Kronik i Kristeligt Dagblad: Status quo for middelalderkirker er ikke en mulighed, hvis de skal bevares 

"Det er jo ikke en holdbar ordning i det lange løb," sagde et menighedsrådsmedlem til mig i 2017, da vi talte om to middelalderkirker. Der var gået råd og borebiller i tagkonstruktionen. Menighedsrådet bestod dengang af fem kvinder i alderen 70 til 85 år. De havde ansvaret for seks middelalderkirker. I dag knap otte år senere er medlemstallet faldet 15 procent – og kirkerne står stadigvæk på venteliste til at få renoveret taget. I takt med at landdistrikter affolkes, butikker og skoler lukkes, og huse rives ned, bliver det sværere og sværere at opretholde den nuværende ordning. Der er behov for en lovændring.

Derfor har den nuværende kirkeminister Morten Dahlin (V) sendt et lovforslag i høring for at forbedre understøttelsen af menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker. Lovforslaget indebærer oprettelsen af en ny enhed for folkekirkens middelalderkirker, der kan overtage det fulde ansvar for enkelte kirker, som et menighedsråd ønsker at tage ud af brug.

Udfordringerne er imidlertid ikke nye. Allerede i 1964 påpegede daværende kirkeminister Bodil Koch i en kronik i Kristeligt Dagblad, at det var nødvendigt med kirkelige reformer i takt med samfundsudviklingen, "blandt andet på grund af den betydelige forskydning af befolkningen fra land til by". Så hvorfor er der så ikke sket noget før nu, kan man spørge?

Fordi problematikken om middelalderkirker vækker stærke følelser, og der har været stor modstand mod overhovedet at tale om det uholdbare i den nuværende ordning. Det kunne give indtryk af en kirke under afvikling, frem for en kirke i udvikling, der evner at tilpasse sig samfundsudviklingen. Men der bygges jo netop kirker i nye byområder, der som paddehatte skyder op. For folkekirken har været og skal fortsat være til stede, hvor der er mennesker, der har brug for evangeliet.

Et argument imod tilpasningen af bygningsmassen har været, at kirkebygningerne i sig selv forkynder kristendom – også i affolkede egne. Det er måske sandt, men hvad er det for en kristendom, der forkyndes, hvis bygningerne forfalder og ligger øde og ubrugte hen?

Et andet argument har været, at "vores kulturarv ikke er et problem, og vi skal værne om middelalderkirkerne". Jeg er helt enig! Middelalderkirkerne er ikke problemet – det er derimod den lovgivning, der pålægger menighedsrådene at forvalte ansvaret alene.  

Middelalderkirkerne udgør nogle af Danmarks ældste bygninger, og mange danskere har en holdning til dem – også selvom de ikke er medlemmer af folkekirken, for bygningerne er vores fælles nationale kulturarv. De er en del af vores historie og ligger som identitetsmarkører i landskabet og vidner om vores kristne arv. Ligesom vores gamle jul er der ingen, der må røre ved dem.

Og selvfølgelig skal vi værne om vores værdifulde kulturarv, men netop derfor er der behov for at ændre på lovgivningen.

Det gør ikke situationen mindre kompleks, at det kun er 10 procent af landets menighedsråd, der er berørt af problemstillingen. De 10 procent forvalter den ene halvdel af landets middelalderkirker, mens de resterende 90 procent varetager den anden halvdel. Det er altså kun de få, der oplever det som et stort problem, fordi ansvaret for kulturarven er så ulige fordelt.

Et treårigt projekt om differentieret vedligeholdelse af kirkebygninger fokuserede på, hvordan de økonomiske og menneskelige ressourcer bedst kunne prioriteres under hensyntagen til både kulturarv og brug af kirkerne. Projektet illustrerede med al tydelighed, at middelalderkirker i de tyndt befolkede områder stort set alle er af høj kulturhistorisk værdi. Ganske enkelt fordi ressourcerne i middelalderens agerbrugssamfund var koncentreret på landet, hvor man havde råd til at bygge smukke kirker.

Da et menighedsråd på Vestlolland for nogle år siden meldte ud, at de ikke længere ville bruge flere ressourcer på at vedligeholde en af deres tre middelalderkirker, var det med til at sætte problematikken på dagsordenen. Menighedsrådet overvejede at lade kirken forfalde til ruin eller at lade materialerne genbruge et andet sted, hvor der er behov for at bygge en ny kirke. Udmeldingen blev lystigt debatteret i medierne og affødte mange henvendelser fra folk i hele landet. Mange havde idéer til, hvad kirken kunne bruges til – og der var sågar nogle, der ville købe den. Debatten udfordrede den mere ideologisk prægede holdning til problematikken.

Det blev åbenbart, at det er nødvendigt at finde en løsning. Det er derfor, der nu ligger et lovforslag om oprettelsen af en enhed, der kan varetage op til fem middelalderkirker, som et menighedsråd ønsker at overdrage. Ikke uventet har der været rejst kritik af lovgivningen fra flere sider. Det vil centralisere vores decentrale folkekirke og tage magten fra menighedsrådene, har en af indvendingerne lydt. Men det er netop det, man gør med den nuværende lovgivning, hvor et lokalt menighedsråd fra centralt hold pålægges et ansvar, de ikke magter eller ønsker.

I det nye lovforslag er det menighedsrådene selv, der – efter at have inddraget menigheden – har initiativretten til at overdrage en kirke. Dertil kommer, at enheden finansieres af Fællesfonden, så bygningerne forbliver en del af folkekirken. Hvis det havde været en minister, en biskop eller en provst/et provstiudvalg, der besluttede, at en kirke skulle overdrages til enheden, ville det have været topstyring. Men det er jo netop ikke det, lovforslaget lægger op til.

Så er der også dem, der mener, at fem kirker slet ikke er nok. Der er behov for langt flere. Det er meget sandsynligt, men det er hverken biskopper eller en kirkeminister, der skal sætte tal på, hvor mange kirker der skal tages ud af brug. Det kan kun menighedsrådene selv. Så må tiden vise, om der er behov for at finde midler til vedligeholdelse af flere kirker. Lovforslaget tager kun det første vigtige skridt ved at ændre loven, så et menighedsråd kan overdrage ansvaret for en kirke.

Der har også været rejst kritik af, at menighedsrådet skal fraskrive sig al ansvar og brug af den kirke, som overdrages til enheden. Burde et menighedsråd, der ikke magter opgaven med vedligeholdelse, men gerne vil bruge kirken en gang imellem, også kunne blive fritaget for ansvaret for vedligeholdelsen? Måske! Men dette behov vil uden tvivl være væsentligt større end de fem kirker, der er lagt op til i lovforslaget. Jeg tror, det vil være en opgave for den nye enhed også at finde en løsning for denne gruppe af kirker, men indtil videre er menighedsrådene henvist til at gøre brug af økonomiloven, hvor en ekstern aktør kan ansættes til at varetage vedligeholdelsesopgaven.

Endelig er lovforslaget blevet kritiseret for ikke at forholde sig til alternativ brug af bygningerne. For det er et faktum, at benyttelse også er beskyttelse af de gamle bygninger. Manglende udluftning resulterer nemt i dårligt indeklima og skimmelsvamp. Derfor vil der være behov for også at undersøge, om kirkebygningerne kan anvendes til anden brug – ikke en helt nem opgave i et affolket område. Det er en udfordring, som kirkerne i vores nabolande har arbejdet med gennem længere tid. Det vil derfor også være en oplagt opgave at arbejde videre med for enheden for middelalderkirker samt at samle erfaringer fra ind- og udland og videndele med landets menighedsråd.

Selvom der er flere uafklarede spørgsmål, der må findes svar på hen ad vejen, og uagtet at lovforslaget kun imødekommer en mindre del af problematikken, så hilser jeg det velkommen. For opretholdelse af status quo er ikke en mulighed, hvis middelalderkirkerne skal bevares, simpelthen fordi samfundet forandrer sig.

Af biskop Marianne Gaarden

BRAGT I KRISTELIGT DAGBLAD DEN 12.9.2025