24. september 2026
Årets nomineringer til Lolland-Falsters Stift Initiativpris
Fristen for nominerer årets bedste kirkelige initiativ er udløbet, og du kan herunder se de indkomne bud på årets vinder.

1. Når læge og præst samarbejder om det hele menneske
En livskrise kan komme i mange former. Sorg. Ensomhed. Frygt. Skyld eller skam. Alvorlig sygdom eller en besked om, at der ikke længere er udsigt til helbredelse. Noget kan lægen behandle. Andet kan ikke løses med en recept. Her kan en samtale med en præst være en mulighed. Og omvendt kan præsten møde et menneske, hvor der bag det, der opleves som ”ondt i livet”, gemmer sig en sygdom eller lidelse, som bør vurderes af en læge. Det er tanken bag læge-præstesamarbejdet på Lolland-Falster. To fagligheder – fælles omsorg.
Samarbejdet ledes af praktiserende læge og klyngelæge Mie Lembke og sygehuspræst Birthe Gunhild Friis. I praksis betyder det blandt andet, at læger kan opfordre en patient til at kontakte en præst, mens præster omvendt kan pege videre mod lægen, når der er behov for lægefaglig hjælp.
Udgangspunktet er ikke, at præsten skal være læge, eller at lægen skal være præst. Tværtimod. De to fagligheder kan noget forskelligt – og netop derfor kan de supplere hinanden.
Det er Sommer Nordbjærg, menighedsrådsmedlem og formand for lokaludvalget i Lindeskovkirken, der har indstillet læge-præstesamarbejdet til Lolland-Falsters Stifts initiativpris 2026.
2. Bål og bibelhistorier samler børn og familier i det fri
Bål, bibelhistorier og hyggeligt samvær i Trylleparken er blevet en tilbagevendende tradition, der samler børn og familier omkring både fællesskab og fortællinger.
Tre aftener i august inviteres børn og familier til bålhytten i Trylleparken. Her bliver der tændt bål, ristet pølser og skumfiduser, fortalt historier fra Bibelen og leget og hygget sammen.
Det enkle koncept kombinerer natur, nærvær og bibelhistorier i uformelle rammer og skaber et sted, hvor både børn og voksne kan være med.
Bål og Bibelhistorier er nomineret til Lolland-Falsters Stifts initiativpris 2026. Initiativet er indstillet af Susanne Oxholm, provst i Lolland Vestre Provsti.
3. De små synger – musik, bevægelse og bibelhistorier for de yngste
I Sankt Nikolai Kirke i Nakskov har de 3-5-årige fået et nyt musikalsk tilbud, hvor salmer, sang, bevægelse og bibelhistorier går hånd i hånd.
Til De små synger synger børnene salmer og sange med fagter og bevæger sig til musikken. Undervejs bliver der også fortalt en bibelhistorie, så både stemmer og kroppe får en lille pause.
Målet er at give børnene en god og tryg oplevelse i kirken. Samtidig lærer de kirkerummet, salmerne og fortællingerne at kende på en naturlig og legende måde.
De små synger er nomineret til Lolland-Falsters Stifts initiativpris 2026. Initiativet er indstillet af Susanne Oxholm, provst i Lolland Vestre Provsti.

4. Gamer Café i Birket – fællesskab omkring skærmen
Kan gaming være en vej ind i et nyt fællesskab?
I Birket blev svaret en Gamer Café, der tager udgangspunkt i de unges egne interesser. Idéen opstod efter sidste års landemode, hvor der blev talt om diakoni og om mennesker, som sjældent kommer i kirken eller deltager i andre sociale fællesskaber. Samtidig havde sognepræst Beth Marie Hagemann læst om unge på Lolland, som hverken er i uddannelse eller foreningsliv. Det gav hende tanken: Hvorfor ikke møde de unge i noget, mange af dem allerede interesserer sig for – computerspil?
Herfra gik det hurtigt fra idé til handling. Birket Kulturhus, som gennem mange år har haft it-café, blev inddraget, og med hjælp fra frivillige blev der skabt de tekniske rammer for en Gamer Café. I 2025 blev Gamer Caféen afholdt fire gange som arrangementer med gaming langt ud på aftenen og overnatning. Pizza, sodavand og chips var naturligvis også en del af programmet. Tanken bag initiativet er enkel: at række ud til unge og skabe et sted, hvor de kan mødes om en fælles interesse og opleve, at der også er plads til dem i et kirkeligt fællesskab.
Gamer Café i Birket er nomineret til Lolland-Falsters Stifts initiativpris 2026. Initiativet er indstillet af Susanne Oxholm, provst i Lolland Vestre Provsti.

5. Udendørs familiegudstjeneste Lillejuleaften
Det, der begyndte under coronanedlukningen, er blevet en fast tradition ved Ryde Kirke: En udendørs familiegudstjeneste Lillejuleaften, hvor børn og voksne sammen går på jagt efter Jesusbarnet.
Når mørket falder på omkring Ryde Kirke, begynder en særlig rejse. Undervejs finder børnene breve fra juleenglen, som leder dem videre gennem terrænet omkring kirken.
På vejen bliver juleevangeliet fortalt og gjort levende. Børnene bliver klædt ud som personer fra fortællingen, der bliver sunget julesalmer og -sange, og sammen bedes Fadervor. Til sidst når børnene frem til Jesusbarnet, som englen har lovet dem.
Efter den veloverståede rejse samles alle om risengrød og varm saft.
Friluftsgudstjenesten blev oprindeligt skabt under coronanedlukningen, men er fortsat lige siden og er nu en del af det nye Højreby Pastorat.
Udendørs familiegudstjeneste Lillejuleaften er nomineret til Lolland-Falsters Stifts initiativpris 2026. Initiativet er indstillet af Susanne Oxholm, provst i Lolland Vestre Provsti.

6. Sokrates i Præstegården – samtaler om livets store spørgsmål
Hvad er sandhed? Hvad vil det sige at leve et godt liv? Og hvordan taler vi sammen om de store spørgsmål, når vi ikke nødvendigvis deler tro eller livssyn? På Fejø mødes en åben filosofigruppe for at undersøge netop det.
Filosofigruppen Sokrates opstod for godt halvandet år siden på initiativ af Dorte Mikuta og andre på Fejø. Baggrunden var et ønske om at skabe et rum for mennesker, som ikke nødvendigvis føler sig hjemme i kristendommen, men som alligevel har interesse for eksistentielle, etiske og filosofiske spørgsmål.
Inspirationen kommer fra de antikke dialoger, vi kender fra blandt andre Platon. Her handler det ikke om at vinde en diskussion, men om at stille spørgsmål, lytte og sammen blive klogere på egne og andres erfaringer. Gruppen er åben og består typisk af omkring 10-12 deltagere. Ved møderne får deltagerne ordet på skift omkring et afgrænset spørgsmål – for eksempel: Hvad er sandhed?
Samtalen bliver ledt, så fokus ikke bliver på at overbevise hinanden, men på at undersøge forskellige erfaringer, holdninger og perspektiver. Selvom deltagerne har meget forskellige forhold til tro, giver samtalerne mulighed for at mødes om noget fælles: nysgerrigheden på livet og på hinandens måde at forstå det på.
Sokrates i Præstegården er nomineret til Lolland-Falsters Stifts initiativpris 2026. Initiativet er indstillet af Susanne Oxholm, provst i Lolland Vestre Provsti.

7. Omlægning af Tågerup kirkegård
Ude på landet ligger Tågerup kirke. Den er omgivet af en kirkegård som så mange gamle landsbykirker er.
For mange år siden, da der boede mange mennesker i sognet, blev kirkegården udvidet mod nord og vest. Senere blev sognet stille og roligt affolket og med tiden blev kirkegården alt for stor.
Nu er store dele af kirkegården omlagt. Gravsteder der ikke længere er i brug, er nedlagt. Der er sået græs og plantet stauder. Der er lavet pladser hvor de gamle gravsten bliver opbevaret for eftertiden - som en slags historiebog. En sidegevinst ved omlægningen er, at en meget stor del af året består alterbuketterne af blomster fra kirkegården. Det reducerer udgiften til indkøb af afskårne blomster, men er også en lille grøn gevinst.
Omlægningen er begyndt for en del år siden - det har været en langstrakt proces. Delvis fordi gravstederne skulle udløbe, men også fordi graverne ved Errindlev-Olstrup-Tågerup sogn har indpasset arbejdet med omlægningen i det almindelige daglige arbejde. Det har selvfølgelig betydet, at Tågerup kirkegård gennem årene har båret præg af at der arbejdes på sagen. Men det har også betydet, at omlægningen ikke har været kostbar. Der har været tilkøbt lidt maskinkraft, men derudover er omlægningen foretaget af graverne, som har været kreative og nytænkende og deres måde at omlægge Tågerup kirkegård på kan tjene som inspiration for andre, både menighedsråd og medarbejdere på vores kirkegårde. Da omlægningen ikke har været kostbar, har mange menighedsråd og kirkegårdsmedarbejdere mulighed for at gøre lige så. Graverne ved Errindlev-Olstrup-Tågerup sogn: Helle Tell, Viggo Frederiksen og Morten Pedersen.
Omlægning af Tågerup Kirkegård er nomineret til Lolland-Falsters Stifts initiativpris 2026. Initiativet er indstillet af Susanne Høegh Nielsen, provstiudvalgsmedlem i Maribo Domprovsti.

8. Lokaler til SocialDriveOut
Menighedsrådet i Rødby Havn har beredvilligt stillet lokaler til rådighed for KFUMs Sociale Arbejde i forbindelse med deres igangsættelse af initiativet SocialDriveOut.
Her opsøger og hjælper organisationen sammen med lokale frivillige, mennesker i udsatte positioner som typisk lever i isolation.
De møder dem med et tilbud om kaffe og ikke mindst en udstrakt hånd, der kan støtte vejen ind i eller tilbage til fællesskab.
Menighedsrådet har uden at blinke stillet lokaler til rådighed, så de to nyansatte SocialDriveOut-medarbejdere har en base og et sted at køre ud fra i Lolland-Falsterområdet. Derudover har menighedsrådet beredvilligt stillet sognets mødefaciliteter til rådighed for møder med frivillige, ligesom man stiller køkkenfaciliteter til rådighed for produktion af kaffe og mad, som kan tages med ud til uddeling blandt de mennesker som KFUMs Sociale Arbejde og de frivillige møder på deres ”stoppesteder”.
Lone og Frits Søvndal er de to, der sætter ansigter på sognets engagement omkring initiativet.
Lokaler til SocialDriveOut er nomineret til Lolland-Falsters Stifts initiativpris 2026. Initiativet er indstillet af Troels Kousgaard Mikkelsen, sognepræst i Aastrup sogn og diakonikoordinater i stiftet.
9. Lokaler til Kirkens Korshær – plads til samtaler og fællesskab
I Nykøbing F. har menighedsrådet stillet Nordresalen til rådighed for Kirkens Korshær, som bruger lokalerne til samtalegrupper for nye børnefamilier i udsatte positioner.
Samarbejdet giver familierne et sted at mødes i rolige rammer og skaber samtidig bedre plads i Kirkens Korshærs varmestue.
På den måde kommer initiativet både de deltagende børnefamilier og varmestuens øvrige brugere til gode. Det er et enkelt, men konkret eksempel på, hvordan kirkelige lokaler kan bruges til at understøtte socialt arbejde og skabe bedre rammer for mennesker, der har brug for fællesskab og støtte.
Lokaler til Kirkens Korshær er nomineret til Lolland-Falsters Stifts initiativpris 2026.
Initiativet er indstillet af Troels Kousgaard Mikkelsen, sognepræst i Aastrup sogn og diakonikoordinater i stiftet.
10. Sang i Sommeraftenen – musik, poesi og fællesskab i Skovlænge Kirke
Fire torsdage i august blev Skovlænge Kirke fyldt med fællessang, violin, solosang og digtoplæsning.
Bag initiativet står organist Pavlo Kalygin og hans kone Maria.
Sang i Sommeraftenen blev skabt som en række aftener med forskellige temaer, hvor musik og poesi dannede rammen om fællesskab i kirken. Programmet bød på både fællessang, violinspil, solosang og oplæsning af digte, og aftenerne blev meget velbesøgte.
Initiativet har ikke bare samlet mange mennesker, men har også været med til at skabe nye møder omkring kirken og vise, at kirkerummet kan være rammen om både kultur, nærvær og fællesskab.
Sang i Sommeraftenen er nomineret til Lolland-Falsters Stifts initiativpris 2026.
Initiativet er indstillet af Rebekka Maria Brandt Kristensen, sognepræst i Søllested-Skovlænge-Gurreby Pastorat.