Prædiken til forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne den 23. november 2025 i Maribo Domkirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde:
”Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed
og alle englene med ham,
da skal han tage sæde på sin herligheds trone.
Og alle folkeslagene skal samles foran ham,
og han skal skille dem,
som en hyrde skiller fårene fra bukkene;
fårene skal han stille ved sin højre side
og bukkene ved sin venstre.
Da skal kongen sige til dem ved sin højre side:
Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv,
som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.
For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise,
jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke,
jeg var fremmed, og I tog imod mig,
jeg var nøgen, og I gav mig tøj,
jeg var syg, og I tog jer af mig,
jeg var i fængsel, og I besøgte mig.
Da skal de retfærdige sige:
Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise,
eller tørstig og gav dig noget at drikke?
Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig
eller så dig nøgen og gav dig tøj?
Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?
Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer:
Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre,
det har I gjort mod mig.
Da skal han også sige til dem ved sin venstre side:
Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild,
som er bestemt for Djævelen og hans engle.
For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise,
jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke,
jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig,
jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj,
jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.
Da skal også de sige til ham:
Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed
eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?
Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer:
Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste,
det har I heller ikke gjort mod mig!
Og de skal gå bort til evig straf,
men de retfærdige til evigt liv.”
Forud for forbøns-gudstjenesten i dag har jeg forsøgt at researche på faktuelle forhold om forfulgte kristne.
På Ritzau Bureau kunne jeg fx i går læse, at der i Nigeria igen har været bortførelser fra en kirke og en katolsk skole.
Men når jeg siger ”har forsøgt” at researche”, er det fordi, jeg hurtigt løb ind i problemer, for det var som at bevæge mig ind i en labyrint af informationer, der pegede i hver sin retning.
Et sted kunne jeg læse, at Nigeria er det land i verden, hvor der dræbes flest kristne. Kristne flygter fra deres landsbyer og mange bor i interimistiske flygtningelejre og lever under kummerlige forhold, mens resten af verden ser den anden vej.
Militante gruppers angreb på civile fik for nyligt USA’s præsident, til at true med at sende amerikansk militær til Nigeria, hvis landet ”fortsætter med at tillade drab på kristne”.
Et andet sted kunne jeg så læse, at problemet ikke er,
at det specifikt er kristne, der bliver dræbt.
Problemet er at alle nigerianere bliver dræbt, fordi tre store terrororganisationer kæmper om magten i Nigeria,
og det går ud over alle indbyggere – både kristne og muslimer, som der er flest af i landet.
Nej forfølgelserne er religiøst begrundede, hævder atter andre, for det går mest ud over de kristne. Men er det så fordi,
de fattige bønder primært er kristne, og man kæmper om jordene i landet, der er hårdt plaget af klimaforandringerne?
Landet er ramt af ekstrem varme og tørke med vandknaphed til følge, og langs kysten er man ramt af havstigning og perioder store oversvømmelser!
Jeg for hurtigt vildt i informationsjunglen, og jeg skal sparre jer for en længere udredning af mit forsøg på at finde ud af, hvad der er op og ned, og hvad der er sandt og falsk, og om hvem, der er mest forfulgte, men nøjes med at konstatere,
at modsatrettede informationer, misinformation eller ligefrem fake-news er en del af vores virkelighed – ikke mindst på de sociale medier – hvorfra mange henter deres viden i dag.
Men da jeg forsøgte at tjekke op på kildernes troværdighed, slog det mig, at det ikke er det rigtige fokus. Det er ikke en konkurrence om, hvilken religion, der er mest forfulgt.
For er det pga. af den nødstedtes tro, at vi hjælper?
I evangelieteksten retter Jesus fokus i en anden retning.
For ham er spørgsmålet, om vi hjælper den sultne, den tørstige, den fremmede, den nøgne, den syge, den fængslede.
Men han siger aldrig noget om at hjælpe et menneske pga. dennes tro. Så hjælper vi, fordi den nødstedte er kristen?
Eller hjælper vi den nødstedte, fordi vi er kristne?
Forestil dig, at der ligger et bevidstløst menneske,
der er slået halvt fordærvet foran din hoveddør.
Ville du vente med at ringe 112, indtil personen var kommet til bevidsthed, så du lige kunne høre, hvad den nødstedte tror på, inden du ville tage stilling til, om du vil hjælpe?
Er din barmhjertighed betinget af den andens tro?
Eller lad os vende tingene på hovedet, som Jesus så ofte gør:
Hvordan ville du selv opleve det, hvis du var blevet slået ned på åben gade, og der stod et menneske foran dig, der først ville høre, hvad du tror på, inden hun tog stilling til, om hun ville hjælpe dig.
Og ville det så være så afgørende for dig,
hvad det menneske, der hjælper dig i din nød, tror på?
Mon ikke, du blot være taknemmelig for, at der var et menneske, der kom dig til undsætning?
Et ægtepar fortalte, at en ung pige med tørklæde på hovedet, bare fødder i klip-klappere og uden overtøj midt om vinteren, havde banket på deres dør en aften for at få lidt vand.
Hun så forslået, forskræmt og forkommen ud.
Ægteparret inviterede hende indenfor og gav hende et tæppe.
Da hun havde fået noget at spise og drikke,
og var tøet op både fysisk og psykisk,
fortalte hun, at hun løbet hjemme fra,
fordi hendes far havde gennembanket hende.
Ægteparret hjalp hende med kontakt til myndighederne,
som derefter tog sig kærligt af hende.
Mon det var vigtigt for pigen, hvilken tro ægteparret havde?
Eller var pigens tro afgørende for parrets handling?
Og ville det have været afgørende for dig?
Det interessante ved den lille historie er, at ægteparret
hverken er muslimer eller kristne, men derimod ateister og ikke medlemmer af folkekirken – men de tog sig kærligt af den forkomne unge pige,
gav hende mad og drikke, et tæppe til at varme sig i
og de hjalp hende videre i systemet.
Til hvilken side ville ægteparret mon blive sendt, når menneskesønnen som en dommer kommer i sin al sin herlighed, og alle folkeslag står foran ham, der som en hyrde vil skille fårene fra bukkene?
Vil de blive sendt til venstre sammen med bukkene,
de forbandede, der ikke har gjort noget for en af disse Kristi mindste brødre?
Eller vil de blive sendt til højre sammen med fårene, de velsignede, der har taget sig kærligt af Kristi mindste søstre?
Nøgleordet i den store domstekst i evangeliet i dag er ikke ”TRO”, men ”GJORT”:
”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre,
det har I gjort mod mig”, siger Jesus. Med tryk på ”gjort!”
Jesus retter fokus på vores næstekærlige handlinger – eller mangel på samme – og opfordringen til, at vi skal gøre noget, er tydelig:
Vi skal tage os kærligt at de mennesker, der er i nød,
om det er et menneske, der banker på vores dør og beder om vand, eller mennesker, der er forfulgte andre steder i verden.
Vi hjælper, fordi vi er kristne – ikke fordi de andre er kristne!
Den barmhjertige samaritaner spørger jo heller ikke den forslåede mand om hans tro, før han forbinder hans sår. Ligesom ægteparret heller ikke spurgte den unge piges om hendes tro, inden de inviterede hende inden for og hjalp hende videre.
Men hvorfor egentlig ikke, kunne man indvende?
Hvorfor må vores næstekærlighed ikke være betinget af den nødstedtes tro? Vi vil helst hjælpe dem, der ligner os selv,
og tror på den kristne Gud, som vi selv gør.
Men når vi tænker sådan, reducerer vi Guds kærlighed, Guds nåde og barmhjertighed til vores menneskelige og smålige logik og retfærdighedssans.
Guds kærlighed er netop ikke betinget af menneskers tro.
Han lader sin sol stå op over onde og gode.
Jo, jo kunne man indvende, men vi er jo kun mennesker og ikke Gud selv. Men hertil ville Jesus nok svare,
at hvis vi kun hjælper dem, der ligner os, så gør vi ikke noget særligt. Ligesom han sagde, at hvis vi kun elsker dem, der elsker os, så går vi ikke noget særligt, for det gør hedningerne jo også.
Så vi skal hjælpe mennesker i nød uanset om det i Nigeria eller Sudan, i Ukraine eller Rusland, i Gaza eller Israel, i Gentofte eller Gedser – ikke fordi de er kristne, fordi vi er kristne.
Jesus fokuserer som sagt ikke på den nødstedtes tro, men på hvem, der gør noget, og hvem der ikke gør noget for ham.
Han siger heller ikke noget om, hvorfor den nødstedte var sulten, tørstig, fremmed, nøgen, syg eller i fængsel – det kunne jo være hans egen skyld, men det er ikke afgørende.
Det eneste Jesus fremhæver, er dét, der bliver gjort for hans mindste bror eller søster, alle de nødstedte mennesker,
som han selv identificerer sig med:
I gav mig noget at spise, da jeg var sulten;
I gav mig noget at drikke, da jeg var tørstig;
I tog imod mig, da jeg var fremmed;
I gav mig tøj, da jeg var nøgen;
I tog jer af mig, da jeg var syg;
og I besøgte mig, da jeg var i fængslet.
Jesus fremhæver vores gerninger, hvormed vi dømmer os selv – om vi udviser barmhjertighed og omsorg for de nødstedte, eller om vi ignorerer et andet menneskes nød og ser bort!
For kristen næstekærlighed afspejler Guds ubetingede nåde:
Vi elsker, fordi han elskede os først.
Hvis vi gør vores hjælp afhængige af den andens tro, så forvandler vi evangeliet til en handel,
og det er netop ikke nåde og barmhjertighed.
Og hvis der sidder nogle rundt om på kirkebænken og tænker,
at al den snak om at gøre noget for den nødstedte,
lugter af gerningsretfærdighed, og at frelsen ikke handler om at gøre, men om at tro – så vil jeg svare ja, korrekt.
Men pointen er heller ikke, at tro er ligegyldig.
Troen står aldrig alene, som Luther sagde, for den kommer altid til udtryk i vores næstekærlige gerninger overfor andre.
Når menneskesønnen kommer for at skille fårene fra bukkene, spørger han ikke efter vores tro, eller vores præstationer eller CV for den sags skyld –
men efter sporene af Guds barmhjertighed i vores liv.
Hvordan har vi rakt den kærlighed, nåde og tilgivelse videre, som Gud har skænket os?
Har troen fået hænder, fødder og kalenderplads i dit liv?
Det nødlidende menneske er Kristus selv i forklædning:
Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste søstre og brødre, det har I gjort mod mig.
Det handler ikke om at skulle bestå en moralsk eksamen,
men om at genkende Kristus i den næste.
Skrøbelige stater og systemers svigt, krige og klimaforandringer, en voldelig far eller en tyrannisk leder,
der forårsager lidelse og tab for andre mennesker – det afgørende er ikke menneskers tro,
men at vi ser og reagerer på deres nød.
Vi skal ikke bevæge os ind i en labyrint af informationer eller misinformationer for at finde ud af, hvem vi skal hjælpe,
eller hvem der er mest forfulgt.
Vi skal gøre alt, der står i vores magt for at hjælpe dem, der har brug for det – og der hvor vi ikke føler, vi kan gøre noget,
der kan vi alligevel gøre noget ved at sende hilsner,
samle penge ind og bede for dem.
Det gør en verden til forskel at vide, at man ikke er glemt.
Og alt hvad vi har gjort mod en af disse Kristi mindste brødre eller søstre, det har vi gjort mod ham, Kristus selv.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
Som det var i begyndelsen,
således også nu og altid
og i al evighed.
Amen