PinsedagHøjmesse kl. 10, den 24. maj 2026i Strandkirken
Præludium:
Indgangsbøn
1. Salme: 290, I al sin glans nu stråler solen
Hilsen og Kollekt
GT-læsning
2. salme: 292, Kærligheds og sandheds Ånd
Acta- læsning
3. salme: 287, Kraften fra det høje (Berggren)
Evangelielæsning, prædiken, kirkebøn, apostolsk velsignelse og meddelelser
4. salme: 291, Du som går ud fra den levende Gud
Nadver (liturgi b): 2 x Amen,
5. Salme: Igen berørt
Slutningskollekt + Amen
Velsignelsen + 3 x Amen
6. salme DDS: 721, Frydeligt med jubelkor
udgangsbøn
Postludium:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde:
»Elsker I mig, så hold mine bud;
og jeg vil bede Faderen,
og han vil give jer en anden talsmand,
som skal være hos jer til evig tid:
sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod,
fordi den hverken ser eller kender den.
I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.
Jeg vil ikke efterlade jer faderløse;
jeg kommer til jer.
Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere,
men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.
Den dag skal I erkende,
at jeg er i min fader,
og I er i mig
og jeg i jer.
Den, der har mine bud og holder dem,
han er den, der elsker mig;
og den, der elsker mig, skal elskes af min fader;
også jeg skal elske ham
og give mig til kende for ham.«
Amen Joh 14,15-21
Ved Madens Folkemøde i Nykøbing, som netop er afsluttet, have jeg den fornøjelse at deltage i en debat om måltidsfællesskabet, der er under pres. Som forberedelse til debatten lød et af spørgsmålene:
Ingen dør af sult, fordi måltidet forsvinder.
Men er der noget andet, der dør, hvis vi mister måltidsfællesskabet?
1.2 millioner danskere spiser deres aftensmad alene,
men de ville gerne have haft selskab.
Savnet efter at spise sammen med andre er steget over de seneste år. Og når vi spiser alene, sker det markant oftere foran en skærm med en hurtig og mindre sund løsning på tallerkenen og måske åndeligt tomme kalorier på skærmen.
Indrømmet – jeg kender det fra mig selv, så ingen glorie over biskoppen her. Og måske kender du det også?
For når man bare er sig selv, så er det jo nemmere lige at snuppe en håndmad eller bare dét, der lige er ved hånden – og det er ikke altid det sundeste – og så kaste sig over en skærm, om ikke andet så for at læse de nyheder, man alligevel har glemt dagen efter.
Forud for debatten læste jeg tilfældigvis en klumme i en avis, hvor skribenten havde set realityprogrammet
”Fede forhold”, der viser, hvordan mange forfalder til overspisning foran fjernsynet.
Problemet er ikke spiseriet, mente skribenten, men alt det, det erstatter, og så konkluderede hun, at løsningen ikke er
slankemidlet Wegovy, for det handler grundlæggende ikke om usund mad og livsstil – men om mangel på ånd!
Mange taler om ånd eller fravær af ånd i øjeblikket.
Selv en klumme i en avisspalte handler om ånd.
Og politikerne taler om ånd og åndelig oprustning,
og mange fagfolk og kloge hoveder forsøger at definere,
hvad vi egentlig mener, når vi taler om åndelighed.
Svarene er vidt forskellige, men mon ikke hele debatten om ånd udspringer af en mere intuitiv fornemmelse af,
at samtidens mennesker længes efter ånd? Men hvad er det for en ånd, vi savner i vores moderne samfund i dag?
Nogle mener, at der er alt for meget fokus på kroppen.
Den skal være veltrænet, veltrimmet og smukt tatoveret,
men i virkeligheden er det åndelig omsorg for sjælen, der mangler.
Men derved kommer vi nemt til at gøre ånden til noget,
der er hævet over kroppen. Men ånden er ikke finere end kroppen, og tanker er ikke fornemmere end sveddråber.
”Djævlen har aldrig plaget sin krop i et fitnesscenter”, skriver den svenske og nu afdøde biskop Martin Lönnebo, og fortsætter: Det onde eller djævlen, om I vil, er også ånd.
Djævlen er hele tiden i gang med at lede os på afveje
– en ond åndelig aktivitet, hvor vi føres væk fra Gud.
Så både det mest onde, Djævlen, og det allermest gode, Gud, er begge åndelige, ifølge Martin Lönnebo.
Når jeg citerer ham her, er det selvfølgelig, fordi jeg synes, han har en vigtig pointe, som vi nemt overser:
At også det onde kan udtrykke sig åndfuldt.
Hvem har fx udtalt de her citater?
”Det er bedre at begå en fejl end ikke at gøre noget.” Og ”Tro er sværere at ryste af sig end viden.”
Eller hvem har sagt?
”At vælge sin holdning i en given situation er at tage ansvar.” Og
”Ingen kan være en stor leder uden et stort hjerte.”
I får lige et øjeblik til at tænke over svarene.
Man kunne jo fristes til at tro, at her taler to store åndelige lederskikkelser, vise mennesker, som vi skal lytte til
– men citaterne stammer fra henholdsvis Hitler og Stalin!
To diktatorer, der har indskrevet sig historien for deres forfærdelig grusomme og ondskabsfulde gerninger.
Det er absolut ikke den ånd, menneskeheden har brug for.
Både den gode og den onde ånd er på spil i vores liv – og det er vores opgave at skelne. Men efterlades vi så helt alene uden hjælp til at skelne mellem det gode og det onde?
Nej – selvfølgelig ikke.
”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse,” siger Jesus til disciplene i teksten, som jeg lige har læst.
Og så giver han os faktisk en vejledning,
der kan hjælpe os med at skelne mellem den gode
og den onde ånd:
”Elsker I mig, så hold mine bud” Og buddet, som Jesus henviser til, det er, at vi skal elske hinanden, som han har elsket os.
Og så fortsætter Jesus med at sige, at han vil bede sin far,
om at sende en anden i stedet for ham. Han kalder ham talsmanden, og det er selvfølgelig Guds egen kærlighed, Helligånden, der skal være hos os til evig tid.
Den, der holder buddet om at elske sin næste,
elsker også mig, siger Jesus; og den, der elsker Jesus,
elsker Gud også.
Det er lidt kryptisk formuleret i Johannes evangeliet.
Men forestil dig en stor motor, der hele tiden er i gang.
Det eneste, du kan gøre, er at koble dig til motoren,
så kører det for dig. Og den tilkobling sker ved at elske.
For motoren er Guds kærlighed, og Helligånden kan hjælpe dig med at skelne mellem det gode og det onde,
og hjælpe dig med at vælge rigtigt. Men hvordan det?
vil nogen af jer nok spørge.
Lakmusprøven er, om det, du vælger, har blivende værdi.
Alt som sker i kærlighed, har blivende værdi,
mens alt andet overfladisk visner bort.
Kan du fx huske antallet af likes og kommentarer under et opslag, du lagde på sociale medier for mange år siden?
Næppe! Kan du huske en handling, du gjorde af kærlighed til et andet menneske for lige så mange år siden?
Ja det er der nok større sandsynlighed for!
Hvorfor tror du, at du kan huske det ene og ikke det andet?
Sikkert fordi værdien af dine valg ikke måles ud fra omverdens respons, men ud fra dine motiver.
Kun det, der er gjort af kærlighed, har blivende værdi.
Men man kan med rette indvende, så er det altid nemmere at være bagklog. At se på sit liv i bagklogskabens ulidelige klare lys, som en kendt erhvervsmand engang sagde.
Se hvor man fulgte den gode ånd,
eller hvor man lod sig forføre af den onde.
Men som oftest, er det, når vi står midt i en situation
og skal vælge, at det kan være svært at vurdere,
hvad der er rigtigt og hvad, der er forkert.
Djævlen har det jo med at klæde sig i de mest indsmigrende gevandter og dukke op, når vi er mest trætte, pressede, stressede eller åndsfraværende.
Så hvordan kan du vide, om det er den sande eller den falske ånd, der leder dig?
Jesus svarede også selv på det spørgsmål et andet sted ved at sige, at et træ kendes på dets frugter.
Frugterne af Guds ånd er, som Paulus har lært os: Kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.
Spørgsmålet er derfor, om valget efterlader dig med en af disse følelser i sindet. Så er det den gode ånd, der fører dig tættere på Gud. Eller efterlader valget dig derimod med uro, tvivl og tomhed, selv om det på overfladen virker både fornuftigt og rigtigt, så er det den onde ånd, der er på spil.
Jeg tror, at mange af os træffer flere valg,
der efterlader os med indre uro, tomhed og længsel,
fremfor indre glæde, fred og lykke.
Deraf alt den snak om ånd og åndelige oprustning.
Vi har brug for at være nærværende og opmærksomme på en måde, der sætter os i stand til at skelne mellem det,
der giver liv, og det, der dræner os for liv.
Det lyder måske nemt, men helt let er det ikke – for det fordrer nemlig noget af os, som de fleste af os har meget svært ved – nemlig at give slip på os selv og tage imod Gud. Det kræver, at vi kan sige:
”Værsgo Gud, kom inden for og tag bolig i mit hjerte,
og rens det for synd og dårligdomme.
Jeg dropper mine egne planer og projekter
og lytter i stedet til, hvad du vil med mit liv.”
Meget ville være nemmere, hvis vi tænkte sådan, for det er på den måde, vi kobler os til den store kærlighedsmotor.
Men det forunderlige er, at vi får chancen gang på gang, når vi inviteres til måltidsfællesskab med ham, som af kærlighed til os, gav sit liv for os.
”Dette er mit legeme og blod, som gives for jer.”
I nadveren får du mulighed for at tage imod Guds kærlighed. Og det er netop ved kærlighedens ånd,
at vi lærer at skelne. Ved igen og igen at tage imod Gud,
så vi langsomt lærer at kende forskel på den ånd,
der giver liv, og den ånd, der dræner os for liv.
Det kan begynde med noget så enkelt som aftensmaden.
Du kommer træt hjem, spiser noget fast food lidt for hurtigt, mens du sidder med mobilen og scroller ned over skærmen, læser den ene nyhed efter den anden, ser den ene lille video efter den anden, svarer på mails uden bagefter helt at kunne huske, hvad du skrev. Og når du er færdig med at spise, er du ikke mere mæt – tvært imod – du er mere tom inden i.
En anden aften gør man noget andet. Ikke noget stort. Men du lægger telefonen væk. Tænder et lys. Laver maden selv og spiser langsommere. Måske inviterer du gæster og spiser sammen med dem, eller måske spiser du alene, men aldrig uden Gud. Du kan koble dig på den store motor ved at bede en kort middagsbøn: ”Tak for maden. Tak for livet. Tak for dit nærvær Gud.” Og der kan du mærke forskellen.
Ikke som en stor åbenbaring, men som en lille fred.
Den ene måde at spise på fylder dig og din tid, men mætter ikke. Du sidder tilbage med en åndelige sult.
Den anden måde gør dig mere nærværende, mere taknemmelige, mere levende.
Du skelner ved at registrere forskellen på det, der bare fanger og fylder din opmærksomhed, og det, der nærer dig.
På tomme kalorier for sjælen og den ånd, der giver dig liv.
Det er sådan, Helligånden hjælper dig. Ikke ved at tage valget fra dig, men ved at lære dig at skelne mellem den gode og den onde ånd.
God fornøjelse og glædelige pinse.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.
Amen.
Kirkebøn Øverst på formularen
Nederst på formularen
Vi takker dig, himmelske far,
for livet, du har skænket os,
for de mennesker, vi holder af,
og dem som holder os ud.
Tak for din kirke på jorden, som vi samles i,
så vi igen og igen hører din kærlighedserklæring til os.
Tak fordi du sender os din Helligånd,
sandhedens og kærlighedens ånd,
som kan trænge igennem selv det hårdeste hjerte,
og sætte os i stand til at elske hinanden.
Giv os modet til at være trofaste,
selvom vi synes, at det ser håbløst ud.
Giv os troen på, at lyset altid vil sejre til sidst,
selvom det kan se mørket ud.
Giv os tilliden til, at vi trygt kan vandre ad dine veje,
selvom vi ikke ved, hvor de fører os hen.
Vær hos den, der lider, sørger og er bange.
Hos den der er bitter, ensom eller modløs.
Og lad den, for hvem døden er nær, mærke
din omsorg, dit nærvær og din kærlighed.
Velsign vort land og alle som opholder sig her,
Kong Frederik og hele det kongelige hus,
regeringen, når den engang falder på plads,
folketinget og domstolene,
og alle der har fået magt og indflydelse betroet.
Giv os alle, at vi må gøre din vilje.
Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.
Skab vilje til fred, dialog og forsoning,
overalt hvor der findes had, fanatisme og krig,
der ødelægger livsmodet og dit skaberværk –
både i den store verden og i vores små hjem.
Styrk og bevar din kirke og alle os i den,
både her i Strandkirken og ud over den hele verden.
Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab.
Værn om vores familie og venner,
og alle dem, som står os nær.
Værn om vores familie og venner,
Og alle dem, der står os nær.
Og lad os et øjeblik være stille sammen og bede for dem,
vi holder af, dem vi savner, og dem,
der har brug for vores forbøn.
(Stilhed)
Herre, hør vores bøn
og giv os alle din nåde, fred og velsignelse.
Amen