Introitus v. koret: Halleluja, Kristus er opstanden

Præsten: ”Kristus er opstået fra de døde”

Menigheden: ”Ja, han er sandelig opstået”

1. Salme: 218, Krist stod op af døde

GT-læsning: Salme 118 vers 13-18

2. Salme: 234, Som forårssolen morgenrød

Epistellæsning: 1. Pet. 1 vers 3-9

Trosbekendelse

3. Salme: 829, Opstandelsen er lige her

Evangelielæsning: Matt 28,1-8

Prædiken, kirkebøn, apostolsk velsignelse og meddelelser

Motet

4. salme: 236, Påskeblomst hvad vil du her

Nadver:

5. nadversalme: 227 vers 9, Som den gyldne sol frembryder

Slutningskollekt

Velsignelsen

6. salme: 884, Fordi han kom og var som morgenrøden

udgangsbøn

Postludium

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen,

kom Maria Magdalene og den anden Maria for

at se til graven.

Og se, der kom et kraftigt jordskælv.

For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen

og væltede stenen fra og satte sig på den.

Hans udseende var som lynild

og hans klæder hvide som sne.

De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham

og blev som døde.

Men englen sagde til kvinderne.

»Frygt ikke!

Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede.

Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt.

Kom og se stedet, hvor han lå.

Og skynd jer hen og sig til hans disciple,

at han er opstået fra de døde.

Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa.

Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«

Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde

og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Matt 28,1-8

Påskemorgen indledes med ordene: ”Kristus er opstanden.”

Ingen mennesker kan imidlertid bevise Jesu opstandelse,

men to kvinder kunne bevidne, at graven var tom.

De troede på englen, der sagde, at Jesus var opstået,

som han selv havde forudsagt.

Kvinderne tog springet. Et spring fra den rationelle tænkning, der fortæller os, at døden er definitiv og slutningen på alting,

til troen på opstandelsen og det evige liv.

Beretningen om kvinderne ved graven er 2000 år gammel.

Vi kender den så godt, at det kan være svært helt at fatte, hvilket spring kvinderne rent faktisk foretog påskemorgen.

Men hvor mange af os ville med hånden på hjertet være i stand til i et splitsekund at slippe hele vores forforståelse af verden? Vores rationelle tilgang, der er baseret på fornuft, logik og videnskabelig evidens?

Vist har videnskaben ikke alle svar på vores forståelse af livet og døden, men vi bruger ufatteligt store ressourcer på at kortlægge og forstå livet, verden og universet.

Forskningen gør os hele tiden klogere.

Vi ved jo godt, at når et levende væsen dør, ophører hjertet med at slå, kroppen holder uigenkaldeligt op med at fungere, og bevidstheden ser ud til at forsvinde.

Det er vores udgangspunkt – og hvor mange af os ville egentlig være klar til at tage springet fra den forståelse

til troen på opstandelsen?

Men det var altså det spring, kvinderne tog.

Et spring fra langfredag til påskemorgen.

Påskelørdag lå Jesu døde krop i graven.

Han var i ingenmandsland

– død på et kors, men endnu ikke opstået.

Der er et mellemrum fra død til opstandelse.

Jeg forestiller mig det mellemrum som kaotisk og mørkt. Som når en gammel verden bryder sammen,

inden en ny verden er dukket op.

Det kræver et spring at bevæge sig fra det ene til det andet,

et spring, hvor man giver slip på det kendte,

før man lander i det ukendte og lader sig gribe af det nye,

der kommer.

Og den mellemliggende periode

– om det så kun er i et splitsekund

– er forbundet med stor frygt, for det kendte har vi sluppet, og endnu ved vi ikke, hvad der kommer – og det ukendte er de fleste mennesker som regel bange for.

Men kvinderne tog springet fra den fortvivlende virkelighed,

hvor deres elskede Herre var død og taget fra dem,

og lod sig gribe af englens ord om, at Jesus er opstået.

For at kunne lade sig gribe af troen på opstandelsen måtte de give slip på deres gamle verdensbillede og være i ingenmandsland – om troen virkelig kunne bære, vidste de endnu ikke. Men de tog altså springet og løb fra graven med både frygt og stor glæde.

Jeg tror, at vi alle i vores liv på et tidspunkt bliver stillet over for at skulle tage det spring, fra det gamle til det nye.

Fra det kendte og trygge til det ukendte og derfor utrygge.

Fra det rationelle til det, som intuitionen og troen kalder på

– og være i det mellemrum, hvor vi endnu ikke ved,

om det kan bære.

Måske har du selv erfaret at stå i en situation, hvor du blev nødt til at give slip på det velkendte og kaste dig ud i noget

nyt, som du endnu ikke vidste, hvad ville indebære?

Det kræver mod at slippe vores trang til sikkerhed

og i stedet tro på, at vi bliver grebet

– og tro på, at troen kan bære os.

Selv om det spring kun tager et splitsekund,

kan det vække den dybeste angst i os.

Måske er det dét, filosoffen og teologen Søren Kierkegaard mener, når han taler om troens spring:

At der kommer et sted, hvor vi ikke længere kan holde os fast i beviser og sikkerhed, men må give slip og række hænderne frem i håb om, at vi bliver grebet.

Ikke sådan at forstå, at Kierkegaard mente,

at tro blot er et spring fra fornuft til tro,

som om fornuften først bruges for derefter at kasseres.

Snarere er det et spring ud over fornuftens grænse,

hvor mennesket ikke længere kan begribe sandheden objektivt, men må gribes af den subjektivt og personligt.

Det kan lyde lidt abstrakt, men den svenske præst Tomas Sjödin beskriver denne erfaring rammende i en af sine bøger.

Han fortæller, at en kendt teolog ved siden af teologien kun havde én stor interesse – cirkus. En sommer lejede han en camper for at kunne rejse rundt sammen med et cirkus.

På nært hold studerede han trapezkunstnerne.

Deres arbejde, deres disciplin, deres flyvende kroppe i luften,

frygten, bifaldet og fejlene.

I deres spring syntes han at kunne se hele menneskelivet spejlet i det at give slip og lade sig gribe.

Han gengiver i en af sine bøger en samtale, han havde med lederen af trapezgruppen. Han sagde:

”Når jeg kaster mig ud, må jeg stole fuldt og fast på ham,

der griber mig. Publikum tror, at det er mig, der er den store stjerne, men i virkeligheden er det ham, der griber mig.

Han må være der for mig og med en utrolig præcision gribe mig i luften, når jeg kommer imod ham i det lange spring.

Det er den, der griber, der gør det hele, mens den, der kommer flyvende gennem luften, ikke gør noget som helst.”

Teologen spurgte forbavset: ”Intet som helst?”

”Nej, intet som helst,” svarede trapezlederen.

”Det værste, man kan gøre, er at forsøge at gribe fat i ham, der skal gribe en.

Hvis jeg forsøgte at gribe fat i hans håndled,

ville jeg brække dem, eller han ville brække mine.

Så ville det være ude med os begge to.

Så den, der kaster sig ud, må holde armene frem og stole på, at han bliver grebet.”

Det er ikke, fordi jeg med denne fortælling vil argumentere for, at der nu skal til at være akrobatik og cirkus her i kirken

– det må være rigeligt med en måneds teater.

Men som teologen, der var så fascineret af cirkus, sagde,

kan hele menneskelivet spejles i trapezkunstnerens erfaring

med at give slip, holde hænderne frem i tillid til,

at man bliver grebet.

Jeg kan næsten mærke suget i maven ved beskrivelsen af det splitsekund, hvor man hænger frit i luften efter at have givet slip, og indtil man mærker grebet om sine håndled.

Når vi kommer flyvende igennem tilværelsen, kan vi heller ikke selv gribe fast, men vi kan lade os gribe

– hvis vi vel at mærke rækker hænderne frem.

Og måske er det netop sådan, vi kender det fra vores eget liv?

Et menneske, der længe har båret på en stor sorg alene,

men som en dag tør give slip og lade tårerne løbe

– og mødes af en omsorgsfuld favn og kærlige ord.

Et andet menneske, der skammer sig over sin fejhed og fejl,

men en dag tager springet og i al sin sårbarhed banker på den dør, som han eller hun troede var lukket

– og bliver modtaget med åbne arme.

En tredje, der føler en isende ensomhed og ikke tror på sit eget værd, men som en dag med bankende hjerte finder modet til at række ud mod de andre

– og inviteres ind i fællesskabet.

Det er måske små bevægelser på overfladen,

men det kan føles som et stort spring for den enkelte.

For hver gang et menneske rækker hænderne frem,

er der også en risiko.

En risiko for at blive afvist.

En risiko for at blive mødt af ligegyldighed.

En risiko for at blive stående alene tilbage med det,

man endelig havde fundet modet til at vise verden og stå ved.

Og alligevel er det ofte dér, hvor vi vover at give slip, at vi kan møde hænder, der tager imod og griber os,

så vi erfarer en ny begyndelse

– eller ligefrem en eksistentiel opstandelse midt i livet.

En hånd, der ikke skubber bort, men holder fast.

Et menneske, der ikke fordømmer, men tilgiver.

Et fællesskab, der ikke afviser, men siger: Kom og vær med.

Det er ofte sådan, Gud møder os i livet.

Ikke nødvendigvis med store armbevægelser,

men som et menneske, der favner og lytter,

et hjerte, der tilgiver og forstår,

eller et fællesskab, der inviterer indenfor.

Og vores opgave er som trapezkunstnerens at give slip

– vove at være i mellemrummet i ingenmandsland –

række hænderne ud,

så vi kan lade os gribe af den virkelige stjerne

– Gud, som gør hele arbejdet.

Sådan begyndte påskemorgen for kvinderne ved graven.

Midt i sorgens mørke, netop dér hvor de troede, at alt var slut, blev de grebet af englens ord om, at Jesus er opstået.

De tog springet, uden at vide, at deres fortælling her to tusind år senere bliver fortalt, fordi det budskab, de løb fra graven med i både frygt og stor glæde, åbnede en ny virkelighed for menneskelivet.

Ingen af os kan bevise opstandelsen.

Ingen af os kan fastholde den med fornuften alene.

Ingen kan ikke begribe opstandelsen videnskabeligt,

men vi kan alle gribes af troen på opstandelsen.

Glædelig påske.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

Som det var i begyndelsen, således også nu og altid

og i al evighed.

Amen.

Kirkebøn

Vi takker dig, Gud, for livet, du har skænket os,

for jorden, du har givet os at passe på,

for de mennesker, du har sat os sammen med,

for vores familie og venner, alle dem, vi holder af

– og alle dem, som holder os ud.

Tak, fordi du stadig kommer til os

og berører os med dit ord,

åbner vores øjne og ører, nærer vores tro

og indgyder os nyt livsmod,

så vi ikke lammes af frygt.

Giv os mod til at tale uretfærdigheden imod,

vilje til at kæmpe for de svageste

og tro på, at vi kan gøre en forskel,

fordi du i din store kærlighed altid er med os.

Send os varme og kærlige hænder,

der griber os, når vi falder,

og fører os hjem til dig, når vi farer vild i livet.

Lær os at elske med din kærlighed,

så vi kan lade dit lys skinne på vores omgivelser,

og lad os se på verden med dine øjne,

så vi bliver dine sande disciple.

Vær hos den, der lider, sørger

eller er grebet af stor angst.

Vær hos alle dem, der lever i krigens mørke og gru.

Oplys den, der er ensom, modløs og trist.

Lad den, for hvem døden er nær, mærke din ånd,

som gennemstrømmer os både i livet og i døden.

Velsign vores land og alle, der bor her.

Vær med Kong Frederik, dronning Mary og hele det kongelige hus.

Vær med den kommende regering, Folketinget og domstolene, og med alle,

der har fået magt og indflydelse betroet.

Giv os alle modet til at gøre din vilje.

Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.

Skab vilje til fred, dialog og forsoning

overalt, hvor der findes krig, had og konflikt

– både i den store verden og i de små hjem.

Styrk og bevar din kirke og alle os i den,

her i Maribo Domkirke i dag

og i alle kristne fællesskaber ud over din verden.

Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab.

Værn om vores familie og venner, alle dem, der står os nær.

Og lad os et øjeblik være stille sammen og bede for dem,

vi holder af, dem vi savner, og dem,

der har brug for vores forbøn.

Herre, hør vores bøn

og giv os alle din nåde, fred og velsignelse.

Amen.