Landemode-gudstjeneste kl. 13.30, den 7. oktober 2026 i Maribo Domkirke
Introitus:
Indgangsbøn (Lene)
1. salme: 729, Nu falmer skoven trindt om land
Hilsen + Kollekt (Anne)
GT-Læsning (Anne)
2. salme: 29, Spænd over os dit himmelsejl
NT- læsning (Anne)
Trosbekendelsen (Anne)
3. salme: 696, Kærlighed er lysets kilde
Evangelielæsning, prædiken, kirkebøn, meddelelser, apostolsk velsignelse (Marianne)
Motet:
4. salme: 368 Vintræ og grene og frugt hører sammen
Nadver: (kontinuerlig, Marianne og Anne + to hjælpere)
5. Salme: 849, Igen berørt
Slutningskollekt (Marianne)
Velsignelsen (Marianne)
6. Salme: 731 Nu står der skum fra bølgetop
Udgangsbøn (Lene)
Præludium
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde:
»Jeg er det sande vintræ,
og min fader er vingårdsmanden.
Hver gren på mig, som ikke bærer frugt,
den fjerner han,
og hver gren, som bærer frugt, den renser han,
for at den skal bære mere frugt.
I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer.
Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv,
men kun når den bliver på vintræet,
sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.
Jeg er vintræet, I er grenene.
Den, der bliver i mig, og jeg i ham,
han bærer megen frugt;
for skilt fra mig kan I slet intet gøre.
Den, der ikke bliver i mig,
kastes væk som en gren og visner;
man samler dem sammen og kaster dem i ilden,
og de bliver brændt.
Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer,
så bed om, hvad I vil,
og I skal få det.
Derved herliggøres min fader,
at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer;
bliv i min kærlighed.
Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed,
ligesom jeg har holdt min faders bud
og bliver i hans kærlighed.
Sådan har jeg talt til jer,
for at min glæde kan være i jer
og jeres glæde blive fuldkommen.«
Hvordan holder man en afskedstale,
inden man forlader sine venner?
Trøster dem?
Det skal nok gå alt sammen uden mig.
Opmuntrer dem?
I er så dygtige, I kan sagtens klare jer alene.
Formaner dem?
Nu må I altså tage jer sammen og få det her til at fungere?
Eller anerkender dem?
Jeg forstår godt, det er svært, men jeg bliver altså nødt til at forlade jer nu – men det slutter ikke her.
Jesus gør ingen af delene.
Det var aftenen før korsfæstelsen.
Han vidste, at tiden var ved at rinde ud.
Og han vidste, hvad der ventede ham.
At disciplene ikke i første omgang ville forblive tro.
At Peter ville svigte ham,
At Judas ville forråde ham.
Han kunne have været optaget af sin egen sorg og uro.
Men talen kredser ikke om ham selv eller hans egen skæbne. Den kredser om disciplene, deres fremtidige glæde og Guds herliggørelse.
I sin afskedstale viser Jesus igen sin omsorg for disciplene.
Og han gør det med et billede så enkelt og stærkt,
at vi stadig kan se det for os her 2.000 år senere: vintræet, som på vores breddegrader kunne være et frugttræ.
Jeg ser det for mig, som modne æbler, der falder i oktobermørke haver, som vi skal synge i den sidste salme.
Oktober er netop den måned, hvor frugten slipper sit tag.
Pærerne hænger tungt på grenene.
Æblerne ligger i det dugvåde græs under træerne.
Og her på Sydhavsøerne kan man faktisk finde vindruer på espalierer – søde efter en lang og varm sommer.
Alt det, der begyndte i foråret, er nu blevet modent.
Men spoler vi tiden et halvt år tilbage til april,
så så haverne helt anderledes ud.
Frugttræerne stod iklædt deres lysende blomster,
hvide og rosa skyer mellem endnu næsten nøgne grene.
Man kan klippe et par grene af og tage dem med ind.
Sætte dem i en vase på bordet eller på alteret og glæde sig over det smukke syn. Men skønheden varer ikke længe.
Selv om vi skifter vandet og passer godt på dem,
begynder blomsterne hurtigt at drysse.
Grenene tørrer langsomt ind.
Til sidst havner de på komposten eller bliver brændt sammen med det øvrige haveaffald.
For en afskåret gren kan nok være smuk et stykke tid,
men den kan ikke bære frugt.
For adskilt fra træet får grenen ingen næring.
Ingen blomst kan blive til frugt.
Kun den gren, der bliver på stammen, kan bære frugt.
Det er så indlysende, at alle intuitivt kan forstå det.
Og måske er det netop derfor, Jesus maler dette billede på nethinden for at forberede sine disciple på det,
der kommer til at ske – at han forlader dem fysisk,
men de forbliver forbundet med ham i kærligheden.
”Jeg er vintræet, I er grenene.
Den, der bliver i mig, og jeg i ham,
han bærer megen frugt;
for skilt fra mig kan I slet intet gøre.”
Som den gren, der bliver på frugttræet, får del i det liv,
der strømmer gennem træet, nede fra rødderne,
op gennem stammen og helt ud i de yderste små grene,
der bærer frugt.
Læg mærke til en lille, men meget vigtig detalje.
Jesus siger ikke: ”Jeg er stammen, og I er grenene.”
Han siger: ”Jeg er vintræet.” Hele træet – dvs. både rødder, stamme og grene – en levende helhed, som vi kan være en del af, når vi bliver i hans kærlighed.
Det er altså ikke to adskilte dele – men to dele,
hvoraf den lille del, nemlig os mennesker,
er en del af den store helhed, Kristus
Fysisk er Jesus ved at tage afsked med disciplene,
men de – og vi andre – kan fortsat være forbundet med ham, hvis vi blot forbliver i kærligheden.
Derfor siger han også ”bliv i min kærlighed.”
Og det bliver skåret ud i pap i dagens episteltekst:
”Ved at elske hinanden bliver Gud i os,
og Guds kærlighed er fuldendt i os.”
Så det eneste vi skal gøre, er altså ”bare” at elske hinanden.
Nuvel – det har vi hørt før, og det er heller ikke så svært at forstå, så her kunne jeg skynde mig at sige ”Amen”,
så vi kan komme over i Bangs Have og få kaffe og kage.
Men erfaringen er jo for de fleste af os,
at det der med at elske hinanden ikke altid er helt så let.
Det kan faktisk være temmelig besværligt,
for mennesker opfører sig ikke altid lige elskeligt.
Selv vores elskede opfører sig ikke altid lige elskeligt.
Spørg bare menighedsrådsformanden om præsten, eller præsten om organisten, eller organisten om kirketjeneren, eller kirketjeneren om menighedsrådsformanden
– I kan selv fortsætte, for I ved, hvor skoen trykker,
og hvem, der træder på hvis ømme tæer.
Det der med at kærlighed hinanden er nemmere at prædike om end at praktisere.
Det ved Jesus, og måske netop derfor maler han billedet af vintræet på vores nethinder, som er så nemt at forstå.
Som grenene allerede er skabt som en del af vintræet,
er vi også fra begyndelsen skabt i et fællesskab med Gud,
og dermed forbundet med hinanden.
Som grenene ikke kan leve adskilt fra træet, sådan kan vi heller ikke leve adskilt fra fællesskabet med og i Gud.
Og vi er podet på det samme træ som alle dem,
der er anderledes og tænker anderledes end os selv – dem, der mener og gør noget andet, end vi selv ville have gjort – også dem er vi forbundet med i Kristus.
Afskærer vi os fra fællesskabet, fordi vi fejlagtigt tror,
at vi er selvstændige og autonome individer,
så visner vi og tørrer med tiden helt ud.
Det er en så præcis beskrivelse af livet,
hvor vi også er forbundet med og forpligtet på hinanden.
Vi er hinandens forudsætninger – også her i kirken.
Vi skal ikke først gøre os fortjent til kærligheden,
for vi er allerede på træet, vi er allerede i Guds kærlighed.
Men afholder os så fra at forblive i den kærlighed?
Mit bedste bud er vores skam. Det er som om skammen hvisker os i øret, at hvis Gud og andre mennesker virkelig kendte os – så ville vi ikke være værd at elske.
Så vi skjuler os for andre – og måske også for os selv.
Og vender os bort fra fællesskabet for ikke at blive afsløret, som dem vi i virkeligheden er.
Som om vi først skulle blive bedre mennesker for at høre til på vintræet. Men evangeliet siger det modsatte:
Du skal ikke gøre dig fortjent til at forblive på træet.
Du er allerede elsket – med alle dine fejl og mangler.
Kristi kærlighed strømmer os i møde,
ikke fordi vi er fejlfri,
men netop fordi vi er sårbare, skyldige og skamfulde.
Så vores opgave er i bund og grund ”blot” at blive på træet – og turde tage imod den næring,
der allerede strømmer til os.
At tro på, at vi er kendt helt til bunds – og elsket.
Det samme gælder alle dem, vi ikke synes, bærer frugt.
Vi kan fristes til at række ud efter saven for at skære dem bort. Men det er ikke vores opgave med beskæresaks, missiler eller droner at destruere dem og kaste dem i ilden.
For derved forsøger vi at gå vingårdsejeren, Gud selv, i bedene, og derved bliver vi netop ikke i Jesu kærlighed.
Når vi fordømmer, bebrejder eller søger at ekskludere andre fra fællesskabet, så risikerer vi selv at blive til de golde grene uden frugt, som gartneren skærer bort.
Så lad Gud om at beskære os,
og lad os elske og bære megen frugt.
For derved er Guds glæde fuldkommen i os.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver
én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed.
Amen.
Kirkebøn
Vi takker dig, Gud, for det liv, du har skænket os,
for verden, du har sat os i,
for de mennesker, du har sat os sammen med,
vores venner, familie, kolleger og alle dem,
vi holder af – og dem, som holder os ud.
Styrk troen, der overvinder frygten i os.
Giv os mod, så vi tør overgive os til dig i tillid til,
at du i din kærlighed giver os det, vi trænger til.
Send os mennesker med varme og kærlige hænder,
der griber os, når vi falder,
som fører os hjem til dig, når vi farer vild,
og kald os ud af den åndelige død i livet.
Lær os at elske med din kærlighed,
udstråle dit lys på vores omgivelser
og se med dine øjne på vores verden,
så vi må være dine sande disciple.
Vær hos den, der lider, sørger og er bange,
hos den, der er ensom, modløs og trist.
Lad den, der er døden nær, erfare din ånd,
der gennemstrømmer både livet og døden.
Velsign vores land og alle, der opholder sig her.
Vær med kong Frederik og dronning Mary og hele det kongelige hus samt regeringen, Folketinget og domstolene.
Vær med alle, der har fået magt og indflydelse betroet,
og vær med alle, der føler sig afmægtige og alene,
og giv, at vi alle må gøre din vilje.
Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.
Skab vilje til fred, dialog og forsoning,
overalt hvor der findes ufred, konflikt og krig –
både i den store verden og i de små hjem.
Styrk og bevar din kirke og os alle i den,
både her i Maribo Domkirke, i alle sogne i stiftet,
og i alle kristne samfund ud over hele din verden.
Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab.
Værn om det enkelte liv og om vores fællesskaber
og alle dem, som står os nær.
Lad os et øjeblik være stille sammen
og bede for dem, vi holder af,
dem, vi savner, og dem, der har brug for vores forbøn.
Herre, hør vor bøn,
og giv os alle din nåde, fred og velsignelse.
Amen.