Tale til ordination af Helene Grubbe 17. december 2025
Tale til Helene Grubbe
Det ord af den hellige skrift, som jeg på denne din ordinationsdag særlig vil lægge dig på sinde,
skriver evangelisten Lukas i kapitel 24 vers 30-32:
De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften,
og dagen er allerede gået på hæld.«
Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham;
men så blev han usynlig for dem.
De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«
Amen
Kære Helene og alle jer, der er til stede her i kirken i dag
Teksten her er et lille uddrag af vandringen til Emmaus.
Man kan på flere måder se hele præstegerningen som en lang Emmausvandring med Jesus, hvor to af hans disciple møder det, de tror, er en fremmed, på deres vej.
De fortæller ham om de forfærdelige begivenheder, der er sket i Jerusalem: at deres læremester er blevet korsfæstet, og at hans grav nu er tom.
Den fremmede synes imidlertid ikke, det er synd for dem. Tværtimod revser han dem for deres manglende tro,
og så udlægger han ellers teksterne for dem.
Først da de inviterer den fremmede indenfor,
og han bryder brødet og velsigner det, genkender de ham som den opstandne Kristus – og i næste øjeblik er han væk!
I bagklogskabens klare lys erkender disciplene, at deres hjerter brændte i dem, mens han åbnede teksterne for dem.
Mange præster kan nok genkende oplevelsen af at være på vandring sammen med Kristus gennem præstegerningen.
Det er ikke altid let at genkende ham, når vi møder ham,
og ofte registrerer vi det kun som en fremmed.
Og når vores øjne så åbnes, og vi ser og sanser hans nærvær, kan han i næste nu forsvinde for os.
Vi kan aldrig helt indfange og fastholde oplevelsen af det guddommelige nærvær i vores liv.
Her må vi tro på, at han altid er med os på vejen, også når vi er optagede af vores egne tanker, sorger og bekymringer.
Men vores tankemylder og oprørte følelser er ikke afgørende for Guds nærvær og kærlighed til os.
Guds Ånd er nærværende, også når vi er åndsfraværende.
Men som regel mærker vi det, når Gud åbner, berører og bevæger os – for så brænder vores hjerter i os.
Et udtryk, der stammer fra kirkefaderen Augustin lyder ”Cor ad cor loquitur” – det betyder ”hjerte taler til hjerte” og beskriver en åndelig samtale med Gud. På universitet og på Pastoralseminariet, har vi lært at bruge hovedet,
men på vores Emmausvandring skal vi også bruge hjertet.
Det er vores pejlemærke i præstegerningen,
for vi er skabt til at elske Gud.
Derfor er målestokken for alting,
om det tjener og understøtter den kærlighed,
der strømmer via den treenige Gud,
eller om det hindrer og blokerer den.
Alt det, der står i vejen for vores kærlighed til Gud
og for Guds kærlighed til os mennesker, fjerner Gud.
Det kan gøre egoet bange, men at det tjener vores bedste, forstår vi først senere.
Opgaven er derfor altid at holde vores indre kompas rettet mod Guds kærlighed – så enkelt er vores opgave.
Resten kan vi trygt overlade til Gud, for det er Gud,
der åbner mennesker for teksterne, så hjerterne brænder;
Det er Gud, der åbner øjnene, så vi ser og sanser det guddommelige nærvær midt i livet;
Det er Gud, der opsøger os og slår følge med os på vores vej gennem livet.
Og det er også Gud, der har kaldet dig, Helene
– længe før menighederne i Ravnsborg Pastorat kaldte dig.
For det er ikke sådan, at Gud først slår følge med os,
åbner teksterne for os, så vores hjerter brænder, for derefter at sende os alene afsted på vandring i præstegerningen.
Han går altid med os, uanset hvor mørk og ufremkommelig vejen end synes at være.
Det kan ikke siges for ofte til os præster,
nye som erfarne i embedet:
Vi er ikke alene i præstegerningen, for han går med –
også på din Emmausvandring, Helene med kjole og krave.
Hertil ønsker jeg dig Guds fred, glæde og velsignelse.
Amen.