Prædiken fra Strandkirkens åbningsgudstjeneste den 8. juni - Pinsedag

Lad os stående høre dette hellige evangelium, skriver evangelisten Johannes som:  

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus:  

”Herre, hvordan kan det være,  

at du vil give dig til kende for os,  

men ikke for verden?”  

Jesus svarede ham:  

”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord,  

og min fader vil elske ham,  

og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.  

Den, der ikke elsker mig,  

holder ikke fast ved mine ord.  

Og det ord, I hører, er ikke mit,  

men Faderens, som har sendt mig.  

Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende  

i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt,  

hvad jeg har sagt til jer.  

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer;  

jeg giver jer ikke, som verden giver.  

Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!  

I har hørt, at jeg har sagt til jer:  

Jeg går bort, og jeg kommer til jer.  

Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over,  

at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.  

Nu har jeg sagt det til jer, før det sker,  

for at I skal tro, når det sker.  

Jeg skal ikke tale meget med jer mere,  

for verdens fyrste kommer;  

og mig kan han intet gøre,  

men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig.  

Rejs jer, lad os gå herfra!”

Joh. 14,22-31

I min gymnasietid havde jeg en god ven, der havde en lillebror på 12 år. Farmoren, der ofte besøgte familien, spurgte altid engageret til brorens skolegang og fremtidsplaner. ”Nåh, hvor du så fundet ud af, hvad vil du være, når du bliver stor?” lød et af hendes standardspørgsmål. Det havde drengen svært ved at svare på, så en dag sagde han: ”Farmor, det kan du da være ligeglad med, for du er alligevel død til den tid!”

Farmoren blev stram i ansigtet og sagde ingenting,  

men drengen slap for spørgsmålet i fremtiden.  

Da farmoren var gået, blev han belært af sin mor om,  

at sådan noget måtte han ikke sige til sin farmor.

”Men hvorfor ikke”, sagde drengen uforstående,  

”det er jo sandheden!”  

Ja, det var sandheden, men hvordan er det lige med sandheden? Vi siger ikke uden grund, ’at sandheden er ilde hørt’, når mennesker ikke vil høre eller erkende sandheden. For sandheden kan være barsk, brutal og ubarmhjertig, og det kan være forfærdeligt at se sandheden i øjnene.

Som manden, der efter at have fået en terminal-diagnose og overbeviser sig selv og familien om,  at han nok skal blive rask igen.

En præsident, der efter at være blevet dømt skyldig, til medierne siger, at han har vundet retssagen.

En tv-station, der kun viser billeder af sønderbombede huse, når de fortæller, at de vinder krigen, og ikke viser billeder af hvide ligposer og udsultede mennesker.

Sandheden kan ikke kun være barsk, rå, brutal og helt igennem ubarmhjertig, den kan også fordre af os,  

at vi tænker, taler og handler anderledes kærligt.

Vi har lige sunget Luthers kendte helligåndssalme  

”Nu bede vi den Helligånd”, hvor vi synger om både sandhedens ånd og om kærlighedens ånd.

Guds ånd omtales nogle gange som kærlighedens Ånd.

Andre gange som sandhedens Ånd. Men hvad er egentlig forskellen på sandhed og kærlighed?

Jesus selv kaldte Helligånden, Talsmanden, som han ville sende i sit navn, for ”sandhedens Ånd”.  

Man kunne have forventet, at han ville have sagt ”kærlighedens Ånd,” for Helligånden er jo kærligheden mellem Faderen og Sønnen, og det er kærligheden,  

der binder os mennesker sammen.  

Men Jesus sagde ofte uventede ting, der var overraskende – også for os i dag. Derfor er der god grund til at stoppe op og overveje, hvad han egentlig mente, da han i sin afskedstale til disciplene sagde, at Gud ville sende sandhedens Ånd, Talsmanden, der skal lære os alt, og minde dem om alt det, Jesus har sagt.

Mon ikke det er fordi Sandhedens Ånd leder til kærligheden? Det vil jeg undersøge i dag.

Kærligheden længtes vi vel alle efter.  

At vide sig elsket som lige nøjagtig den man er på både gode og dårlige dage.  

At en anden hellere end gerne vil ofre sig for din skyld og i kærlighed vil gøre ALT for dig.  

At blive kigget på dig med et omsorgsfuldt og kærligt blik, der vidner om, at du er set, anerkendt og elsket.

Kærligheden vil de fleste af os gerne abonnerer på.

Men hvordan er det så med sandheden?  

Som farmoren, der af det 12-årige barnebarn bliver gjort opmærksom på, at hun har en udløbsdato,  

kan sandheden være det, vi mindst af alt ønsker at blive konfronteret med – både i det store og i det små.

Noget i os elsker vores illusioner og forsøger at holde den hårde og skræmmende virkelighed fra livet.

Fx at vi er formet af jorden og skal blive til jord igen.

At menneskeheden er i gang med at ødelægge vores eget livsgrundlag på grund af vores forbrug og rovdrift på klodens ressourcer.

Vist længtes vi efter kærligheden, men spørgsmålet er, om vi også længtes efter sandheden, eller om vi i stedet for flygter fra den? Det er der meget, der tyder på.

Men kan kærligheden overhovedet spire frem og blomstre, hvis den ikke bygger på sandheden?

Det korte svar er – nej!  

For sandheden er forudsætningen for kærligheden!

Hvis vi afviser sandheden, afviser vi også kærligheden.

Vi kender det fra vores eget samliv med andre.  

Ingen kan indgå i et kærlighedsforhold til et andet menneske, hvis man ikke er ærlig overfor sig selv  

og over for den anden.  

Hvis vi blot er som udklædningsdukker overfor hinanden, er der ingen chance for, at vi nogensinde kan indgå i en dybere relation til et andet menneske.  

Så vil vi aldrig møde den kærlighed, vi længtes efter.  

Løgnen, selvbedraget og illusionen er som at iføre sig en skudsikkervest i mødet med kærligheden.

Hvis vi virkelig vil møde kærligheden – at elske og blive elsket – så skal vi være ærlige overfor hinanden. Vi vil jo også have, at den anden er ærlig over for os.  

At det, den anden siger og gør, også stemmer overens med det, han eller hun virkelig mener.

Vi må træde ud af vores eget selvbedrag og ærligt møde den anden i al vores sårbarhed og fejlbarlighed.  

Og der er strengt taget ikke noget, der er mere menneskeligt end at fejle – så hvorfor skjule det?

Løgnen fører ikke til kærlighed, det gør Sandheden.  

Så lad os føre af sandhedens Ånd ud af vores eget selvbedrag og ind i den virkelighed,  

hvor vi erfarer den sande kærlighed.

Men hvordan gør vi det, kan man spørge?

Det siger Jesus faktisk noget om i sin afskedstale:

”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord,  

og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” Vi skal altså elske Gud og holde fast i Jesu ord – det vil sige lytte til evangeliet, og forsøge at efterleve alt det, han lærte menneskene, mens han vandrede her på jorden.

Men nu er evangeliet jo ikke en opslagsbog,  

som man kan slå op i, hver gang vi stilles over for dilemmaer, problemer og kriser i livet anno 2025.  

Jesus talte ikke om, hvordan vi skal forholde os til global opvarmning, klimakrise, kunstig intelligens eller oprustning. Så hvad gør du, når du kommer i tvivl?

Du lytter efter sandhedens Ånd – og det gør du med dit hjerte – og så lader du dig føre. Din dårlige samvittighed er Åndens stemme i dig, der som en indre GPS vejleder dig i, hvad der er kærligt og hvad der er ukærligt gøre. Men sandheden kan ikke kun være barsk, rå, brutal og helt igennem ubarmhjertig. Den fordrer også af dig, at du tænker, taler og handler kærligt anderledes, end du har gjort.

Så sidder der måske en på kirkebænken og tænker: ”Jamen jeg kan stadigvæk være i tvivl om, hvad der er sandhedens Ånd og hvad der er løgnens stemme.  

Hvordan kan jeg vide, hvad Gud vil, at jeg skal gøre?”  

Og hertil, kan jeg kun sige, det forstår jeg godt.  

Sådan tror jeg, de fleste mennesker indimellem har det.

Men nogle gange er det måske Guds vilje, at vi ikke skal vide, hvad vi skal gøre. Så er det vores opgave at overlade vores uvished til Gud og være i det midlertidige mørke i tillid til, at Gud vil vise os vejen videre i livet, når vi er klar.

For Gud har ikke engang for altid skabt verden og mennesket helt og fuldendt – vi er kun på vej.

Vi er skabt i Guds billede og har Guds ånd i os,  

som vi hørte i teksten fra Det Gamle Testamente.

Men Gud er stadig i gang med at skabe universet, som er i fortsat udvikling, og det gælder også os mennesker.

Vi er skabt sådan, at både du og resten af menneskeheden gradvist vokser i indsigt og klarhed.

Kun langsomt vokser vores erkendelse af,  

hvad der er rigtigt og sandt.  

Der er forskellige faser i både dit liv og i hele menneskehedens udvikling, og det er derfor ikke fair, at dømme fortiden ud fra nutidens erkendelser.

Vi er kun under vejs og lærer på rejsen igennem livet.

Det gode er imidlertid, at selvom du tidligere har handlet mod bedre viden, og nu har dårlig samvittighed, så er det aldrig for sent at rette op og gøre det, som du har lært, er det rigtige.

Helligånden er din indre GPS, der er præprogrammeret til Gudsriget – til Guds kærlighed, hvor vi ved os ubetinget elskede, lige nøjagtig som vi er med alle vores fejl og mangler.  

Den beregner hele tiden ny rute og viser os på rette vej, når vi har valgt en forkert vej og farer vild – og det gør vi alle ind imellem i løbet af vores liv, fordi vi fortsat er i en læreproces.

Det er jo netop derfor, at Gud sendte Talsmanden, Sandhedens Ånd for at lære os og minde os om alt det,  

Jesus har lært os. Vi er fortsat kun i gang med at lære, at Gud elsker alle sine skabninger, og ønsker,  

at vi også skal elske Gud, hinanden og hele skaberværket, der er forudsætningen for vores fælles liv på kloden.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

Som det var i begyndelsen, således også nu  

og altid i al evighed.  

Amen

Kirkebøn

Vi takker dig, Gud, for at du til stadighed sender Helligånden, Sandhedens Ånd til verden,

for at føre os igennem det liv, du har skænket os.

Og vi takker for den verden, vi lever i,

for de mennesker, vi holder af  

–  og dem som holder os ud.

Lær os tage at imod dit ord, så vi formes deraf,

og er mod andre, som du vil, at vi skal være.

Giv os modet til at kaste os ud i livet,

i tilliden til din Ånd er i os.

Åbn vore hjerter, så vi kan lade os vejlede af din Ånd,

og gør os villige til at lade os føre.

Rejs os op, når vi falder ned i modløsheden og tomheden, og giv os livsmodet tilbage.

Giv os mod til at tale og bryde den tavshed, der opstår,  

når angsten råder.

Giv os troen på, at vi altid hviler i din kærlighed,

så vi oplever den fred, der rækker ud over livet  

og ind i døden.

Velsign vort land og alle dets indbyggere og vær med

de bekymrede og bange,  

de ensomme og udstødte,

de udsendte og de undertrykte,

og dem, der ikke er nogen, der beder for.

Velsign også Kong Frederik og hele det kongelige hus,

regeringen, folketinget og domstolene,

alle, der har fået magt og myndighed betroet,

og lær alle at følge din vilje.

Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.  

Skab vilje til fred, dialog og forsoning,

overalt hvor der findes kaos, konflikter og krig  

både i de små hjem og den store verden.

Styrk og bevar din kirke og alle os i den,

både her i Strandkirken i dag,  

og ud over hele din verden.

Gør os alle til et åbent, levende og givende fællesskab.

Værn om vores nærmeste, familie og venner,  

og alle, som står os nær.

Og her kan du især i stilhed formulere din egen bøn.  

Herre hør vor bøn og giv os alle din nåde, fred og velsignelse.  

Amen

I dag skal vi undtagelsesvist bruge den nikænske trosbekendelse, der har 1700-års jubilæum i år.  

Den findes allerbagerst i salmebogen.

På et stort kirkemøde i Nikæa mødtes mere end 250 biskopper fra den kristne verden i år 325.  

De var af kejser Konstantin blevet pålagt at blive enige om, hvad der var den sande kristne tro.  

For kejseren gad ikke længere høre på den fjollede diskussion, som han kaldte de teologiske diskussioner om Jesus sande natur. Så her enes man om Jesu guddommelighed, og forholdet mellem Faderen og Sønnen blev defineret.

Mødet blev et af de mest betydningsfulde topmøder i hele den kristne kirkes historie, og den Nikænske trosbekendelse udtrykker kirkens enhed på tværs af alle kirkesamfund. I Danmark er denne trosbekendelse imidlertid ikke særlig kendt udenfor teologiske kredse.  

I forbindelse med 1700-års jubilæet for Den nikænske Trosbekendelse opfordrer folkekirkens biskopper og Folkekirkens mellemkirkelige Råd derfor til, at vi i dag pinsedag bruger den i gudstjenesten.  

Det er samtidig en anledning til at tænke på og bede for kirken ud over hele jorden – og til at se folkekirken som en del af den verdensomspændende kirke.  

Så lad os sammen bekende vores kristne tro:

(Trosbekendelsen)

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.  

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne og opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.  

Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke.  

Vi bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.  

Amen