”Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende”, som Paulus skriver, men hvad gør AI?

Af Marianne Gaarden, biskop i Lolland-Falsters Stift

” Vad tycker du om att använda artificiell intelligens i predikningar, Marianne? spurgte den svenske ærkebiskop, Martin Modues under middagen ved det nordiske bispemøde i juni i år. Jeg svarede, at jeg ingen erfaringer har med det, men at Den Danske Præsteforening netop har lanceret et digitalt værktøj på deres hjemmeside, hvor kunstig intelligens (AI) kan bidrage med prædikenskrivningen. ”Men hur det?”  spurgte han. Han kender min homiletiske passion, så det var et godt spørgsmål, der bevægede samtalen ud over et middagsselskabs normale konversationsniveau. For på hvilken måde kan AI være en hjælp i prædikenforberedelsen? Det blev en anledning til at reflektere over nogle af de teologiske spørgsmål, der følger i kølvandet på brugen af AI i prædikenforberedelsen.

Modsat mig, havde han forsøgt sig med AI med en prompt, der foreskrev en prædiken i form og stil som ham selv, ærkebiskop Martin Modeus. Uden at fortælle, at prædiken var AI-generet, havde han vist den til sin hustru, der synes, den var udmærket. Han havde forsøgt at redigere lidt i den, men det havde været svært. Lidt som at skulle kile sine egne ord ind i den færdigproducerede tekst, så han havde i stedet skrevet lidt mere til den. Efter gudstjenesten sagde domprovsten, at det havde været svært at høre, hvor han ville hen med sin prædiken. Han havde ikke kunnet mærke ham (Modeus), og havde derfor haft svært ved at koncentrere sig om at lytte. Selv havde Modeus oplevet det, som om han var spændt for en prædiken-vogn, hvor han normalt oplever det omvendt – at det er ham, der styrer prædiken.

Så hvilken hjælp er AI egentlig? Eller måske er det mere korrekt at spørge, hvordan AI i praksis kan være en hjælp?” Og hvor er faldgruberne? ”For bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende”, som Paulus skriver. Men hvad gør AI? For prædiken er jo ikke kun det print, som præsten medbringer til gudstjenesten. Det er så meget, meget mere.

Præsters kalender bliver hurtigt fyldt med aftaler med mennesker, der gerne vil have et møde. I ønsket om at imødekomme sin menighed, kan det knibe med at prioritere tid til at skrive en god prædiken, men det er helt afgørende for præsteembedet. Derfor indskærper jeg altid kommende præster til bispeeksamen, at de skal afsætte tid i deres travle kalender til et møde med prædikenteksterne. Det handler ikke kun om den konkrete prædiken, der skal holdes den kommende søn- eller helligdag. For i prædikenforberedelsen er der også åndelig nærig til et helt præsteliv.

Prædikenforberedelsen er nemlig præsters egen religiøse praksis. Det er her, hvor de bibelske tekster taler til os og former vores bevidsthed, når vi tager livtag med dem. Det er her, vi kan hente åndelig næring og udvikle et evangelisk-reservoir, som vi kan trække på i sjælesorgssamtaler, når konfidenten har brug for en bibeltekst at meditere over, i konfirmandforberedelsen, når de unge stiller nysgerrige eller udfordrende spørgsmål, i begravelsessamtalerne, når der skal findes en tekst at tale over, og i alle de sammenhænge i livet, hvor vi har brug for fortrolighed med bibelteksterne. Prædikenforberedelsen fordrer en læsning, der ikke kun bevæger sig på et intellektuelt niveau, men også på hjertes og følelseslivets. Det kræver tid, ro og fordybelse på den måde at ”tygge drøv” på teksterne.

Som et mantra lød det i bevægelsen The New Homiletic fra den sidste halvdel af det 21. århundrede, at de bibelske tekster ikke kun er informative, de er også performative. De gør noget ved os. De trøster os, provokerer, opmuntrer, udfordrer, opbygger eller vender op og ned på vores verdensforståelse. Så det er ikke kun prædikanten, der skal gøre noget ved teksten, det er i første omgang teksten, der kan gøre noget ved os. Vores dialog med prædikenteksterne er det, vi bringer med til gudstjenesten – hvad enten, det er i form af en fuldt udfoldet prædiken printet på papir, eller blot stikord i et mindmap indprentet i hukommelsen.

Selve prædiken er heller ikke kun information om et evangelisk budskab, der skal videreformidles til menigheden. Det er ”evangeliets levende ord” (Viva Vox Evangelii), som Martin Luther sagde. En begivenhed indfældet i gudstjenesten, hvor ny mening kan skabes i en indre dialog hos kirkegængerne med prædikantens udlægning af teksten. En forudsætning for kirkegængernes villighed til at interagere med vores ord, er prædikantens autenticitet – at vi selv står bag vores ord og selv tror på det, vi siger. Man skal mærke, at vi har noget på hjerte og ikke kun på papir. Eller som biskop i Lolland-Falsters Stift D.G. Monrad (1811-1887) formulerede det længe før verden skulle forholde sig til AI:

”Derfor står ordets forkyndelse i den nøjeste forbindelse med den åndelige tilstand hos ham, der forkynder ordet. Det mærkes uvilkårligt på røsten, om det er et levende vidnesbyrd, eller om det er ord, der er lærte, og som fremsiges uden at være gået gennem sjælen. Heraf kommer det, at de mest veltalende ord kunne være virkningsløse, og at en ganske jævn og simpel forkyndelse, der har fået et præg af sjælens liv, griber tilhørerne.”

Det store spørgsmål er, om AI kan hjælpe med eller understøtte ”den åndelige tilstand” hos os, der forkynder ordet, og hvordan ord genereret via AI kan ”gå gennem sjælen”? Ved at anvende AI kan vi nemt komme til at snyde os selv for den del af prædikenarbejdet, hvor teksterne gør noget ved os. Først når teksterne har slået rødder i os, kan prædiken begynde at spire og vokse frem – og det er bøvlet og tager for de fleste af os tid, fordi vores åndelige jordbund kan være hård og ufremkommelig. Den proces kræver tid og kan ikke forceres.

Skal vi så afvise brugen af AI i prædikenarbejdet? Nej selvfølgelig ikke! Der er ingen grund til at være maskinstormere mod et uafvendeligt teknologisk fremskridt. Det er nok de færreste af os, der ikke bruger og har glæde af internettet i dag. Men vi skal være kritiske og ikke lade os forføre af forestillingen om at kunne spare tid. Brugen af AI kalder på en dybere teologisk og homiletisk refleksion.

Som et kuriosum, har jeg derfor brugt ChatGBT 4.0 på Præsteforeningens hjemmeside (Prædikenhjælperen (AI) - Præsteforeningen, (den 16. juli 2025), og har fordret den med en promt, der kort og godt lød: ”Skriv en artikel om brug af AI i prædikenforberedelsen i stil og indhold som biskop Marianne Gaarden”. Resultatet følger her:

”Prædikevejleder GPT 4o

Brugen af AI i Prædikenforberedelsen: En Refleksion af Biskop Marianne Gaarden

I vores moderne tidsalder står kirken overfor en række nye udfordringer og muligheder, ikke mindst i form af den teknologiske udvikling, som kunstig intelligens (AI) repræsenterer. Som biskop er det min opgave at navigere i disse muligheder med et kritisk og teologisk funderet blik, der både anerkender de ressourcer, AI kan tilbyde, og de udfordringer, det bringer med sig.

AI som Ressource i Teologisk Forberedelse

AI kan ses som et kraftfuldt værktøj i prædikenforberedelsen, der tilbyder en effektiv måde at få adgang til og bearbejde store mængder teologisk litteratur og bibelske tekster. I en tid, hvor prædikanter ofte jonglerer mange opgaver, kan AI give en værdifuld hjælp til at strukturere og inspirere prædikenens indhold. Ved at kunne analysere forskellige fortolkninger og teologiske perspektiver kan AI hjælpe med at åbne nye veje ind i bibelteksterne og give prædikanterne mulighed for at opdage nye indsigter, som kan berige deres forkyndelse.

Åndelig Dybde og Personlig Refleksion

Men mens AI kan fungere som en nyttig ressource, må vi huske, at prædikenen først og fremmest er en åndelig handling. Den kræver personlig refleksion, bøn og engagement med teksten. AI mangler den åndelige dybde og personlige erfaring, som prædikanten bringer til forkyndelsen. Prædikenens autenticitet og dybde er forankret i prædikantens personlige rejse med Gud, og det er en dimension, som AI ikke kan erstatte.

Etiske Overvejelser og Autenticitet

Vi må også forholde os til de etiske overvejelser omkring brugen af AI i prædikenforberedelsen. Menigheden forventer et budskab, der er baseret på prædikantens egen tro og overbevisning. AI kan udfordre denne forventning, hvis ikke prædikanterne sikrer, at det indhold, der genereres, reflekteres igennem deres egen teologiske forståelse. Det er afgørende, at prædikanter forbliver kritiske og bevidste om, hvordan de bruger teknologien, således at den understøtter snarere end erstatter deres egen åndelige proces.

Vejen Fremad

Som kirke bevæger vi os hen imod en fremtid, hvor teknologi spiller en stadig større rolle. Det er vores ansvar at anvende disse værktøjer med visdom og omtanke. AI kan være en værdifuld støtte i prædikenforberedelsen, men det må aldrig erstatte den personlige og åndelige engagement, der er kernen i vores forkyndelse. Vi skal være tro mod den åndelige dybde, der definerer vores kald som prædikanter og sikre, at vores forkyndelse forbliver autentisk og meningsfuld.

Således er spørgsmålene, vi må stille os selv: Hvordan kan vi som kirke integrere teknologien på en måde, der beriger vores forkyndelse uden at kompromittere dens åndelige integritet? Og hvordan kan vi sikre, at vi fortsat er forankret i det teologiske og åndelige fundament, der er kernen i vores tro? Disse refleksioner er afgørende, når vi bevæger os fremad i denne nye teknologiske virkelighed.”

…

Så vidt Præsteforeningens Prædikevejleder GPT 4o’s bud på en tekst. Den AI generede tekst er på flere områder enig med mig – også i nogle af mine forbehold og reservationer, men jeg kan ikke genkende selve skrivestilen. Den forekommer mig glat, upersonlig og kontekstløs. Er det et problem? Ja, det mener jeg. Med Paul Ricoeurs centrale pointe ”There is no perspective form nowhere”, så er al forståelse og erkendelse formet af vores individuelle og kontekstbundne perspektiv. Der findes ikke et neutralt og objektivt perspektiv, hvorfra vi kan se, forstå og kommunikere, og sådan kommer en AI-genereret tekst nemt til at fremstå, hvis ikke den ”er gået gennem sjælen”, for at bruge Monrads udtryk.

Så efter at have ”leget” med Prædikevejleder GPT kan jeg svare lidt mere kvalificeret på Martin Modeus’ spørgsmål om, hvad jeg synes om at anvende AI i prædikenforberedelsen. For det første er AI ikke en genvej til at spare tid – nærmere tvært imod. Det kan hurtigt blive en tidsrøver, der kan tage magten fra os. For det andet kan AI aldrig producere selve prædiken. AI kan givetvis med kritisk sans og træning, anvendes til at kvalificere prædikenforberedelsen. Men hvis prædiken ikke blot det skal være ”ord, der er lærte, og som fremsiges uden at være gået gennem sjælen”, så kan vi som prædikanter aldrig springe den proces over, hvor vi tygger drøv på teksterne og lader dem arbejde i os.