Begravelser i bevægelse – konference om mulige ændringer af begravelsesloven

Af Helle Trolle Nordentoft-Christensen

Formålet med konferencen var at skabe et fælles rum for drøftelse af de etiske, kulturelle og samfundsmæssige spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med en mulig liberalisering af begravelsesloven – særligt i forhold til håndtering af aske, nye begravelsesformer og spørgsmålet om sidste hvilested.  

Blandt de inviterede var en bred kreds af organisationer og aktører med daglig berøring med begravelsesområdet: bl.a. Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte, Foreningen for Danske Kirkegårdsledere, bedemandsbranchen, Praktiserende Lægers Organisation og Landsforeningen Liv og Død. Også Landsforeningen af Menighedsråd, Provste- og Præsteforeningen, Etisk Råd samt politikere fra Folketingets Kirkeudvalg var inviteret. Minister for By, Land og Kirke, Morten Dahlin, var ligeledes til stede. Dagen blev kyndigt styret af moderator Lawand Hiwa Namo, politisk kommentator på TV 2.

En spænding indlejret i titlen  

I sin velkomst pegede biskop Elof Westergaard, Ribe Stift, på, at selve konferencens titel rummer en grundlæggende spænding:  

”Allerede i titlen ligger en spænding. For hvad vil det sige, at begravelser er i bevægelse? Er det lovgivningen, der skal bevæge sig? Ritualerne? Vores forestillinger om værdighed? Eller er det selve balancen mellem individ og fællesskab, der er under forandring?”  

Han nævnte de konkrete forslag, som i forvejen præger debatten: spredning af aske andre steder end over åbent hav, deling af aske, opbevaring af urner i private hjem og fremstilling af smykker med aske fra afdøde. Men bag disse forslag ligger ifølge biskoppen langt mere grundlæggende spørgsmål:  

”Hvor går grænsen mellem individuel frihed og fælles normer? Hvis de pårørende eller den afdøde har ytret et ønske, skal det da altid imødekommes? Er det, at vi har en begravelseslov, en beskyttelse og en samfundsmæssig styrke – eller en indskrænkning af den individuelle frihed?” 

Som begravelsesmyndighed forvalter folkekirken det, loven betegner som det sømmelige. Med henvisning til begravelseslovens § 4 understregede Elof Westergaard, at biskopperne har et særligt ansvar:  

”Det forpligter os til at lytte til individuelle ønsker til det, der betød noget for den afdøde og for de pårørende. Men det forpligter os også til at overveje, hvad sømmelighed og værdighed betyder i et samfundsperspektiv. Det er ikke blot et spørgsmål om smag eller privat præference. Det afspejler også fælles normer og værdier.”  

Frihed og fællesskab i mødet med døden  

Minister for By, Land og Kirke, Morten Dahlin, indrammede debatten med tre nøgleord:  

”Jeg har tre kernebegreber for denne diskussion: frihed, fleksibilitet og værdighed. Hvor er balancepunktet mellem frihed / individualitet og så fællesskabet? Og hvordan balanceres det med værdighed og etik?”  

Ministerens ord pegede på det centrale dilemma i debatten: ønsket om individuel frihed og fleksibilitet skal afvejes mod fællesskabets normer og den etiske fordring i mødet med døden. Her trådte ph.d. Anne Kjærsgaard til med et historisk perspektiv, der satte nutidens spørgsmål i relief. Hun viste, hvordan sorg, ritualer og forståelsen af værdighed har ændret sig over tid, og pegede på, at døden i stigende grad forsvinder fra vores fælles og offentlige rum – ikke mindst i Danmark, som ligger nr. 2 på listen over europæiske lande med højeste kremeringsprocent. Hun stillede det centrale spørgsmål: hvad sker der, når døden i højere grad bliver en privat affære? Hendes oplæg mindede om, at sømmelighed og praksis formes af deres samtid – uden dermed at være uden grænser.  

Frihed – men ikke privatisering  

Dagens drøftelser viste ifølge Elof Westergaard, at der er bevægelse i forståelsen af begravelsespraksis – men også en tydelig bevidsthed om grænser:  

”Jeg blev bestyrket i, at der er gode grunde til at liberalisere begravelsesloven. Friheden skal udvides, men den må ikke forvandle den døde til privat eje eller overse, at kirkegården som fælles rum har betydning. Det er således også vigtigt, at vi fortsat har en begravelseslov, der sikrer sømmelighed og værdighed i omgangen med de jordiske rester af et menneske.”  

Dermed pegede han på den dobbelte forpligtelse: at give større råderum til individuelle ønsker – uden at opløse den fælles ramme, som kirkegården og lovgivningen udgør.  

Også biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, fremhævede betydningen af den fælles ramme. Hun lod sig særligt berøre af de fagpersoner, der til daglig arbejder med afdøde:  

”Ikke mindst indlæggene fra de mennesker, der dagligt arbejder med menneskers afsjælede legemer, og den respekt og omsorg, de udtrykte for såvel de pårørende som for det fælles menneskelige, gjorde stort indtryk.”  

For hende står det klart, at en eventuel liberalisering må ske inden for en fælles, lovgivningsmæssig ramme:  

”Det er vigtigt, at vi bevarer en fælles lovgivningsmæssig ramme, så vi undgår både en privatisering af døden og begravelsespraksis, og at et menneskes jordiske rester gøres til en genstand, som skal nyttiggøres eller kan blive genstand for splid i familierne.”  

Et fælles ansvar  

Konferencen viste, at spørgsmålet om begravelseslovens fremtid ikke blot er et juridisk anliggende, men berører teologi, etik, kultur og praksis. Når begravelser er ”i bevægelse”, er det ikke kun lovens paragraffer, der udfordres, men også vores forståelse af værdighed, fællesskab og ansvar.  

For folkekirken er spørgsmålet særligt påtrængende. Som begravelsesmyndighed står kirken midt i spændingsfeltet mellem individuelle ønsker og fælles normer. Konferencen på Nordre Kapel blev dermed ikke blot en debat om nye muligheder, men en påmindelse om det ansvar, der følger med at forvalte grænsen mellem frihed og fællesskab – også i mødet med døden.