Tre centrale udfordringer

Udfordring 1: Skævhed mellem land og by

Urbanisering har skabt stor ulighed mellem stifter. Fx:

• Morsø Provsti har 17.000 medlemmer og 33 kirker, hvoraf 31 er middelalderkirker.

• Gentofte Provsti har 49.000 medlemmer og 10 kirker, kun én middelalderkirke.

To eksempler fra Lolland-Falsters Stift uddyber udfordringerne:

• Lolland Vestre Provsti har 18.000 medlemmer og 31 kirker, alle fra middelalderen. Det giver i gennemsnit 582 medlemmer pr. kirke, og menighedsrådene har en meget tung byrde ift. vedligehold og økonomi.

• Falster Provsti har 32.000 medlemmer og 34 kirker, alle middelalderkirker. Provstiet er præget af en aldrende befolkning og lav tilgang af frivillige og præster, hvilket forstærker det demografiske og organisatoriske pres.

De befolkningstynde stifter står ofte med større vedligeholdelses- og rådgivningsbyrde - og lavere skatteindtægter.

Udfordring 2: Præstefordeling

Folkekirken har ca. 1892,8 statsligt finansierede præsteårsværk. Dertil kommer ~150 lokalfinansierede primært i byerne. Hvert 5. år skal biskopperne se på præstefordelingen og flytte rundt efter behov. Hidtil har de rige sogne kunnet "købe sig til" ekstra præster, hvilket har givet mulighed for at tildele landstifter som Lolland-Falster flere ordinære præsteårsværk end stiftet egentligt er berettiget til ift. sin størrelse, men fremover er det ikke længere tilladt for stifterne at ansatte egenfinansierede præster.

Udfordring 3: Fællesfondens pressede økonomi

Fællesfonden udgør kun 13 % af den samlede folkekirkelige økonomi og dækker bl.a. it, uddannelser og nye fællesprojekter. Økonomien har ikke fulgt med velstandsstigningen i samfundet, og der er derfor grænser for, hvor meget et stift kan "understøttes" ekstraordinært fra centralt hold. Derfor er et bæredygtigt stift nødt til at kunne "hænge sammen" i sig selv.

Hvor store er stifterne? 

Største stift (befolkning): Helsingør. Mindste: Lolland-Falster. Laveste medlemsandel: København. Kilde FUV pr. 1. januar 2025.

Hvad betyder det i praksis?

Et for lille stift risikerer:

• Økonomisk skrøbelighed
• Administrative spidsbelastninger
• Vanskeligheder med at tiltrække personale
• Urealistisk mange bygninger per økonomisk enhed

Et for stort stift kan opleve:

• Tab af nærvær og identitet
• Kompleksitet i ledelse og relationer
• Udfordringer med at styre økonomien
• Mindre fleksibilitet

Hvor stor skal et stift så være?

Det er selvfølgelig vanskeligt at sige præcist. Mange lokale forhold, som fx geografisk udstrækning og antallet af kirker, spiller ind her. Men alligevel kan man godt indkredse en idealstørrelse.

Et idealstift:

• Har en balanceret medlemsbase, hvor indtægter passer med udgifter og opgaver
• Har kapacitet til fx at rådgive og aflaste menighedsråd og provstier ift. tung bygningsdrift, arbejdsmiljø og personalesager
• Har administrative muskler og kritisk masse nok til at tiltrække og udvikle fagligt kompetente medarbejdere, som kan bidrage både lokalt og til folkekirkens fællesopgaver
• Kan sikre stabil præstebetjening uden overbelastning
• Har en så tilpas "overskuelig" størrelse, så teologisk tilsyn og sparring med præster ikke kun er en ting på papiret, og potentielle konflikter kan tages i opløbet
• Har en størrelse, så den betragtes som en ligeværdig partner, når stifterne samarbejder

På baggrund af ovenstående må en minimumsstørrelse formodes at ligge omkring 3-400.000 medlemmer, afhængigt af geografiske forhold og kirkebygningernes antal og alder.