Aktuelt 2021
Nyheder

Se de nominerede til dette års initiativpris

Hvilket kirkelige initiativ er det bedste i 2021? Se listen over de nominerede her.

Af Anne-Sofie Holm

Coronasikker fastelavnsfejring på hjul
Kirke- og kulturmedarbejder Erik Christophersen fra Nykøbing Falster Sogn var i februar manden bag en coronasikker fastelavnsfejring, der nåede spalterne i landsdækkende medier. Det banebrydende var, at Erik Christophersen installerede en fastelavnstønde på en ladcykel og kørte rundt i lokalområdet, hvor han lod udklædte børn slå på tønden.

”Jeg vil køre en bestemt rute gennem byen, og hver gang jeg møder en familie med udklædte børn stopper jeg op og trækker mig tilbage, så børnene kan slå på tønden. Uden at vi vel og mærke kommer i nærkontakt med hinanden,” sagde Erik Christophersen til Folketidende den 12. februar.

Læs mere om Erik Christophersens rullende tøndeslagning her.

Erik Christophersen er kirke- og kulturmedarbejder i Nykøbing Falster Sogn. Han stod bag coronasikker rullende tøndeslagning til fastelavn. Foto: Marianne Gaarden.

 

Mød en præst i Domkirken
Coronakrisen har vært hård ved mange, og måske særligt ved dem, der ikke har så mange at dele den isolerede tid med. Derfor har præsterne ved Domkirken i Maribo lavet et nyt tiltag kaldet ”Mød en præst i Domkirken”. Det indebærer, at man tre hverdage om ugen kan møde op i Domkirken uden forudgående aftale og få en god snak med en af kirkens præster. Der er tavshedspligt og kaffe på kanden.

Læs mere om ”Mød en præst i Domkirken” her.

 

Vandregrupper og telefonkæder i Væggerløse

I kampen mod ensomhed under coronakrisen tog Væggerløse Sogn flere midler i brug. 

I januar tog menighedsrådet initiativ til at iværksætte telefonkæder for sognets beboere. Telefonkæden indebar, at man en gang om ugen modtog et opkald og derefter selv ringede op til den næste i kæden for derved at få jævnlig kontakt på corona-sikker afstand med andre i samme situation.

Ud over telefonkæderne oprettede menighedsrådet i Væggerløse også vandregrupper, hvor man mødtes en gang om ugen til en hyggelig gåtur i små, "coronasikre" grupper. Vandregrupperne gav mulighed for uforpligtende samvær og mulighed for at bryde ensomheden.

 

Artiklen opdateres løbende...

 

Nominer din favorit

Kender du til andre gode initiativer fra Lolland-Falsters Stift? Så indsend dit bud på årets bedste initiativ til lfstift@km.dk inden den 16. august.