Prædiken anden påskedag til højmesse 21. april 2025 i Maribo Domkirke
Præludium:
Indgangsbøn:
1. Salme: DDS, 224, Stat op, min sjæl, i morgengry
Hilsen, kollekt, (s. 140 i tillægget)
GT læsning
2. salme: DDS, 233, Jesus lever graven brast
Epistellæsning
Trosbekendelse
3. salme: 100 Salmer, 829, Opstandelsen er lige her
Evangelielæsning, prædiken, kirkebøn,
apostolsk velsignelse og meddelelser
Evt. motet ?
4. salme: DDS, 249, Hvad er det at møde den opstandne
Nadver:
5. nadversalme: DDS, 192, v. 7-8
Slutningskollekt
Velsignelsen
6. salme: DDS, 236, Påskeblomst (alternativt DDS, 234, Som forårssolen morgenrød)
udgangsbøn
Postludium
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby,
som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket.
Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem.
Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.
Han spurgte dem:
»Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«
De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:
»Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?«
»Hvad da?« spurgte han.
De svarede:
»Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet,
mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham.
Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel.
Men til alt dette kommer,
at det i dag er tredje dag, siden det skete.
Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os;
de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte,
at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever.
Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt,
men ham selv så de ikke.«
Da sagde han til dem:
»I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt.
Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«
Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.
De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre.
Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os!
Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.«
Så gik han med ind for at blive hos dem.
Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden:
»Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«
Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde:
»Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«
Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
Et par fortalte mig engang, at de var faldet i snak med hinanden i et tog. Så godt, at han bagefter havde tilbudt at følge hende hjem, for de var slet ikke blevet færdige med at tale med hinanden. Og det var de heller ikke endnu her mange år senere, hvor de havde tre børn sammen.
For på turen havde de talt sammen på en måde, der fik deres hjerter til at brænde – for nu at bruge evangelisten Lukas’ udtryk – og samtalen havde åbnet livet og kærligheden for dem begge.
At den togtur var inden mobiltelefonens opfindelse, kan man næsten sige sig selv. For i dag sidder de fleste med ansigtet rettet imod mobiltelefonens skærm og ikke mod hinanden. Om det er i toget, på perronen, i bussen eller endda på fortovet og restauranten.
I mobiltelefonernes tidsaldre sanser vi dårligt nok, hvem, der sidder, står eller går ved siden af os.
Og hvis en fremmed forsøger at få øjenkontakt med os, lykkes det næppe, for vores bevidsthed er optaget af noget andet. Vi er blevet sært blinde og tonedøve for det, der foregår lige omkring os, for vi er i vores egen verden sammen med mobilen.
Resultatet af, at mennesker ikke længere har øjenkontakt med hinanden, kender vi nok ikke helt endnu.
Men jeg tror, at vi mister noget af vores evne til at være nærværende og åbne over for hinanden – og det er synd, for derved går vi glip af noget meget værdifuldt.
Vi begrænser vores evne til at se og sanse Kristus i den andens ansigt.
En kendt fransk-jødiske filosof, Emmanuel Levinas
har formuleret det på den måde,
at vi ser spor og tegn af Gud i den andens ansigt.
Selvfølgelig kan vi ikke se Gud som sådan,
men vi kan se små glimt, øjeblikke af guddommeligt nærvær i den andens ansigt.
Ansigtet og øjenkontakten kalder på en reaktion
– ikke blot et svar, men et ansvar.
Slår vi blikket ned og kigger væk, er det også et svar,
hvor vi fralægger os ansvaret for kontakten med den anden.
Møder vi den andens blik kan vi derimod opleve som små øjeblikke af lys og glæde, der oplyser selv regnvåde, mørke og dystre dage fyldt af dårlige, triste eller bare ligegyldige nyheder.
Det kan være et blik, hvor vi i et glimt bliver mindet om,
at under den massive informationsstrøm om selvoptagede menneskers grådige, begærlige og egoistiske handlinger,
så er noget nyt allerede brudt igennem – det er blot ikke nået til den kollektive bevidsthed endnu.
Det kan være et åbent og frimodigt ansigt, der som kvinderne ved den tomme grav vidner om, at noget der har ligget og spirer i mørket, nu er brudt igennem.
Ved at se ind i et sådant lysende ansigt – hvad enten det er en fremmed eller et menneske, som vi kender i forvejen –
kan der springe en gnist, der antænder lyset i selv det mest formørkede sind.
Mon ikke, det var ca. sådan disciplene oplevede det,
da de vandrede mod Emmaus, en by, der ligger ca. 23 km. nordvest for Jerusalem. Det svarer til en dagsrejse for en pilgrim, og det kan jeg sige af egen erfaring.
For den sidste uge har jeg tilbragt til fods på Caminoen i det nordlige Spanien på vandring sammen med et sandt menneskehav, der havde sat sig i bevægelse imod byen Santiago de Compostela, der sammen med Jerusalem og Rom er kristenhedens tre store pilgrimsbyer.
Pilgrimsvandringen til Santiago de Compostela er nu blevet så populært, at en supermarkedskæde som Rema1000 finder det profitabelt at udgive en bog om ruterne – det siger vel lidt om populariteten ved at vandre.
Da caminoen også går hen over Lolland-Falster,
hvor Maribo udgør et gammelt pilgrimsknudepunkt, så tænkte jeg, at som formand for Pilgrimshuset ville det være passende på egen krop at erfare, hvad det indebærer at gå på Caminoen. Så jeg snørede vandrestøvlerne og tog afsted i den stille uge her op til påske.
Ifølge legenden skulle apostlen Jakobs jordiske rester være begravet i byen Santiago, der betyder Sankt Jakob.
Jakob var en af Zebedæussønnerne, som Jesus også kaldte tordenbrødrene. Jakob og Johannes tilhørte sammen med Peter inderkredsen omkring Jesus. Det var dem, som Jesus tog med op på bjerget, da forklarelsens lys skinnede over ham, og det var også de tre, der faldt i søvn, da og bad dem om at våge i den nat, han blev forrådt.
Om det var Jakob, der vandrede sammen med Kleofas,
på vejen mod Emmaus, hører vi ikke noget om.
Blot at Jesus kom og slog følge med de to disciple,
der fortsat var bedrøvede og formørkede i deres sind.
De fortalte ham, som de troede, var en fremmed,
hvad der var sket i Jerusalem i de forgangne dage,
hvortil Jesus svarede dem:
“I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt.
Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?”
Mon ikke, det også er os, der lever i dag, der er uforstandige og tungnemme til at tro, og hvis øjne holdes til, mens vores blikke er klinet fast til mobiltelefonen.
Hvor mange gange har vi mon ladet Jesus gå forbi os,
når han kom og ville slå følge med os på vejen i form af en fremmed? Og hvor mange gange er vi mon gået glip af små glimt, øjeblikke af guddommeligt nærvær?
For mit eget vedkommende må jeg blankt erkende,
at det nok er sket mange gange. Jeg har haft for travlt.
Har været for optaget af mine egne tanker, så jeg har ikke gengældt et blik, men har i stedet kigget væk og fralagt mig ansvaret for kontakten med den anden.
Og derved gik jeg glip af noget værdifuldt, muligheden for at se og sanse Kristus i den andens ansigt.
Øjeblikke, der kunne være fyldt af glæde og guddommeligt nærvær.
Skulle jeg være i tvivl, blev det tydeligt for mig, da jeg stod på pladsen foran den store katedral i Santiago i øs regnvejr, hvor det konstant væltede ind med pilgrimsvandrere med vandrestave og muslingeskaller hængende på rygsækkene – unge som gamle, tykke og tynde, folk med hunde og børn fra alle mulige forskellige lande.
Det var rørende at se, hvordan mennesker, der tydeligvis ikke tidligere havde kendt hinanden, men blot var mødtes på vejen og havde slået følgeskab, talte sammen.
De jublede, sang, krammede og gav High Five, når de fik øje på hinanden på den store plads, og der var en sand eufori og glæde, der var umulig ikke at lade sig smitte af.
Og mobiltelefonerne? Vist var de i brug, men ikke til at fiksere opmærksomheden. Der blev taget billeder i et væk af hinanden foran kirken. Jeg håber, at billederne vil være et minde om, hvad det gør ved sindet, når man åbner sig og slår følge med den fremmede på vejen, så man ser tegn og spor af Gud i den andens ansigt.
Og så kunne det være fristende at sige ”Amen” her.
Men I skal have en vigtig lille detalje med her til slut.
I teksten står der ikke, at disciplene lukkede deres øjne, men at deres øjne holdtes til, og der står heller ikke,
at de åbnede deres øjne, men at deres øjne åbnedes.
Og hvem andre end Gud selv lukker og åbner menneskers øjne? Derfor er der også håb for alle os, der kan vandre som åndelige søvngængere igennem livet.
Glædelig påske.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
Som det var i begyndelsen,
Således også nu og altid og i al evighed.
Amen
Kirkebøn
Tak Gud for det liv, du har skænket os uforskyldt.
Tak Kristus, for det liv, du har givet for vores skyld.
Tak for den verden vi lever i,
og tak for de mennesker, vi holder af
– og dem som holder os ud.
Indgyd os mod,
så vi tør invitere dig inden for,
når du møder os i skikkelse af en fremmed.
Åben vores øjne,
så vi kan se og genkende dig,
når du slår følge med os på vores livs vandring.
Lær os at genkende opstandelsen,
og tage imod syndernes forladelse,
og at invitere den fremmede inden for i vore hjerter.
Vær hos alle, der lider, sørger og er bange.
Hos dem, der er modløse, udmattede og desperate.
Lad din kærligheden være nærværende hos alle der lever under krigens gru, sultens pinsler og voldens menighedsløshed.
Og lad dem, for hvem døden er nær, mærke
din omsorg, dit nærvær og din kærlighed.
Velsign vort land og alle, der opholder sig her, Kong Frederik og Dronning Mary og hele det kongelige hus,
regeringen, folketinget og domstolene,
og giv dem og os, at vi alle må gøre din vilje.
Nedbryd de falske fjendebilleder og fordomme,
der skaber ødelæggende konflikter og dødbringende krig.
Skab vilje til fred, dialog og forsoning,
overalt hvor der findes krig, fanatisme og angst
i den store verden og i de små hjem.
Styrk og bevar din kirke og alle os i den,
både her i landet og ud over den hele verden.
Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab.
Værn om vores nærmeste, familie og venner,
og alle, som står os nær.
(Og her kan vi hver især i stilhed
formulere vores egen bøn….)
Herre hør vor bøn og
giv os alle din nåde, fred og velsignelse.
Amen