Mød Troels Mikkelsen - sognepræst i Aastrup sogn og diakonikonsulent i stiftet

Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Troels! Vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv og din baggrund?

Jeg er erfaren, men alligevel nyuddannet. 56 år med både livs- og arbejdserfaring og med stor appetit på at åbne et nyt kapitel som nyuddannet præst.

Jeg har gennem næsten 30 år arbejdet med social- og beskæftigelsespolitik med afsæt i en samfundsvidenskabelig uddannelse. Typisk med indsatsen i kommunerne som omdrejningsakse, ofte med samfundets udsatte i fokus og altid med en insisteren på medmenneskelighed og værdighed.  

Den insisteren vil jeg tage med ind i mit virke som præst – både som sognepræst og som diakonikonsulent.

Jeg har baggrund i det sydvestjyske, men har i de sidste mange år haft København som base med masser af ture rundt i landet – af og til også til Lolland-Falster.

Min viv Lise er har sin egen virksomhed, hvor hun arbejder med udviklingsopgaver i den pædagogiske sektor. Med hende har jeg tre voksne børn, en svigerdatter og ikke mindst to små børnebørn.

Hvorfor er valget faldet på netop Lolland-Falsters Stift?

Der er flere grunde til, at jeg har rettet blikket mod Lolland-Falsters Stift. På nogle måder minder det mig om det, jeg kommer af: Den høje himmel, landbrugslandskabet, købstadstæderne og ikke mindst de små samfund, hvor både præst og menighed er en klar fornemmelse af, hvor sognegrænsen går, og hvor man har et stærkere overblik over hvem, der er hvem. Det samme gælder stiftet, der i kraft af sin størrelse sætter en ramme, hvor kirkens aktører kan kende hinanden, og hvor der ikke behøver at være så langt fra tanke til handling.

Jeg har også med nysgerrighed fulgt med i, hvordan stiftet har øget prioriteringen af det diakonale arbejde og har tænkt, at det vil jeg gerne være en del af på den ene eller anden måde.

Men ikke mindst er jeg gennem de seneste måneders møder med mennesker i og omkring kirken i Lolland-Falsters Stift, hvor jeg har mødt en imødekommenhed og et engagement, blevet fuldstændig overbevist om, at Lolland-Falster vil få en stor plads i mit hjerte og mit liv. Ja, allerede har det.

Hvilke tanker har du gjort dig om at skulle begynde som præst i Aastrup sogn og som diakonikonsulent?

Tanken om sammen med en menighed at lave kirke i et sogn, har været det, der i væsentlig grad har drevet mit engagement på teologistudiet. Jeg glæder mig til at træde ind i en allerede stærk kirkelig virkelighed i Aastrup. En lille menighed med et stort engagement og en udtalt vilje til kirken. Kirken i Aastrup er et af de relativt få fælles omdrejningspunkter i sognet, og kirken har måske derfor i særlig grad en rolle i forhold til at skabe sammenhæng og fællesskab. Fællesskab i menigheden og fællesskab i de små samfund i sognet er for mig både et vigtigt afsæt og vigtige pejlemærker.

Jobbet som diakonikonsulent kommer oven i hatten, og det har vist sig som en kærkommen måde at bringe nogle af mine erfaringer fra tidligere meget aktivt i spil. Jeg glæder mig til sammen med præstekollegaer, menighedsråd, frivillige, kommuner og andre aktører på det sociale område at være med til med afsæt i et allerede stærkt diakonalt fokus at træde nye stier i diakonien – både inden for kirkens rammer og i samspil med andre i det socialpolitiske felt.

Er der noget særligt, du vil fokusere på i dit embede?

Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg vil i særlig grad fokusere på at være præst. På at lade evangeliet være afsættet for mit arbejde. På at hente inspiration både til sognepræstearbejdet men også til konsulentopgaverne i kirken, i den kristne tradition og i Kristus.

Jeg vil fortsat have medmenneskelighed og værdighed som fokuspunkter. I det diakonale arbejde og i virket i menigheden – både den del der meget aktivt bruger kirken og den del, der har et mere perifert forhold til kirken

Hvad er folkekirkens vigtigste opgave i dine øjne?

I en verden, der på mange måder virker truende, får folkekirken måske i ganske særlig høj grad en rolle som kilde til håb i menneskers liv. Kilde til et håb, der kan hjælpe os til ikke at resignere i frygt, men derimod hjælpe os til i fællesskab at møde farerne med handling, tolerance, tålmodighed og kærlighed.

Kirkens forkyndelse af evangeliet – en forkyndelse, der kan komme til udtryk på så mange forskellige måder – er den allervigtigste kilde til liv og det allerstærkeste værn mod fortvivlelse og afmagt både i den nære hverdag og i de store sammenhænge. Vi skal bestræbe os på hele tiden at være opmærksomme på at lade nogen chance for udbredelse af evangeliet gå fra os – og på at kirken på en gang har blikket vendt indad og udad.