Tale til ordination af Giaovanna Alesandro & Camilla-Dorthea Bundgaard i Maribo Domkirke den 22. april 2026

Det ord af den hellige skrift, som jeg på denne jeres ordinationsdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver evangelisten Johannes kapitel 1 vers 35-39:

Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger:

»Se, dér er Guds lam.«

De to disciple hørte, hvad han sagde,

og fulgte efter Jesus. 

Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter,

sagde han:

»Hvad vil I?«

De svarede: »Rabbi, hvor bor du?«

– Rabbi betyder Mester.  

Han sagde til dem:

»Kom og se!«

De gik med og så, hvor han boede,

og blev hos ham den dag.

 Amen

Kære Giovanna og Christina, familie og venner, nye kolleger og alle jer, der er her i kirken i dag.

Dette korte tekstuddrag fra Johannesevangeliet fortæller om kaldelsen af de første disciple.
Jesus bruger ikke mange ord.
Kun to korte sætninger.

Den første lyder: “Hvad vil I?”

I den græske tekst står der egentlig “ Τί ζητεῖτε”,
der betyder: “Hvad søger I?”

Det er et spørgsmål, der er sundt at stille sig selv.
I har selvfølgelig begge søgt og fået en præstestilling, og et stort tillykke med det — og tillykke til os i stiftet.
Men hvad søger I dybest set?

Tryghed, økonomisk sikkerhed
eller en god tjenestemandspension?
Eventyr, spænding eller faglige udfordringer?
Opmærksomhed, anerkendelse eller berømmelse?
Status, indflydelse eller betydning?
Frihed, glæde eller fred?
Nære relationer, kærlighed
eller måske mening med livet?

Ja — hvad søger vi egentlig?

Det er i grunden et dybt relevant spørgsmål.
Et spørgsmål, vi alle burde stille os selv og hinanden med jævne mellemrum.

For mennesker bærer på en længsel.
En længsel, der som et indre kompas styrer os mod noget. Men det er ikke altid tydeligt for os selv,

hvad dette “noget” er. Og det kan være fatalt.

For når vi ikke selv er bevidste om, hvad vi styrer imod, så kan andre lettere komme til at styre os.

Tech-giganterne ved for eksempel godt,

hvad vi mennesker ofte søger –
fællesskab, anerkendelse og kontakt.
De sociale medier er designet til at udnytte den længsel, og de kan næsten styre vores adfærd ved at belønne os med likes og kommentarer

som små hundegodbidder.

Resultatet er, at vi vandrer rundt med mobilen i hånden og blikket stift rettet mod skærmen.
Og det, vores indre kompas er rettet imod, kommer i overraskende høj grad til at forme vores liv.

Så hvad søger I?

Det er en gave at få det spørgsmål.
For det hjælper os til at blive bevidste om,

hvad vi dybest set længes efter.

Spørgsmålet er mindst lige så relevant i dag,

som det var for 2000 år siden, da Jesus spurgte de første disciple, hvad de søgte.

Disciplene svarede ham ikke direkte.
I stedet spurgte de, hvor han boede.
Det var sikkert et udtryk for,

at de gerne ville være sammen med Jesus.
Måske havde det været mere ærligt bare at svare: “Dig!”

De søgte Guds lam, som Johannes havde peget på.
De søgte kærligheden — og hvem af os gør ikke det?
De søgte Guds nærvær.

Og så melder det næste spørgsmål sig:
Hvor finder vi Guds nærvær?

“Kom og se.”

Så er vi ved den anden af Jesu to korte sætninger.
Det var med så få ord, han kaldte de første disciple:
“Hvad søger I?”og “Kom og se!”

Få ord. Men virkningsfulde ord.

For her, 2000 år senere, står I to her ved dørtærsklen til præstegerningen klædt i hvide albaer, og har på hver jeres måde besvaret spørgsmålet om, hvad I søger.
Og nu er I klar til at komme og se.

De to små sætninger — “Hvad søger I?” og “Kom og se!” — er gode at tage med jer ind i præsteembedet.

I vil sikkert møde mennesker, som kommer med fordomme, men også med nysgerrighed.
Mennesker, der gerne vil vide mere om Jesus, kristendommen og kirken.

I jeres iver og glæde som nye præster kan man let komme til at tro, at man allerede ved,

hvad et andet menneske søger.
Men netop dér er det vigtigt at standse op.

For springer vi spørgsmålet over – “Hvad søger du?” – så fratager vi også et menneske den gave, det er

selv at måtte sætte ord på sin længsel.

Kirkefaderen Augustin har formuleret det så smukt:
Gud “du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt,

indtil det finder hvile i dig.”

Men vejen frem til at erkende det og til selv at kunne sige det højt, kan være lang. Ja, måske den længste rejse, et menneske kan foretage sig i sit liv.

Så snyd dem ikke for den rejse.
Hjælp dem ikke for hurtigt forbi spørgsmålet.

Og når mennesker så, famlende eller frimodigt, får sat ord på noget af det, de søger, så er jeres opgave ikke at levere hele svaret med det samme.
Jeres opgave er med åbenhed og nærvær at invitere: “Kom og se.”

Sådan begyndte det også for jer.
I hørte om Guds søn.
Det vakte en nysgerrighed og nærede en længsel,

som I valgte at følge.

Det kræver mod, tro og tillid at følge det kald.
For vi ved ikke, hvor det fører os hen.
Det gjorde de første disciple heller ikke.
De fulgte Jesus, lyttede, lærte og blev siden sendt ud i verden for at forkynde det gode budskab.
Men de blev ikke sendt afsted alene.

De blev styrket og vejledt af Helligånden.
Og sådan er det også for jer.
Gud er ikke kun den, I skal tale om.
Gud er også den, der selv går med –

og lader sin ånd virke både i jer, og de mennesker,

I møder i præstegerningen.

Derfor skal I tage de to små sætninger med

– både til jer selv og til de mennesker, I møder:

“Hvad søger I?” og “Kom og se.”

Det er dér, kaldet begynder.
Og det er dér, præstegerningen bliver ved med at give mening og skabe nyt.

Hertil ønsker jeg jer Guds kærlighed og velsignelse.
Amen.