Tale til ordinationen af Caroline Augusta Underdal Jacobsen & Anna Steenbarg Gellert den 25. februar 2026
Det ord af den hellige skrift, som jeg på denne jeres ordinationsdag særlig vil lægge jer på sinde, står i Esajas Bog kap. 55. vers 10-13:
For som regnen og sneen falder fra himlen
og ikke vender tilbage dertil,
men væder jorden, befrugter den og får den til at spire
og giver udsæd til den, der vil så,
og brød til den, der vil spise,
sådan er mit ord, som udgår af min mund;
Det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
men det gør min vilje og udfører mit ærinde.
I glæde skal I drage ud,
og i fred skal I føres af sted.
Bjerge og høje bryder ud i jubel foran jer,
alle markens træer klapper i hænderne.
I stedet for tjørnekrat vokser enebær op,
myrter i stedet for nælder.
Det skal blive til ry for Herren,
et evigt minde, der ikke slettes.
Amen
Kære Caroline og Anna og alle jer, der er her i kirken i dag
Mens kong Vinter er ved at afklæde sig sin hvide dragt, står I her i jeres hvide albaer, klar til at blive ordineret til tjeneste i folkekirken.
Og det sker ovenikøbet midt i en domkirke, der i disse dage er ved at blive transformeret til en stor teaterscene.
Sneen, der er faldet fra himlen,
har pakket landskabet ind i hvidt.
Den har vædet jorden og gjort den klar,
så frø og løgplanter kan spire.
Da jeg så ud ad vinduet i morges,
fik jeg øje på de første vintergækker.
Små hvide tegn på, at livet ikke har ligget stille.
Det har været i gang hele vinteren. Under overfladen.
Trods frost, sne og kulde.
Det er indbegrebet af transformation.
Og på en måde er det også sådan for jer i dag.
Også I er midt i en stor forvandling fra studieliv til præstegerning.
I to har – på hver jeres måde –
været pakket ind i et landskab af teologisk litteratur, forelæsninger og eksaminer.
Som forårsløg er I nu klar til at spire, gro og slå rødder i Vorherres mangfoldige og frodige have,
når præstegerningen for alvor folder sig ud for jer.
Som ny præst vil man så gerne komme godt fra start.
Man vil gerne gøre et godt indtryk.
Fylde kirkerummet med glade mennesker.
Række ud og nå den, hvis hjerte er frosset fast i ensomhed og isolation.
Modtage tak fra pårørende, der – midt i sorg og savn – varmer sig ved ordene i begravelsestalen.
Undervise teenagere, der pludselig ser lyset, slukker mobilen og lytter, som om det virkelig gælder.
Og ja – også jeg som biskop vil gerne holde en ordinationstale, I tager med jer, så ordene står klart for jer i tiden, der kommer.
Hvor ville det være dejligt, hvis bjerge og høje brød ud i jubel foran os, og alle markens træer klappede i hænderne. Hvis der i stedet for tjørnekrat voksede enebær, og myrter i stedet for nælder, som Esajas skriver.
Så kunne verden da virkelig se, at vi har gjort en indsats
– og at vores anstrengelser har båret frugt.
For vi vil jo alle gerne gøre det så godt, vi kan.
Og det skal vi selv sagt også.
Men – og det kan ikke siges for tydeligt eller for ofte –
når vi har lagt os i selen, må vi hele tiden holde for øje, hvem vi tjener.
Det er den Herre, der selv blev hængt op på et kors.
Hvis hans liv skulle opgøres som et resultatmål, der kunne afrapporteres til Finansministeriet, ville det ligne en fiasko. En vandreprædikant, der forkyndte Gudsrigets komme, kaldte mennesker til omvendelse og rakte Guds nåde og barmhjertighed ud – gratis, ufortjent, kvit og frit.
Og han blev henrettet for sin gerning.
Det er den Herre, vi tjener!
Det anslås, at der hundrede år efter Jesu død var mellem 7.000 og 25.000 kristne i verden
– en forsvindende lille del af Romerrigets befolkning.
Tallet er selvfølgelig behæftet med usikkerhed,
men pointen er klar: Det begyndte småt. Næsten usynligt.
I dag – godt 2.000 år senere – er der omkring 2,6 milliarder mennesker kristne, ca. en tredjedel af verdens befolkning.
Når jeg nævner de tal, er det ikke for at indføre
Excel-logik og regneark i troens verden.
Det er for at minde os om noget afgørende –
at jeres ord ikke alene afhænger af jeres egen indsats. Troen kommer af det ord, der høres, som Paulus lærer os. Men om mennesker lytter med hjertet, er I ikke herrer over.
Når Esajas skriver, at Guds ord er som regn og sne,
der falder fra himlen, væder jorden og får det til at spire – og ikke vender virkningsløse tilbage – så er det et billede,
I kan læne jer ind i i dag.
For det siger noget helt centralt om præstegerningen:
at I ikke sendes ud med ord, der klinger smukt,
men med ord, der som sneen og regnen kan vande troen – fordi Gud selv har lagt troens frø i menneskers hjerter.
Guds kærlighedserklæring finder vej ned i små sprækker: dér hvor livet er hårdt, og hvor overfladen kan være stenfrossen af skyld, skam eller frygt.
Og selv når I ikke kan se det,
selv når prædikenens ord synes at forsvinde ud i rummet,
og selv konfirmanderne ser ud, som om de er et andet sted – så kan ordene stadig vande den åndelige tørke.
Et barnebarn, der skriver flere år efter, at bedstefar er blevet begravet, for at få en kopi af begravelsestalen.
En konfirmand, der vender tilbage, når han skal vies, og husker, hvad der blev sagt til konfirmandforberedelsen – også selvom, det dengang ikke så ud til, at der blev lyttet.
For Guds ord vender ikke virkningsløse tilbage.
Evangeliet gør det, Gud vil:
Det trøster, kalder, rejser op, vækker mod – og lader noget nyt spire frem, også midt i det, der ligner en ødemark eller et frossent landskab.
Som Esajas skriver: Guds ord er aldrig spildte.
De er lige så frugtbare, som forårsregnen er for løgplanter og vintergækker i haven.
Tænk blot på, hvad Guds ord allerede har gjort ved jer.
Mon ikke det også er en af grundene til, at I står her i dag?
Så når I nu iført jeres præstekjoler begynder jeres nye tjeneste – så husk vintergækkerne. De råber ikke højt.
De måler ikke sig selv i resultater. De spirer, fordi jorden er blevet vædet, og livet arbejder i det skjulte
– under overfladen.
Sådan virker også Guds ord:
Det falder som regn og sne.
Det trænger ned og forvandler menneskers indre landskab – også når I ikke ser det.
Sådan er præstegerningen – og hertil ønsker jeg jer Gud kærlighed og velsigne.
Amen.