Trøst - en lille bog om at miste

Forfatterne Esben Kjær og Lotte Mørk skriver fra hvert sit sted: Esben fra det rå og helt personlige tab, han selv har oplevet, og Lotte fra sin mangeårige erfaring som præst blandt mennesker i sorg. Og det mærkes tydeligt. Det føles ægte. Man mærker, at her vil ingen “løse” sorgen. Her vil man bare være med den.

Noget jeg virkelig holder af i bogen, er de små bibelcitater. De kommer som stille ledsagere. Ikke som svar eller løsninger. De åbner bare et rum, hvor sorgen kan få lov at være. Gud bliver ikke presset ned i halsen på læseren. Ordene står som små fragmenter, som man kan lade ligge, hvis man vil eller lade virke, hvis man kan. Det gør bogen åben for alle, også dem, der måske ikke står stærkt i troen.

Og sorg er ikke altid kun det, vi forbinder med at miste et menneske, vi har elsket. Sorg kan også komme, når vi mister dele af os selv – når vi ikke længere føler os hele, når en erfaring, en drøm eller en del af vores identitet er væk. Det kan være svært for andre at forstå, for det ses ikke på samme måde som et dødsfald, men følelsen er reel, og smerten er ægte.

En anden ting, som bogen virkelig viser, er at sorg tager tid. Lang tid. Det mest udmattende er ofte ikke selve tabet, men at skulle virke som om alting er ok, fordi andre ikke vil forholde sig til, hvordan man virkelig har det. Den konstante maske, man føler sig nødt til at bære, kan være næsten lige så tung som sorgen selv. Trøst anerkender det også  og giver plads til, at man må være træt, vred, tom, alene eller bare stille.

Selv om bogen taler direkte ind i sorgen, er den ikke kun skrevet til dem, der står midt i et tab. Den er i lige så høj grad skrevet til os alle. For vi vil alle, før eller siden, komme til at stå over for et menneske i sorg, som ven, kollega, pårørende eller medmenneske  og blive usikre på, hvad vi skal sige, og hvad vi skal gøre. Her giver bogen ingen manualer. Ingen rigtige ord. Den siger bare én ting: turd at stå i den. I tavsheden. I magtesløsheden. I det, der ikke kan fikses.

Sproget er enkelt, nænsomt og lavmælt. Her er ingen hurtige svar, ingen fra oven-forklaringer. Bare et roligt rum til at være. Til at mærke. Nogle gange alene. Andre gange sammen med nogen, der kan holde ud at være der sammen med dig. Og det, synes jeg, er så smukt.

Bogens styrke ligger netop i denne respekt for sorgens tempo – og i dens konsekvente afvisning af trøstens klichéer. Trøsten opstår ikke som et svar, men som nærvær, som genkendelse. Som at få lov til at være i det, man ikke kan forklare væk.

Trøst er en lille bog i omfang, men tung i betydning. Den kan læses af mennesker midt i sorgen, men også af dem, der står ved siden af. Af præster, venner, familie – og af alle, der vil være menneskelige i mødet med andres smerte. Den giver ikke ord på sorgen, men ord med sorgen. Og den minder os om, at det mest menneskelige, vi kan gøre, ofte er det sværeste: at blive stående.

Man haster ikke igennem bogen. Man læser langsomt. Måske i bidder. Måske med pauser. Og måske er det netop dér, dens trøst findes: i det langsomme. I det uafsluttede. I det at turde stå i det – sammen.

Janne Christine Funch Svensson er sognepræst i Sandby-Branderslev Sogne og børne-unge præst i Skt. Nikolai Sogn.