Anmeldelse: "Nye dyder" af Amalie Langballe

Allerede ved valget af dyder udfordrer hun vores forestillinger om, hvad der er vigtigt, og hun gør det på en måde, der er både genkendelig og dybt menneskelig.

Noget af det mest slående ved bogen er hendes ærlighed. Hun lader virkelig læseren komme tæt på – helt ind i de tanker, man ellers ofte gemmer væk. Det er netop denne åbenhed, der gør, at man som læser ikke bare forstår hendes refleksioner, men mærker dem.

Lediggang – når hvile er svært

I den første dyd, lediggang, beskriver Langballe sin uro. Hun vågner hver nat klokken 2 og kan ikke sove, selvom hun netop har afsluttet to store opgaver. Hun burde kunne hvile, men kroppen vil ikke følge med.

Hun spejler sin situation i skabelsesberetningen, hvor Gud hviler på den syvende dag, men stiller spørgsmålet: Hvilede Gud egentlig, eller holdt han blot dagen fri som en slags åben kalender for det uforudsete? Er det egentlig tilladt bare at stoppe op og sige “det var det”? Eller forventes det altid, at vi skal gøre det endnu bedre næste gang?

Som freelancer, hvor arbejde og økonomi hænger tæt sammen, bliver spørgsmålet om hvile både praktisk og eksistentielt. Samtidig står et personligt savn tilbage: hendes tidligere kæreste, der beklager, at de aldrig nåede at tage på ferie sammen. Det bliver et stærkt billede på, hvad der går tabt, når man aldrig giver sig selv lov til at holde pause.

Blødhed – svaghed som styrke

I den anden dyd, blødhed, tager hun os med ind i noget mere konkret og kropsligt: et hus fyldt med edderkopper, der skal støvsuges væk. Midt i det praktiske dukker minderne op om hendes mor, et blødt menneske, der havde svært ved at sætte grænser og let blev såret. Som teenager kunne Langballe blive irriteret over denne blødhed, fordi verden ofte forventer hårdhed som tegn på voksenhed.

Perspektivet ændrer sig, da hun som 23-årig tager orlov for at passe sin kræftsyge mor i fire måneder. Her begynder hun at forstå blødheden på en ny måde. Hun læser Paulus’ breve og finder en anden forståelse: svaghed behøver ikke at være noget, der skal overvindes, men kan være en styrke i sig selv.

Pligt – mellem lyst og ansvar

I den tredje dyd, pligt, befinder Langballe sig midt i en krævende husrenovering sammen med sin kæreste. De har inviteret venner til middag for at vise deres nye hjem frem, men virkeligheden er en anden: renoveringen er langt fra færdig, de lever næsten i ét rum, og presset begynder at skabe konflikter mellem dem.

Hun får lyst til at aflyse og trække sig fra det sociale, men stiller sig selv spørgsmålet: Har man pligt til at være social? Hun reflekterer over, at vennerne tidligere har inviteret dem, da de selv ikke havde plads, og ser paralleller til lignelsen om det store gæstebud i Lukasevangeliet, hvor inviterede gæster melder afbud, og værten i stedet inviterer mennesker fra gaden.

Til sidst vælger hun at gennemføre middagen. Det bliver ikke perfekt, men enkelt – med kartoffelmadder. Pligten bliver her ikke et spørgsmål om præstation, men om nærvær og omsorg.

Grimhed – mere end udseende

Grimhed udfordrer hendes forhold til sig selv. Hun føler sig grim både fysisk og mentalt: manglende overskud til at passe sig selv, sved og maling på kroppen, støv, og ingen spejle i starten af renoveringen. Hendes ekskæreste har engang sagt, at hun var grim, når hun var grov i sin tale, og det følger hende stadig.

Renoveringen skaber en atmosfære af stress og skænderier, hvilket forstærker følelsen af utilstrækkelighed. Hun lærer langsomt, at det ikke handler om at gøre det uperfekte pænt, men om at kunne være i det uperfekte.

Enfoldighed – accept af egne begrænsninger

Skænderierne i renoveringen bliver så massive, at de må indføre en våbenhvile og sætte arbejdet på pause. Amalie ser tilbage på sin tid i folkeskolen som mønsterelev, der kunne sige, hvad lærerne ønskede at høre. På efterskolen gennemgik hun en forandring, blev hoven og nedladende overfor klassekammerater – et resultat af jalousi og fravær af talent, da hun måtte gå ned på C-niveau i matematik.

Hun erkender, at hendes mangel på geni og til tider fravær af talent har gjort hende god til det, hun faktisk laver. Hun vender sig til Bjergprædikenen og reflekterer over: “Salige er de fattige i ånden” – måske er det godt at mangle noget, for først dér nærmer man sig Gud.

Skam – kærlighed og ansvar

Hendes far falder og skal på plejehjem, og hun mærker sin egen utilstrækkelighed. Samtidig finder hun Dagmar, sin 14-årige kat, i misligholdt tilstand. Amalie og hendes kæreste har købt en gammel skole, som de renoverer til deres hjem. Der er et klasselokale, så stort som en etværelses lejlighed i København, som de havde tænkt på som gildesal eller kontor, men indtil videre fungerer det som opmagasineringsrum. Lokalet bliver nu Dagmars hjem.

Når Amalie ser tilbage, husker hun, at da hendes mor var syg med kræft, ville moderen ikke have katten på grund af sygdommen. Amalie havde dengang argumenteret for, at hun godt kunne passe den, men det lod sig ikke gøre, og katten blev overladt til hendes far. Nu får hun mulighed for at handle anderledes og tage ansvar for Dagmar, hvilket viser, hvor tæt kærlighed og ansvar hænger sammen.

Hun vender sig mod Bibelen, fx historien om kvinden med alabastkrukken, og lignelsen om de to mænd med gæld. Skammen viser, at kun den, der har elsket meget, kan tilgives meget.

Ødselhed – mellem lyst og overgivelse

Amalie har besluttet, at det er i dag, turen til Helenekilde skal finde sted. Hendes kæreste vil gerne med – de er begyndt i parterapi, og det er egentligt fint nok. Deres økonomi er presset, kontoen er i minus, og livet føles tungt med ansvar og bekymringer. Amalie reflekterer over, om livet altid skal være dyre bolig- og lånforpligtelser. Egentlig er hun ikke ødsel – hun kunne leve på en sten.

Når Amalie søger efter ødselhed i Bibelen, finder hun historien om de to brødre, hvor den yngste rejser ud og bruger hele sin arv. Da det bliver hungersnød og han sulter, vender han hjem til sin far. Han vil arbejde for sin far, for han føler, han ikke fortjener at være hans søn. Men faderen ser sin søn og lader straks fedekalven slagte og holder fest. Da broderen kommer hjem fra marken, bliver han sur og vil ikke deltage, men faderen siger: “Min søn, der var død, er nu fundet.”

Amalie synes, det er ødselt at slagte den bedste kalv – faderen er lige så ødsel som sønnen – og tænker, at måske er det kernen i historien: brug det hele, hold fest og vær glad. Hendes egen modstand mærkes: hun kunne leve nøjsomt, og tanken om bare at slippe og lade andre betale strejfer hende, men føles ikke sand.

Til sidst går de ud til kilden, vinteren er på vej, og Amalie ser frem til vinteren.

Nye dyder vender på mange måder op og ned på det hele. Den udfordrer vores trang til at opdele livet i rigtigt og forkert, godt og dårligt. Måske er det, vi opfatter som svaghed, i virkeligheden en styrke. Måske er det, vi forsøger at undgå, fyldt med værdifuld indsigt.

Bogen inviterer læseren til at stoppe op, mærke efter og genoverveje, hvad det vil sige at leve et værdifuldt liv. Den er ikke handlingsdrevet, men dens refleksioner er rige, ærlige og dybt menneskelige.