Mød Elisabeth Ørsnes Gadegaard - præst i Maribo domsogn
Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Elisabeth! Vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv og din baggrund?
Med en baggrund som klassisk sanger og psykolog har jeg arbejdet i krydsfeltet mellem musik og menneskers eksistentielle erfaringer. Som sanger har jeg sunget i mere end 20 år i Københavns Domkirke, både i Kantoriet, som b.la. synger til Morgenandagten, og i Natkirken samme sted, hvor jeg også har stået for meditative Taizé aftner. Derudover har jeg undervist i sang og stemmetræning. Som psykolog har jeg været optaget af eksistenspsykologien, og jeg har stået for forløb med eksistenssamtale og salmesang.
Efter mange års arbejde i Folkekirken opstod ønsket om at blive præst, fordi jeg gerne ville bidrage til, at den fortolkning af menneskelivet, som Kristendommen tilbyder os, bliver formidlet, og jeg søgte om at blive præst gennem §2-særordningen.
Hvorfor vil du gerne til Lolland-Falsters Stift?
Som en del af forløbet på Pastoralseminariet her i foråret besøgte vi Lolland-Falster Stift, og fra det øjeblik, jeg trådte ud af toget, følte jeg mig hjemme. Og ud fra det, der blev fortalt om stiftet, tænkte jeg, at her er godt at være og arbejde. Jeg ser også en stor fordel ved, at det er et mindre stift, hvor man kender hinanden. Så jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg gerne vil være vikar i Maribo Domkirke, og jeg glæder mig til at lære både Lolland og Falster godt at kende. Jeg er gift med Anders Gadegaard, der er sognepræst i Stenløse-Veksø, og vi bor i København, men jeg kommer til at tilbringe meget af tiden i Maribo!
Hvilke tanker har du gjort dig om at skulle begynde som præst i Maribo domsogn?
Først og fremmest glæder jeg mig rigtig meget til at blive en del af det meget rige kirkeliv, der er i sognet, og som vidner om et stort engagement. Og jeg ser frem til samtalen og samarbejdet med præsterne og de ansatte, menighedsråd og menighed og til at lære lokalmiljøet at kende.
Det tiltaler mig, at Maribo Domkirke både er Domkirke med de traditionsrige gudstjenester og sognekirke, der tilgodeser menighedens ønsker. Og at der afprøves og eksperimenteres med nye gudstjeneste/andagt-former. Og at pilgrimsvandring spiller en stor rolle i sognet gennem Pilgrimshuset.
Menighedsrådet har en målsætning om at have fokus på børn, unge, unge voksne og børnefamilier og at udvide aktivitetsniveauet for disse grupper. Jeg er selv optaget af, hvordan kirken også kan være relevant for børn og unge.
Endelig kan jeg jo ikke fornægte min fortid som sanger, så derfor ser jeg også frem til at blive en del af al den skønne musik, der er i Domkirken.
Hvad er folkekirkens vigtigste opgave i dine øjne?
Folkekirkens vigtigste opgave er at forkynde det kristne budskab og at forkynde, så evangeliet taler ind i det levede liv. Evangeliet er ikke blevet mindre relevant i en tid, hvor vi skal skabe vores egen identitet, hvor fokus er på præstation og perfektion, og hvor ansvaret individualiseres. Kristendommen er modfortællingen til denne diskurs.
Folkekirken har, særligt i en tid med ufred og krig, en meget vigtig opgave i at forkynde næstekærlighed, fred og forsoning, og trøst og håb - håbet om og trøsten i lyset i mørket, og at vi kan være håb i andre menneskers liv.
Den kristne tro er det fællesskab, hvor vi er forbundne lemmer på Kristi legeme. En vigtig opgave er derfor også Folkekirkens diakonale/sociale arbejde. Ensomhed er en stigende udfordring i samfundet, og her kan kirken løfte en vigtig opgave gennem fællesskab og samtale. Der er så mange fine eksempler på, hvordan Folkekirken formår at skabe inkluderende fællesskaber, hvor alle føler sig set og mødt.
Folkekirken løfter også en meget vigtig opgave i form af det store og rige korarbejde, der foregår i kirkeligt regi – børnekor, spirekor, børnekor, ungdomskor og voksenkor, hvorigennem mennesker i alle aldre får en indgang til og meningsfuld tilknytning til kirken.
Om Elisabeth Ørsnes Gadegaard
- Født i 1965
- Opvokset i Aalborg
- Uddannet sanger i Utrecht, Holland, cand.psych. fra Københavns Universitet og præst efter §2-ordningen
- Tidligere sanger i Københavns Domkirke og privatpraktiserende psykolog
- Præst i Maribo Domkirke, Maribo Domsogn, i et vikariat fra d. 1. august til 31. december 2025