Kronik: Det er mennesker, der tror – ikke et land

Debatten om, hvorvidt Danmark er et kristent land, har bølget frem og tilbage. På baggrund af et kort interview til denne avis, er jeg fejlagtigt i andre medier blevet citeret for at have sagt, at Danmark ikke er et kristent land. Det har jeg aldrig sagt. Jeg har derimod forsøgt at nuancere debatten ved at pege på, at kristendommen er mere end kultur og tradition – det er også tro. Og det er mennesker, der tror – ikke et land.  

Jeg siger ikke dermed, at kristen kultur og kristen tro er hinandens modsætninger. Tro skaber kultur. Danmark er præget af og formet af kristendommen. En stat kan have en folkekirke. En befolkning kan bære kristne traditioner videre. Et regeringsgrundlag kan endda nævne det. Så selvfølgelig kan man kalde Danmark et kristent land, hvis man alene taler om historie, kultur, traditioner og institutioner. Men i mine øjne er kristendom altså ikke kun kultur og tradition. Kristendom er også tro.  

Baggrunden for interviewet var en debat under Folkemødet på Bornholm om politikernes fornyede interesse for kristendommen. Den hilser jeg velkommen – lige såvel som alle andre menneskers nysgerrighed og interesse for kristendommen. Som folkekirke skal vi møde denne nysgerrighed og åndelige søgen med åbenhed og dialog. Det er trods alt bedre, at der bliver spurgt til kristendommen, end at den blot står på en hylde sammen med Frøken Jensens Kogebog og Matador som noget, alle mener at kende, men sjældent fordyber sig i.

Et af spørgsmålene i debatten var, hvordan folkekirken undgår at blive et politisk redskab eller et værn om det, som nogle politikere forstår som nationale værdier. For mig er det indlysende, at evangeliet aldrig kan reduceres til partipolitik. Budskabet om Guds kærlighed til alle sine skabninger – også dem, man er rygende uenig med – sprænger ethvert partiprogram.

Det var efter den debat, jeg gav et kort interview til en journalist fra Jyllands-Posten. Hun spurgte, om det bekymrede mig, at formuleringen ”Danmark er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke” ikke er med i det nye regeringsgrundlag. Jeg svarede nej.

Folkekirkens særstilling står og falder ikke med en sætning i et regeringsgrundlag. Den er forankret i Grundloven. Og kristendommens betydning for Danmark afhænger heller ikke af, om en bestemt politisk formulering gentages fra den ene regering til den næste. Formuleringen dukkede først op i et regeringsgrundlag for godt ti år siden, men kirken har bestået i adskillige hundrede år forinden. Kristendommen forsvinder derfor næppe, fordi den ikke indgår i et politisk dokument.

Kristendommens livssyn er så dybt forankret i den danske mentalitet, at det er blevet en del af vores kulturelle selvforståelse. Forestillingen om alle menneskers lige værd, omsorgen for den sårbare, pligten til at tage vare på sin næste og håbet om, at et menneske altid er mere end sine fejl, er vokset frem og formet af den kristne tro. Det præger mange danskeres måde at se verden på. Måske i et sådant omfang, at vi ikke længere lægger mærke til det. Vi kan ikke se skoven for bare træer – eller det kristne fundament, vi står på. Udfordringen kan imidlertid være, at vi kommer til at reducere kristendom til kultur og overser derved nemt, at det hele begyndte med en tro.  

I det første århundrede begyndte man at kalde Jesu disciple kristne, fortæller Apostlenes Gerninger. Det var ikke en betegnelse for deres kulturelle baggrund, deres pas eller deres etniske tilhørsforhold. At være kristen var et udtryk for en tro, der fik store konsekvenser for de troendes liv.

Troen på Kristus som hele verdens frelser udviklede sig imidlertid med tiden til at også blive et geografisk områdes religion. I Romerriget blev kristendommen officiel religion i år 380, og efter Vestromerrigets sammenbrud voksede forestillingen om et kristent Europa frem. Men det var en kristendom uden religionsfrihed. Troen var ikke blot noget, den enkelte kunne vælge. Den var en del af den samfundsorden, man blev født ind i.

Efter reformationen blev forbindelsen mellem territorium og religion ligefrem gjort til et politisk princip. I 1555 blev tanken om, at fyrstens religion skulle være områdets religion (cuius regio, eius religio) formuleret for at dæmpe konflikterne mellem katolikker og lutheranere. Fyrstens tro var folkets tro. Det var praktisk for fyrsten, men ikke nødvendigvis for den enkeltes tro og samvittighed.

Forudsætningen for, at man kan tale om kristendommen som en levende og ægte tro, er religionsfrihed. Det fik danskerne først med Grundloven i 1849. Folkekirken beholdt sin særstilling, men borgerne fik ret til at dyrke Gud efter deres overbevisning og til at danne trossamfund.  

Grundtvig var en stærk fortaler for religionsfrihed. Ikke fordi han mente, at alle religioner var lige sande. Tværtimod var kristendommen afgørende for ham. Netop derfor mente han, at troen måtte være fri. En tro, der påtvinges af staten, er ikke en levende tro, mente han. Tro, der bliver dikteret, er ikke længere tro, men lydighed mod en ydre magt. Det synspunkt tror jeg, at de fleste danskere deler i dag.

Grundloven foreskriver, at den danske folkekirke understøttes af staten, og dermed har den en særstilling. Det er tilstrækkeligt for mig. Kristendommen behøver ikke også at blive stemplet på hvert nyt regeringsgrundlag for at være betydningsfuld for vores samfund. Så når vi kalder Danmark et kristent land, bør vi derfor vide, hvad vi mener.  

Taler vi om historie og kultur? Om medlemskab af folkekirken? Om majoritetens religiøse traditioner? Om kristne værdier, hvordan de så end defineres? Eller om regentens tro, regeringens tro eller landets indbyggeres tro? Og hvad betyder udsagnet, ”Danmark er et kristent land” for de jøder, buddhister, muslimer, hinduister og ateister, der også er danske borgere?  

Det kan lyde som ordkløveri. Men ord er ikke ligegyldige, særligt ikke når de handler om tro. Der ligger en vigtig forskel i skellet mellem et menneskes tro og et lands religiøse tradition. Hvis kristendommen reduceres til kultur, bliver den nemt en identitetsmarkør, man for eksempel kan bruge til at afgøre, hvem der hører til, og hvem der ikke gør. Men der er intet i evangelierne, der kan legitimere at bruge kristendommen som en grænsebom mellem dem og os. Jesus havde tværtimod en påfaldende tilbøjelighed til at opsøge netop dem, som andre havde placeret på den forkerte side af skellet. Det var sjældent de korrekt placerede, der slap mest uanfægtede fra mødet med ham.

Jeg hilser derfor den fornyede interesse for kristendommen velkommen, og håber, at det giver anledning til en åben samtale – og måske også til, at vi danskere opdager, at kristendommen er mere krævende, mere frisættende og mere overraskende end den kulturelle fernis, en historie i medierne hurtigt kan reducere den til.  

Af biskop Marianne Gaarden

BRAGT I JYLLANDS-POSTEN D. 26/6 2026