Kronik: Åndelighedens comeback i den offentlige diskurs

Med lige dele nysgerrighed, glæde og forundring har jeg fulgt den senere tids debat om åndelig oprustning i stort set alle de landsdækkende medier. Interessen for at tale om åndelighed plejer ellers mest at være forbeholdt kirkens folk, men pludselig dukker begrebet op alle vegne og bruges ivrigt af flere forskellige faggrupper, der hælder hver sin variant af indhold i begrebet ’åndelig oprustning’. 

Det handler om alt fra større koncentrationsevne og bedre læsefærdigheder (og gerne i aviser), til bedre kendskab til højskolesangbogen, mere kulturel og demokratisk dannelse, mere historisk bevidsthed, højnelse af moralen, styrkelse af civilsamfundet, opbygning af fællesskaber og national identitet, øget sammenhængskraft i samfundet og meget, meget mere. Folkeskolen, folkebiblioteker, museer og folkekirken, alle skal ifølge regeringen på banen i den åndelige oprustning, og kirkeministeren appellerer endda til danskerne om at gå i krig for kristendommen! Eller i hvert fald med en eksplicit bevidsthed om, at vores samfund er bygget på kristne værdier, hvilket selvsagt har gjort ham til skydeskive for kritik fra mange sider. Guds ubetingede kærlighed til sine skabninger erfares nu engang bedst uden militær intervention.

Men uagtet de mange forskellige fortolkninger af den åndelige oprustning og de forskellige udlægninger af konsekvenserne heraf, så spørger jeg mig selv, hvad der driver denne fornyede interesse for åndelighed, og hvorfor er det et emne, som også politikerne abonnerer på?

Mit bud er, at der er en åndelig længsel i samtiden og en manglende åndelig forankring, som mange ikke har ord for, men blot en fornemmelse af. For fællesnævneren for de mange (mere eller mindre åndrige) udlægninger af begrebet ’åndelig oprustning’, synes at kredse om behovet for en forankring i noget, der er større end det enkelte individ. Spørgsmålet er blot hvad dette “større” er?

En tysk præst, Chr. Scrivers skrev tilbage i 1675 denne lille aforisme: ”En kristens hjerte må være som en passer, hvis ene fod står fast på midtpunktet, mens den anden farer omkring og former omkredsen. Når det ydre menneske er flittigt i verdslige forretninger, da må det indre menneske stå fast på midtpunktet.” Det var i en tid, hvor dette midtpunkt og centrum for verden som den største selvfølgelighed var Gud, og det var længe før den tyske sociolog og politolog Hartmund Rosas beskrivelse af det postmoderne sekulære accelerationssamfund. 

Det er ikke så svært at forestille sig, hvad der sker, hvis tyngden ligger på det omkringfarende passerben i et samfund, hvor tempoet hele tiden stiger. Vi kommer ud af balance. Identificerer vi os kun med det omkringfarende ben, så vil centrifugalkraften langsomt trække os længere og længere væk fra vores centrum, så vi mister fornemmelsen for, at vi er forankret i og holdt fast af noget større end os selv. Vi bliver som små racerbiler, der med speederen i bund konkurrerer om at komme først i den fejlagtige antagelse, at vi selv styrer vores liv. I farten kan vi bilde os selv og hinanden ind, at vores værdi som mennesker afhænger af vores præstationer og konkurrenceevne, og ikke fordi vi bare er. 

Når vi aldrig oplever at være i ro, forsvinder evnen til at være nærværende og til stede i nuet. Måske har du ikke engang kunnet læse denne tekst fra ende til anden uden samtidigt lige at skulle tjekke din telefon, læse en mail eller noget andet? Vores bevidsthed er ofte flere steder på en gang. Og vores indre fjende i form af frygtsomhed, ensomhed, rodløshed og præstationsangst får dermed frit lejde til at erobre vores indre landskab, måske endda helt uden vi har opdaget invasionen og angrebet på vores åndelige forankring. Resultat bliver nemt udbrændthed og en befolkning, der rammes af stress-sygemeldinger, hvilket ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd koster samfundet mere end 54 mia. kr. årligt. Et beløb, svarende til seks bededage, der i stedet kunne være anvendt på andre og bedre formål, ikke kun åndelig fordybelse, men også unge menneskers trivsel, indsatser for klimaet eller vores forsvar, som alle skal yde noget til i denne tid. 

Der er efter Coronapandemien også kommet fokus på unge menneskers mistrivsel, de er jo fremtidens samfund. De unge er i den grad opmærksomme på, at jorden brænder under os, og vi oversvømmes af tal og dokumentation om klimaforandringerne, biodiversitetskrisen, overforbrug af jordens ressourcer i den verden, vi overlader til de kommende generationer. Forskerne taler om den antropocæne tidsalder, hvor det er menneskeheden, der ændrer og ovenikøbet kan ødelægge forudsætningerne for livet på jorden, hvis vi ikke ændrer kurs – alt imens accelerationen blot fortsætter, og folk går i krig mod broderfolk. Det kan næsten se ud, som om menneskeheden er ramt af en autoimmun sygdom, hvor vi angriber os selv og vores eget eksistensgrundlag. Mon det kan skyldes, at vi er blevet både fartblinde og tonedøve for det åndelige centrum, vi er forankret i.

Måske har landets beslutningstagere, politikere og diverse debattører også en fornemmelse af en åndelig fattigdom og en længsel efter noget, der er større end det moderne digitale højhastighedsliv tilbyder. Med de samfundsudfordringer, vi står overfor, og midt i nationale og globale kriser (i flertal) er det ikke svært at forstå, at regeringen har fået øje på både kirke og kristendommen. Og tak for det! Men et samfunds åndskraft er ikke et håndtag, der blot kan skrues på, når der er behov for åndelig oprustning. For troen er ikke en åndelig overbygning på et samfund eller det enkelte menneskes liv, det er hele det fundament, vi står på og er forankret i. Det er forudsætningen for, den måde vi er i verden på. For vi er i verden i overensstemmelse med den måde, vi tror, verden er på. 

Der er behov for en fornyet bevidsthed om, at vi som Chr. Scrivers passer også har et andet ben, der skal være solidt forankret i det, der er større end det enkelte individ – det vi i kristendommen kalder Gud. Du kan ikke tjene både Gud og Mammon, sagde Jesus for et par tusinde år siden. Vi må vælge, hvilket ben, vi vil hvile på. Hviler benet i troen på en skaber, der elsker sin skabning ubetinget, og som vil gøre alt for os, er der ikke behov for at blive beundret, at få mange likes eller at være betydningsfuld. For fokus er på alt det, der gør livet betydningsfuldt. Hér hviler vi i fred og ro i tillid til og tro på at vi er elsket, alt imens det andet ben bevæger sig rundt i verden – ikke for at konkurrere med eller tjene på andre, men for at tjene Gud, vores næste og skaberværket.  

Af biskop Marianne Gaarden

BRAGT PÅ ALTINGET.DK DEN 21.5.2025