Det er ikke mærkeligt, at folkekirken afprøver kristen yoga

Sognepræst Rikke Weissfeld spørger i et debatindlæg i Berlingske: ”Er folkekirken fremme i skoene, eller er den bare bagom dansen?” Spørgsmålet rammer givetvis noget, mange mærker: At folkekirken på én gang er tradition og fornyelse; højtider og hverdagsliv; ”en selvtilstrækkelig anakronisme” og samskabende aktuel – afhængig af øjerne, der ser.

Folkekirken er som folkets kirke en broget flok. Der er bænkevarmere, ja. Men der er også dem, der uden at blinke træder ud på gulvet, når samtiden byder op til dans. Weissfeld hører tydeligvis til den sidste kategori. Hun argumenterer for, at vi som luthersk kirke skal turde tænke ud af boksen. Og jeg vil tilføje: Hun nøjes ikke med at tænke – hun bevæger sig også ud af boksen, når hun argumenter for kristen yoga.

Kort efter jeg var blevet biskop, spurgte en sognepræst på Vestlolland, om jeg kunne blåstemple, at hun underviste tre hold om ugen i kristen yoga i konfirmandstuen. Jeg kunne have en mening uden en erfaring – eller jeg kunne tage træningstøjet på. Jeg valgte det sidste og mødte en aften op i præstegården sammen med omkring 20 andre.

Vi begyndte ikke med en solhilsen, men med en bibeltekst. Præsten læste fra Jeremias’ bog i Det Gamle Testamente, hvor Gud beskrives som den store pottemager. Præsten bad os lægge mærke til, hvad i teksten der talte til os. Derefter fulgte en time, hvor vi blev ført gennem øvelserne og igen og igen mindede præsten os om at holde fokus på teksten. Efter at være blevet formet af den store pottemagers hænder bad vi Fadervor, og præsten lyste velsignelsen.

Og så kom aftenens mest præcise samtidsdiagnose. Præsten slog ud med hånden og sagde: ”Det er så min chef, der er med i aften.” En deltager kiggede nysgerrigt på mig og spurgte: ”Nå, er du så også præst?” Den lokale sognepræst skyndte sig at svare: ”Hun er min biskop.” Det affødte straks et nyt spørgsmål fra en anden deltager: ”Hvilken kirke er du så præst ved?”

Det var på én gang morsomt og tankevækkende. For de mennesker, der uge efter uge ligger på yogamåtter i en præstegård, er ikke nødvendigvis dem, der sidder på bænken søndag formiddag. Men de hører en bibeltekst. De beder Fadervor. De modtager velsignelsen. Med andre ord: de er ikke uden for kirken forstået som de troendes fællesskab – de er blot kommet ind ad andre døre.

Mange mennesker lever i dag med stillesiddende arbejde, ofte foran en skærm, og med et højt tempo, der sætter sig i kroppen. Behovet for både fysisk bevægelse og for sjælero er ikke blevet mindre. Derfor er det ikke mærkeligt, at virksomheder indretter træningsfaciliteter, og at folkekirken landet over afprøver former, hvor mennesker kan høre Guds ord og bede en bøn, mens kroppen er i bevægelse.

Her er det vigtigt at bevare fokus på indholdet og ikke stirre sig blind på formen. Indholdet er altid det samme, men formen kan variere: højmesse, pilgrimsvandring, samtalesalon, fællessang eller kristen yoga. Det afgørende er ikke, om vi sidder, står, går eller ligger, men om vi vender vores opmærksomhed mod Gud og lader os forme af de kærligt udstrakte hænder, der giver indre ro og sjælefred.  

Måske er det netop dér, folkekirken hverken er bagom dansen eller fremme i skoene, men gør det, kirken altid har forsøgt at gøre: at møde mennesker, dér hvor de er – og vise, hvem vi er i Guds øjne.

Marianne Gaarden, biskop

Debatindlæg bragt i Berlingske d. 25/2 2026