Livet på Sydhavsøerne er større end mine fordomme og uvidenhed

Af Marianne Gaarden, biskop

”Men er det ikke bare der, hvor kragerne vender?” spurgte jeg ud fra alle mine fordomme og uvidenhed om Lolland-Falster, da nogle havde opfordret mig til at stille op som biskop i stiftet. Min veninde, der var opvokset på Lolland, kiggede indigneret på mig og svarede: ”Nej Marianne, det er der, hvor havørnene flyver.” 

Efter at have været biskop i Lolland-Falsters Stift i knap otte år begynder jeg at forstå de indignerede blikke og irritationen over at blive betragtet som et sted, hvor kragerne vender. Forstå den sårede lokale stolthed over at blive betragtet som et sted, hvor der ingen ting sker – og som et sted, hvor ingen frivilligt flytter til. For der sker noget i disse år. Lolland-Falster er under forandring og et nyt billede er begyndt at tone frem på nethinden af mennesker, der ellers ikke kender til området. Der er gang i udviklingen i kulturlivet, turismen og erhvervslivet, hvilket også mærkes i kirkelivet. 

Derfor har det været en stor tilfredsstillelse, at det altid har været muligt at besætte de ledige præstestillinger med egnede kandidater i en tid, hvor mange har talt om præstemangel. Det er vigtigt for arbejdsmiljøet, trivslen og arbejdsglæden, at præst og menighed passer til hinanden. Nogle få gange har det været nødvendigt at genopslå en stilling for at finde den rigtige kandidat, men heldigvis er det altid lykkedes. 

Hvis ikke, det var fordi Lolland-Falster har kæmpet med et billede af en udkant, der er på bagkant, ville lokale kirkefolk næppe have reageret på en illustration i tillægget til Kristeligt Dagblad forrige weekend om præstemangel. Under overskriften ”Her er præstemanglen størst” var et Danmarkskort, hvor Lolland-Falster var væsentligt mørkere skraveret end resten af landet. Grafikken illustrerede, at stiftet skulle have haft hele 33 procent genopslag, hvilket ikke passer med de faktuelle tal fra stiftet. Det drejer sin kun om 13 procent, (37 stillingsopslag, hvoraf fem havde været genopslået, og et enkelt var forlænget pga. af en forkert dato). 

Efter lidt research viste det sig ganske rigtigt at være en fejl, hvilket avisen (og Kirke.dk) beklager og berigtiger. Mange tak for det. Det handler imidlertid ikke så meget om forkerte tal og fakta, som om følelser – og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg selv har haft fordomme, inden jeg flyttede fra Nordsjælland til Sydhavsøerne. 

For min veninde fra Lolland har ret. Her flyver ikke kun havørne, men også kongeørne, i haven flyver ugle unger fra sidste år og tranerne yngler lidt uden for Nykøbing Falster. Jeg kan nå en dukkert i havet, inden jeg sidder på min kontorstol om morgenen, og jeg kan gå en tur i skoven om aftenen inden sengetid. Naturen er storstået og lige rundt om hjørnet, og det tager kun godt en time i tog til Københavns hovedbanegård. Så jeg takker dagligt for, at livet på Sydhavsøerne er større end mine fordomme og uvidenhed.