Folkekirken skal være nærværende – også når strukturen ændres 

Tak til Finn Goldbach fra Holeby for debatindlægget i Folketidende den 27. februar. Han sætter ord på noget helt afgørende: At sognepræsten er nærværende i lokalsamfundet. Den uformelle snak efter gudstjenesten, besøget på plejehjemmet, mødet ved købmanden, deltagelsen i foreningslivet og synligheden ved lokale arrangementer skaber relationer. Og netop relationer gør, at mennesker føler, at kirken er deres.

Goldbach beskriver også en bekymring, jeg tager meget alvorligt, at en ordning, hvor færre præster dækker flere sogne, kan føre til mindre nærhed. Hans erfaring fra Tyskland er en tydelig påmindelse om, hvad der kan ske, hvis forbindelsen til lokalsamfundet bliver for tynd.

Alligevel er det nødvendigt at se på fordelingen af præstestillinger, fordi udfordringen i høj grad handler om den demografiske udvikling. Byerne vokser, mens flere landsogne oplever faldende indbyggertal. Det rammer skoler, butikker, foreningsliv – og altså også folkekirken, der skal være til stede dér, hvor folk bor. Så når der bygges nye boligområder i de større byer, er det nødvendigt løbende at fordele præstestillingerne, så de svarer til bosætningen i samfundet.

Det får konsekvenser i områder, hvor befolkningstallet falder – også i og omkring Holeby. Derfor undersøges det i øjeblikket, om der kan etableres et storpastorat, hvor flere sogne deler to sognepræster.

Et storpastorat behøver imidlertid ikke betyde afstand. Tværtimod kan det, hvis det organiseres klogt, give nye muligheder. Det er ikke nødvendigvis godt for en præst at være alene uden tæt fagligt fællesskab. En ny rapport om præsters trivsel peger på, at de fleste præster trives og gerne vil samarbejde med kolleger, og at netop gode arbejdsrelationer styrker arbejdsglæden. Samtidig kan menigheden få glæde af flere præster med forskellige profiler, som kan favne bredere – og samarbejde på tværs kan åbne for flere aktiviteter.

Det kræver selvfølgelig tydelige aftaler, planlagt lokal tilstedeværelse og en bevidst prioritering af netop det, Goldbach peger på – de relationer, der gør kirken nærværende. Nærhed kommer ikke af sig selv – hverken i en gammel eller i en ny struktur. Nærheden skal prioriteres og bygges op.

For et par år siden fik vi i vinterhalvåret nogle erfaringer med at “rykke sammen”, når der i perioder var færre gudstjenester. Mange oplevede det positivt, at der sad flere på kirkebænken, og nogle steder gav det samtidig plads til andre aktiviteter i ugens løb. Pointen er selv sagt ikke, at færre gudstjenester er en gevinst – men at fællesskabet kan styrkes, når man organiserer sig på nye måder.

Goldbach og jeg er grundlæggende enige om, at sognepræsten skal være nærværende i lokalsamfundet. I en tid med befolkningsforskydninger er spørgsmålet blot, hvordan det bedst kan organiseres. Hvis vi gør, som vi altid har gjort, gør vi ikke længere det samme - fordi samfundet forandrer sig. Derfor er status quo ikke en reel mulighed. Men med omtanke kan nødvendige ændringer også blive til nye muligheder, uden at vi mister det vigtigste: Den lokale forankring og de relationer, der gør kirken til “vores”.

Af Marianne Gaarden, biskop