Fortsæt til hovedindholdet
6. oktober 2026

Høstgudstjeneste og "Fyld Danmarks Kirke" i Sankt Nikolai i Nakskov.

Fyld Danmarks Kirker, 27.9. 2026. 17. søndag efter trinitatis. Høstgudstjeneste i Sct. Nikolai Kirke

Præludium

Indgangsbøn

1. Salme: 729 Nu falmer skoven

 

Hilsen (Susanne)

Kollekt

GT-læsning:

2. Salme: 808 fra vest slår blæsten ind (100 salmer)

 

Epistellæsning:

Trosbekendelsen

3. Salme: 728 Du gav mig o herre 

 

Evangeliet, prædiken, kirkebøn

 

(biskoppen)

Meddelelser

Apostolisk hilsen

4. Salme: 730 Vi pløjed og vi såed 

 

Nadver (Marianne og Susanne)

Slutkollekt

Velsignelsen

 

5. Salme 11 Nu takker alle Gud

Udgangsbøn

Postludium

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

 

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!«

Og han rejste sig og fulgte ham.

 

Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple,

for der var mange, som fulgte ham.

 

Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple:

»Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?«

 

Men da Jesus hørte det, sagde han til dem:

»De raske har ikke brug for læge, det har de syge.

Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

 

Johannes' disciple og farisæerne holdt faste.

Da kom der nogle til ham og spurgte:

»Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?«

Jesus svarede dem:

 

»Kan brudesvendene faste,

mens brudgommen er sammen med dem?

Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste.

Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem,

og den dag skal de faste.

 

Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe;

for så river den nye lap det gamle i stykker,

og hullet bliver værre.

 

Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække;

for så sprænger vinen sækkene,

og både vin og sække ødelægges.

 

Nej, ung vin på nye sække!« 

Amen

Markus 2,14-22

 

I sensommersolens varme stråler og til lyden af vindens rislen i bladene i trætoppene gik jeg i går og samlede valnødder op på parkeringspladsen ved bispegården. Ja sågar her til morgen. For jeg skal være på pletten, når nødderne falder, for både krager, egern og områdets naboer har et godt øje til valnødderne.

Det er imidlertid ikke alle, der er begejstrede for træerne

– for det kan gå ud over lakken på de parkerede biler,

når valnødderne falder.

 

Men alle gode gaver, de kommer oven ned, som vi synger om lidt, så jeg takkede Gud og samlede nødder,

til mine fingre blev farvet af de grønne skaller

– for som altid undlod jeg at tage handsker på.

Jeg kan lide at mærke det lille skaberværk og fascineres af det fine netværk af tråde, der er rundt om valnødden.

 

Også selve fornemmelsen af som en anden markmus,

at samle forråd til vinteren glæder mig – tænk, at naturen er så generøs, bare lader alle sine gode gaver drysse ned over os.

 

Valnødder, som vi bare får givet, ligesom jordens øvrige afgrøder, som vi kan se i dag, hvor vi fejrer høstgudstjeneste.

…

Det er en påmindelse om, at det vigtigste i livet får vi givet – uden at vi selv har taget eller valgt det.

Vi tager det ikke – ligesom et nybagt forældrepar heller ikke tager et barn, men får et barn.

Og barnet er født med et temperament, et køn og et udseende, som vi heller ikke har valgt. Barnet får forældre og måske søskende, som det ikke selv har valgt.

Jeg er blevet fortalt, at da jeg var nogle uger gammel, sagde min storebror, at nu måtte mine forældre godt aflevere mig igen. Han havde ikke valgt at få en lillesøster.

 

Men vi fødes alle ind i en familiehistorie, får en krop, et køn, en psyke, nogle evner og talenter og sikkert også nogle begrænsninger, som vi ikke selv har valgt.

 

Vi fødes også i en bestemt epoke i verdenshistorien, i et land med et sprog, og vi formes af den kultur, vi vokser op i.

Alt sammen noget, som vi ikke selv har valgt.

Det er på godt og ondt noget, vi bliver givet.

 

Ja, selv livet er noget, vi får givet – som alle de gode gaver, der kommer oven ned. Så er der al mulig grund til at synge med på omkvædet i ”Vi pløjede og vi såede” –

“Så tak da Gud, ja pris da Gud, for al hans herlighed.”

…

Når jeg kigger tilbage på mit liv og tænker på de samtaler,

jeg gennem tiden har haft med mennesker om deres liv,

er der to ting, der går igen.

 

Det første er, at de ting, der bliver afgørende for vores liv, ofte ikke er noget, vi selv har valgt.

De afgørende livsvalg, har vi ikke selv taget – de er givet os:

 

Kærligheden, vi mødte, og kærligheden, der gik i stykker.

Børnene, vi fik, og dem, vi ikke fik.

Venskaberne, der holdt, og venner, der gled ud af vores liv.

Det gode helbred og sygdommen, der ramte os.

 

Det er, som om den slags erfaringer former os langt mere end mange af de bevidste valg, vi træffer gennem livet.

Men vi kommer så nemt til at glemme det i hverdagen.

 

Vores fiaskoer, alt det, vi ikke lykkedes med,

kan vi nemt komme til at bebrejde os selv og glemme,

at mange andre forhold også har spillet ind.

 

Eller vi går i den anden grøft og lægger al skyld på vores omverden, når tingene ikke går vores vej

– det er ægtefællens, arbejdspladsens, samfundets eller politikernes skyld – alle andre end os selv.

 

Men når det går os godt, så er vi stolte af vores egne præstationer, selv om de sjældent er båret af vores egen indsats alene, men som regel af flere forskellige faktorer

og af mange andre menneskers bidrag.

…

Når vi begynder at tro, at vores eget liv alene er vores egen fortjeneste, kommer vi let til at ligne de skriftkloge,

som Jesus sætter på plads i dagens tekst.

 

Farisæerne bebrejder ham,

at han spiser sammen med syndere og toldere.

Underforstået, at han mænger sig med dem,

der i deres øjne er samfundets udskud.

 

Deres eget selvbillede er ikke til at tage fejl af:

Vi er de gode, og vi er i vores gode ret til at dømme og fordømme andre – uden blik for, hvad andre er blevet givet.

 

Men hånden på hjertet:

Hvor mange af os kan sige os fri for indimellem at komme til at dømme andre uden at tænke på, hvilke forudsætninger de har, hvad de har fået givet i deres liv

– eller måske netop ikke har fået givet?

 

Derfor er Jesu ord så livgivende for os alle:

“Følg mig,” siger han til Levi, Alfæus' søn.

Ham, som det omkringliggende samfund

betragtede som en synder og en forræder.

Men Jesus inviterer ham med ind i fællesskabet sammen med alle andre syndere.

 

Vi ved det godt, har måske hørt det mange gange tidligere, men tænk lige på, hvor kontroversielt det egentlig er.

“Kom her, Putin, følg mig!”

“Kom her, Benjamin Netanyahu!”

“Kom her, Donald Trump, følg mig!”

 

Og hvis de navne ikke rammer dig, så tænk selv på en person, der har forrådt dig, gået bag din ryg, løjet, bedraget eller på anden måde skadet dig for egen vindings skyld.

Og forestil dig så,

at Jesus sidder til bords og spiser sammen med den person.

Er det så svært at forstå forargelsen?

 

Hvem af os kan sige os fri for ind imellem at dømme eller fordømme andre?

Og alligevel gælder invitationen alle –

både dem, vi kan lide, dem vi ikke kan lide og os selv:

“Følg mig.”

For Jesus er ikke kommet for at kalde retfærdige,

men syndere. For som han siger:

“De raske har ikke brug for læge, det har de syge.”

 

Derfor opsøger han de syge, alle os syndere, der forvilder os ind i vores eget egos mørke labyrint, hvor vi bilder os ind,

at alt er omverdenens skyld, når vi ikke kan se lyset for vores egen skygge. Eller at livets lykke, er vores egen fortjeneste.

Han opsøger os fortabte får, og siger “følg mig,”

og leder os på rette vej.

 

Og Gud ske tak og lov for det.

For hvem af os kan helt undgå at dømme andre og dermed gøre os selv til den synder, der har brug for en læge?

Og som alle gode gaver, der kommer oven ned,

kommer Jesus også til os som lægen med sin invitation:

”Følg mig”.

…

Okay, er der måske nogle af jer, der tænker:

“Jeg har nu aldrig mødt Jesus, der har inviteret mig til at følge ham, og han har heller aldrig siddet med rundt om bordet til aftensmad hjemme hos os!”

 

Det er jeg helt med på.

Og det fører mig frem til den anden ting, som slår mig,

når jeg kigger tilbage på mit liv og tænker på de samtaler, jeg gennem tiden har haft med mennesker om deres liv.

 

Den første var,

at meget af det, der bliver afgørende for vores liv,

ikke er noget, vi selv har valgt, men noget, der er givet os.

Den anden ting er, at der i nærheden af de vejkryds,

som fik afgørende indflydelse på vores livsvej,

ofte var et konkret menneske i kød og blod:

en god ven, en nabo, en kollega eller et familiemedlem.

 

Det er langt fra sikkert, at det menneske var klar over,

hvor vigtig han eller hun blev for dig.

 

Det kan være en skolelærer, der kunne se, at du havde brug for lidt ekstra hjælp, at du var ked af det eller ensom,

eller kunne se de evner og talenter,

som ingen andre havde fået øje på hos dig.

 

Eller det kan være en sød nabokone, der altid havde tid og småkager på dåsen, når du kom hjem fra skole,

eller som du kunne få lov til at flytte ind hos nogle timer,

når du var gået hjemmefra i vrede over din far eller mor.

 

Eller det kan være en klassekammerats forældre, der inviterede dig med ned i en sportsklub eller med på en tur.

 

Et menneske, der var der for dig i nødens stund.

Om det var med aftensmad, et øre, der var villigt til at lytte, eller en åben favn med udstrakte arme, der holdt om dig,

når du var allermest ulykkelig.

 

Jeg er sikker på, at du kan huske navnet på den person

– også selv om det er mange år siden nu.

 

Jesus møder vi i vores medmennesker – i det menneske,

der i var nærheden af et af dine vigtige vejkryds.

Og det forunderlige er, at i dag kan du selv være det menneske, der står ved et andet menneskes vejkryds

og får afgørende betydning for den persons livsvej.

 

Også selv om du ikke føler dig særlig betydningsfuld.

For selv en lille opgave for dig, et klap på skulderen, et venligt ord, kan være en stor gave for en anden.

 

Sådan kan du være en af de gode gaver,

der kommer oven ned, uden de selv tænker over det.

Det menneske, der ser en anden.

Den hånd, der rækker ud.

Det ord, der bliver sagt på det rigtige tidspunkt.

 

Som valnødder der falder ned på parkeringspladsen.

Gaver, man ikke selv havde bestilt, og måske slet ikke vidste,

at man havde brug for.

 

Og i dag kan det være dig, der bliver sådan en gave i et andet menneskes liv, uden du selv opdager det.

For alle gode gaver kommer oven ned.

Og ikke sjældent kommer de til os gennem et andet menneske.

 

Amen.

 

Kirkebøn

Vi takker dig, Gud, for livet, du har skænket os;

For jorden, du har givet os at passe på;

For de mennesker, du har sat os sammen med,

For vores familie og venner, alle dem, vi holder af

– og alle dem, som holder os ud.

  

Tak fordi du til stadighed kommer til os,

og berører os med dit ord,

åbner vores øre og øjne og nærer vores tro,

og indgyder os nyt livsmod,

så vi ikke lammes af vores frygt.

 

Giv os mod til at tale uretfærdigheden imod.

Vilje til at kæmpe for de svageste.

Og giv os troen på, at vi kan gøre en forskel,

fordi du i din store kærlighed altid er med os.

 

Send os varme og kærlige hænder,

der griber os, når vi falder,

og fører os hjem til dig, når vi farer vild i livet.

 

Lær os at elske med din kærlighed,

så vi skinner med dit lys på vores omgivelser;

og lad os se med dine øjne på vores verden,

så vi bliver dine sande disciple.

 

Vær hos den, der lider, sørger eller er grebet af stor angst.

Vær hos alle dem, der lever i krigens mørke og gru.

Oplys den, der er ensom, modløs og trist.

 

Lad den, for hvem døden er nær, mærke din ånd,

der gennemstrømmer os både i livet og i døden.

 

Velsign vores land og alle, der opholder sig her.

Vær med Kong Frederik, dronning Mary og hele det kongelige hus, og med den kommende regering,

folketinget og domstolene,

og vær hos alle, der har fået magt og indflydelse betroet,

og giv alle mennesker, at vi må gøre din vilje.

 

Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.

Skab vilje til fred, dialog og forsoning,

overalt hvor der findes krig, had og konflikter –

både i den store verden og i de små hjem.

 

Styrk og bevar din kirke og alle os i den,

her i Skt. Nikolai kirke i dag,  

og i alle kristne samfund ud over hele din verden.

Gør os alle til et åbent, levende og givende fællesskab.

 

Værn om vores familie og venner, alle, der står os nær.

Og lad os et øjeblik være stille sammen og bede for dem,

vi holder af, dem vi savner, og dem,

der har brug for vores forbøn.

 

Herre hør vores bøn og

giv os alle din nåde, fred og velsignelse.

Amen