Mindeord om sognepræst Karina Lynge Christiansen

Det var med sorg, jeg modtog beskeden om Karina Lynge Christiansens alt for tidlige død i den forgangne uge. Hun døde på hospice efter længere tids sygdom i en alder af kun 55 år.

Personligt nåede jeg desværre aldrig at opleve hende som prædikant og liturg i en gudstjeneste i løbet af den alt for korte tid, hun nåede at virke som præst her i stiftet. Men hun efterlod et indtryk af et meget ydmygt, empatisk og fagligt kompetent menneske, der mødte andre mennesker i sognet med stor respekt og et åbent sind. Som en solstråle stærkt forankret i sin tro, i hvis lys menigheden kunne varme sig. Det er også mit indtryk, at hun var særdeles vellidt af sine kollegaer for sit venlige og imødekommende væsen og vil blive savnet af dem, der nåede at lære hende at kende.

Karina, der var født og opvokset i Odsherred, havde tidligere boet og haft sit virke som coach i København i mange år, inden hun genoptog teologistudiet, som hun tidligere havde været indskrevet på. I 2019 blev hun cand.theol g fik sit første embede i Roskilde Stift, inden hun i april 2023 kom til Lolland-Falsters Stift.

Karina nåede kun at virke som sognepræst i Holeby i Maribo Domprovsti i nogle måneder, inden kræftsygdommen blev opdaget. Efter et første behandlingsforløb forsøgte hun at vende tilbage nogle få timer om ugen, men sygdommen indhentede hende desværre hurtigt igen. Efterfølgende gennemlevede hun flere behandlingsforløb, der desværre ikke kunne udrydde eller holde sygdommen i ave.

Et besøg på Rigshospitalet efter en operation, hvor lægerne måtte opgive at operere Karina, gjorde et stort indtryk på mig. Her mødte jeg et meget åbenhjertigt menneske, men også en sand fighter, der insisterede på håbet – også selvom det fra patologisk perspektiv så temmelig håbløst ud. Forunderligt nok bar det speciale, hun havde skrevet blot fem år tidligere, titlen: Vilje til håb - En teologisk og fænomenologisk undersøgelse af synd og subjektivitet med særligt henblik på Søren Kierkegaards værk ’Sygdommen til Døden’. Karinas fortvivlelse var imidlertid modsat Kierkegaards ikke eksistentiel. Det var sorgen over den fysiske sygdom, der ville adskille hende fra hendes fire børn, der var så fortvivlende. Troen var hun dybt forankret i, og skulle kræften gøre en ende på livet her på jorden, sagde hun, så var hun fuldt overbevist om, at det evige liv ventede.

Karina begraves på fredag kl. 11 fra Jakobskirken i Roskilde.

Mine tanker går til Karinas børn og alle, der stod hende nær.

Æret være Karinas minde.

Marianne Gaarden, biskop