Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Christine! Vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv og din baggrund?

Jeg har været præst i 35 år og har en baggrund dels som hospitalspræst på Rigshospitalet, dels som sognepræst i Hellerup, hvor jeg har været de seneste 23 år. Sjælesorg er min særlige faglige interesse og kompetence, og jeg glæder mig til igen at skulle bruge det endnu mere i mit præstearbejde. Jeg elsker at arbejde tværfagligt og at tale med alle mulige forskellige mennesker.

Hvorfor er valget faldet på netop Lolland-Falsters Stift?

Hver gang jeg kører over Farøbroen, dukker sangen fra filmen ”Flyvende Farmor” op i mit hoved, og så sidder jeg i bilen og skråler ”Du er så smuk med havet som baggrund / uden dig vil mit skib stå på bar bund…”. Der er så meget himmel, og der er så meget vand, og det er, som om mit sind falder til ro. Jeg elsker havet, både at bade i det og at sejle og at ro i det.  

I første omgang var det stillingen på hospice, der fik mig til at vende blikket mod Lolland-Falster.

For at være sikker på, om det nu var en god ide for sådan en københavner som mig at flytte til Lolland, har jeg haft gode samtaler med menighedsrådene i Bandholm og på Askø, med hospice og med andre lokale. Og selvfølgelig med biskoppen og domprovsten. Jeg glæder til at blive en del af stiftet både bredt og lokalt.

Hvilke tanker har du gjort dig om at skulle begynde som sognepræst i Bandholm-Askø Pastorat og hospicepræst på Svanevig Hospice?

Jeg er først og fremmest nysgerrig. Jeg har bestemt ikke tænkt mig at komme anstigende udefra og lave om på alt muligt, der fungerer godt allerede. Så i første omgang vil jeg stikke fingeren i jorden og lære Bandholm og Askø at kende. Bevidstheden om at være en del af et fællesskab, der skaber kirke og kirkeliv sammen, er afgørende for mig. Allerede før jeg flyttede ind, er jeg blevet taget helt utrolig godt imod lokalt.

Jeg glæder mig til at blive præst på Svanevig Hospice, hvor de særlige præstefaglige opgaver er velkendte for mig, men hvor jeg skal lære de lokale opgaver og arbejdsgange og ikke mindst de mange forskellige mennesker, der har deres gang på hospice, at kende.

Jeg ved, at der er meget og mange, jeg skal lære at kende. Jeg plejer at være god til at genkende ansigter, men jeg har altid være helt utrolig dårlig til at huske navne, så forhåbentlig vil alle bære over med mig.

Hvad er folkekirkens vigtigste opgave i dine øjne?

At holde balancen mellem at være for kælen og for kantet. Det er kantet, når mennesker har brug for kirken, og det første de møder, er en eller anden paragraf, der gør mødet med kirken meget besværlig. Det er kantet, når præster taler i indforstået teologisk sprog, som ikke åbner sig for de fleste moderne mennesker. Der er mange ord, der er gamle og tungt ladet med betydning for de indforståede, men som overhovedet ikke giver mening for andre. Vi skal ikke holde op med at bruge de smukke kirkeord- og begreber (f.eks. nåde, miskundhed, barmhjertighed), men vi skal gøre os umage med at fortælle og formidle indholdet af de gamle ord.

Det er kælent, når man bliver alt for medgørlig i forsøget på at formidle kristendom. Det er ikke al formidling og alle gudstjenesteformer, der falder lige heldigt ud. Jeg står gerne ved, at jeg er en sur gammel dame, når noget bliver for poppet.

Vi skal som folkekirke – både medlemmer, medarbejdere, frivillige og præster - holde balancen mellem tradition og fornyelse. Kirken må gerne være anderledes.