Fortsæt til hovedindholdet
20. maj 2026

Storstrøms Stift: Reaktioner på debatten om biskoppernes forslag om et nyt stift

STORSTRØMS STIFT: Den 13. maj sendte landets biskopper et forslag om oprettelse af et nyt Storstrøms Stift til By-, Land- og Kirkeministeriet. Det nye stift skal ifølge forslaget bestå af det nuværende Lolland-Falsters Stift samt den sydlige del af Sjælland. Ikke ulig det tidligere Storstrøms Amt. Samme dag meddelte biskop Marianne Gaarden sin afsked ved årets udgang, hvilket har åbnet op for, at alle præster og menighedsråd i et nyt stift kan stemme på deres kommende biskop. Biskoppernes fælles forslag, som kun biskoppen i Roskilde var i mod, har dog allerede skabt stor debat i medierne. Herunder bringer vi to centrale reaktioner på denne debat.

Biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen

Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, som er en af de ni biskopper, der har foreslået oprettelsen af et nyt Storstrøms Stift, har på Kirke.dk reageret på de første dages mange kritiske og følelsesladede udmeldinger fra provster, menighedsrådsforeninger og andre i Roskilde Stift.

"Al forandring er svær, så jeg har forståelse for frustrationen, men jeg får svært ved at bidrage til den dramatiske stemning om selve opfordringen til ministeren, for det er som om kritikerne helt overser, at biskopperne ikke har myndighed til at ændre stiftsgrænserne. Biskopperne har stille og roligt sendt en opfordring til ministeren om at sætte gang i netop den proces, hvor der vil være høringer, etc. Som er det, kritikerne efterlyser."  

"Det er heller ikke noget, der kommer som et lyn fra en klar himmel. Vi har talt om det her i over 50 år, så udtryk som ’kup’, ’kørt midt over’ og sågar ’forhastede beslutninger’ må også siges at være noget af en stråmand. Fire biskopper har i årtier udtrykt bekymring, og udviklingen har kun gjort udfordringen større. Hvor er loyaliteten over for Lolland-Falsters stift, der snart ikke kan bære mere?

"En ting finder jeg alarmerende, nemlig forslaget om af indføre ”en tiårsperiode, hvor mange biskopper naturligt vil gå af, til at få en grundig og værdig diskussion om stiftsgrænser i hele landet."

"Biskopperne sidder med det nationale overblik, og hvis vi venter ti år med skiftende biskopper, frygter jeg, at diskussionen blot starter forfra igen og igen, mens folkekirken på Lolland-Falster og omegn bryder sammen. Det er den virkelighed, vi taler ind i. Alle anerkender, at vi skal have gang i den her proces, men ingen har aktuelt udvist initiativ. Biskopperne har sendt en nødvendig opfordring til ministeren, og hvis politikerne mener noget med at støtte og styrke yderområderne, skal der handling til."

Læs hele artiklen her: "Et kup mod demokratiet": Formænd i oprør over nyt stift | Kirke.dk (kræver abonnement).  

Tidligere kirkeminister Bertel Haarder (V)  

Tidligere kirkeminister Bertel Haarder (V) har også været ude at kommentere, at Roskildes biskop Ulla Thorbjørn Hansen, som den eneste biskop i landet, er imod et forslag om at etablere et nyt og større Storstrøms Stift bestående af den sydlige del af Sjælland og det nuværende Lolland-Falsters Stift.

Som kirkeminister i Lars Løkke Rasmussens smalle V-regering fra 2015 til 2016 havde Bertel Haarder samme plan, som biskopperne nu har lanceret.

Historisk dækkede Storstrøms Amt også kommuner på hver sin side af Storstrømmen. Derfor burde man ifølge Venstre-veteranen også kunne lave et stift, der dækker det samme område.

”Der er ingen argumenter mod det. Og jeg mener heller ikke, der er antydningen af politik i det. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville blive populær på det. Men vi har ministre til at skære igennem. Og nu er der fire år til næste valg, så mon ikke den kommende kirkeminister tør gøre det. Det håber jeg inderligt.”

Bertel Haarder glæder sig over, at Lolland-Falsters biskop Marianne Gaarden har meddelt sin afgang ved årets udgang.

”Jeg synes, det er flot, at hun ved at gå af letter processen og giver provstierne mulighed for at få medejerskab til deres nye biskop,” siger han.  

Læs hele artiklen her: Tidligere minister langer ud efter biskop: Hun har ingen argumenter | TV2 ØST