Vejledninger om beredskab i sogne og provstier på vej
Den Strategiske Krisestab har fået mandat til at rådgive og udarbejde vejledninger til sognene om beredskab, også før en krise indtræffer. Nu går arbejdet i gang med at lave materiale, der tydeliggør, hvordan kirkerne kan forberede sig på forskellige krise-scenarier, og hvad kirkerne ikke bør gøre.
Den Strategiske Kriseberedskab (DSK) blev etableret i kølvandet på Corona-epidemien. Folkekirken skulle være helt anderledes forberedt næste gang, en stor national krise ville finde sted.
Men i dag er risiko- og trusselsbilledet langt mere sammensat end tidligere, og folkekirken skal også forberede sig i fredstid på forskellige typer kriser. Den opgave har DSK nu fået opbakning af baglandet til at kunne vejlede om.
Folkekirkens ansvar som myndighed for personregistreringen er allerede velbeskrevet (Beredskab – Personregistrering – P-Supportforum). De kommende vejledninger vil derfor havde fokus på, hvordan kirken kan gå ind i bredere civilsamfundsopgaver.
Åben kirke skal forberedes
Vejledningerne skal fx handle om at lave en beredskabsplan for, hvordan man kan være åben kirke, så borgere har et sted at mødes for at dele usikkerhed med hinanden. Hvilke typer kriser kan det være? Hvordan sikrer man bemanding til at kunne holde kirken åben? Er der et veletableret netværk af frivillige? Hvad med sikkerheden og arbejdsmiljøet? Hvornår kan det blive nødvendigt at lukke dørene til ”håbets rum”?
Der kommer også til at være vejledninger i, hvordan man på det koordinerende niveau i provstiet kan forberede sig bedst muligt. Det kan være ved at kontakte kommunen og afklare, hvad kirken kan byde ind med, og hvor kirken ikke behøver at gøre noget, fordi kommunen har ansvaret. Eller sikre sig at kommunen ved, at provstiet er indgang til sognene og kan koordinere samarbejdet.
Beredskabsplanener kan også handle om interne forhold i provstiet: Skal alle kirkebogsførende præster fx i tilfælde af strømsvigt møde op på en bestemt adresse for at koordinere den førstkommende morgen? Hvilke kommunikationskanaler kan man benytte?
Fra skrivebord til praktiske øvelser
På seneste møde i DSK i sidste uge var deltagerne igennem en såkaldt beredskabs-skrivebordsøvelse, som Peter Lange fra Beredskabsforbundet stod for. Øvelsen skitserede en krise med regionalt strømsvigt, hvor forskellige faser var med til at afdække, hvornår og hvordan DSK skal involveres – eller ikke involveres.
”Mit vigtigste budskab er, at planer er nødvendige og det, man skal starte med. Men det er, når man øver sig, at man bliver klar! Altså, lav øvelser jævnligt for at træne forskellige scenarier og roller. Og husk, at jo mere borgere og fællesskabet - også fællesskabet omkring kirken - er i stand til at tage sig af sig selv og hinanden i de første døgn, jo mere kan myndigheder, som fx kommunen, fokusere kræfterne på den korte bane dér, hvor behovet er størst. Hos de svageste og mest udsatte borgere,” lød det fra Peter Lange.
DSK vil derfor også udarbejde øvelsesmateriale til sognene inden for udvalgte områder.
Vejledninger og materialer vil blive offentliggjort på Folkekirkens Intranet under et nyt tema om beredskab i folkekirken, der er under opbygning. Det er forventningen, at de første vejledninger vil være på plads i løbet af foråret.
Den strategiske krisestab
Medlemmer
For biskopperne: Peter Skov-Jakobsen og Ulla Thorbjørn Hansen
For stiftskontorcheferne: Lene Krabbesmark og Lars Christian Kjærgaard
For Landsforeningen af Menighedsråd: Anton Pihl og Lisbeth Damgren
For Landsforeningens sekretariat: Torben V. Lauridsen og Signe Bækgaard Hansen
For Præsteforeningen: Torben Ebbesen og Anne Katrine Bjørn Andersen
For Provsteforeningen: Esben Thusgaard og Line Skovgaard Pedersen
For de faglige organisationer: Henrik Højen og Karin Schmidt Andersen.
Sekretær
Ulrika Edén Linding.
Kommunikation
Ulla Haahr fra Presse og kommunikation i Københavns Stift.
Faste gæster
Ulla Brynning Kristiansen fra Folkekirkens It
Tobias Kunø Knudsen fra Folkekirkens It
Susanne Steensgaard, ledende beredskabspræst i Region Hovedstaden.