Borgerforslag om statslig autorisation af bedemænd
På Frederiksberg har de i et halvt års tid arbejdet med et borgerforslag om statslig autorisation af bedemænd i Danmark. Nu er de nået så langt, at borgerforslaget er lagt op på borgerforslag.dk og de vil gerne have folk til at bakke op om det.
Provst Kirsten Jørgensen på Frederiksberg håber, at folk over hele landet vil hjælpe til med af borgerforslaget til at nå 50.000 underskrivere. Det kan du gøre ved selv at skrive under og ved at sende opfordringen videre i dit netværk.
Kirsten Jensen oplyser, at de på Frederiksberg har arbejdet sammen med Brancheforeningen af Bedemænd om dette. Hun er hovedforslagsstiller, og hun har fire medforslagsstillere; musiker og komponist Janne Mark, højskoleleder Malene Bjerre, borgmester Michael Vindfeldt og journalist og entertainer Anders Lund Madsen.
Her er den indledende tekst til forslaget:
Vi ønsker, at der indføres statslig autorisation af bedemænd i Danmark. I dag findes der ikke en statslig autorisation, hvilket betyder at enhver forudsætningsløst kan kalde sig bedemand og etablere en begravelsesforretning. Pårørende risikerer dermed at overlade deres afdøde familiemedlem til bedemænd, der ikke har de nødvendige kvalifikationer til at varetage den vigtige opgave, det er at sørge for en ordentlig og værdig afsked. Hvis det går galt, er skaden sket. Man kan ikke gøre det om, så der er i særlig grad behov for sikring af faglighed og etik til forsvarlig håndtering af den sårbare situation. Vi ønsker en statslig autorisation, der sikrer, at bedemænd har en faglig uddannelse, overholder etiske retningslinjer og er underlagt løbende kontrol for at sikre kvaliteten af arbejdet. Vi ønsker, at der skal være sanktionsmuligheder overfor bedemænd, der ikke lever op til de faglige og etiske standarder, der burde være selvfølgelige i et så vigtigt fag.
Du kan læse hele forslaget ved at følge dette link: Indførelse af statslig autorisation af bedemænd i Danmark.
Der er nu 180 dage til at samle 50.000 underskrifter på borgerforslag.dk. Når og hvis det nås, vil forslaget blive fremsat i folketinget.
Selvom forslaget kommer fra provst Kirsten Jørgensen er det vigtigt at sige, at det ikke er et folkekirkeligt forslag, men at det netop er et BORGERforslag, som angår alle i dette land.
