Tale ved grundlovsmøde i bispegårdens have

Nogle har måske bemærket, at er der kommet et hul i rækken af høje, gamle træer. Lige derovre stod fx to store træer. Nu står kun træstubbene tilbage med en omkreds på hele tre meter. Ikke en nem beslutning.

For man siger ikke uden grund, at træer og skove er verdens lunger. De indgår ligesom lunger i et stort kredsløb. En slags åndedrag i verden, hvor træerne tager imod den CO₂, vi udånder og udleder, og giver den ilt tilbage, som vi ikke kan leve foruden.

De store, gamle træer er på den måde en del af et større kredsløb, hvor livet hele tiden fornyes.

Derfor er det ikke uden betydning, at Grundlovsmødet holdes i D.G. Monrads gamle have. For i bispegården står den skrivepult, hvor Monrad skrev udkastet til Grundloven. Her, mellem gamle træer og gammel historie, bliver vi mindet om, at det, der bærer et samfund, ofte er noget, der har taget lang tid at vokse frem. Netop derfor skal det behandles med omtanke.

Men træerne her i haven var blevet så høje, at de i stormvejr kunne vælte ind i husene på den anden side af gaden eller ind bispegården. Så de måtte fældes.

Hvis I undrer jer over, hvad fældningen af de store træer her i Monrads gamle have har med Grundloven, demokratiet eller folkekirken og kristendommen at gøre, så nærmer jeg mig det nu.

For da jeg en vinterdag stod og betragtede mænd i orange arbejdstøj, der med store motorsave og på ingen tid, skar det ned, der havde taget årtier at vokse frem, så dukkede billedet af den orange mand i Det Hvide Hus op på min nethinde og hans makker med motorsaven – i hvert fald for en tid.

Men inden techmilliardæren Elon Musk – der uden politisk erfaring vandrede ind i magtens centrum – røg ud igen, nåede billedet af ham med den løftede motorsav at prente sig i den kollektive bevidsthed.

Efterkrigstidens verdensorden med internationale handelsaftaler, bistand til verdens mest sårbare mennesker og klimaaftaler,

der skulle sikre livsgrundlag for både nulevende og fremtidige generationer, har den trumpistiske motorsav skåret ned – og det sender jordrystelser igennem den globale verdensorden og rammer også vores egen trygge lille del af verden.

Motorsaven signalerer ikke gennemtænkte beskæringer eller demokratiske samtaler, der trækker ud, fordi der skal lyttes, analyseres, diskuteres, inden der kan træffes beslutninger om fx at beskære antallet af ministerier.

Billedet af motorsaven reducerer komplekse politiske prioriteringer til et forsimplet show designet til SoMe.

Motorsaven signalerer nærmere hurtig, hård og kynisk magtudfoldelse, der hensynsløst skærer ned – uden blik for, at der også skal bygges op og plantes nyt.

For os, der er født og opvokset i kølvandet på anden verdenskrig, er det rystende at se, hvor hurtigt tilliden til demokratiske institutioner, retsstaten og den frie presse kan skæres ned – al den tillid, der har taget årtier at bygge op.

Jeg tænker ikke på Danmark.

Jeg tænker på de steder i verden, hvor demokratiet er under pres, hvor domstole og medier undermineres.

Hvor den frie forskning stækkes og ensrettes.

Hvor magten koncentreres på færre hænder. Og hvor uenighed ikke længere ses som en nødvendig og sund forudsætning for demokratiet, men som noget, der skal bekæmpes med udemokratiske midler.

Venner i USA fortæller, hvor hurtigt det er gået.

Det er et wake-up call for alle os, der bor i et trygt velfungerende land som Danmark, der i dag fejrer, at det er 177 år siden, at Grundloven, der juridisk og strukturelt sikrer vores demokrati, blev indført.

Det er generationerne før os, der har slidt blod, sved og tårer, og som har kæmpet for at få indført demokratiet.

Men demokratiet er IKKE en selvfølge – selvom vi er mange, der har taget det for givet her i landet.

Både historisk og ifølge moderne demokratiforskning er demokrati fortsat undtagelsen snarere end reglen.

I dag lever under langt halvdelen af jordens befolkning i et reelt demokrati, og kun en lille del i et fuldt liberalt demokrati, som vi kender i Danmark.

Igennem de sidste 20-25 år har der været en demokratisk tilbagegang, der nu også rammer etablerede demokratier.

Det sker sjældent ved pludselige militærkup.

I stedet nedbrydes demokratiet oftest indefra af demokratisk valgte ledere, der gradvist svækker de institutioner, som skal kontrollere dem.

I kender selv eksemplerne, jeg behøver ikke sætte navne på.

Den samfundsudvikling, der udfordrer demokratiet i dag er er kendetegnet ved:

- En politisk polarisering og populisme med en ”dem-og-os-retorik”, der skaber fjendebilleder og mistillid.

- Digitale ekkokamre og misinformation styret af algoritmer, der forstærker vrede, frygt og frustrationer.

- Stigende økonomisk og social utryghed, der øger villigheden til at acceptere en autoritær leder, der lover hurtige og kontante løsninger på bekostning af demokratiske processer.

Vi ser det rundt om i verden, men det er en udvikling, der også kan snige sig ind i vores land.

Så når vi har ventet i 71 dage på en ny regering og pressen står klar til at dissekere, hvilke partier, der har måttet sluge kameler, og hvilke svagheder og interne spændinger, der er i den nye regering, så er det godt at minde os selv og hinanden om, at demokrati ikke er verdens normale tilstand.

Demokratiet er en styreform, vi skal værne om og bidrage til, ikke kun ved at sætte kryds, når der er valg, men også i perioderne imellem valg.

For demokratiet lever af en aktiv og engageret befolkning, der bidrager hertil i hverdagen.

Men hvordan kan man spørge? Måske tænker I:

”Jeg er ikke god til debattere, eller skrive læserbreve.

Jeg bryder mig ikke om at gå i demonstration.

Der er ingen af de politiske partier til trods for den brede vifte i Danmark, som jeg er enig med.

Så hvordan kan jeg bidrage til demokratiet?”

Demokratiet findes ikke kun på Slotsholmen foran snurrende kameraer og journalister, der som det allermest opfindsomme spørger nyudnævnte ministre:

“Hvad føler du?”

Det lever heller ikke af politikere på toppen af magthierarkiet, der kæmper om rampelys og taburetter. Demokratiet lever af noget langt mere stille og grundlæggende – tilliden mellem os vores institutioner.

Grundloven er et solidt værn om vores demokrati.

Den gør det meget vanskeligt at afskaffe folkestyret.

Men Grundloven alene får ikke demokratiet til at leve – det gør landets indbyggere.

Grundloven sætter de juridiske rammer,

men tilliden er det brændstof, der får det demokratiske maskineri til at fungere i praksis – og her kan vi alle bidrage.

For tilliden næres, når vi lytter til hinanden og respekterer, at andre ser verden anderledes end os selv.

Den næres af saglig oplysning og pålidelig information, så vi kan skelne mellem fakta og manipulation.

Og den næres af et retfærdigt samfund, hvor goderne fordeles, så uligheden ikke vokser sig så stor, at tilliden mellem os brister.

Derfor skal vores evne til at lytte, tale sammen, indgå kompromiser og tage ansvar for både lokalsamfundet og samfundet som helhed, hele tiden opøves i nye generationer og holdes ved lige.

Det kan vi gøre ved at engagere os i frivilligt arbejde, lokale idrætsforeninger eller andre kultur- og fritidsorganisationer, grundejerforeninger, græsrodsbevægelser, nabofællesskaber, Lolland-Falster Lovestorm, hjælpe udsatte grupper eller bidrage til humanitære organisationer, hvilket alt sammen styrker den sociale sammenhængskraft og tilliden i samfundet.

Og man kan selvfølgelig også blive medlem af et menighedsråd – det må jo med, når det nu er biskoppen, der holder årets Grundlovstale.

Og det er ikke fordi, der er menighedsrådsvalg i år, og jeg er ude og agitere for nye medlemmer.

Men netop menighedsrådet omtales ofte som den mest lokale form for demokrati, fordi man får indflydelse på, hvordan kirkeskatten bruges, og er med til at sætte retningen for kirkens sociale og kulturelle aktiviteter.

Og selvfølgelig er der de samme udfordringer i det lille demokrati, som i det store.

Men trods administrative udfordringer, interne konflikter, et til tider temmelig støvet image og årtiers profetier om, sekulariseringen der vil gøre kirken overflødig i et moderne demokrati, så er folkekirken med sine mere end 4,2 millioner medlemmer, og godt 12.400 valgte menighedsrådsmedlemmer den største forening i landet. Og undersøgelser indikerer, at de unge i øjeblikket søger imod kirken og det kristne fællesskab.

Der er sikkert mange grunde til, at kristendommen har overlevet og fortsat er relevant og vedkommende i dag.

Jeg vil vove et bud her på Grundlovsdag – for i mine øjne, handler det ikke mindst om menneskesynet og den grundlæggende tillid til medmennesket,

der vokser ud af det kristne budskab.

Velfungerende samfund kan ikke leve uden tillid.

Eller sagt modsat – mistillid er det, der bryder sammenhængskraften i et samfund ned.

Helt centralt i kristendommen står det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Gud og din næste som dig selv.

Det forbinder os med hinanden, og det, der er større end os selv. Det kalder på gensidig forståelse, på tilgivelse, når skaden er sket. Det skaber grobund for den tillid mellem mennesker, som demokratiet lever af.

Og kærlighedsbuddet går så langt som til også at indebærer, at vi også skal elske fjenden.

Men det lyder jo fuldstændig utopisk, vil mange sikkert indvende. For hvordan kan man dog elske sine fjender?

Det vil mildt sagt kræve en total forvandling af menneskeheden, som i øjeblikket forekommer utopisk, men måske har vi netop brug for utopier – også i demokratier?

Rune Lykkeberg, Informations chefredaktør skrev i en leder engang for mange, mange år siden, at det er vigtigt at formulere utopier for et samfund.

Han tænkte næppe på kristendommen som en utopi, men han argumenterede for, at utopien skal stå klar på hylden, så den kan tages ned, når den eksisterende verdensorden bryder sammen.

Det er for sent at opfinde den, når først den gamle verden er faldet.

Måske er vi netop der, hvor den kendte verdensorden vakler. Vi har brug for utopier for en ny verdensorden – og her er der inspiration at hente i kristendommen.

Selvfølgelig indstiftede Jesus ikke en styreform, og hans budskab kan heller ikke reduceres til demokrati.

Men kristendommen har nogle grundforestillinger, som har været med til at forme et demokratisk menneskesyn – og netop buddet om at elske sin næste fordrer, at vi forvandles. Så vi lærer:

At sætte den anden i centrum i stedet for os selv;

At sige vi og os, i stedet for jeg og mig;

At tænke fællesskab fremfor individ.

Kærligheden er en hård læremester for egoet.

Ligesom træer nænsomt skal beskæres, skal vores store egoer også nogle gange beskæres, så en ny og bedre udgave af os selv kan få lys og spire frem.

Måske gælder det også i demokratiet, at vi som samfund må skabe lys og luft omkring det fælles.

Vi må beskære det, der får mistillid, egoisme og grådighed til at vokse vildt, så fællesskabet kan slå dybere rødder og få bedre vækstbetingelser.

Hvis man kigger omkring træstammerne på de to store træer, der blev fældet i vinter, er der nu et sandt vildnæs af nye rodskud, der vokser frem.

Det vælter op af jorden med alt det, der har ligget i vækstlaget og ventet på at få lys og nærig.

Det nye, der vokser frem, skal kultiveres.

Der er både blomster og ukrudt. Men det forunderlige er, at når noget gammelt falder, kan nyt liv få lys og plads.

Sådan kan vi også se på Grundloven og demokratiet.

En kulturarv, der skal værnes om. Vi skal luge ud i mistillid, polarisering og ligegyldighed, så tillid, samtale og fælles ansvar får de bedste vækstbetingelser.

Ikke fordi det gamle bare skal fældes, men fordi et demokratisk samfund hele tiden må plejes, beskæres og fornyes, hvis det fortsat skal være levedygtigt og båret af tillid.

Afslutningsvist vil jeg gerne ønske jer alle en god Grundlovsdag.