Prædiken til jubilæumsgudstjeneste i Gedser Kirke 10. august 2025
Præludium (med indgangsprocession)
Indgangsbøn
1. salme: DDS 754, Se, nu stiger solen af havets skød
Hilsen (ved Marianne)
Kollekt: s. 145 Johannes Johansen
GT- læsning: (Salme 104,24-30)
Trosbekendelse (siges, efterfulgt af DDS 123, vers 7)
2. salme: DDS 28, De dybeste lag i mit hjerte
Evangelium: (Joh 3,16-21)
Prædiken, kirkebøn, apostolsk velsignelse,
3. salme: 100 Salmer, 806 Nu er det Åndens lyse tid
Nadver: (ved Søren, Marianne bistår ved uddelingen)
4. nadversalme:
Slutningskollekt
Velsignelsen
5. salme:
udgangsbøn
Postludium (udgangsprocession)
Denne hellige lektie skrives i Salmernes bog, i salme 104
Hvor er dine værker mange, Herre!
Du har skabt dem alle med visdom,
jorden er fuld af dit skaberværk.
Her er det store og vidtstrakte hav,
med sit mylder, umuligt at tælle,
både små og store dyr!
Dér sejler skibene,
dér er Livjatan, som du skabte til at lege i det.
Alle har det håb til dig,
at du giver dem føde i rette tid;
du giver dem, og de samler op,
du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver;
du skjuler ansigtet, og de forfærdes,
du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
du sender din ånd, og der skabes liv,
du gør jorden ny.
Salme 104, v. 24-30
Vi fejrer i dag 100-års jubilæet for freskoen i alterapsis her bag mig, malet af Elof Risebye i sommeren 1925.
Søren Winter Nielsen, jeres lokale sognepræst skrev til mig, at Elof Risebye hentede inspiration til maleriet fra altertavlen i Gedesby Kirke i et skriftord fra Johannes evangeliet kap. 3 vers 16:
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Og så fortsætter Søren i en meget høflig tone, men dog uden intentionen er til at tage fejl af: ”Mon du kunne have lyst til at prædike over denne tekst?”
Det er nok en af forskellene på en sognepræsts og en biskops retorik – biskoppen ville bare have skrevet: ”Du skal prædike over Joh. 3.16”. Eller lidt pænere pakket ind: ”Tak om du vil prædike over Joh. 3.16”
Men meningen er jo den samme – og jo, det vil jeg selvfølgelig gerne, og så kan I jo selv kigge på freskoen, og tænke over, hvordan inspirationen fra teksten er kommet til udtryk, imens jeg læser teksten fra dette hellige evangelium, som evangelisten Johannes skriver:
For således elskede Gud verden,
at han gav sin enbårne søn, for at enhver,
som tror på ham, ikke skal fortabes,
men have evigt liv.
For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.
Den, der tror på ham, dømmes ikke;
den, der ikke tror, er allerede dømt,
fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.
Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden,
og menneskene elskede mørket frem for lyset,
fordi deres gerninger var onde.
For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.
Men den, der gør sandheden, kommer til lyset,
for at det skal blive åbenbart,
at hans gerninger er gjort i Gud.«
Amen
Joh. 3.16-21
Jeg overværede fornyelig en treårige dreng,
der ophidset skreg i vilden sky.
Moren satte sig på hug foran ham i øjenhøjde,
så kærligt på ham og smilede.
Hun forsøgte at forstå, hvad der var galt.
Men drengen var så ophidset, at han ikke kunne høre,
hvad hun sagde, og i stedet slog han ud efter hende.
Hun greb smilende hans hånd og kyssede den,
hvorefter han slog hende på kinden med den anden hånd, som hun også tog fat i og kyssede.
Så spyttede han i hendes ansigt i rasseri.
Men moren fortsatte blot med at smile, trak ømt hans hoved ind mod sit ansigt og kyssede ham på håret, løftede ham op og sagde:
”Jeg kan se, at du er både vred og ked af det!”
Drengens skrig slår derefter over i gråd, og han lagde hulkende sit hoved mod hendes bryst.
Optrinet fæstede og brændte sig i min bevidsthed,
fordi det var inkarnationen af omsorg og kærlighed.
Jeg mærkede en længsel i mig efter selv at have haft en sådan mor, og fordi jeg ville ønske, at jeg selv altid havde været en sådan mor over for mine egne børn – velvidende, at det desværre ikke er tilfældet.
Vi mennesker fejler, men med Gud er det anderledes.
Det er netop med sådant et kærligt, overbærende og omsorgsfuldt blik, at Gud ser på sine børn.
På både dig og på mig. For Guds blik er uden vrede, bebrejdelse, anklage, foragt, fordømmelse eller dom.
Gud ser på os som den kærlige mor, kysser og løfter os op, når vi er ulykkelige, også selvom vi slår fra os.
Gud kigger på os med omsorg, ømhed, kærlighed, og dyb medfølelse, når vi lider. For Gud ønsker kun,
at vi skal tage imod hans kærlighed og gengælde den.
Så højt elsker Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes,
men have evigt liv, som Johannes skrev.
Men hop stop lige – enhver – altså alle og enhver?
Ja, enhver som tror på ham?
Men hvad så med alle dem, vi ikke kan lide?
Ja også dem! Gud elsker alle sine børn – om det er en russisk, amerikansk, israelsk præsident, et medlem af en terrororganisation eller en kollega, en nabo eller et familiemedlem, som i vores øjne på ingen måde har fortjent at blive mødt af et kærligt blik. Også dem elsker Gud. For Guds kærlighed er ikke afhængig af,
at man har gjort sig fortjent til den
– for så ville det jo netop ikke være kærlighed.
Egentlig kender vi det godt fra menneskelivet,
som når nybagte forældre med deres nyfødte i armene overvældes af kærlighed til den lille ny skabning.
Ikke fordi barnet har gjort sig fortjent til kærligheden, men ene og alene, fordi det er deres barn.
På samme måde overvældes Gud af kærlighed til sine skabninger – uafhængigt af vores opførsel og adfærd.
Gud elsker os altså så højt, at han sendte sin søn,
ikke for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.
Gud frelser. Det er netop den etymologiske betydning af navnet Jesus på hebraisk – altså at Gud frelser.
Godt så. Men hvad er det så, vi skal frelses fra?
Hvis vi åbner for nyhedsstrømmen, bliver vi så rigeligt præsenteret for det mørke, der truer vores verden, vores sikkerhed og tryghed.
Jeg tror, at I som jeg har så rigeligt af indre billeder på nethinden af de katastrofale følger af mørkets hærgen i verden – at de ikke behøver at blive udpenslet her.
Men skal vi så forestille os, at Jesus som en supermand kom til verden for at dømme de onde til evig fortabelse, alt imens han frelser alle os, der er gode?
Nej. Det er faktisk ikke det, Johannes siger.
For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.
Gud dømmer ikke – det klarer vi så fint selv.
Men hvordan kan vi dømme os selv?
Det har H.C. Andersen skrevet en meget fin lille historie om, og den hedder kort og godt ”En historie”, og begynder sådan her:
Lyset skinnede ind ad vinduerne i kirken en dejlig dag. Udenfor kvidrede fuglene fornøjet, som om de sagde, hvor er Gud dog god mod os alle.
Men indenfor i kirken stod præsten på prædikestolen,
og talte mørkt og dystert om dommen.
Gud ville dømme menneskene for deres syndighed,
og efter deres død skulle de brænde evigt i Helvede
og aldrig finde ro og hvile, sagde præsten salvelsesfuldt.
Præstens kone undrede sig meget over sin mands ord.
For når hun, der ikke var god, ikke kunne få det over sit hjerte at lade en synder brænde evigt i Helvede,
hvordan skulle Gud, der er god, så kunne gøre det?
Det blev sommer og det blev efterår.
Og en aften sad præsten ved en døendes seng,
og et fromt og godt menneske gik bort.
Det var præstekonen.
Præsten foldede hendes hænder og tænkte, at hun,
det gode menneske om nogen ville finde ro og hvile. Hun blev begravet, og det var som om lyset blev slukket i præstegården.
Det blev vinter, og en kold og blæsende nat vågende præsten ved, at han så sin kones genfærd stå bedrøvet ved fodenden af sengen.
Han troede straks, at hun, det gode og fromme væsen,
ikke havde fundet hvile hos Gud, så han spurgte,
om han på nogen måde kunne hjælpe hende.
Jo, hvis han kunne komme med et enkelt hår fra hovedet af den synder, som Gud vil dømme til evig pine, sagde konen, så ville det kunne give hende ro.
Så gik præsten ellers i gang med at lede.
Han ledte blandt de hovmodige og arrogante.
Han ledte hos gnieren og pengepugeren.
Han ledte i fængslet iblandt de indsatte.
Han ledte og ledte og ledte, men intet sted fandt han et menneske, som ikke også rummede noget godt.
Selv i den værste forbryders hjerte fandt han noget godt.
Præsten fortvivlede, for nu kunne han jo ikke hjælpe sin afdøde kone med finde hvile – troede han.
Men da stod præstekonen igen for enden af hans seng og smilede til ham og sagde:
”Det var dine hårde og dømmende ord, den mørke mennesketro om Gud, der drev mig til dig.
For selv i mennesker, der handler ondt, er der en del af Gud, og den del vil sejre og slukke helvedes ild.”
Historien slutter med, at præstekonen kysser sin mand på hovedet, hvilket vækker ham af en drøm sendt af Gud – skriver H.C. Andersen.
Da præsten slår øjnene op, opdager han,
at han har drømt, og han ser lyset strømme sig i møde igennem et andet menneske i form af præstekonen.
Hun dømte ham ikke, men bekymrede sig for ham, elskede ham, og ville ham det godt.
Hun oplyste hans liv, netop fordi hun ikke dømte ham, men præsten dømte sig selv ved ikke at tro på Guds kærlighed – eller sagt på en anden måde, ved ikke at tage imod Guds kærlighed. Derved dømte han sig selv!
Det er Johannes pointe. Den, der tror på Gud, dømmes ikke, og så fortsætter Johannes med de vigtige ord:
Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden.
Guds dom er ikke mørk, det er lyset.
Mørket opstår i os, når vi forvilder os ind i vores eget egos indre labyrinter, og afviser Guds kærlighed.
Lyset derimod strømmer os i møde, når et kærligt, omsorgsfuldt og ømt blik ser på os. Når vi bliver set, med alt hvad vi rummer af godt og ondt – og ikke dømmes. Og lyset rækker vi videre, når vi ser andre med det samme kærlige blik, der ikke dømmer.
Vi ved som regel godt inderst inde, når vi har fejlet.
Når vi var så feje, at vi ikke sagde det, vi burde sige, eller når vi sagde det, som vi ikke skulle have sagt, fordi vi godt vidste, at det ville såre eller provokere.
Og når vi så sidder der midt i vores indre mørke,
så er dommen, at lyset er kommet til verden.
Dommen er, at Gud som en omsorgsfulde mor,
sætter sig på hug foran dig og mig – også selvom vi slår og spytter – kysser dig og løfter dig op i sin favn.
For at Gud kan være i øjenhøjde med os mennesker, sendte han sin søn til verden, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Amen
Kirkebøn
Gud, tak for den verden vi lever i,
og for de mennesker, vi holder af
– og dem som holder os ud.
Tak for alle de kærlige blikke,
vi har mødt på vores vej igennem livet.
Tak for at du har givet os din elskede søn som vejviser
for det sande liv i kærligheden.
Åbn vores hjerter, så vi føres af din Ånd,
og gør os villige til at følge kærligheden.
Giv os troen på, at vi ikke er fortabte eller fordømte,
når vi har opført os tåbeligt,
så vi tør vende os mod dig i tillid til din kærlighed.
Rejs os op, når vi falder ned i modløsheden og menighedsløshed, og giv os livsmodet tilbage.
Giv os mod til at tale og bryde den tavshed, der opstår,
når angsten råder.
Gud, vi beder specielt for de mennesker,
der lider under krigens rædsler:
for dem, der sørger over deres døde,
for de sårede, for de magtesløse,
for de tilfangetagne og
for dem, der er truet af sult og hungersnød.
Vi beder for alle, der arbejder for fred og forsoning,
og vi beder for omvendelse af dem,
der modarbejder fred og barmhjertighed.
Gud, bring freden til de steder i den verden,
hvor krigen ødelægger dine skabninger.
Velsign vores land og alle dets indbyggere og alle,
der opholder sig her.
Velsign også Kong Frederik og hele det kongelige hus,
regeringen, folketinget og domstolene,
og lær alle, der har fået magt og myndighed betroet,
at følge din vilje.
Styrk og bevar din kirke og alle os i den,
både her i Gedser Kirke i dag,
og ud over hele din verden.
Gør os alle til et åbent, levende og givende fællesskab.
Værn om vores nærmeste, familie og venner,
og alle, som står os nær.
Og her kan du især i stilhed formulere din egen bøn.
Herre hør vores bøn og giv os alle din nåde, fred
og velsignelse.
Amen