Debat om stiftsgrænser på landemodet
Der var inviteret til både rundbordsdebat og til at stille spørgsmål til et panel på årets landemode i Lolland-Falsters Stift.
På landemodet var der lagt op til debat om ændrede stiftsgrænser. Det skete på baggrund af biskoppernes forslag herom i foråret (læs mere her).
Efter de obligatoriske årsberetninger fra hhv. biskop Marianne Gaarden og stiftsrådsformand, Jens Erik Boesen, som også hver i sær berørte emnet stiftsgrænser, blev debatten skudt i gang med et informativt og levende oplæg ved Anton Pihl, formand for Landsforeningen af Menighedsråd. Han valgte, som han selv udtrykte det, helt bevidst at "hæve sig op over Lolland-Falsters Stift". Anton Pihl forklarede bl.a., at det er Landsforeningens holdning, at processen med at ændre stiftsgrænser for at skabe bæredygtige enheder, skal involvere hele landet. Han understregede flere gange, at et stift også kan være for stort til at fungere optimalt, og viste med en historisk gennemgang, at det at ændre på stiftsgrænser, så de passer til nutidens kirkelige udfordringer er en jævnligt tilbagevendende begivenhed i historien.
Efter oplægget fik alle borde i salen i Bangs Have i Maribo en halv time til at diskutere indbyrdes og formulere nogle spørgsmål til et panel bestående af: Anton Pihl, formand for landsforeningen af menighedsråd, Marianne Gaarden, biskop i Lolland-Falsters Stift, Jens Erik Boesen, formand for stiftsrådet i Lolland-Falsters Stift og Lene Møller Krabbesmark, kontorchef i Lolland-Falsters Stift.
På forhånd blev de fremmødte menighedsrådsmedlemmer og præster opfordret til at benytte lejligheden til at få svar på de bekymringer, man måtte have ude i sognene, men også tænke over de nye muligheder og ønsker man kunne tænke sig i et nyt større stift. Og så var der også mulighed for at stille spørgsmål til overgangsfasen.
Som bekendt har biskop Marianne Gaarden indgivet sin afsked og stopper med udgangen af december 2026, og hvad så? Det var der flere, som ville vide. Panelet henviste til sundheds- og kirkeminister, Ida Aukens, udtalelser til medierne, hvor hun har slået fast, at der ikke vil blive udskrevet bispevalg før der er styr på stiftsgrænserne, fordi alle skal være med til at væle deres egen biskop. På den baggrund vurderede panelet, at det mest sandsynlige var, at domprovsten i Maribo ville blive konstitueret biskop fra 1. januar 2027, mens ministeriet arbejdede med de nye stiftsgrænser.
Nedenfor kan du se billeder af de spørgsmål, som landemodedeltagerne gerne ville have besvaret, og ikke mindste hvilke ønsker og bekymringer de havde. Panelet svarede efter bedste evne på spørgsmål om alt fra, hvordan nye stiftsgrænser ville påvirke økonomien, over gudstjenestefrekvenser og præsteansættelser, til hvordan processen ville blive. Det var ikke alt, som kunne besvares fuldt ud, da meget afhænger af, hvad kirkeministeriet vælger at gøre, men flere gav i hvert fald udtryk for at være mere oplyste, end da de kom.
Panelet bestående af (fra venstre) Anton Pihl, formand for landsforeningen af menighedsråd, Marianne Gaarden, Biskop i Lolland-Falsters Stift, Jens Erik Boesen, Formand for stiftsrådet i Lolland-Falsters Stift og Lene Møller Krabbesmark, kontorchef i Lolland-Falsters Stift.


