Biskoppens landemodeberetning 2026

Biskop Marianne Gaardens landemodeberetning 2026

Hjertelig velkommen til årets landemode i Bangshave – til både nye såvel som erfarne menighedsrådsmedlemmer, præster og kirkefunktionærer samt alle andre, der måtte have fundet vej til landemodet i år.

Og ikke mindst hjertelig velkommen til Landsforeningen af Menighedsråds formand, Anton Pihl, der er årets oplægsholder, hvor vi i dag zoomer ind på spørgsmålet om ændringer af stiftsgrænser, (hvad det betyder for sognene lokalt, for provstierne og for driften af stiftsadministrationen).

Jeg ser frem til en både hyggelig og inspirerende dag i selskab med jer alle sammen, hvor I også selv får mulighed for at drøfte rundt om bordene, hvad det betyder for jer lokalt, og I får mulighed for at formulere spørgsmål, som et panel bestående af Anton Pihl, stiftsrådsformand, Jens Erik Boesen, stiftskontorchef, Lene Møller Krabbesmark samt undertegnede, efter bedste evne vil forsøge at besvare – det vender jeg tilbage til om lidt. Men først min og efterfølgende stiftsrådsformandens årsberetning.

Strukturer ikke er hellige, men evangeliet er! Det kunne være mit motto. På bare ét år er en række af de strukturspørgsmål, der var fremsat som lovforslag sidste år, blevet vedtaget og omsat til virkelighed – både revisionen af menighedsrådsloven og oprettelsen af Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker, forkortet FEM.

Den reviderede menighedsrådslov, der blev vedtaget sidste år og trådte i kraft den 1. januar i år, åbner for mere fleksible samarbejdsformer, og giver mulighed for at holde digitale menighedsrådsmøder – godt for et stift som vores, hvor der er flexboligejere, der sidder i rådene. Loven giver også større mulighed for lokal organisering og samarbejde på tværs. Fra november følger obligatoriske kurser for formand, kasserer og personaleansvarlig, som en styrkelse af den professionelle personaleledelse.

Vi kan også takke de brave menighedsrødder på Vestlolland for at udløse den airbag, der fik ministeriet til at udarbejde en ny lovgivning. Ofte skal der et konkret problem til, før en ny lov ser dagens lys. Herredskirke er et lokalt eksempel på en større problemstilling, og var med til at drive debatten frem. Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker, der blev er etableret her i løbet af foråret, skal samle viden, rådgive og hjælpe menighedsråd vedrørende vedligeholdelse af kulturarven, og i særlige tilfælde kan enheden altså også overtage ansvaret for en middelalderkirke, der tages ud af brug.

For Lolland-Falster er FEM derfor ikke blot endnu en reform, men resultatet af mange års målrettet arbejde med en helt konkret udfordring – nemlig hvordan vi bevarer kulturarven, uden det går ud over kirkelivet. Tak til alle jer, der var med til at bryde tabuet, så vi i folkekirken i fremtiden kan forholde os til den udfordring.

Også lokalt har man rundt omkring i stiftet ændret strukturen og oprettet flere storpastorater for at tilpasse sig samfundsudviklingen, der udspringer af en ændret demografi og faldende indbyggertal, men også af et ønske om at styrke samarbejdet mellem præster og menighedsråd på tværs af sognegrænser. Den nye menighedsrådslov understøtter netop sådanne samarbejder på tværs af sogne, bl.a. gennem mulighed for ansættelsesudvalg ved præsteansættelser i store flersognspastorater.

Organiseringen af den diakonale indsats, som vi tegnede konturerne af ved sidste års landemode, er nu implementeret. Alle led i folkekirken er tænkt med – stiftet, provstierne og menighedsrådene – og samarbejdet med Menighedsplejen Danmark, kommunerne og de kirkeligt-sociale organisationer er styrket.

Diakonien er dermed rykket højere op på dagsordenen, og der er nu en diakonipræst tilknyttet alle fire provstier. Men laver alle præster ikke diakonalt arbejde, vil nogle måske spørge. Jo, det gør de heldigvis, men diakonipræstens opgave er at have overblik over forskellige aktører og aktiviteter i hele provstiet, og de er med til at inspirere og støtte nye initiativer på tværs af sognegrænser. Provstiet har vist sig at være en god ramme for samarbejdet – tæt nok på de lokale behov og samtidig stort nok til, at vi kan koordinere det på tværs i hele stiftet.

Vi oplever også stor velvilje hos kommunerne, som ser en særlig styrke i folkekirkens lokale tilstedeværelse og gerne vil bygge bro til de mange sociale og diakonale fællesskaber i sognene. Samtidig er samarbejdet med de kirkeligt-sociale organisationer også blevet styrket. KFUM’s Sociale Arbejdes Social-Drive-Out er startet med base i Rødby, hvor de kører ud fra, og der arbejdes videre med projekter om børn og unges trivsel, selvmordsforebyggelse og mandegrupper.

Det afgørende er, at diakonien ikke længere kun består af enkeltstående initiativer. Der begynder at tegne sig en mere sammenhængende struktur, hvor kirke, kommune og civilsamfund i højere grad samarbejder om omsorg og hjælp til de mest sårbare.

Som vi skal høre om lidt senere, når de nominerede til årets initiativpris præsenteres, er også læge-præste-samarbejdet et eksempel på et udbygget samarbejde, hvor praktiserende læger og præster henviser til hinanden, når mennesker står med sorg, angst, skyld, skam eller eksistentielle kriser. I juli 2026 besøgte sundheds- og kirkeministeren samarbejdet og beskrev det som et interessant forbillede for andre.

Og så den helt store strukturdebat om stiftsgrænser. Sidste år sagde jeg, at jeg ikke troede, at vi kunne undgå at tage diskussionen om stiftsgrænser i det kommende år, selvom for nogle det kan opleves som et følsomt emne. Det må man sige, har været tilfældet – altså både at det af nogle opleves som følsomt, og at det er blevet debatteret.

Jeg har, som I ved, meddelt, at jeg fratræder ved udgangen af 2026 efter knap ti år som biskop. Beslutningen hænger også sammen med ønsket om, at et eventuelt nyt og større stift selv skal kunne vælge sin egen biskop. Sammen med offentliggørelsen af min afgang afleverede ni ud af landets ti biskopper den 13. maj i år et forslag om at udvide Lolland-Falsters Stift. De første reaktioner var som forventeligt modstand. ”Det kom som lyn fra en klar himmel”, skrev Kristeligt Dagblad. Havde journalisten nu fulgt debatten, havde han nok formuleret sig lidt mere afdæmpet.

Det var kun et hårsbredde fra, at stiftet blev udvidet i 2016, da der sidst var bispevalg. Det var den daværende kirkeminister, Bertel Haarders plan at udvide Lolland-Falsters Stift med Stege-Vordingborg, Næstved og Tryggevælde provstier og skabe et nyt Storstrøms Stift. En ministerrokade spændte imidlertid ben for de planer, og som I jo nok ved alle sammen, forblev Lolland-Falster med at være det lille stift med en ny biskop, som det så blev mit lod og min glæde at være.

Min forgænger, Steen Skovsgaard, og hans forgænger, Holger Jepsen, og forgængeren før ham, Torkild Græholt, har alle gjort skiftende kirkeministre opmærksomme på, at stiftet som enhed er for lille, og indbyggertallet er siden kun fortsat med at falde. Dertil kommer, at hele debatten om ændring af stiftsgrænser er endnu ældre.

Takket være sognepræst Henrik Gade Jensen i Rudbjerg Pastorat kom stiftet på sporet af en kongelig resolution fra 1889, som også handler om stiftsgrænser. Og der er, som Prædikeren skriver i Det Gamle Testamente, ”intet nyt under solen”. Heller ikke når det gælder spørgsmålet om Lolland-Falsters Stifts størrelse.

Da Hans Valdemar Sthyr blev udnævnt til biskop i 1887, arbejdede Kirkeministeriet nemlig allerede ganske konkret med at ændre stiftsgrænserne. Baggrunden var den markante ubalance mellem landets stifter – Lolland-Falster var det mindste stift, mens Sjællands Stift var langt det største og havde så mange opgaver, at ministeriet mente, det gik ud over biskoppens mulighed for at føre et ordentligt tilsyn. Derfor regnede man på nye stifter, talte provstier, sogne, kirker og overvejede at flytte dele af Sjælland – Sorø og Præstø amter – over til et større Lolland-Falsters Stift, der dengang bestod af Maribo amt. Man var klar over, at det ville give “adskillige Vanskeligheder” – men tilføjede beroligende, at de ikke var uovervindelige.

Sjællands biskop, Dr. Fog, var mildest talt ikke begejstret. Han mente, at en beskæring af stiftet ville svække bispestolens historiske betydning og værdighed og truede ligefrem med at gå af. Ministeriet lovede derfor at lade sagen ligge, så længe han sad i embedet. Men tanken blev ikke opgivet. Tværtimod blev Sthyr udnævnt med en udtrykkelig forpligtelse til at acceptere en senere udvidelse af Lolland-Falsters Stift. Det har Christian 9. i 1889 skrevet under på i en kongelig resolution. Så når vi i dag diskuterer nye stiftsgrænser og et større stift, kan man næppe kalde forslaget noget, der kom som et lyn fra en klar himmel, idet debatten har været i gang i snart 140 år!

Biskopperne valgte i foråret at følge Bertel Haarders oprindelige forslag, der tager udgangspunkt i det nuværende Lolland-Falsters Stift, der nu har under 100.000 indbyggere. Lagt sammen med de tre provstier på Sydsjælland vil det nye stift få omkring 290.000 indbyggere, hvilket svarer til ca. 125 præster og 222 kirker – og det vil dermed fortsat være det mindste stift i landet.

Det har rejst spørgsmål om, hvorvidt det er stort nok? Og om det kun er på Lolland-Falster og Sydsjælland, at stiftsgrænserne skal ændres? Den nuværende kirkeminister, Ida Auken har sagt, at hun gerne vil lave ændringer, der er langtidsholdbare og som gælder hele landet. OG så har hun udtrykkeligt sagt, at der ikke udskrives bispevalg før, der er truffet beslutning om, hvor stiftsgrænserne skal gå, så alle har mulighed for at vælge deres egen biskop. 

Provsterne i Lolland-Falsters Stift og provsterne i Roskilde bakker op om behovet for et større stift, men de har samtidig rejst spørgsmålet, hvorvidt de foreslåede ca. 300.000 indbyggere er bæredygtigt nok på lang sigt. Stiftsrådet har tilsvarende sagt, at tre nye provstier bør betragtes som et absolut minimum. Ændrer man på stiftsgrænserne nu, så kan der jo gå 140 år, inden man igen ændrer på noget, så jeg deler synspunktet om, at det skal gøres langtidsholdbart og bæredygtigt.

Hen over sommeren blev der udviklet en digital “stiftsbygger”, så debatten i højere grad kan bygge på fakta om præster, kirker, medlemmer og økonomi, end på følelser alene. Tak til provst, Dennis Jelstrup for at tage initiativ til at udvikle det værktøj.

Debatten om stiftsgrænser indebærer derfor, at der endnu ikke er udskrevet bispevalg og ministerens håndtering af stiftsgrænserne har således betydning for, hvornår og inden for hvilke geografiske rammer et bispevalg kan finde sted. Det betyder, at domprovsten formentlig bliver konstitueret som biskop pr.1.1.2027, og så må vi håbe, at der kommer en afklaring i løbet af foråret 2027.

Der er næppe nogle af jer, der kan være i tvivl om, at strukturændringer har været på dagsorden i den tid, jeg har været biskop her i Lolland-Falsters Stift. For nogle gange kan man blive nødt til at forandre for at bevare. Når jeg nu nærmer mig afslutningen, står det tydeligt for mig, at strukturer er ikke hellige, men det er evangeliet. Derfor skal vi turde ændre strukturerne, så de også i fremtiden understøtter muligheden for, at evangeliet kan forkyndes alle steder i stiftet. Tak til jer alle for at bidrage hertil.