Reportage fra læge-præstesamarbejdet i Skotland
Af sygehuspræst Birthe Gunhild Friis
Læger og præster fra Kolding, Dr. Alistair Appleby fra Aberdeen Universitet og mig foran Edinburghs symbol på trofasthed og kærlighed, selv efter døden. Bag os er en statue af den lille hund, Bobby, som lå på kirkegården ved sin døde ejers grav i 14 år, indtil den døde
Der er en buslinje i Skotlands største by, Glasgow, hvor middellevealderen for indbyggerne falder med 10 år for hvert busstopsted, fortalte en ung fysioterapeut fra Glasgow mig. Hun arbejdede selv i de hårdest ramte områder i Glasgow, hvor middellevealderen var 54 år, mens ikke mange busstopsteder derfra var middellevealderen 86 år.
Helt så slemt ser det heldigvis ikke ud på Lolland-Falster, men vores middellevealder er lavere og vores generelle helbredstilstand dårligere end andre steder i Danmark. Det skal vi forsøge at ændre, men vi skal også leve med det, der er, og få det bedste ud af det, der nu engang er vores liv. Derfor arbejder læger og præster sammen i et Læge-præstesamarbejde her på Lolland-Falster for at forbedre, hjælpe og lindre på bedst mulig måde.
I den anledning var praktiserende læge, Mie Lembke, og jeg her fra Lolland-Falster, sammen med tre læger og tre præster fra Læge-præstesamarbejdet i Kolding og en forsker fra Syddansk Universitet fra Institut for Sundhedstjenesteforskning inviteret til Skotland af forskere ved Aberdeen Universitet til fem dage om ”Udforskning af spiritualitet og sundhed i sundhedsvæsenet.” Det var her, jeg mødte den unge fysioterapeut fra Glasgow, der havde valgt at arbejde i de mest belastede områder i byen. Mie Lemke kom uheldigvis til skade før afrejsen, så jeg måtte tage alene afsted her fra Sydhavsøerne. Men det blev fem inspirerende og udbytterige, men også foruroligende dage. For hvor er vi på vej hen?
”The Church of Scotland”, den skotske pendant til Folkekirken, har kun et medlemstal på 4% af indbyggerne i Skotland. Af økonomisk nød har de trukket sig ud af Læge-præstesamarbejdet. Vi havde ellers lavet Læge-præstesamarbejdet her i Danmark netop med inspiration fra Skotland. Men heldigvis kunne jeg mærke, at alle, jeg mødte i denne sammenhæng, havde et bankende hjerte for deres medmennesker og ønskede at mindske både den fysiske, psykiske, spirituelle og åndelige smerte.
Jeg fortalte om vores Læge-præstesamarbejde her på Lolland-Falster, mens forskellige forskere fremlagde deres forskning i spirituel og åndelig sundhed og om det danske Læge-præstesamarbejde, som begyndte i Kolding. En enkelt schweizisk forsker var meget positiv overfor at benytte kunstig intelligens til spirituel omsorg for borgere og patienter, hvor jeg lægger vægt på samtalen med et andet medlevende og vejledende menneske.
Vi besøgte et lægehus i højlandet, der både indeholdt praktiserende læger, fysioterapeuter, sygehus med mere, og hørte om hvordan man tog sig af den spirituelle og åndelige omsorg af patienter. Det var også her, vi hørte, at den skotske kirke havde trukket sig fra samarbejdet på grund af økonomiske problemer og om de vanskeligheder, det medførte.
Vi besøgte også Edinburghs Medicinske Museum, som var meget spændende og måske især for lægerne. Her forsøgte jeg at foretage en computersimuleret hjerneoperation. Det gik ikke så godt for ”patienten”, som heldigvis var computergeneret og derfor ikke tog varig skade.
Det var et meget spændende og udbytterigt besøg i Skotland med skønne mennesker, der alle ønskede at gøre en forskel for andre. Vi fandt ud af, at vi i samarbejdet mellem læger og præster i Danmark har overhalet Skotland indenom, og besøget gav os viden og inspiration til det fortsatte arbejde med at udvikle Læge-præstesamarbejdet i Danmark.
Vi kan ikke helbrede alle sygdomme, og vi kan ikke lindre al eksistentiel smerte. Men alle, der deltog i dagene i Skotland, kunne tilslutte sig ordene: ”Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste”.
Du kan læse mere her: Læge-præstesamarbejdet eller i bogen ”Det Skrøbelige Menneskeliv. Perspektiver Fra Lægen og Præsten” af præsten Lone Vesterdal og lægen Inger Uldall Juhl.
Læger og præster fra Kolding og mig foran ”Arthur Conan Doyle centret” i Edinburgh, hvor mange af foredragene fandt sted
Birthe Gunhild Friis fortæller om Læge-præste samarbejdet på Falster