Interview: Kunsten at bevare sin forankring

Tekst: Signe Ettrup Larsen

Beslutningen om at fratræde har været længe undervejs, fortæller Marianne Gaarden. Der har været nogle nedslag i forløbet op til beslutningen, blev taget. Et af dem kom i en samtale med en ven i et kemoforløb. Vi talte om, hvornår man skal stoppe. Der kan hurtigt ske noget, sagde vennen og pegede på sin skaldede isse.

Den samtale var med til at sætte noget i gang hos Marianne Gaarden. Man skal stadigvæk have energi, når man stopper. Derfor er det vigtigt for mig at give stafetten videre, mens jeg endnu kan holde kadencen, siger hun.

Men beslutningen handler ikke kun om livsfaser og timing. Den handler også om indholdet i arbejdet – og det, hun har savnet.

Jeg læste ikke teologi for at beskæftige mig med administration, personale HR, økonomi, politik og den demografiske udvikling. Det følger naturligvis med embedet som biskop og er nødvendigt at arbejde med, men jeg begyndte at længes efter mere tid til at være forankret i troen og teologien.

Længslen efter fordybelse

I nyhedsbrevet skriver Marianne Gaarden, at hun nogle gange har følt sig “mere som en skrankepave end en åndfuld biskop”. En tilkendegivelse, der peger ind i en bredere diskussion om bispeembedets udvikling.

Det er mit indtryk, at mange offentlige institutioner i de senere år har oplevet at blive mere topstyret. Kirkeministeriet har, som de andre departementer, i stigende grad fokus på regeringens ønsker. Det påvirker ressourcerne til at have fokus på ministeriets ressortområde. I takt med, at der sparres årsværk på Slotsholmen, bliver flere opgaver også uddelegeret til stifterne, konstaterer hun.

Hun oplever, at bispeembedet har udviklet sig i retningen af en styrelseschef, men hun mener ikke, at man kan se rollen isoleret fra konteksten. I forbindelse med bispevalget i Aarhus efterlystes en biskop, der skulle være et teologisk fyrtårn mere end en administrator og politiker. Men når konteksten forandrer sig, påvirker det også embedet. Som biskop har man selvfølgelig først og fremmest det teologiske tilsyn. Heldigvis har mange arbejdsopgaver sit udspring i teologien, men de administrative og politiske opgaver er vokset i den tid, hun har været med.

Kunsten er at balancere mellem de to kompetencer: Teolog og styrelseschef. Vi er kaldet, som biskopper og præster. Det er selvsagt helt afgørende, at det er en teolog, der er biskop. Det er kirkens vigtigste opgave at formidle evangeliet og understøtte menneskers relation til Gud. Martin Luther skal ifølge overleveringen have sagt, at man skal bede en time om dagen – medmindre man har meget travlt, for så skal man bede to. Det er vigtigt at bevare sin åndelige og religiøse forankring.

Og netop forankringen er blevet et nøgleord for hende – både som biskop og i beslutningen om at stoppe.

Hvad er vigtigst?

Spørgsmålet er derfor ikke først og fremmest hvilke opgaver, der skal fjernes fra bispens bord, mener hun. Jeg vil egentlig hellere spørge: Hvad er det vigtigste? Det vil være godt med en fælles drøftelse af, hvilke kompetencer man ønsker af en biskop. Embedet kræver en kombination af teologisk tyngde, menneskelig indsigt og evnen til at håndtere konflikter og skabe tillid i en kompleks organisation.

For hendes eget vedkommende er svaret klart: En biskop skal være et lys, fremfor at ville have lys. Jeg forstår tilsynsopgaven som en mulighed for at rette min opmærksomhed mod det, der trænger til at få lys. Det kræver tålmodig, rummelighed, og at man er god til at lytte.

Et embede på åremål

Da Marianne Gaarden stillede op til bispevalget, blev hun spurgt, om embedet skulle være tidsbegrænset. Hun svarede ja. Hun ville sidde i ti år. Det løfte, indfrier hun nu. Jeg synes, ti år er passende. Når man kigger på topchefer, sidder de ofte i seks år med mulighed for forlængelse i tre år.

Marianne Gaarden peger på, at når man tiltræder bispeembedet, bliver man hurtigt optaget af forskellige områder. Det betyder, at andre ting får mindre opmærksomhed. Det er ikke godt for en organisation i længden. Det kræver meget at være biskop. Porteføljen er enorm. Nye øjne er nødvendige. Jeg ser bispeembedet som en stafet, som jeg overtog fra min forgænger og løb videre med. Nu giver jeg den selv videre.

Stiftsgrænser

Samtidig med hendes annoncerede afgang er Marianne Gaarden med til at sætte gang i en større diskussion om stifternes geografiske størrelser.

Timingen er ikke tilfældig, men ikke planlagt som et samlet træk. Jeg havde besluttet mig for at stoppe, men de to ting kom til at falde sammen, siger hun. Hvert 5. år fordeler biskopperne og Kirkeministeriet præstestillinger. I de sidste to udvalgsarbejder har det været et periodeprojekt om stiftsgrænser.  Den nedsatte arbejdsgruppe skal afslutte sit arbejde i 2027. Så hvis stiftsgrænserne skal ændres, skal det ligge fast inden en ny præstefordeling træder i kraft. Så på den måde gav det også mening, at jeg stopper med udgangen af 2026.

Argumentet for at ændre stiftsgrænserne bygger på administrationen. Det lokale kirkeliv hænger sammen med provstiet, ikke stiftet, men for et lille stift kan ændringerne skabe mere bæredygtige rammer. Administrationen skal understøtte de lokale sogne i stiftet. I Lolland-Falsters Stift er der god service til præster og menighedsråd, men når der fx kun er én jurist, er det sårbart. Dertil kommer, at der er meget få præster til de opgaver, der skal løftes på tværs af sognene.

Omvendt mener hun, at stifter også kan blive for store. Historisk set har man netop ændret stiftsgrænser, når et stift blev for stort. Det er ikke hensigtsmæssigt, at et stift bliver så stort, at man ikke kan komme i kontakt med sin biskop. Og som biskop er det vigtigt at kende hele stiftet.

Hun afviser, at forslaget er udtryk for topstyring. Biskopperne har formuleret et udspil, som vi foreslår sendt i høring. Det er kun godt, at det diskuteres bredt i det kirkelige landskab, for det er med til at skabe en fælles forståelse af en strukturel udfordring. En fælles problemerkendelse er et godt udgangspunkt, når der skal findes en løsning. Så jeg hilser debatten velkommen, også de nye forslag om et større stift, der er kommet i spil. Vi skal som sagt se på stiftsgrænserne i hele landet, men det er især skævvredet i Østdanmark.

Det, der bærer

Når hun ser tilbage på sine ti år som biskop, er det mødet med mennesker, der har glædet hende mest, ikke arbejdet med strukturændringer eller styring af folkekirken, selvom det har været et nødvendigt arbejde. Jeg kommer altid glad hjem, når jeg har været rundt i stiftet. Hun fremhæver det lokale kirkeliv og menneskers store engagement i deres lokale kirke som en vedvarende kilde til glæde og inspiration.

Jeg var f.eks. en gang til en høstgudstjeneste i et lille sogn, hvor graverne havde lavet en fantastisk udstilling i våbenhuset. Kirken var fuld, og præsten holdt en god prædiken. Den slags oplevelser varmer mit hjerte.

Samarbejdet med kontorchefen, stiftsadministrationen og provsterne nævner hun også som noget, hun har sat stor pris på. Det har virkelig været en stor fornøjelse og en daglig glæde at arbejde sammen med dem, og selvfølgelig også med de præster, der varetager funktioner, der rækker ud over sognet – herunder også tillidsrepræsentanterne.

Når det er svært

Men embedet har også haft en bagside. Konflikterne. De dræner, siger hun kort som svar på spørgsmålet om, hvad hun har oplevet som udfordringer i embedet. Konflikter, der opstår i sognene, kan fylde meget. De kan være vanskelige at komme til bunds i. Det går udover arbejdsglæden og påvirker kirkelivet.

Et råd og en retning

Når hun giver embedet videre, er rådet til efterfølgeren enkelt og uden forbehold. Læn dig ind i kaldet, og hav tillid til, at du ikke er alene. Og så er det altid en god idé at være nærværende og lyttende.

Selv ser hun frem mod et arbejdsliv, der bringer hende tættere på det, hun oplevede at savne i bispeembedet.

Hun har taget en uddannelse i åndelig vejledning og ønsker at arbejde videre med det område – blandt andet i samarbejde med Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hvor hun sammen med en sognepræst skal være tovholder på en specialuddannelse for præster som åndelig vejleder.

Stifterne  tilbyder præster hjælp af psykologer, supervisorer, stresscoach, konfliktmæglere, arbejdstidsplanlægger m.m. Det er alt sammen godt, men det er min erfaring, at det også kan være rigtig godt at få tilbudt en åndelig vejleder. Det er mere almindeligt i kirkerne i vores nabolande. Jeg tror, tiden er ved at være moden til det. Det vil jeg gerne bidrage til.

Dermed bliver næste kapitel ikke et farvel til kirken – men en bevægelse ind mod dens kerne: Den åndelige fordybelse.