Mød Camilla-Dorthea Bundgaard - barselsvikar i Gundslev / Torkilstrup-Lillebrænde
Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Camilla! Vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv og din baggrund?
Tak. Jeg er 43 år, gift med Casper, og sammen har vi to drenge, Ludvig på 10 og Bastian på
4 år. I 2015 begyndte jeg at læse teologi, og i 2025 blev jeg færdig fra Pastoralseminariet.
Ved siden af studierne har jeg arbejdet som selvstændig kommunikationsrådgiver, undervist på Copenhagen Business School, hvorfra jeg selv har en kandidatgrad, og skrevet for flere landsdækkende aviser.
Det er første gang, jeg skal virke som præst, og det er også mit første job i folkekirken, som jeg til gengæld kender godt fra kirkebænken. Jeg har ønsket at blive præst i mange år, så jeg glæder mig helt utrolig meget, samtidig med at jeg går til opgaven med både spænding, ydmyghed og taknemmelighed. Først og fremmest er jeg meget glad for at være blevet kaldet til Torkilstrup-Lillebrænde og Gundslev, som er velforankrede i både lokalmiljøet og Danmarks kirkehistorie.
Hvorfor er valget faldet på netop Lolland-Falsters Stift?
Plads. Mit indtryk af Lolland-Falsters Stift er, at her er plads. Plads i helt fysisk forstand med smuk natur og vidder. Plads til tro og til forskellighed. Og plads til at være en nærværende præst, som lærer menigheden at kende og har tid til det, der er allervigtigst i embedet.
Derudover faldt mine øjne på netop denne stilling, fordi den også indebærer en funktion som studenterpræst, og den del glæder jeg mig også meget til.
Hvilke tanker har du gjort dig om at skulle begynde som barselsvikar i Gundslev / Torkilstrup-Lillebrænde?
Min første tanke, da jeg så stillingen, var: “Det er lige mig.” Jeg blev tiltrukket af kombinationen af et levende lokalmiljø, lokale traditioner og et sted med historisk vingesus.
Samtidig har jeg fra begyndelsen mødt stor varme, tillid og imødekommenhed hos de mennesker, jeg har været i kontakt med. Det betyder meget, når man skal begynde et nyt sted. Jeg glæder mig meget til de gudstjenester, jeg får lov at forestå, for jeg holder meget af højmessen og synes, at den kan noget helt særligt.
Er der noget særligt, du vil fokusere på i dit embede?
Jeg vil have fokus på stabilitet. Som vikar træder jeg ind i noget, der allerede fungerer godt, og derfor er det vigtigt for mig at møde opgaven med respekt. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at kirkelivet fortsætter så trygt, stabilt og genkendeligt som muligt, og derfor ved jeg også, at jeg har meget at lære af de mennesker, jeg møder på min vej.
Hvad er folkekirkens vigtigste opgave i dine øjne?
Folkekirkens vigtigste opgave er at forkynde tro, altså at give troen et sprog, der er til at mærke og forstå, så mennesker også i dag kan erfare, at evangeliet angår deres liv.
Om Camilla-Dorthea Bundgaard
- Fødeår og -sted: 1982, Lindholm
- Uddannelsesår og -sted: Pastoralseminariet december 2025, Teologi ved Københavns Universitet juni 2025, Erhvervskommunikation ved CBS 2010.
- Info om embedets placering og starttidspunkt: Vikar i Torkilstrup-Lillebrænde og Gundslev, 1. maj 2026
