Landemodeberetning i diakoniens tegn

Dagens tema: Diakonien

Tak til provst på Falster, Dennis Jelstrup, for en dejlig gudstjeneste i Maribo Dom-kirke, og hjertelig velkommen til nye såvel som erfarne menighedsrådsmedlemmer, præster og kirkefunktionærer samt borgmester, kommunaldirektør og embedsmænd fra de to kommuner, og alle andre, der måtte have fundet vej til landemodet. Det er et gammelt ord for et årsmøde i folkekirkeligt regi i et stift. I år er temaet samarbejde mellem kirke og kommune, specielt i forhold den sociale indsats – det vi i folkekirken kalder diakoni, som vokser rundt om i landet i disse år.

Jeg ser frem til en både hyggelig og inspirerende dag i selskab med jer alle sammen med årets oplægsholder, generalsekretær i Menighedsplejen i Danmark, Mette Møbjerg Madsen, der senere vil fortælle om erfaringerne med forskellige samarbejdsformer. Mette Møberg er selv tilknyttet et arbejde i Viborg stift, hvor seks kommuner samarbejder med Kirkernes Sociale Arbejde. I kommer også selv til at drøfte, rundt om bordene, hvordan I gerne vil arbejde med kirkernes diakonale indsats i sognene – det vender jeg tilbage til om lidt.  

Forandringer i verden og i folkekirken

Mange ting går rigtigt hurtigt i verden for tiden, og det kan føles som om vores normale verdensorden hele tiden udfordres af forskellige globale spændinger. I kirken har vi verdens bedste budskab, og i en urolig tid stiger interessen for kristendom og søgningen imod kirkerne. I Danmark har demokratiet under 200 år på bagen. Velfærdsstaten er under 100 år gammel. EU, i den form vi kender i dag, er kun godt 50 år. Kristendommen, derimod, har været her i landet i over 1000 år – og i verden i over 2000 år. Det vidner om, at kristendommen taler til mennesker til alle tider på tværs af samfundsorganisering og kulturer, og efterlader oplevelsen af noget fast i en foranderlig verden.

I folkekirken arbejder vi derfor ofte under fortegnet fra evighed til evighed, og her går det normalt ikke så hurtigt. Kommer der forslag om større ændringer, plejer de at blive afvist ved fordøren, hvorefter mange af ændringerne stille og roligt over tid siver ind ad bagdøren. For folkekirken repræsenterer i mange menneskers bevidsthed ”det der med Gud”, der er det stabile og uforanderlige i verden.

De skiftende kirkeministre – og dem har der været mange af igennem tiden – har ofte, som fx Bertel Haarder, defineret sin rolle som en pedel i den store folkekirkeli-ge organisation. Det var nok, som en anden Meyer fra Huset på Christianshavn, at feje lidt med en kost en gang imellem. og så sætte ”den pokkers kugle” fast på gelænderet, når den faldt af. Men også dét har været anderledes i det forgange år.  

Kort efter vores landemode sidste år, var Lolland-Falsters Stift vært for et stormøde med folkekirkens øvrige centrale aktører: biskopper og kontorchefer fra Rigsfællesskabet, bestyrelserne i Landsforeningen af Menighedsråd, i Præsteforeningen og i Provsteforeningen samt Kirkeministeriets ledelse. I planlægningsgruppen drøftede vi intenst, hvilket emne vi skulle tage under kærlig behandling: Den stigende udfordring med finansiering og varetagelsen af middelalderkirker, den demografiske skævvridning eller en revision af udligningsordningen eller af menighedsrådsloven?  

To nye lovforslag samt udligningsreform

Ingen af os havde fantasi til at forestille os, at der fra politisk hold ville være eksekveret på alle emnerne her knap et år senere. Men ikke desto mindre foreligger der ikke kun et, men to lovforslag, som kirkeminister Morten Dahlin har sikret sig politisk flertal for. Dels et lovforslag om forenkling og bedre understøttelse af menig-hedsrådsarbejdet, dels et lovforslag om understøttelse af menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker. Dertil kommer, at der allerede er gennemført en revision af udligningsordningen, der tilgodeser Lolland-Falsters Stift efterhånden som det implementeres over de næste tre år. (Det har uden tvivl krævet lidt mere end en kost – måske nærmere en robotstøvsuger og en ambitiøs og handlekraftig minister.)

Lovforslagene har været i høring hen over sommeren, og som mange andre har jeg beklaget at høringen lå i ferieperioden, hvor menighedsråd og stiftsråd normalt ikke holder møder. Så meget desto mere tak til alle jer, der alligevel har afgivet høringssvar. Den dårlige timing til trods hilser jeg intentionerne i ændringsforslagene vel-kommen. Der er mange gode takter og toner i lovforslagene, der bygger på et par arbejdsgruppers indsats. Nogle af de mest diskuterede emner har været forslagene om at flytte forvaltningen af præsteembedsboliger og jorde til provstierne, for det ændrer ved folkekirkens struktur.

Når nogle har spurgt mig, hvorfor jeg mener, at det er en god idé, har jeg svaret med en lille fortælling om de tre menighedsrådsmedlemmer, der stod foran Sankt Peter. En fra den svenske Kirke, en fra den norske og den sidste var fra den danske folkekirke. Sankt Peter kiggede på listen med overskriften: ”Har medvirket til gode rammer for evangeliets forkyndelse” og lukkede derefter svenskeren og nordman-den ind i Himmeriget, men han kunne ikke finde den tredje person på listen. Det kunne danskeren ikke forstå, ”jeg har jo siddet i menighedsrådet i over 30 år”, sagde han. Nåh, du er fra den danske folkekirke, sagde Sankt Peter, ”Det kunne du jo bare have sagt, for så er det jo listen med ’forvaltning af fast ejendom’, jeg skal kigge på!”  

Man siger ofte, ”at meget kan man byde mennesker – undtagen én ting – forandringer.” Men forandringerne kommer, uanset om man ønsker dem eller ej. Oprethol-delse af status quo vil også medføre forandringer, simpelthen fordi samfundet for-andrer sig. Vi er i et område af landet, hvor demografien forskyder bosætningsmønstre fra land til by – uden at kirkebygningerne flytter med. Derfor ser jeg med stor tilfredshed på lovforslaget om oprettelsen af en enhed for middelalderkirker. Dermed er alle problemer selvsagt ikke løst, men nu er der for alvor taget hul på den svære debat om, hvad vi på sigt skal gøre med unik kulturarv i tyndt befolkede områder.

Udviklingen i folkekirken

Selvom folkekirken formidler et evigt gyldigt og uforanderligt budskab, så foran-drer selve kirken sig over tid. Der er ikke mange af os med grå hår på hovedet, der har deltaget i babysalmesang, da vi var små, og måske heller ikke engang med vo-res egne børn. Vi deltog heller ikke i minikonfirmandundervisning, eller fx i et arrangement med 450 andre børn i 4. klasse på jagt efter Jesus her i Bangs Have, indrettet med vejskilte fra Palæstina og et persongalleri fra Det Nye Testamente. Til vores konfirmationsforberedelse diskuterede de færreste af os etiske emner: Hvordan man fx skal agere på de sociale medier, og hvordan det påvirker ens egen selvforståelse. Hvad der betyder noget for et godt liv.  Eller hvordan Jesus mon ville forholde sig til klimaforandringer og krig i Europa. Samtidens konfirmandforberedelse er væsentlig anderledes end det, de fleste af os, der er over 50 år, har oplevet.

Lysglober, skovkirke, pilgrimsvandringer, sorggrupper, syng-sammen-aftener, spaghettigudstjenester eller stille- og meditationsgudstjenester var heller ikke en del af folkekirkens tilbud for blot en generation siden. For slet ikke at tale om yoga og spise-sammen-arrangementer i kirken eller samtale-cafeer for enlige. Et af de nyeste tilbud her på Lolland-Falster er Teologi for voksne – teologiundervisning på et højt niveau for lægfolk, der også har vist sig at være populært her i stiftet. Jo, folkekirken har i sandhed forandret sig meget, siden jeg var barn.

Og det interessante er, at de store ændringer i folkekirken er implementeret uden at have været sendt i høring. Selvfølgelig kan man være mere eller mindre begejstret for de forskellige nye tiltag, men det gode ved folkekirken er, at den er så tæt vævet sammen med lokalsamfundet, at ændringer i samfundet også forplanter sig i kirken. Ingen andre folkekirker i Norden er så decentralt forankret, som den danske folkekirke – og bl.a. derfor står kirken stadigvæk så stærkt i Danmark i dag.

Dåbskommission, højmessevejledning og dobbeltmedlemsskab af folkekirken

En af de andre forandringer, der er på vej, er en revision af dåbsritualet. Dåbskom-missionen har i foråret udgivet en midtvejsrapport, som er en invitation til alle om  at prøve modellerne af og afgive høringssvar. Det er ikke tanken, at det nødvendigvis skal være et af de tre ritualer, der er præsenteret i rapporten, der arbejdes videre med, men meget sandsynligt et helt fjerde, som udspringer af responsen på de tre første. Så benyt jer af postkassen og giv jeres feedback.  

Der er også udarbejdet en opdateret højmessevejledning, der har til formål at brede kendskabet til Højmesseordningen ud til en bredere målgruppe og tydeliggøre ansvarsområder for medarbejdere og menighedsråd. Den reviderede vejledning, som biskopperne har udarbejdet – efter en længere debat om folkekirkens liturgi – inkluderer også de ændringer, der i praksis har fundet vej ind i gudstjene-sten. Vejledningen er tilgængelig på Folkekirkens Intranet, FIN’s, forside og vil også være at finde i de kommende oplag af Ritualbogen.  

Det er nærmest, som om ændringerne har stået i kø i det forgangne år. Endnu en ændring har været lystigt debatteret – muligheden for dobbeltmedlemsskab af fol-kekirken – eller måske vil det være mere korrekt at kalde det for åbent medlemskab. I øjeblikket kan man ikke være medlem af andre kirkesamfund samtidig med, at man er medlem af folkekirken. For eksempel kan en ukrainer ikke være medlem af folkekirken uden først at opgive sit medlemskab af den ortodokse ukrainske kirke. Netop ønsket om, at ukrainske børn kan blive konfirmeret sammen med deres klassekammerater, har aktualiseret debatten.  

Biskopperne nedsatte derfor i januar i år et hurtigt-arbejdende udvalg, der udarbejdede en rapport, der belyste de teologiske aspekter ved et dobbelt medlemskab. Konklusionen er, at det er teologisk muligt for folkekirken som evangelisk-luthersk kirke at indføre dobbelt medlemskab, hvilket er helt i tråd med de åbne nadverborde, der praktiseres i folkekirken. Så man kan sige, at vi har en praksis i forvejen for at være åbne for andre kirkesamfund. Derfor har biskopperne anbefalet dobbeltmedlemsskab for også at kunne rumme mennesker, der kommer til landet fra andre kristne kulturer.  

Strukturændringer  

Og helt i tråd med forandringens vinde, der blæser ind over folkekirken, skal der også nedsættes et udvalg, der inden 2027 skal have udarbejdet en ny model for fordeling af præstestillinger i landet. I gennemsnit har præster på landsplan knap 2.000 sognebørn, i Lolland-Falsters Stift er det kun ca. 1.400. Jeg har argumenteret for, at Lolland-Falsters Stift ikke kan afgive flere præstestillinger bl.a. pga. de store geografiske afstande, de mange kirker, og pga. af størrelsen på stiftet. Det bliver sim-pelthen for småt, hvis der skal afgives flere præstestillinger. Det rejser spørgsmålet om stiftsgrænser, hvilket kan opleves som et følsomt emne. Men jeg tror ikke helt, vi undgår at tage den diskussion, selvom den er sårbar for nogle.

Når vi overhovedet taler om strukturændringer, så skyldes det igen den demografiske forskydning, hvor landdistrikterne fortsætter med at skrumpe i indbyggertal. Der er sogne, hvor indbyggertallet er reduceret med 15 % igennem de otte år, jeg har været biskop. Det indebærer også et behov for pastoratsammenlægninger. I Lolland Vestre Provsti er der på menighedsrådenes eget initiativ oprettet tre storpastorater, der følger de gamle kommunegrænser: Højreby Pastorat med otte kirker; Ravnsborg Pastorat med 10 kirker og en skovkirke, samt Rudbjerg Pastorat med otte kirker.  

Storpastorater er en udvikling, man ser flere steder i tyndtbefolkede områder af landet, hvor menighedsrådene går sammen i en erkendelse af, at man kan løfte mere i flok. Langt de fleste præster foretrækker også at have en kollega fremfor at være alene. Og netop et af de områder, hvor man kan udrette mere i flok, er den diakonale indsats.  

Uofficielt taler vi om de fire søjler, som folkekirken hviler på. Det er forkyndelse, sjælesorg, undervisning og diakoni. De tre første varetages af præsterne. Der er en ny prædiken hver søndag. Konfirmander og minikonfirmander undervises, og der bruges mange timer på sjælesorgssamtaler, både ved begravelserne og de opfølgende samtaler med efterladte og i sorggrupperne rundt om i stiftet. Man kan altid komme til sin præst for en samtale, når livet gør ondt. Men så er der diakonien. I vores naboland, Sverige er der, udover en præst, en organist og en kirketjener, også tilknyttet en diakon ved alle kirker til at varetage den diakonale indsats. Sådan er det ikke i Danmark, og dermed hviler der en større opgave på menighedsråd, kirke-funktionærer og præster. Den lokale menighedspleje løfter rundt omkring en stor opgave – og tak for det, men nogle gange overstiger behovet de lokale ressourcer.

Derfor har jeg som biskop, sammen med stiftets provster, i længere tid arbejdet med, hvordan vi i fællesskab kan løfte den diakonale opgave – og gerne sammen med andre aktører. I den første uge af september var stiftskontorchefen, provsterne og jeg i Grønland, hvor vi besøgte vores søsterkirke, der sammen med Sømandsmissionen og Menighedsplejen har fået fondsmidler til at styrke den diakonale indsats i kirkerne i Grønland.  

I stiftet er vi i dialog med flere aktører om samarbejder, herunder Headspace, hvor unge mennesker kan få en gratis og anonym samtale; KFUM’s sociale arbejde, der kører ud til ensomme og isolerede mennesker, der har brug for omsorg; og vi er også i gang med at undersøge mulighederne for, om der er potentiale for et samarbejde med kommunerne her i stiftet. Det er netop samarbejdet med kommunerne andre steder i landet, vi skal høre mere om i dag.  

Den af regeringen nedsatte trivselskommission, kombineret med fakta her fra stiftet, har fået os til at rette fokus på områdets børn og unge. Vi må kunne gøre det bedre – hvis vi arbejder sammen. “Preach the Gospel, and if necessary use words” – ”Prædik evangeliet, og hvis det er nødvendigt, så brug ord” som Frans af Assisi sagde. Hvordan prædiker man evangeliet uden ord – det gør vi netop ved at drage omsorg for vores næste – det vi i folkekirken kalder diakoni. Troen har ikke kun hjerte, men også hænder, der bærer hinandens byrder. Og der er brug for diakoni i en foranderlig tid, hvor ikke mindst mange børn og unge mistrives. Det er et område, vi gerne vil opprioritere i den kommende tid.  

Derfor vil jeg i dag bede jer om rundt om ved bordene tage en drøftelse af, hvordan I praktiserer diakoni i jeres sogn. Måske ved at samle ind til menighedsplejen og uddele julehjælp eller andet. Her følger nogle spørgsmål til inspiration til samtalen.

1. Hvilke diakonale aktiviteter findes i jeres sogn?
2. Hvem er ansvarlig for den diakonale indsats?  
3. Samarbejder menighedsrådet med andre herom?  
4. Er der mennesker i dit sogn, som er usynlige for kirken?
5. Findes der diakonale tilbud til børn og unge i sognet?  
6. Kunne I gøre mere dem?  
7. Hvad mener I er en diakonal minimumsindsats?  

Det håber jeg, at vi alle sammen bliver klogere på i dag. Nu har I 20 min. til at drøfte spørgsmålene. Skriv gerne jeres svar ned på de post-it, der ligger rundt om på bordene, og sæt dem op her på væggen.