Anmeldelse: "Himmelstykker. Dansk kirkearkitektur i det 20. århundrede"

Søeberg beskriver indgående og gennemillustreret 15 kirker: Eliaskirken, Grundtvigskirken, Kristkirken i Kolding, Adventskirken i Vanløse, Sankt Knud Lavard kirke i Lyngby (katolsk), Dokkedal kirke i Himmerland, Sønderbro kirke i Horsens, Islev kirke, Hald Ege kirke, Bagsværd kirke, Hannerup kirke i Fredericia, Ellevang kirke, Stavnsholtkirken i Farum, Egedal kirke og Enghøj kirke.

Som arkitekturforståelse er det en imponerende bog. Den kan kun roses. Men som præst er jeg ikke æstetetiker, men kristen forkynder og så ser jeg bogen gennem de briller.

Og her er det både symptomatisk og bedrøveligt at se den stadige abstrahering fra det kristne budskab og en kristen symbolverden op gennem nyere dansk kirkearkitektur. Kun de tidlige kan genkendes som kirker udefra og indefra, mens de sidste kunne være meget andet fra musikhus, museum, svømmehal eller forbrændingsanstalt.  

Der har i nyere kirkearkitektur været en bevidst afstandtagen fra kirkens traditionelle udtryksmåder, bl.a. med markant tårn eller med opdeling i kor og skib, og dermed også et fokus på altertavle som fokus i kirkerummet. I middelalderen stod døbefonten midt i kirken som det vigtigste, og ofte er den skubbet meget til side og gjort diminutiv i nyere kirker. Ligeså er prædikestolen typisk også placeret som en talerstol på gulvet á la forsamlingshuset.

Alt sammen udtryk for en kirke mere i jordhøjde, selvom de arkitektoniske former alligevel forbliver monumentale, selvsikre og fremmedgørende for menigheden.

Mest i øjne faldende i nyere kirker er fraværet af billedsymbolik. Krucifikser findes ikke, korset har været svært at undgå, men så ofte så minimalistisk i form som muligt.

Der er kun i to af alle de 15 kirker et billede af Jesus, i Eliaskirken og i den katolske Knud Lavard Kirke. I alle kirkerne siden 1950erne findes Jesus ikke – i hvert fald ikke set ud fra bogens mange illustrationer.

Hvi er Herrens billede forsvundet fra hans hus?

Har der været et billedforbud mod at male Jesus i 75 år? Nej, men i praksis er den billedmæssige fremstilling af den treenige Gud forsvundet fra vores nye kirker. Det er ikke comme il faut at male Jesus.  

Og det er et stort problem, for inkarnationen betyder, at Jesus blev menneske, og derfor skal han afbildes og udtrykkes som menneske, vi SKAL have billede på ham i kirken.

Hellere et sødladent Kristus-billede eller en dårlig efterligning af Carl Bloch frem for at stirre ind i intethed fra altret.  

Den nyere kirkearkitektur understøtter det stik modsatte af luthersk kristendom. Kirkerne kunne være smukke reformerte kirkerum med billedforbud og strenghed. Eller de kunne uden videre omdannes til moskeer, når den demografiske udvikling kræver det. Bagsværd kirke med sin ornamentik og dekorative mønstre ligner i forvejen mere et tværkulturelt bederum eller en moske og kun med et undseeligt og usynligt spinkelt kors, der let kan fjernes.

Og så har vi i Danmark fremragende figurative billedkunstnere til kirkeudsmykning og altertavler, fra Sven Havsten-Mikkelsen til Maja Lise Engelhardt.

Efter min mening hører abstrakt kunst eller kunst uden kristen symbolik ikke hjemme i en kirke, for vi skal kunne se eller ane eller fornemme Kristus i det afbildede. Kristendommen er en åbenbaring til mennesker, og mennesker skal ikke selv danne sig indtryk, fantasier eller tankegriller omkring et abstrakt udtryk i kirken. Det er snarere hinduisme. Der er rigeligt til overflod at fortolke i traditionel kirkekunst.

Alterets placering har altid været et kontroversielt emne i protestantisk kirkearkitektur. Traditionelt har det været klinet op til altertavlen og østvæggen i et rektangulært rum, som ofte var delt i kor og skib. Liturgisk er det for at markere alteret som nadvermåltidets sted.

Det er positivt, at skellet mellem kor og skib er forsvundet i næsten alle nye kirker, vi er fælles i kirken og der er ikke et særligt pastoralt rum omkring altret.

Men så skippes altertavlen i mange nye kirker og altret flyttes mere ud i rummet, circumstantes, så præsten kan stå i front mod menigheden ved hele altertjenesten, men så risikerer altret mere at få karakter af offersted, f.eks. i Islev og Stavnsholt kirker. Og storslemt i Vangede kirke (af von Spreckelsen ligesom Stavnsholt kirke), som dog ikke er med i bogen. Det fritsvævende alter er i mange moderne udenlandske kirker alt for dominerende og forstyrrer den fælles retning mod Gud.

Martin Søebergs fokus er på arkitekturen og det er godt, men en lille detalje er også økonomien bag kirkerne. De ældste var indsamlingskirker, derfor var deres opførsel ikke et år, men en lang årrække, det gælder også den mest monumentale, nemlig Grundtvigskirken. Det er dem, hvor Jesus har fået lov at få plads i kirken. Men alle de nye siden 1966 er opført for kirkeskattemidler, hvor med arkitekterne fik meget mere økonomi til at boltre sig i æstetiske former og diktere kirkerummets udformning. Det blev kirkerne ikke mere kristne af.