Fortsæt til hovedindholdet
5. juni 2025

Vil du have din kirkes begivenhed med i  Kirken I Sommelandet-temaet?

Kære præster og menighedsråd 

Lolland-Falsters Stiftsråd har i sin strategi sat fokus på Kirken i sommerlandet. Stiftsrådet har derfor nedsat et stiftsudvalg. Det er et arbejde med fokus på alle ferierende, turister, sommergæster, flexboligejere og andre, som nyder godt af vores område og ro, om sommeren, såvel som hele året. 

Stiftsudvalget har arbejdet det sidste års tid, og vil ligesom sidste år søsætte en temaside på stiftets hjemmeside. Det skal være en samlet oversigt over arrangementer, tilbud og gudstjenester, der særligt retter sig til sommerens turister og gæster. Det kunne være friluftsgudstjenester, hverdagsgudstjenester, koncerter, arrangementer, gudstjenester på andre sprog eller andet. Temasiden vil dække over sommerperioden (juni til september). 

Hvis I har et arrangement, eller flere, som I ønsker at promovere, skal I oprette dem på sogn.dk eller kultunaut.dk som I plejer, men gerne være særligt opmærksomme på brug af billede og tekst. Og husk at oprette HELE begivenheden på en gang. Kultunaut, som sogn.dk og stiftet samarbejder med om den nye kirkekalender, henter kun teksten én gang. 

Hvis I senere ændrer i teksten, vil det altså IKKE komme med over. Kun hvis I ændrer dato eller sted, vil begivenheden blive hentet igen.

Hvis I arbejder med ChurchDesk kan du læse mere om at lægge indlæg på kultunaut via sogn.dk her i denne vejledning.

Vær opmærksom på, at I har flere billedmuligheder, hvis I opretter eller redigerer begivenheden direkte i Kultunaut.

Når I har oprettet begivenheden, kan I se den på stiftets nye kalender

Dernæst skal I blot give os besked om, hvilke arrangementer I vil have med på den særlige tema-side på stiftets hjemmeside.  Gerne i kort listeform med dato og titel.

I er også meget velkomne til at sende mere generel tekst om, at en bestemt kirke fx har åbent alle dage hele sommeren - så finder vi en måde at få det med i temaet også.

I kan se en igangværende opbygning af Kirken i sommerlandet temaside her.

Vi skal bede om jeres bidrag senest den 15. juni til stiftets kommunikationsmedarbejder Bjørn Themsen på bith@km.dk (I mailens emnefelt bedes I skrive: Kirken i sommerlandet). 

Derudover vil vi gøre opmærksom på, at stiftsudvalget har nogle midler, som også præster eller menighedsråd vil kunne søge. Midlerne kan søges til arrangementer, der er særligt rettet mod turister og/eller sommergæster. Det kunne være tilskud til en friluftsgudstjeneste, kirkekaffe eller lignende. Den samlede pulje er på 20.000 kroner, og vores mål er, at disse skal virke ude i mange af stiftets sogne. 

Der er ansøgningsfrist den 17. juni. Ansøgninger skal sendes til stiftsudvalgets formand Anders Martin Lauritsen på amal@km.dk. 

Med venlig hilsen
Stiftsudvalget for Kirken i sommerlandet