Tale til ordination af Elisabth Ørsnæs Gadegaard & Troels Mikkelsen

Det ord af den hellige skrift, som jeg på denne jeres ordinationsdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver evangelisten Johannes i kapitel 1 vers 36-39:

Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. 
Han ser Jesus komme gående og siger:  
»Se, dér er Guds lam.«  

De to disciple hørte, hvad han sagde, 
og fulgte efter Jesus.

Amen

Kære Elisabeth og Troels og alle jer, der er her i kirken i dag

Dette korte tekstuddrag fra Johannes evangeliet er beskrivelsen af to af de første disciples kaldelse.

Det er ikke kun en beretning om 12 mennesker, der engang for 2000 år siden valgte at følge en mand ved navn Jesus.  

Det er også en beretning, som vi, der lever i dag, kan spejle os i.

Det krævede noget andet og mere at være følgere den gang end i dag, hvor man blot med et klik kan følge nogen – og så ellers leve sit liv trygt og godt i komfortzonen foran computeren med kaffekoppen og mobilen i hånden.

De første disciple slap alt, hvad det havde i hænderne! De hørte Johannes Døberen sige: ”Se, dér er Guds lam.”  

Og så slap de både bolig, båd, fiskenet og familiære forpligtelser – og fulgte efter Jesus. Hvor radikalt!  

De hørte. De gav slip. De fulgte. Og de lod sig føre ud af deres komfortzone uden at vide, hvor de blev ført hen.  

Men hvad får mennesker til at gøre det andet end at man hører, at der bliver kaldt på en. Et kald, der skaber en dyb resonans inden i en af livsfylde, mening og livsglæde, for her kan det lille menneskeliv gøre fyldest i Guds store skaberværk.  

Og man kan spørge, om det egentlig er så meget anderledes for os i dag? I to har også hørt, at der blev kaldt på jer.

En kombination af ord og musik i salmernes forkyndelse, der langsomt trænger sig på og kalder på en.  

Det sammen med ønsket om at kunne lægge bekymringer og frygt i Guds hænder, når psykologens samtaler ikke slår til og ønsket om i stedet at kunne bede en bøn.

Og bønnen: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, som vi lærer fra barnsben, og 25 års vandring i social- og beskæftigelsespolitikken, og ikke mindst at få livet sat i perspektiv ved at se døden i øjnene, før kaldet kan høres fuldt og helt.

Og der blev kaldt på jer to, og I har hørt det, og været villige til at forlade jeres komfortzone, og give slip på jeres veletablerede liv med fast løn og fuld pension.

I har fulgt kaldet igennem i Kirkeministeriets kringlede paragraf kroge og har manøvreret jeg igennem teologiske studier, eksamener og pastoralseminariet sammen med unge mennesker, der kunne være jeres børn.

Nu står I så her og er villige til at lade jer føre af kaldet. Som de første disciple hørte I, gav slip, fulgte efter og lod jer føre uden helt at vide, hvor vejen vil føre jer hen – i første omgang her til Maribo Domkirke.

Langt de fleste præster opfatter præstearbejdet som et kald og ikke som et 8-16-job, viser undersøgelser.  

Men hvem er det egentlig, der kalder?

Som lutheranere siger vi ofte, at det er menigheden, der kalder en præst.  

Og sådan er det også organisatorisk i folkekirken. Men alle mennesker, der er døbt, er gennem dåben kaldet til den kristne tro – det almene præstedømme kalder vi det – og alle mennesker er kaldet til at udøve det kald,  som Gud har sat dem til, ifølge Luther.

Det er vigtigt at have sig kaldets dobbelthed for øje – ikke kun lige nu, når I træder ind i præstegerningen – men hele vejen igennem jeres virke som præster.  

Det er også en herlig anledning for alle os andre iført kjole og pibekraver, der er lidt nussede og bløde i kanten, og som er balsamerede i den lutherske embedsforståelse og har slået rødder i en tjenestemandsstilling, at blive mindet om, at embedet ikke er indstiftet af staten, men af Gud, og at det ikke alene er menigheden, der kalder – det er også Gud.  

For kaldet begynder lang tid før, vi ordineres til embedet.  

Det begynder med, at Gud kalder på os, og vi hører det – måske bare som en sagte visken eller en indre længsel, og det kræver stort mod, tro og tillid at følge det, for vi ved ikke, hvor vi føres hen.

Det er som kaldelsen af de første disciple, og der er mere at lære heraf.

De vandrede sammen med Jesus og sugede til sig af lærdom, inden han sendte han dem ud i verden for at forkynde det gode budskab, men de blev ikke sendt afsted alene – det er en vigtig pointe.

De blev udstyret med Helligånden til at give dem kraft og styrke til at møde de opgaver og udfordringer de blev stillet overfor, og til at føre og vejlede dem i sandheden.

For det er ikke sådan, at Gud først kalder os til sig, oplærer os, og så sender os væk igen alene.  

Han går ALTID selv med os, uanset hvad vi står midt i. Det kan ikke siges for mange gange til os præster, nye som gamle i embede: ”Vi er aldrig alene om opgaven. Han er altid med os!”

Helligånden er lige så tæt på os som åndedraget, der stiger og falder og kontinuerligt fornyr vores kræfter.

Det er godt at have for øje, at vi ikke er alene om at bære kjole og krave – han bærer med – også i jeres præstegerning.

Hertil ønsker jeg jer Guds kærlighed og velsignelse.

Amen.