Stiftsgrænser
TEMA: Det bæredygtige stift
Biskoppernes arbejde med stiftsgrænser
Ændringer af stiftsgrænser kræver et grundigt forarbejde og mange overvejelser, hvorfor biskopperne har arbejdet indgående med spørgsmålet og prioriteret opgaven. Efter grundige drøftelser er biskopperne kommet frem til følgende otte pejlemærker:
• Kirkelig og teologisk sammenhængskraft
• Nærhed og bæredygtig størrelse
• Ledelses- og styringskapacitet
• Ressourceanvendelse og økonomi
• Retfærdighed og legitimitet
• Identitet og tilhørsforhold
• Fremtidssikring
• Implementerbarhed
Når stiftsgrænser skal ændres, bør man nøje afveje hensyn til både effektiv organisering og et nærværende, legitimt bispeembede. Dette embede skal fortsat kunne fungere som en samlende instans i en folkekirke, der både er lokalt forankret og nationalt sammenhængende. Biskopperne er meget bevidste om, at justeringer af stiftsgrænser er en vanskelig opgave, som griber ind i både kirkelige og folkelige forhold, og derfor naturligvis påvirker de implicerede. Ikke mindst for Roskilde Stift, som i forslaget nedenfor afgiver tre provstier. Derfor har arbejdet også krævet grundige overvejelser og en nøje afvejning af de mange hensyn, der knytter sig til folkekirkens virke.
Høring
Hvis forslaget vinder fremme, finder biskopperne, at en høring bør finde sted af præster, menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd, hvor de berørte parter får mulighed for at bidrage med erfaringer og perspektiver.
Videre perspektiv
Erfaringerne fra etableringen af et nyt Storstrøms Stift vil kunne bidrage til en mere helhedsorienteret udvikling af folkekirkens organisering. Sammen med de otte pejlemærker vil erfaringerne herfra kunne anvendes som afsæt for forestående mindre justeringer af de øvrige stifter. En opgave, biskopperne finder nødvendig og gerne vil arbejde videre med frem til udgangen af 2027. Dermed kan erfaringerne fra den her foreslåede strukturændring bidrage til en udvikling af stiftsstrukturen i Danmark.
Du kan læse hele brevet og bilag nedenfor.
Stiftsrådet:
Stiftsrådet i Lolland-Falsters Stift (LFS) består af biskoppen, domprovsten, en repræsentant for stiftets provster, tre repræsentanter for stiftets præster samt to menighedsrepræsentanter fra hvert provsti – i alt 14 personer, som er nødvendige for at kunne udføre arbejdet med at sparre med biskoppen, tage sig af økonomien og bidrage til folkekirkens fællesopgaver samt bemande de forskellige udvalg under stiftsrådet, som fx Det mellemkirkelige udvalg og Det religionspædagogiske udvalg.
Men hvis ikke der var en undtagelse for netop Lolland-Falster, så ville stiftsrådet kun bestå af 8-10 personer. For det første har LFS fået lov til at have to menighedsrepræsentanter fra hvert provsti, hvor man i alle andre stifter har én. Dernæst har LFS fire provstier i to kommuner, hvor det normale er, at provstigrænserne følger kommunegrænserne.
På trods af disse undtagelser, har man i mange stifter mellem 7-10 stiftsudvalg, mens man i Lolland-Falsters Stift har fire.
Provstier:
Lolland-Falsters Stift har fire provstier – med tilsammen under 100.000 indbyggere. Til sammenligning har både København-, Helsingør-, Aarhus- og Haderslev stifter flere provstier, som i sig selv har flere end 100.000 indbyggere. De tre af provstierne i LFS er derudover på top ti over de mindste provstier i Danmark – kun Falster Provsti er med sine cirka 41.000 indbyggere for stor til at være med der.
Som hovedregel følger provstigrænserne kommunegrænserne, fordi kirkeskatten udskrives fælles for alle sogne i en kommune. En meget stor kommune kan altså godt have flere provstier, mens det er sjældent i mindre kommuner. På Lolland-Falster har de to kommuner, Guldborgsund Kommune og Lolland kommune, hver to provstier.
Hvis stiftet var større, ville der formentlig kun være to eller tre provstier på samme område, men som det er nu, ville det medføre for få provster og for lidt arbejdskraft til de opgaver, som findes.
Præster:
Ved de seneste to præstefordelingsmodeller, gældende i hhv. 2016-2021 og 2022-2027, har man fordelt præstestillingerne med udgangspunkt i et sæt transparente kriterier, hvorefter der blev truffet en politisk beslutning om at kompensere Lolland-Falsters Stift med et antal ekstra præster; dels for at kunne opretholde driften af et stift, der ellers ville blive for lille i forhold til de pastorale ressourcer, dels fordi området er kendetegnet ved få indbyggere, men med en forholdsmæssigt høj medlemsprocent og procentuel god kirkegang – og ikke mindst med et stort antal (middelalder)kirker. Det drejer sig om pt. 12 ekstra præster, som Lolland-Falsters Stift på denne måde er blevet tildelt (forfordelt).
Det har kun kunnet lade sig gøre ved hjælp af lokalt finansierede præstestillinger, som særligt de store stifter med større byområder gør brug af. Det har givet luft til, at LFS kunne få en større andel af de centralt finansierede præster, end hvad befolkningsgrundlaget og de øvrige fastlagte parametre tilsiger.
Men ministeriet har lagt op til, at det fremover ikke længere skal være muligt at finansiere præster lokalt, og derfor bliver presset på LFS endnu større. Uden de ekstra præster, som stiftet hidtil har fået, ville LFS kun have omkring 44 præster til et område som er ca. 20 gange større end Københavns Kommune og har dobbelt så mange kirker.
Stiftsadministration:
Formelt set har stiftsadministrationen i LFS ingen særlige undtagelser. Reelt set skal en lille administration med en lille økonomi løse præcis de samme opgaver som i større stifter: økonomi, jura, kommunikation, understøttelse af provstier og menighedsråd osv. Og lønningerne til nøgle- og fagpersoner er ikke mindre. Så hvis man ser på prisen for administrationen målt på indbyggertal, så koster det ca. 85 kroner pr. indbygger i LFS, mens det fx koster ca. 15 kr. i Københavns Stift. Stiftsadministrationen i LFS er altså ca. 5,6 gange dyrere pr. indbygger. Ikke fordi stiftet har et større råderum, men fordi det har de samme grundopgaver som andre stifter på et meget mindre medlemsgrundlag.
Andre forhold:
Det er klart, at når man som udgangspunkt altid er afhængig af, at de andre i fællesskabet tager særlige hensyn til en, kan det også have indflydelse på den vægt, som man taler med i andre sammenhænge. Oplevelsen af altid at leve lidt på andres ”nåde” kan også sætte sig i selvforståelsen på en uheldig måde. Så også af hensyn til demokratiet og samarbejder mellem landets ti stifter, er det vigtigt, at forskellen ikke er for stor. Man kan måske sige, at når/hvis LFS taler med samme vægt som fx Helsingør, Aarhus og København, så er det kun, fordi de andre stifter gør en undtagelse.
Biskopperne sidder med det nationale overblik, og hvis vi venter ti år med skiftende biskopper, frygter jeg, at diskussionen blot starter forfra igen og igen, mens folkekirken på Lolland-Falster og omegn bryder sammen. Det er den virkelighed, vi taler ind i. Alle anerkender, at vi skal have gang i den her proces, men ingen har aktuelt udvist initiativ. Biskopperne har sendt en nødvendig opfordring til ministeren, og hvis politikerne mener noget med at støtte og styrke yderområderne, skal der handling til.