Prædiken til Trin, højmesse i Sankt Nikolai Kirke kl. 10.30 den 28. september 2025

Præludium

Indgangsbøn

1. salme:

Hilsen:

Kollekt + Amen

GT-læsning: Første Mosebog 8,20-22; 9,12-17 (Carina)

2. salme:

Epistellæsning: Galaterbrevet 5,25-26; 6,1-8 (Carina)

Trosbekendelse

3. salme: DDS: 44, Urolige hjerte

Evangelielæsning + prædiken, kirkebøn,

apostolsk velsignelse, meddelelser (Marianne)

Motet: Anton Bruckner: “Locus iste”;

(Dette sted er skabt af Gud, det er en uvurderlig Helligdom, og det er uden brist.)

4. salme: 100 Salmer: 884, Håbstango

Nadver: (Ritual C)

Slutningskollekt (Lizet)

Velsignelsen (Lizet)

6. salme:

udgangsbøn

Postludium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde:

»Ingen kan tjene to herrer.

Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden.

I kan ikke tjene både Gud og mammon.

Derfor siger jeg jer:

Vær ikke bekymrede for jeres liv,

hvordan I får noget at spise og drikke, eller for,

hvordan I får tøj på kroppen.

Er livet ikke mere end maden,

og legemet mere end klæderne?

Se himlens fugle;

de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade,

og jeres himmelske fader giver dem føden.

Er I ikke langt mere værd end de?

Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?

Og hvorfor bekymrer I jer for klæder?

Læg mærke til, hvordan markens liljer gror;

de arbejder ikke og spinder ikke.

Men jeg siger jer:

End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.

Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer,

I lidettroende?

I må altså ikke være bekymrede og spørge:

Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller:

Hvordan får vi tøj på kroppen?

Alt dette søger hedningerne jo efter,

og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.

Men søg først Guds rige og hans retfærdighed,

så skal alt det andet gives jer i tilgift.

Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen;

dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«

Amen

Mat 6,24-34

Medierne har i den forgangne uge været fyldt af overskrifter som: “Drone-drama i Danmark!”

Og statsministeren siger, “at der udspiller sig en hybridkrig på dansk grund.” Drama og krig!

Det er normalt ord, der vækker bekymring.

DR var da også hurtigt ude med en overskrift, der lød: “Sådan taler du med dit barn om droner og hybridangreb.” Under overskriften stod der videre:

“Når nyhederne er fyldt med historier om droner og angreb, kan det skabe bekymringer hos børn.”

Her er skruet op for krigsretorikken

– nu taltes der også om angreb.

Alt imens nyhedsfladen er fyldt af gule blinkende bjælker, der skaber bekymring og frygt – nok ikke kun hos børn, men også hos mange voksne i landet – så har himlen været så blå som aldrig før, en af de mest solrige september-måneder nogensinde, med sejlende lysende hvide skyer.

Og vores hybenrøde hjerter banker –

måske af glæde og fryd over det smukke efterårsvejr,

eller måske af ængstelse og bekymring over verdens gang.

Og nu er vi så her i Sankt Nikolai Kirke i dag,

og ind i spændingen mellem de blinkende gule overskrifter og den blå himmel lyder så Jesu kendte ord om,

at vi ikke skal bekymre os. Ikke bekymre os?

Se på himlens fugle og markens liljer.

De bekymrer sig ikke, for de ved, at vores himmelske Fader giver dem, hvad de har brug for.

Fugle og blomster!

“Er I ikke langt mere værd end de?” spørger Jesus – underforstået: det er vi selvfølgelig.

Og så stiller han det irriterende spørgsmål:

Hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?

Hvilket drama og hvilken krig der er linet op til her i dagens tekst! Jesu budskab er klart nok:

Bekymringer bidrager ikke med noget konstruktivt

– ud over måske den indtægt et nyhedsmedie tjener på clickbait, når vi klikker på de blinkende gule overskrifter, der skaber bekymringer, ængstelse og urolig nattesøvn.

Man kan næsten se det for sig:

Bekymringer, der sværmer som droner i hovedet på dig,

når du lægger dig og forsøger at sove.

Bekymringer, der dræner dig for energi og kraft. Bekymringer, der angriber dit livsmod.

Bekymringer, der er en trussel mod din livsglæde. Bekymringer, der ødelægger din åndelige infrastruktur.

Har du tænkt på, hvad bekymringer gør ved dig,

ud over måske et par ekstra bekymringsrynker i panden?

Er der noget, der bekymrer dig i øjeblikket?

Kan du gøre noget ved det?

Har du ansvar for det?

Kan du påvirke det?

Den folkekære entertainer Niels Hausgaard på 81 år sagde på Kulturmødet i år, at han ikke går og bekymrer sig om livet efter døden:

“Det interesserer af en eller anden grund slet ikke mig.

Jeg snakker aldrig om det. Jeg tænker aldrig på det. Efterlivet, det er en dimension, vi ikke kender til.

Og vi kan ikke påvirke det. Vi har ingen ansvar for det.

Men vi har ansvar for det her liv, og det synes jeg, at vi skal tage på os, og så skal vi bare lade livet efter døden være en overraskelse.”

Hausgaard peger her på det helt centrale ved bekymringer – at de ofte hidrører noget, vi ikke har indflydelse på.

I stedet skal vi forholde os til livet her og nu.

Eller som Jesus siger:

“Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen;

dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.

Hver dag har nok i sin plage.”

Vi skal altså ikke bekymre os for det, der kan ramme os. Men det er jo nemmere sagt end gjort.

For hvordan kan man lade være med at bekymre sig,

når vi dagligt bombarderes med nyheder om droneangreb, krig og ødelæggelse,

samt billeder af sønderbombede byer, dybe kratere i landskabet, lemlæstede mennesker, døde børn sultet ihjel,

og nye rekorder for den globale opvarmning

og kyniske og egoistiske ledere på den internationale scene, blottet for empati, visdom og medmenneskelighed, der styrer verdens gang?

Så er det vel så godt som umuligt ikke at bekymre sig for den fremtid, vi står overfor?

Skal vi så bare som en struds stikke hovedet i busken, kigge væk og slukke for nyhedsstrømmen?

Nej, det er faktisk ikke det, Jesus mener, når han siger: ”Hver dag har nok i sin plage.”

Han negligerer ikke verdens lidelse og nød.

Man kan med Hausgaards ord sige, at vi skal tage ansvar for det her liv og dagen i dag.

Hver dag kan vi spørge os selv:

Hvor kan jeg gøre en forskel?

Er der et menneske, der har brug for min omsorg i dag?

Lytter vi opmærksomt til teksten, så siger Jesus ikke kun,

at vi skal lade være med at bekymre os.

Han viser os også, hvordan vi kan undgå det.

Det handler om, hvad vi retter vores opmærksomhed imod – eller sagt på en anden måde: hvad vi giver vores energi.

En kendt historie beretter om en bedstefar, der siger til sit barnebarn, at der inden i os er to ulve, der kæmper.

Den ene repræsenterer tillid, tro og kærlighed,

den anden grådighed, had og egoisme.

“Hvem vinder?” spørger barnet.

”Den, du fodrer” svarer bedstefaren.

Det er den samme logik, der kommer til udtryk i Jesu ord om, at ingen kan tjene to herrer.

Vi kan ikke tjene både Gud og mammon –

forstået som penge, magt og indflydelse.

Vi vil enten hade den ene og elske den anden

eller holde os til den ene og ringeagte den anden.

Derfor er det så vigtigt, at vi er bevidste om,

hvem vi vælger at tjene, og hvad vi vil sætte vores lid til.

Som en spids dartpil, der rammer lige i den store bekymringsballon, siger Jesus:

“Søg først Guds rige og hans retfærdighed,

så skal alt det andet gives jer i tilgift.”

Guds rige er retfærdighed, indre fred og kærlighed.

Hvor det er til stede mellem mennesker, dér er Guds rige – og hvor paradoksalt det end kan lyde,

så kan det også være midt i en krigszone.

Jeg har selv oplevet det, engang jeg var i Israel.

Den danske præst i Jerusalem samarbejdede med en organisation, Musalaha, der arbejder for at skabe varig forsoning mellem messianske jøder og kristne palæstinensere.

Jeg fik mulighed for at mødes med en af medarbejderne, der fortalte om, hvordan de samler jøder og palæstinensere, alt imens billeder af krig fylder nyhederne.

Ingen taler om politik, men de insisterer på at se mennesket i de andre – dem, der normalt er defineret som deres fjender. De fortæller hver deres livs- og familiehistorie, lytter til hinandens tab og smerte og græder sammen.

En jødisk kvinde rækker sit sjal til en palæstinenser, der fryser. En palæstinensisk mand skænker te for en jøde.

Dér, midt i de små handlinger, båret af respekt og lytten, opstår et intenst nærvær – en fornemmelse af retfærdighed, fred og næstekærlighed.

Det er små øjeblikke af Guds rige selv midt i en krigszone.

Møderne er som lyn: De kan ikke fastholdes, men de lyser nok til, at deltagerne i et glimt kan se verden i et andet lys.

Sådanne små lysglimt kan være med til at ændre verdens gang.

Så modgiften imod bekymringerne er at søge Guds rige og hans retfærdighed – sammen med de mennesker, vi lever sammen med i den kontekst, Gud har sat os.

Mon I også har prøvet at fortælle jeres livs- og familiehistorie, har lyttet til hinandens sorger og glæder,

har grædt og grinet sammen her i Sankt Nikolai Kirke?

Hvis ikke, er der måske mulighed for det i den kommende tid, for på den måde kan I først at søge Guds rige og hans retfærdighed, så erfare, hvor meget andet,

der gives jer i tilgift. En ubekymret tilstand, hvor det ikke er de gule blinkende bjælker, der fanger din opmærksomhed, men glæden og taknemmeligheden over den blå himmel med dens hvide sejlende skyer.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

Kirkebøn

Vi takker dig, kære Gud, for livet, du har skænket os,

for de mennesker, du har givet os at leve med,

for dem, vi holder af, og dem, der holder os ud.

Tak for for himlens fugle og markens liljer,

for de små tegn på din kærlighed,

som dæmper vores bekymringer.

Tak for din kirke på jorden, som vi samles i,

så du kan lade din Ånd virke i og igennem os.

Tak, fordi du til stadighed sender os din Helligånd,

som kan trænge igennem selv det hårdeste hjerte,

løfte vores blikke fra det, der tynger,

og sætte os i stand til at elske hinanden.

Lær os at søge først dit rige og din retfærdighed.

Giv os modet til at være trofaste,

når bekymringerne svirrer omkring os som droner.

Giv os troen på, at lyset altid vil sejre til sidst,

selv når nyhedsstrømmen skruer op for mørket.

Giv os tilliden til, at vi trygt kan vandre ad dine veje, selvom vi ikke ved, hvor de fører os hen.

Lær os at skelne mellem det, vi kan gøre noget ved,

og det, vi må lægge i dine hænder.

Vær hos den, der lider, sørger eller er bange.

Vær hos mennesker, der er forfulgte på grund af deres tro.

Og lad den, for hvem døden er nær, mærke din omsorg,

dit nærvær og din kærlighed.

Velsign vores land og alle, som opholder sig her,

Kong Frederik, Dronning Mary og hele det kongelige hus, regeringen, folketinget og domstolene, og alle,

der har fået magt og indflydelse betroet.

Giv dem visdom, mådehold og sandfærdighed,

og giv os alle at gøre din vilje.

Indgyd os mod og kærlighed til at favne de udstødte og tage vare på de syge og svage.

Skab vilje til fred, dialog og forsoning overalt, hvor had, fanatisme og krig både i den store verden og i de små hjem.

Lad små handlinger af gensidigrespekt og omsorg blive glimt af dit rige midt i en urolig tid.

Styrk og bevar din kirke og alle os i den, både her i Sankt Nikolai kirke i dag og ud over hele din verden.

Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab, som spejler din retfærdighed, fred og glæde i Helligånden.

Værn om vores familie og venner,

og alle dem, som står os nær.

Og her kan vi hver især i stilhed formulere vores egen bøn …

Herre, hør vor bøn og giv os alle din nåde, fred og velsignelse.

Amen