mod os mennesker: Hvis vi klamrer os til vores eget liv, kontrol og selvoptagethed, mister vi livet. Men når vi tør at give slip, at lade Gud og næsten få førstepladsen, så er det dér, livet – også det evige – åbner sig. At tjene Jesus er ikke at stå og klappe på sidelinjen, men at følge efter ham ind i det virkelige livs beskidte, besværlige kærlighed.

Til sidst sætter Jesus trumf på: Når Jesus bliver ”ophøjet” fra jorden – altså korsfæstet – vil han drage alle til sig. Korset, som ligner et nederlag, bliver den trone, hvorfra han vinder verden.

16. januar 

Sognepræst Sidsel Hjorth Mikkelsen, Torkilstrup-Lillebrænde og Gundslev Sogne

Som ånd og sandhed er Kristus til stede

Fortællingen om Jesus og den samaritanske kvinde ved brønden er en drilagtig og spændingsfuld tekst. Religiøse uenigheder, sociale grænser og kønsmæssige skel krydser hinanden i mødet mellem to mennesker, der egentlig ikke burde tale sammen. Men det er netop modsætningerne, der driver fortællingen frem: vandet fra brønden over for det levende vand, det jordiske liv over for det evige, det konkrete over for det abstrakte.

Gennem evangelieteksten får vi på søndag indblik i menneskelivet som grundlæggende sammensat og konfliktfyldt, fordi vi lever i spændet mellem længslen efter harmoni og erfaringen af det modsatte. I denne tid går tankerne især til den splittelse, vi oplever i verden og nu på områder, hvor der før var enhed.

Alligevel har mennesker altid søgt steder og tider, hvor himlens orden kunne spejles. Derfor har vi bygget kirker - et hav her på Lolland og Falster! - hvor vi kan møde Guds ord, kærlighed og sandhed. Men i tekstens kontekst bryder Jesus med forestillingen om, at Gud alene skal tilbedes på hellige bjerge eller i hellige templer, men at Guds nærvær omfatter hele livet, også hverdagens brudflader.

Som ånd og sandhed forener Jesus, hvor der før var adskillelse. I enhedens perspektiv kan vi derfor finde mod til at være i livet og komme i kirken med alt, hvad vi er, fordi vi her er et i Ham.