Kronik: Lad jer forvandle ...

”KRISESAMFUNDET” var overskriften på et seminar på Københavns Universitet, jeg deltog i for et par år siden. Fokus var krisehåndtering belyst ud fra forskellige samfundsdomæner - ledelse, beredskab, politik og sundhed. Fælles for alle oplæggene var intentionen om at sikre landet imod kriser. Det er indlysende, at vi skal søge at sikre os bedst muligt imod kriser. Det er der næppe nogen, der kan være imod, men alligevel savnede jeg noget - et åndeligt og religiøst perspektiv på krisehåndtering. For uanset hvor meget vi sikrer os, så undgår vi ikke kriser, og her kan et åndeligt beredskab gøre en stor forskel.

Derfor spurgte jeg den daværende direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, der havde bidraget med samfundets håndtering af sundhedskriser, om der også kunne være et udviklingspotentiale i kriser. Det mente han ikke. Måske fordi han netop havde fortalt om samfundets håndtering af coronapandemien, og hvordan man sikrer sig imod kriser. Så jeg forsøgte at argumentere med udgangspunkt i min gamle morfar, der altid sagde: ”Modgang modner”, når folk spurgte, hvordan han klarede at overleve både sin hustru og sine fire børn. Ligesom et enkelt individ kan modnes af at gennemleve en krise, så kan vi vel også som samfund? Men det mente Brostrøm ikke, og jeg tror, at mange danskere vil være enige med ham. Men det strider imod alt, hvad livet har lært mig. Både personligt og som præst. Enhver krise rummer også en mulighed. Tænk engang på, hvilken krise det må have været for de første følgere af Jesus, da han blev korsfæstet - men uden korsfæstelsen, ingen kristendom og kirke i dag.

GENERELT TALER DANSKERE ikke så meget om deres tro og overbevisning, og de fleste har heller ikke en daglig religiøs praksis. Mange forstår sig selv som et fornuftigt og sekulært menneske, der træffer rationelle beslutninger. I Danmark er troen imidlertid så tæt vævet sammen med vores tankesæt og adfærdsmønstre, at vi dårligt nok selv kan se, at kristendommen og den protestantiske arv gennemsyrer hele vores måde at se verden på og agere i den. På baggrund af vores, ofte ubemærkede, kristne fundament træffer vi etiske valg og påtager os efterfølgende det personlige ansvar. Det er et gennemgående træk i kristendommen, ikke mindst i de protestantiske kulturer, at individets personlighed skal udvikles, og netop kriser kan udvikle os.

For kriser er som at se igennem et forstørrelsesglas, hvor det, der før var utydeligt, pludseligt bliver tydeligt for alle - både styrker og svagheder. Kriserne lærer os, at vi er afhængige af hinanden, og afslører samfundets dårlige prioriteringer - hvem, der er sårbare, og hvem der bliver prioriteret. For kriserne blotlægger både vores egen natur og vores samfundsstruktur. I forstørrelsesglasset bliver det således meget tydeligt, om vi handler næstekærligt eller grådigt, om vi er hovmodige eller ydmyge, og om vi er egoistiske eller selvopofrende. Derfor, vil jeg påstå, at kriser kan være udviklende for både individ og samfund, hvis vi vel og mærke er villige til at tage ved lære af dem og lade os forvandle. At skabe rum for netop denne selvransagelse og forvandling er en af kirkens kerneopgaver.

Ikke ved at insistere på en middelaldertænkning, hvor ulykker og katastrofer er Guds straf for menneskehedens syndige handlinger, men ved at insistere på Guds uendelige kærlighed til menneskene, der som ufuldkomne væsner fortsat er i bevægelse sammen med resten af skaberværket. Mange andre steder i samfundet lever idealet om det perfekte og fejlfri menneske i bedste velgående, hvilket ikke levner megen plads til læring, selvransagelse og transformation. Det er synd, for ved man sig elsket og værdsat uagtet ens dumheder og forkerte handlinger, så er muligheden for at erkende egne fejl og tage ved lære af dem, langt større. Kirken er det sted, hvor vi som ufuldkomne mennesker kan forvandles samtidig med, at vores integritet respekteres og bevares intakt.

PÅSKEN ER DET TIDSPUNKT i kirkeåret, hvor kristendommens forvandlingskraft udfoldes tydeligst. I kristne kirker verden over gennemspilles dramaet om Jesus, der palmesøndag red ind i Jerusalem og blev hyldet af folkeskarerne, der troede, at han som en stærk og magtfuld konge ville befri dem. Blot fem dage senere blev han, efter at være blevet forrådt af en af sine venner, på den mest grusomme måde tortureret og hængt op på et kors, dømt for blasfemi, fordi han ikke indfriede folkeskarens forventning. Men da Jesus døde på korset, gik den gamle ”verden” under, hvilket males med dramatiske billeder i evangelierne som solen, der formørkedes, jorden, der rystede og gravene, der sprang op, efterfulgt af påskemorgens grænseoverskridende budskab om, at Jesus er opstået fra de døde.

Påskens drama er billedet på den kristne forståelse af forvandling, hvor død og undergang er forudsætningen for nyt liv. ”Så længe hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn,” som evangelisten Johannes skriver. Men gælder det ikke kun Jesus, vil nogen sikkert indvende. Nej, troen på, at vi kan forvandles, rækkes også til os mennesker. Kirkens 2000 år lange historie vidner om, at den kristne tro på opstandelsen har givet mennesker håb og styrke i krisetider, både i forhold til den død, vi møder livet igennem, når vores verden går under i form af sygdom og dødsfald i familien, skilsmisse, en fyreseddel eller konkurs, og den død, vi alle på et tidspunkt møder, når livet slutter.

UDGANGSPUNKTET FOR den kristne forståelse er, at verden er god. Alting er skabt af Gud til at være i Gud. Skabelsen er hele tiden i gang, og hvert eneste øjeblik rummer muligheden for en ny begyndelse. Men hvad så med al den lidelse og ondskab, vi dagligt er vidne til? Det kan da ikke være skabt af Gud eller være Guds vilje? Nej selvfølgelig ikke. Vi er her under transformationens fortegn, hvilket indebærer, at synden (alt det, der er vendt bort fra Gud) skal forvandles. Der er fortsat meget at lære, og ubevidst kommer vi så nemt til at lukke os inde i vores eget egos kontroltårn, når vi bliver bange og forsøger at barrikadere og sikre os mod en uforudsigelig verden, der hele tiden er i bevægelse. Teologer har igennem kristendommens historie på forskellige måder udfoldet, hvordan det menneskelige ego skal forvandles i mødet med Gud, der er kærlighed. En velsignet glæde for vores dybeste jeg, men en trussel for vores ego. Ethvert menneske, der er låst inde i sin egoisme, hovmod, grådighed, begær, forfængelighed, selvmedlidenhed eller andre tilstande, der blokerer for kærligheden, vil som en anden bowlingkugle, der er ude af kurs, på et tidspunkt støde ind i en bande. Det vækker angst og opleves som en krise, når egoet på den måde bliver ramt og tvinges til at ændre retning.

”FRYGT IKKE. Alt skal blive godt.” Det er hovedbudskabet i en bog om Guds kærlighed skrevet under en udmarvende krig i Europa, der fik samfundsøkonomierne til at skrumpe og nationalfølelsen til at vokse, og som trak mange mennesker på begge sider af fronten ind i krigen, hvilket reducerede befolkningstallet på et tidspunkt, hvor også en pandemi hærgede. Parallellerne til i dag er til at få øje på, men det er mere end 650 år siden, at den kvindelige forfatter, Julian af Norwich skrev bogen. Dette blot for at pege på, at kriser altid har været en del af menneskehedens historie. 

Selvfølgelig skal vi forsøge at sikre vores samfund mod kriser, men den bedste medicin imod den frygt, der følger i kølvandet på alle verdens kriser, er at hvile trygt i troen på, at vi lever vores liv omsluttet af Guds kærlighed.

BRAGT I KRISTELIGT DAGBLAD DEN 19.4.2025